Læserbrev

Tusindvis af LGBT+-personer bliver udsat for hadforbrydelser hvert år i Danmark

Der er brug for mere viden, bedre uddannelse af personale på skadestuer og politistationer og mere lydhørhed fra retssystemet, så vi kan komme hadforbrydelserne til livs
Debat
26. november 2018

Jeg kender ikke en eneste LGBT+-person, som går i byen med helt ro i maven. Vi ved, at en god aften altid kan ende galt. Risikoen for hadforbrydelser stiger med alkoholpromillen i blodet.

Forestil dig, at du forbereder dig på at tage i byen med dine venner en lørdag aften. Du vælger tøj, I hører god musik og drikker et glas for at få stemningen op. I snakker om, hvilke barer og diskoteker I skal på. Hvor er de bedste drinks? Hvor er det bedste dansegulv? Hvor er det godt at score?

Det lyder sikkert genkendeligt og helt normalt.

Desværre ulmer det, vi alle sammen tænker på, under overfladen. Om vi er i et område, hvor vi kan gå hånd i hånd. Om vi skal tage en taxa ud og hjem. Om det er muligt at få en taxachauffør, der ikke vil kommentere på det, hvis vi holder i hånd eller kysser på bagsædet af taxaen.

Vi overvejer, om der er fodboldkamp eller andre store begivenheder, der gør, at vores sikkerhed som minoritet er i fare, og om vi derfor skal gå i en bue uden om visse dele af byen. Det er ikke altid noget, vi snakker om. Et blik over bordet er nok til, at vi forstår hinanden.

Mellem 1.600 og 2.800 personer om året er udsat for hadforbrydelser på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Af alle rapporterede hadforbrydelser i 2016 fandt 39 procent sted på åben gade.

Det er ikke kun, når vi går i byen, at vi skal være på vagt. Der er en kønnet forskel i hadforbrydelser mod LGBT+-personer. En undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor viser, at flere kvinder end mænd rapporterede at være udsat for hadforbrydelser.

Tidligere undersøgelser har vist, at der er en forskel på de hadforbrydelser, mænd og kvinder udsættes for. Hvor mænd ofte bliver voldeligt overfaldet med slag og spark på åben gade, bliver kvinder i højere grad udsat for seksuelle overgreb i private hjem.

Vi skal altså ikke bare være på vagt over for den fulde, homofobiske og voldelige fremmede, som vi risikerer at møde på vej mellem to barer en lørdag aften, men også den fulde, homofobiske bekendte, som til en privat fest begår et seksuelt overgreb.

Der er brug for mere viden, bedre uddannelse af personale på skadestuer og politistationer og mere lydhørhed fra retssystemet, så vi kan komme hadforbrydelserne til livs.

Peder Holk Svendsen, forperson for LGBT Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her