Kommentar

Vegansk kost til små børn er et umuligt projekt, hvis man skal følge Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsens anbefalinger om vegansk kost til små børn er umulige at følge i praksis. Dermed planter de en frygt hos os småbørnsforældre, der ønsker at lade vores barn leve plantebaseret
Debat
1. december 2018

I foråret udkom Sundhedsstyrelsen med anbefalinger om vegansk kost til børn op til to år, efter at flere efterhånden vælger den plantebaserede livsstil.

Vi lever selv plantebaseret, da vi gerne vil skubbe på en positiv udvikling i forhold til klimaforandringerne. Det er også rart, at vi ikke bidrager til dyreproduktion, og så er det rart at spise grønnere. Det har været en længere proces for os at overgå til vegansk kost, men den opvejes mange gange af det, der følger med.

Vi lever lige nu i overensstemmelse med vores værdier på i hvert fald klimaområdet. Værdier, som vi håber, at vores datter vil blive glad for og føre videre i sit liv.

Umulige anbefalinger

Hidtil har Sundhedsstyrelsen nægtet at komme med anbefalinger til vegansk kost, da de ikke kan anbefale vegansk kost til små børn.

Årsagen lader til at være, at det er besværligt at oplyse om plantekost, og at kosten virker fremmed i dansk madkultur, mere end det handler om forskningen på området. Forældre, der ønsker en vegansk diæt til deres børn, er derfor henvist til uofficielle kilder for råd og vejledning. Det er utrygt.

I foråret anbefalede Sundhedsstyrelsen så, at hvis man endelig kaster sig ud i plantekost til sine poder under to år – hvilket de ikke anbefaler – skal man sørge for tre ting: Give tilskud af B12-vitamin, amme, indtil barnet er to år og rådføre sig med en klinisk diætist.

Det er kærkommet med anbefalinger fra en officiel myndighed. Men det har vist sig, at ét punkt er umuligt at følge i praksis.

Lad os tage de tre råd:

Tilskud af B12-vitamin. Det er nemt at sørge for, det har vi styr på.

Amning i to år. Det kan måske blive lidt akavet, men da barnet også får anden mad, er det altså ikke noget med at sidde med et alt for stort barn i storcenteret og hive brysterne frem. Der findes også både brystpumper og sutteflasker, så det skal vi nok kunne klare.

Til gengæld har man et problem, hvis man ikke kan amme. Her er der modermælkserstatning, men der er ingen godkendte produkter uden komælk på det danske marked. Man er altså henvist til usikkerheden, da man i så fald skal købe produkter, der ikke er godkendt af danske myndigheder.

Og så er der den kliniske diætist. Sundhedsstyrelsen kan ikke selv pege på en diætist og opfordrer os til at spørge egen læge. Han kan ikke hjælpe os, og det kan sundhedsplejersken heller ikke. Vi kender tilfældigvis selv en diætist, der har spurgt sit netværk, men ingen kan hjælpe, da de ikke er specialiseret i plantebaseret kost.

Vi har selv fundet frem til Maria Felding, der har udviklet en folder om plantebaseret kost til småbørn sammen med Dansk Vegetarisk Forening. Vi tvivler dog på, at hun kan sige mere, end hun allerede har skrevet i folderen, hvis vi rådfører os med hende. Hun er heller ikke uddannet specifikt i vegansk kost og spædbørnsernæring. Derudover er det utilstrækkeligt, hvis der kun er én i Danmark, man kan rådføre sig med.

Anbefalingen er altså umulig at følge i praksis. Hvis der endelig kommer kliniske diætister, der er tilstrækkeligt uddannet, kan man også stille spørgsmålet, hvor mange forældre, der har mulighed for at betale det beløb, det koster at følge anbefalingen om egenbetalt rådgivning fra et ellers gratis sundhedssystem.

Skader vi vores barn?

Vi har altså forholdt os til Sundhedsstyrelsens og Dansk Vegetarisk Forenings anbefalinger. Vi har også læst de svenske og engelske anbefalinger, da deres sundhedssystemer anerkender plantebaseret kost til spædbørn. Og så har vi fået en norsk diætists anbefalinger.

Alligevel efterlever vi ikke de danske anbefalinger og kan ikke med ro i maven sige til familie og venner – og ikke mindst til vores datter – at der er officielt styr på den kost, vi giver hende.

Der er bekymringer nok, når man har sat et lille menneske i verden. Kosten er ingen undtagelse, og vi vil naturligvis ikke skade vores datter. Vi forstår godt rationalet i, at Sundhedsstyrelsen ikke kan anbefale plantebaseret kost. Men retningslinjerne er med til at sprede frygt blandt småbørnsforældre og deres omgangskreds.

Vi har hørt om andre, der er opflasket vegansk, og det giver ro at vide, at der findes sunde og raske plantebørn derude. Forhåbentlig bliver det nemmere med tiden, hvis flere bevæger sig den vej. Men det kræver godt nok et omfattende forarbejde og en god portion tro på egne intentioner og evner at holde fast i sine idealer her.

Det kunne være mere trygt med officielle retningslinjer i ryggen. Derfor vil vi opfordre Sundhedsstyrelsen til at finde en klinisk diætist – gerne flere – de kan pege på eller eventuelt revidere retningslinjerne. Vi bidrager gerne med erfaring og den viden, vi selv har fundet frem til.

Jesper Dalgaard Pøhler og Maja Dalgaard Pøhler, hhv. kommunikatør og læringskonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Har oplevet at et barn med Vegansk mor var tæt på hjernedød dagen før 1 års fødselsdag.

På trods af barnets mor havde fulgt alle kostråd og spist anbefalet B12 kosttilskud.

Det var yderst ubehageligt at være vidne til.

@Henrik Busk

Klimakampen er ikke et teselskab!

I følger jo netop IKKE de anbefalede kostråd for børn under to år.
Så længe I er uenige i de officielle råd vil I ikke følge dem

Erik Fuglsang, Bodil Hansen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Hvorfor skulle det være akavet at amme et barn på to år?

Christian Thordal

Jeg synes forfatteren skal se på studierne foretaget i Indien omkring det, man på engelsk, kalder "stunted growth", hvis de ikke vil skade deres barn.
I begyndelsen troede man, at mangel på protein i opvæksten, blot førte til mindre kropsstørrelse og mindre muskelmasse, noget der var særligt tydeligt i familier, hvor døtre blev forfordelt ernæringsmæssigt i forhold til drengebørn. Men nye studier viser, at "stunted growth" også bør referere til manglende mental udvikling og laver IQ.
Vestlige videnskabsfolk afholdt sig i mange år fra at undersøge denne relation af frygt at få trukket racehygiejne-kortet, men indiske videnskabsfolk var ikke således begrænset, og hvad der burde have været åbenbart i mange år, er nu veldokumenteret: Hjernen er en af, hvis ikke det mest, protein-krævende organ i kroppen under et barns opvækst, og mangel på protein i opvæksten kan begrænse hjernens udvikling på lige fod med andre dele af kroppen. Og det er utroligt svært for den menneskelige metabolisme at udvinde nok protein fra en rent plantebaseret kost, noget der formodentligt er evolutionære årsager til.
Og for lige at understrege: Indien er formodentlig det sted i verden med flest vegetarer (af religiøse årsager), og i Indien er det derfor ikke noget problem at opretholde en sund og ernæringsrigtig diæt som vegetar; men den diæt indeholder rigeligt med animalsk protein såsom æg og mælkeprodukter. ”Stunted growth” er altså enten et fattigdoms- eller, for de forfordelte piger, et prioriteringsproblem. Kun meget få indere er veganere, så det er ikke her man skal finde årsagen til de mange eksempler på ”stunted growth”.
Det burde vække stof til eftertanke for enhver, som vil give sit barn en vegansk- eller vegatarisk opvækst. Datasættet er lige nu 1,3 milliarder individer. The Economist har haft flere artikler om dette emne de seneste par år.

Torben Bruhn Andersen, Bodil Hansen, Tue Romanow, Torben K L Jensen, Søren Nielsen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Christian Thordal

Nå, Informeren bruger ikke gammeldags afsnit. Så derfor igen, for klarheds skyld:

Jeg synes forfatteren skal se på studierne foretaget i Indien omkring det, man på engelsk, kalder "stunted growth", hvis de ikke vil skade deres barn.

I begyndelsen troede man, at mangel på protein i opvæksten, blot førte til mindre kropsstørrelse og mindre muskelmasse, noget der var særligt tydeligt i familier, hvor døtre blev forfordelt ernæringsmæssigt i forhold til drengebørn. Men nye studier viser, at "stunted growth" også bør referere til manglende mental udvikling og laver IQ.

Vestlige videnskabsfolk afholdt sig i mange år fra at undersøge denne relation af frygt at få trukket racehygiejne-kortet, men indiske videnskabsfolk var ikke således begrænset, og hvad der burde have været åbenbart i mange år, er nu veldokumenteret: Hjernen er en af, hvis ikke det mest, protein-krævende organ i kroppen under et barns opvækst, og mangel på protein i opvæksten kan begrænse hjernens udvikling på lige fod med andre dele af kroppen. Og det er utroligt svært for den menneskelige metabolisme at udvinde nok protein fra en rent plantebaseret kost, noget der formodentligt er evolutionære årsager til.

Og for lige at understrege: Indien er formodentlig det sted i verden med flest vegetarer (af religiøse årsager), og i Indien er det derfor ikke noget problem at opretholde en sund og ernæringsrigtig diæt som vegetar; men den diæt indeholder rigeligt med animalsk protein såsom æg og mælkeprodukter. ”Stunted growth” er altså enten et fattigdoms- eller, for de forfordelte piger, et prioriteringsproblem. Kun meget få indere er veganere, så det er ikke her man skal finde årsagen til de mange eksempler på ”stunted growth”.

Det burde vække stof til eftertanke for enhver, som vil give sit barn en vegansk- eller vegatarisk opvækst. Datasættet er lige nu 1,3 milliarder individer. The Economist har haft flere artikler om dette emne.

Danny Hedegaard, Bodil Hansen, Søren Nielsen og Søren Clausen anbefalede denne kommentar

Også fra samme Jesper og Maja Pøhler
https://www.information.dk/debat/2018/05/nybagte-foraeldre-faa-boern-alt...

Hvorfor får så forskruet mennesker så meget taletid? Er det vitterlig blevet en kamp om at være mest navlebeskuende og menneskefjendsk, for at få sine kronikker trykt?

Bodil Hansen, Mogens Holme, Egon Stich, Henrik Bjerre, Carl Chr Søndergård, Jens Kofoed og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar
Jesper Dalgaard Pøhler

@Christian Thordal: Tak for sagligt input til debatten. Jeg vil læse lidt op på det studie, du refererer til. I første omgang vil jeg dog sige, at netop protein ikke er den store udfordring, selv om det ofte er det, der bliver fremhævet, når snakken falder på vegansk kost. Se fx side 19 her: https://vegetarisk.dk/wp-content/uploads/2018/09/dvf_babyfolder_aug2018.pdf.

@Henrik Busk: Det lyder ubehageligt.

@Søren Nielsen: Nej, det er rigtigt, og det er det, vi synes, er et problem. Der er dels de officielle anbefalinger, men der er også de officielle retningslinjer for, HVIS man vælger en plantebaseret kost. Og de er umulige at følge i praksis.

@Lukas Wassberg: Det er meget sent i en dansk kultur. Men det behøver ikke at være akavet.

@Martin Lund: Fordi vi rammer et emne, som har relevans for flere end os selv. Vi betragter ikke os selv som hverken forskruede, navlebeskuende og menneskefjendske, og jeg er ked af at høre, at du har den oplevelse af os.

@Raido Rafn: Tak for inspiration og velmenende råd.

Danny Hedegaard

Hvorfor er det lige, at en veluddannet ressource familie kan tillade sig, både at modsætte sig sagkundskaben hos den offentlige resort myndighed.
Og at bebrejde selv samme myndighed, at denne og fagligt sundheds personale ikke yder dem tilstrækkelig opbakning, til at kunne indskrænke deres små børns kost til at basere sig på noget som forældrene bare tror på, og som sagkundskaben på det kraftigste fraråder.

Hvis der var tale om misbrugs familier, eller misrøgt af børnene i ressource svage familier på overførselsindkomst, ville man meget hurtigt kunne tale om at kommunen har svigtet sit ansvar for at varetage barnets tarv.

Men når ressource mennesker tror og handler mod bedre vidende, de mod alle anbefalinger undlader at vaccinere deres børn, eller tvinger dem til at leve på en vegansk kost, ikke vegetarisk, men vegansk.
Så ser vi en forstemmende berøringsangst med omvendt social slagside, over for en øvre middelklasse med ordet i deres magt, ressourcerne og evnen til at kæmpe for en sag, som efter alt videnskabelig sagkundskab ikke tjener barnets tarv.

Jeg tænker, hvor har vi kommunen, er I bange for en hær af advokater, kronikker og organiseret medløberi på de sociale medier?
Det bør kommunen ikke være, træd i karakter og bank på døren hos familien, bag denne i mine øjne på alle måder uansvarlige kronik.

Hvor har vi medierne, herunder Information, som efter at have givet spalteplads til en holdning, der snarere er sammenlignelig med religion når religion er værst, burde opsøge kommunen og Sundhedstyrelsen med spørgsmålet " Hvad vil I gøre", for at varetage barnets tarv ?

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Bell Wigelsen Bruun, Erik Fuglsang, Bodil Hansen, Henning Kjær, Tue Romanow, Samuel Grønlund, Erik Jakobsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Michael Andresen

Vagansk kost til børn er glimrende. Hvis man ønsker at de bliver fejlernærede og lider af mangelsygdomme.

Samuel Grønlund

Vi bør have regler der beskytter børn mod deres idiotiske forældre.
Blandt de værste findes veganere der insisterer på vegansk kost til børn under 14.
Andre religiøse fanatikere der insisterer på at små børn skal følge deres tåbelige antikke overtro - med lemlæstelse og hvad ellers følger af social kontrol og kønsdiskrimination.
Og det gælder forældre der insisterer på at gennemføre graviditet med påvist eller forstærket risiko for forsterskade.
Disse grupper er ikke i stand til at varetage barnets tarv og bør ikke overledes dette ansvar alene.

Erik Fuglsang, Bodil Hansen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

Kort kommentar: den hollandske dokumentar om en vegansk mor og hendes søn. Det burde alle veganere med små børn Være tvunget til at se.

Jesper Dalgaard Pøhler

@Danny Hedegaard: Tak for kommentaren. Vi modsætter os ikke sagkundskaben, men beder netop Sundhedsstyrelsen om at forholde sig til den. Det er meget vigtigt for os at gøre opmærksom på, at veganisme ikke handler om tro. Vi undlader i øvrigt heller ikke at vaccinere vores barn, og vi kæmper for vores barns tarv.

@Michael Andresen: I så fald skal man være dårlig til at sammensætte den veganske kost.

@Samuel Grønlund: Jeg tror, det er svært at lave sådanne regler ud over dem, der findes i straffeloven. Vi er i øvrigt ikke religiøse. Jeg er heller ikke klar over, hvorfor vegansk kost skulle blive bedre efter 14-års-alderen. Graviditeten gik fint, og vores barn trives, så det ansvar kunne umiddelbart fint overlades.

@Bodil Hansen: Jeg tror, det er svært at tvinge mennesker til at se bestemte film.

Michael Andersen

Der er godt nok mange ideologiske og forkerte holdninger til veganisme her på Informaiton. Flere studier har anvist at det kikke nødvendigvis er skadeligt for børn, så længe de for de rigtige supplementer. Dertil er en ukritisk tro på sundhedsstyrelsen en naiv og nærmest ideologisk adfærd.

Jesper Dalgaard Pøhler

@Michael Andersen: Det er i hvert fald vigtigt for os at insistere på at adskille viden og holdninger. Det er ok at være imod veganisme, men det er ikke ok at afvise viden med, at det kommer fra veganere. Gad godt at diskutere selve indholdet i stedet.

John Damm Sørensen

Jeg talte forleden med en læge om emnet veganer, og det overraskede mig, at han kunne berette, at det ikke var ualmindeligt, at danske hospitaler modtager børn af veganere, der på grund af manglende B12 vitaminer, var dybt hjerneskadede.

Samuel Grønlund

@Jesper Dalgaard Pøhler,
14 fordi de fleste børn har overstået deres mest kritiske vækstfase og vil være gamle nok til selv at planlægge ordentlig diæt udenom hjemmets restriktioner.
Vedvarende vegansk diæt er usundt for alle aldre - uden skyggen af tvivl! Men særligt for børn og unge, hvor manglen på nødvendige fedt- og aminosyrer, vitaminer mv, kan være direkte skadeligt og for alle vil medføre betydelige risici for misvækst i knogler og indre organer, nedsat kognitiv funktion, nedsat immunforsvar og andre kendte problemer ved fejlernæring.
Meget kan afhjælpes med kosttilskud og planlægning - det kan virke for voksne og ældre - men det er hverken tilstrækkeligt eller forsvarligt for børn i deres mest kritiske vækstfase.

Jesper Dalgaard Pøhler

@Emina Zukanovic: Tak for kommentaren. Det kræver dog lidt mere end B12-tilskud og længere tids amning, hvis man vil lade sit barn spise plantebaseret. Mange næringsstoffer er ekstra svære at få, så det kræver et øget fokus på fx selen, jern og calcium, men også andre ting. Du har dog HELT ret i, at sagtens kan være veganer som barn – jeg kan i hvert fald ikke finde evidens for det modsatte.

@John Damm Sørensen: Ja, det er frygteligt. TV2 News havde et indslag om det i mandags, og det er vist ca. et barn om året. Ét barn for meget. B12-mangel er skadeligt for alle, og det er side 1 i "veganerbogen", at man skal have huske at få det som tilskud, da man kun kan få det fra animalske produkter. Det er ærgerligt, at der er folk, der ikke sætter sig ind i det, før de går i gang, fordi der er risiko for fejlernæring.

@Samuel Grønlund: Tak for svaret, Samuel. Det giver mening med 14-års-alderen, så. Jeg vil gerne rejse tvivl ved, at vedvarende vegansk diæt er usundt for alle aldre. Jeg synes også, du selv skriver, at det netop ikke behøver at være et problem, såfremt man har styr på sin kost og sine kosttilskud. Det gælder også for børn. Læs fx her: https://www.livsmedelsverket.se/matvanor-halsa--miljo/kostrad-och-matvan...