I en kronik i fagbladet Folkeskolen den 8. november spørger Bergthora Kristjansdottir, hvad der skete med undervisning i dansk som andetsprog. Hun skriver bl.a.: »Kun nyankomne elever tildeles obligatorisk undervisning i dansk som andetsprog, og den er begrænset i tid og omfang. Når tosprogede elever ikke kan få undervisning i dansk som andetsprog, kan det i praksis betyde, at de bliver undervist, som om dansk var deres modersmål.«
Problemet er bare, at det tager tid at tilegne sig dansk som andetsprog på et niveau, hvor det nærmer sig et modersmål.
Uddannede lærere i dansk som andetsprog ved, hvor vigtigt det er i den proces, at tosprogede elever får mulighed for at arbejde med deres intersprog. Intersprog betegner den sproglige fase, man befinder sig i, når man er i gang med at lære et nyt sprog. Der er meget stor forskel på at arbejde med almindelig skriftlig dansk i klassen, og så den slags dansk man har, mens man er i gang med at lære sproget.
Kristjansdottir fremhæver, at faget dansk som andetsprog forsvandt som linjefag ved reformen af læreruddannelsen i 2013. I stedet skal alle lærerstuderende nu bare have kendskab til undervisning af tosprogede elever. Men det er ikke det samme som at have en hel uddannelse i faget.
Vi ved, at tosprogede elever har brug for at arbejde med sproget på en anden måde end etnisk danske elever, men lige nu lader vi dem i stikken. Tænk, hvis det f.eks. var ordblinde elever, vi behandlede på den måde. Problemet bliver endnu tydeligere, når de tosprogede fortsætter i gymnasiet, hvor lærerne står endnu mere magtesløse over for opgaven.
Undervisning i dansk som andetsprog er noget andet end undervisning i dansk som modersmål – og det er også noget andet end fremmedsprog. Det kræver særligt uddannede lærere at undervise tosprogede elever.
Lise Heidemann Andersen, underviser i dansk som andetsprog
