Will sidder ikke rigtigt stille. Han roder med sin trøje, som når man for sent har opdaget, at den indeholder uld og klør lidt mere, end man troede, den ville. Han åbner munden for at sige noget, men klapper i igen, da tjeneren kommer med vores drikkevarer.
»Jeg er bange,« kommer det så fra ham.
Det amerikanske midtvejsvalg blev et valg om præsident Trumps virke. Men de debatter, der til daglig skiller befolkningen, var stadig afgørende, heriblandt våbendebatten, der i år har været særligt gennemtrængende på de sociale medier.
Da en 19-årig tidligere elev den 14. februar i år gik ind på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland, Florida og dræbte 17 og sårede 17 andre, transformerede våbendebatten sig endnu engang. Efter dette skoleskyderi mobiliserede eleverne sig på de sociale medier og gik ind i kampen for strammere våbenlovgivning. Allerede under skyderiet havde de brugt Twitter til at sætte ord på deres frygt.
I sommer rejste de landet rundt for at motivere andre unge til at deltage i debatten, og de gjorde det samme under det nu overståede valg. Tilbage står dog, at De Forenede Stater aldrig før har forekommet så splittede.
’Sitting ducks’
Siden 2015 har jeg beskæftiget mig med den såkaldte amerikanske våbenkultur, herunder særligt våbenejere i Arizona, hvor jeg har udført antropologisk feltarbejde. Mit primære fokus var rettet mod grupperinger af kvindelige våbenejere, men under mit ophold var der et skoleskyderi på Umpqua Community College i Oregon – den 1. oktober 2015. Også dette skyderi havde vidtrækkende konsekvenser og førte til, at en gruppe lokale studerende ved Arizona State University dannede en forening, som jeg fik muligheden for at følge på særligt tæt hold.
En af grundlæggerne er Will.
Will er bange, og efter interviews og samtaler med andre medlemmer af foreningen, er det tydeligt, at frygt er sammenhængskraften. Gruppen er også kendetegnet ved, at medlemmerne primært er unge hvide mænd og beskriver sig som libertarianere og uafhængige vælgere. De er entusiastiske våbenejere, og de vil gerne have våben tilladt på campus.
Will ser universitetets grund som et område, hvor han er i ekstra stor fare. Arizona er en konservativ stat, hvor våbenlovgivningen kan beskrives som afslappet, og alle kan frit bære våben skjult eller åbent uden særlig tilladelse.
På universitetets campus er det dog ikke tilladt, så Will må lade sine skydevåben forblive låst inde i skabet derhjemme. »Alle ved jo, vi ikke er bevæbnede,«, fortalte Will. »Hvis vi havde adgang til våben, så kunne ingen vide, om der var en eller flere i et lokale, der havde våben på sig. Det ville i sig selv virke afskrækkende. Nu er vi sitting ducks (nemme ofre), og jeg vil ikke sidde og vente på at blive skudt«.
Frygten til fælles
Wills tro på den totale frihed for den enkelte giver mig adgang til møderne i foreningen. Derfor var jeg også med den sene efterårsdag i 2015, hvor foreningen fik besøg af våbenlobbyens absolutte top, National Rifle Association (NRA). Mit feltarbejde havde indtil da haft en primært deltagende karakter, som når jeg eksempelvis håndterede våben på skydebanerne sammen med de mennesker, jeg undersøgte. Dette møde formede sig anderledes. Will måtte forhandle med NRA om min tilstedeværelse i rummet, og jeg blev tildelt en observerende plads i hjørnet.
Under mødet udruller NRA en strategi, der skridt for skridt forklarer, hvordan de skal gå til arbejdet med at få våben tilladt på campus. NRA-repræsentantens retorik er aggressiv, målrettet og i øjenhøjde.
»Det er en gudsgivet ret at forsvare sig selv,« fortæller han. »Nu da vi er kommet i medierne, så skal flere studerende mobiliseres, det er vi allerede ved at gøre i Texas«. Han sukker dybt, kigger ud på de unge foran sig: »Det er jo liv eller død!«
Lokalet var mættet af en genkendelig menneskelig følelse, som fik hårene på mine arme til at rejse sig. Frygt. De unge studerende var rædselsslagne, men her var et menneske, der gav dem konkrete svar og en handlingsplan.
Da jeg vågnede dagen efter mødet, var det til overskrifterne om, at en ung studerende var blevet skudt på et universitetets campus i byen Flagstaff, beliggende i det nordlige Arizona.
Så i denne splittede nation er der alligevel mange, der har noget til fælles.
Will vil gerne kunne gå til undervisning uden at være bange for at blive skudt, ligesom eleverne i Florida vil være trygge i deres klasselokale. Begge grupper vil sikre sig, at skoleskyderier aldrig sker igen, begge grupper er unge vælgere, der stemte. De repræsenterer fremtiden for USA, og de vil gerne leve. Men Will marcherede ikke med de studerende fra Florida i sommer.
De er uenige om metoden, men deres frygt har de til fælles.
Charlotte Elisabeth Aakerman, antropolog
