Læserbrev

At være mand er et langt forsvar

Mænds tavshed i forhold til kritikken af deres egen kønsrolle er ikke bare et tegn på, at mænd intet har at vinde ved kønskritik; tværtimod er tavsheden symptomatisk for mandens skrøbelige position
Debat
27. november 2018

Den 19. november var mændenes internationale kampdag. Dog må man sige, at det fortsat er en relativt umarkeret dag. Nogle vil mene, at dette skydes, at mænd har meget lidt at vinde ved kønskritik. Det eneste, mænd skulle få ud af at kritisere deres egen kønsrolle, er noget så kedeligt som ligestilling og retfærdighed.

Men analysen om, at mænd intet har at frigøre sig fra – at de kun har privilegier at beholde og genetablere – er bemærkelsesværdigt nok udbredt både blandt feminister og reaktionære manderettighedsforkæmpere. Desværre bekræfter og forstærker analysen blot mandens stereotype kønsrolle.

En rigtig mand er nemlig én, der ikke mangler noget. Rigtige mænd viser ikke utilstrækkelighed, sårbarhed eller impotens. Og man må derfor forstå mænds (stereotype) adfærd og tilbøjeligheder som et evigt forsøg på at bevise potens. Dette gælder især ekstremt mandschauvinistiske, machismoagtigte mænd.

Disse forsøg bliver ekstreme, fordi det er umuligt endegyldigt at bevise sin potens. Ethvert sådant forsøg bekræfter samtidig, at man overhovedet har noget at bevise. Og har man noget at bevise, må man jo mangle noget.

Der er således en logisk indbygget umulighed og desperation i forsøget på at være mand. Jo mere man med vold og magt forsøger at sætte sig igennem, desto mere afmægtig bliver man, og desto mere får man igen brug for sætte sig igennem med vold og magt.

Den stereotype machomand er på én og samme tid mægtig og skrøbelig. At være mand går simpelthen ud på at opretholde et skrøbeligt forsvar mod impotens og underskud.

Det er derfor i sig selv farligt, at jeg konstaterer dette om den mandlige kønsrolle. Det dur nemlig ikke som mand at være kritisk overfor, hvad der forventes af at være mand, fordi man derved afslører sin egen utilstrækkelighed.

Mænds tavshed i forhold til kritikken af deres egen kønsrolle er altså ikke bare et tegn på, at mænd intet har at vinde ved kønskritik; tværtimod er tavsheden symptomatisk for mandens skrøbelige position.

Det er de progressive feministiske kræfters ansvar at udvikle et blik for, hvordan mænd føler sig evigt pressede, og hvorfor mænd ikke rigtigt må reflektere over eller tale om det pres. Det er deres ansvar at finde ud af, hvordan også manden bliver frigjort. For vi mænd kommer aldrig til at give slip på vores (skrøbelige) forsvarsposition.

Ikke før vi indser, at der kan være en frigørelse at vinde.

Saman Atter Motlagh, psykolog og cand.mag. i filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christina Hansen

En fin analyse, men mærkelig konklusion. Hvordan kan det blive kvindens ansvar, at manden tager ejerskab til sin sårbarhed? Det eneste kvinden kan gøre er at være medvirkende til at der er en fælles kultur, hvor mandens sårbarhed kan være i rummet. Men at det er kvindens ansvar, at manden vælger at integrere flere nuancer af sig selv, at det er kvindens ansvar, at sørge for at manden tager sit eget følelsesliv alvorligt, det mener jeg ikke. Hun kan invitere til det, men hendes ansvar er alene at tage vare på sig selv.

Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar