Kronik

Afhøring af embedsmænd bryder med princippet om en ministerledet forvaltning

Folketingets kontrol med regering og ministre er en demokratisk kerneopgave. Spørgsmålet er, om adgangen til at indkalde embedsmænd til afhøring er formålstjenlig kontrolpolitik
Daværende justitsminister Morten Bødskovs ’nødløgn’ om, hvorfor Retsudvalgets besøg på Christiania måtte aflyses, var i 2013 medvirkende til at genstarte debatten om at indføre parlamentariske høringer af embedsmænd.

Daværende justitsminister Morten Bødskovs ’nødløgn’ om, hvorfor Retsudvalgets besøg på Christiania måtte aflyses, var i 2013 medvirkende til at genstarte debatten om at indføre parlamentariske høringer af embedsmænd.

Lars Krabbe

12. december 2018

Folketinget har travlt.

Det behandler et par hundrede lovforslag om året. Det er også parlamentarisk kontrollant. Det sker gennem spørgsmål til ministrene og især i de stående udvalg. De stiller 13-14.000 spørgsmål til skriftlig besvarelse pr. år.

De stiller samtidig 8-900 samrådsspørgsmål, hvor en minister møder op i udvalget for at forklare sig. Det sker i ni ud af ti tilfælde på åbne møder, ofte med tv-transmission. Det kan være dramatiske seancer, der ender med ministerskifte. Sådan er parlamentarismen.

Folketinget har andre muligheder. Ombudsmanden og Rigsrevisionen er uafhængige tilsyns- og kontrolinstitutioner under Folketinget. Deres beretninger indgår i grundlaget for Folketingets kontrol.

Der er også sager, hvor Folketingets flertal er stødt på forhold, som efter flertallets vurdering kalder på grundigere undersøgelse.

Man nedsætter da efter forhandling med regeringen en undersøgelseskommission. Dens opgave er at kortlægge et ofte kompliceret hændelsesforløb og at vurdere grundlaget for at gøre et retligt ansvar gældende over for nogen af de implicerede embedsmænd.

Det tager år at gennemføre en sådan undersøgelse. Det skyldes bl.a. de procedurekrav, som loven stiller til arbejdet, og de ofte omfattende kommissorier, som definerer bredden af kommissionens mandat og den periode, som undersøgelsen dækker.

S og V tøver

Netop tidsforbruget har fået mange til at efterspørge en ’mellemskarp’ kniv i værktøjskassen. Samtidig har folketingsmedlemmer på tværs af partierne spurgt, om nutidens folketing ikke er trængt tilbage af regeringen, embedsværket, kommunerne og EU.

Det var baggrunden for nedsættelsen af Udvalget om undersøgelseskommissioner. Jeg sad i udvalget og sammenfatter her centrale elementer i dets betænkning.

Det fik bl.a. til opgave at belyse fordele og ulemper ved  parlamentariske høringer. Det blev også fastslået, at opgaven var »at beskrive og analysere konkrete modeller« herfor og altså ikke at vurdere, om det var en god eller dårlig idé. Det holder jeg mig også fra her.

Det sidste er nemlig op til politikerne. Den proces gik i gang, da udvalget i oktober afleverede sin betænkning.

Billedet er her og nu nogenlunde klart. De to regeringspartier Venstre og De Konservative er imod; det samme gælder efter alt at dømme Socialdemokratiet. De øvrige partier er indtil videre for. Der tegner sig altså et flertal for at indføre parlamentariske høringer.

Men lad os nu se.

Der er, som læseren vil kunne se, en del sproglige forbehold i min vurdering af, hvad der kommer ud af den proces, der nu er i gang. De er nødvendige. For enhver diskussion af Folketingets kontrol med regering og forvaltning er præget af, om partierne sidder i regering eller opposition.

Der er endog den tilføjelse, at partier som Socialdemokratiet og Venstre, som ser sig selv som naturligt regeringsbærende, har det med at tøve, når snakken om at udvide Folketingets redskabsrum strammer til.

Udfordring af ministerstyret

Det springende punkt i forhold til parlamentariske undersøgelser er, om et parlamentarisk undersøgelsesudvalg skal have adgang til at indkalde embedsmænd til afhøring af udvalget. Der er to problemer i det.

Det ene er, hvordan man sikrer embedsmændenes retssikkerhed. Det har man i undersøgelseskommissionerne gjort ved at lægge sig tæt op ad de retssikkerhedsgarantier, som gælder i retsplejen. Det drejer sig bl.a. om retten til bisidder, om beskyttelse mod selvinkriminering samt afhøringer efter en procedure, der er dommerledet og ligger tæt op ad arbejdsgangen i en retssag.

Men lader disse regler til sikring af de involveredes retsstilling sig overføre til et parlamentarisk regi? Det er i hvert fald ikke nemt. Det er i høj grad et problem, som plager djøfokratiet.

Det andet problem vedrører kernen i samspillet mellem regering og folketing. Vi har parlamentarisme baseret på ministerstyre. Det indebærer, at ministrene er politiske forvaltningschefer, som det hedder i mandarinjargonen.

Det vil sige, at de er øverste chefer for embedsmændene i ministeriernes departementer og styrelser. Det betyder, at det er ministeren og ikke embedsmændene, som tegner ministeriet over for Folketinget. Englænderne, parlamentarismens fædre, siger, at parlamentet kun kender ministeren.

Ministerstyret er altså den institution, der sikrer, at vi har en demokratisk ledet forvaltning og ikke et embedsmandsvælde eller teknokrati. Parlamentarismen er den institution, der sikrer demokratisk kontrol med regeringen og den ministerstyrede forvaltning.

Tilhængerne af parlamentariske undersøgelser føjer til, at afskærer man et parlamentarisk undersøgelsesudvalg fra at udspørge de embedsmænd, der rådgiver ministre og regering, begrænser man Folketingets mulighed for at komme til bunds i sager, hvor der kan være sket fejl eller endda ulovligheder.

Siddende regeringer og de partier, som altid aspirerer efter regeringsmagten, siger omvendt, at parlamentariske høringer vil undergrave tillidsforholdet mellem minister og embedsværk, hvis embedsmændene risikerer at blive politisk eksponeret i Folketinget.

Det er, siger de, centralt, fordi embedsmændene, med endnu et britisk låneudtryk, giver deres ministre ’fri og oprigtig rådgivning’. Det sker i et fortroligt rum, og åbner man det, risikerer man både at spille embedsmænd og ministre ud mod hinanden og at undergrave rådgivningens kvalitet.

Når tilhængerne af parlamentariske undersøgelser til det siger, at det alene drejer sig om at få fakta på bordet, svarer de regeringsbærende partier, at så let er det ikke. De tilføjer, i et mere dæmpet tonefald, at en ordning med parlamentariske undersøgelser baseret på folketingsmedlemmernes adgang til at afhøre embedsmænd, åbner døren for embedsmænd, der på standens, styrelsens eller institutionens vegne lufter egne politiske vurderinger.

Det er hverken generalerne i forsvaret eller gymnasiefolkene i Undervisningsministeriet, der skal tegne politikken på et område. Derfor, siger modstanderne, risikerer parlamentariske høringer af embedsmænd at undergrave det bærende princip om et parlamentarisk forankret ministerstyre.

Ingen abstrakt sandhedssøgen

Udvalget blev også bedt om at belyse, hvad man gør i andre lande omkring os. Især Norge er relevant. Dansk og norsk parlamentarisme og forvaltning ligner hinanden i en sådan grad, at de fremstår som tveæggede tvillinger.

Dernæst har Stortinget en kontrol- og konstitutionskomité, som netop kan foretage undersøgelser af den art, som Folketinget overvejer betimeligheden af. Tilmed kan komiteen indkalde embedsmænd til afhøring.

Norske regler og norsk praksis viser dog, at man ikke skal drage alt for vidtgående slutninger heraf. Normalt er det ministrene, der sidder på bænken, og kun i to tilfælde har man set embedsmænd fra departementerne direkte afhørt.

Det sker til gengæld for embedsfolk fra styrelserne, men ministeren har adgang til at være til stede, og reglerne hviler på den klare forudsætning, at udspørgerne ved afhøring af embedsmænd respekterer loyalitetsforholdet mellem ministre og embedsmænd.

Sagen er altså, også når man skeler til lande som England, Sverige og Tyskland, at det parlamentariske folkestyres principper for arbejdsdelingen mellem regering og parlament er en levende realitet.

Det er også, med et citat fra betænkningen, en realitet, at sådanne undersøgelser, af hvad art de end er, »ikke [iværksættes] som følge af en mere abstrakt trang til sandhedssøgen, men som oftest som udslag af en politisk proces, hvor spørgsmålet om Folketingets kontrol med regeringen, ministre og forvaltning står centralt«.

Det samme gælder i princip og praksis også i landene omkring os.

Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus, AU

Kunne man ikke forestille sig, at embedsmænd, der kunne risikere en sjælden gang at skulle forklare en sag for et særligt folketingsudvalg, ville holde sig tættere på dydens smalle vej? Det kunne måske ligefrem beskytte dem mod at få deres embedsmandsdyder presset af regeringen, skriver Tim Knudsen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Embedsmænd er tvungne til, at lyve om faktuel viden, for at opfylde ministerens krav til embedsværket om, at understøtte ideologisk ført politik, uden nogen form for faktuelt grundlag.

Så kan man selvfølgelig ikke efterfølgende afhøre embedsmænd, om det manglende faktuelle grundlag.

“Der er endog den tilføjelse, at partier som Socialdemokratiet og Venstre, som ser sig selv som naturligt regeringsbærende, har det med at tøve, når snakken om at udvide Folketingets redskabsrum strammer til.”

De tilhøre samme religiøse økonomiske overbevisning uden faktuelt grundlag, det er forklaringen.

Claus Nielsen, Carsten Wienholtz, Bjarne Bisgaard Jensen, Rolf Andersen, Søren Bro, Flemming Berger, Anne Eriksen, Bettina Jensen, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Det er strukturelt set uholdbart at ekvipere sig med ministre og embedsmænd når et lands (befolknings) samlede interesser skal forvaltes, så uanset hvem vi kan sætte under skærpet kontrol eller ej, spiller vi sorteper med vort nuværende magtforvaltningssystem.

Jan Jensen, Steffen Gliese, Flemming Berger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er netop gymnasielærere eller officerer i hæren, der gerne skulle have deres faglighed sikret af politiske beslutninger, og ikke flere hundrede år gamle ideologisk tankespind, baseret på mere eller mindre tilbageviste kategoriske forklaringer på menneskenatur og samfund.

Med alle de mere eller mindre grønne skatteministre i korte bukser, der har været i de nye årtusinde er det noget af en påstand at kalde ministeriet ministerstyret.

Ministerierne og i øvrigt også kommunerne bliver i høj grad styret af embedsmænd og jeg tror at almindelige mennesker ville få et chok, hvis de fik at vide hvor mange ressourcer djøf'ere bruger på såkaldt at "servicere" politikere, hvilket betyder at de sidder med politikeren og fører stavepladen - og således ikke bruger på varme hænder.

Claus Nielsen, Carsten Wienholtz, Bettina Jensen, Jens Kofoed, Steffen Gliese og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Vi skelner vel stadig mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt ?

Folketinget (den lovgivende magt) er vist af og til tæt på at opføre sig som den udøvende magt ved at "overtage" rollen som embedsværkets umiddelbare arbejdsgiver - det sker bl a når Folketinget kobler ministrene/regringen ud af "ligningen" og går direkte efter embedsværket. Konsekvensen bliver jo, at embedsværket begynder at tænke på Folketingets reaktioner og i samme grad nedprioriterer minitrenes/regeringens ønsker ?

Embedsværket skal bare være ligesom en velfungerende bil - det er bilens fører, der bestemmer hvor bilen skal køre hen - kendskab til motorens funktion, gearkasse, brændstof o s v er unødvendigt for føreren, der bare skal bestemme hvor man skal hen og ad hvilken vej , der skal køres..