Det havde aldrig strejfet mig, at jeg har en meget mærkelig vane

En god gammel ven fortalte mig for nylig, at han udfører en slags milde tvangshandlinger. Blandt andet sørger han altid for at være den, der først sætter sin fod på hvert enkelt trin, når han følges med nogen op ad en trappe.

Mens jeg grinede af ham, spurgte han mig, om jeg ikke selv havde nogle mærkelige ritualer. Nej, svarede jeg. Faktisk ikke. Eller det vil sige, tilføjede jeg efter at have tænkt mig om: Jeg har jo det der med, at jeg skal danne ord ud fra bogstaverne i underteksterne, når jeg ser fjernsyn eller er i biografen.

Men det er der vel ikke noget mærkeligt i, skulle jeg så til at sige. Og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg aldrig før havde talt med nogen om mit ritual, og det gik også op for mig, at det nok er temmelig mærkeligt.

Kompliceret bogstavleg

Dette korte format egner sig ikke til at gå i detaljer med det relativt komplicerede sæt regler, jeg følger, når jeg læser undertekster. Men hovedpointen er, at jeg løbende skal finde det midterste eller de midterste bogstaver i hver enkelt linje og sætte dem sammen til ord. Og fordi det går stærkt, finder jeg midten ved at tælle ord og ikke de enkelte bogstaver.

Lad os tage første scene i The Big Lebowski. Her ville jeg skulle bruge de bogstaver, jeg har skrevet med stort i det følgende:

»Ude vestpå vaR Der en fyr,
som jeg viL Fortælle jer om.
Han heD Jeff Lebowski.
Det var I hvert fald,
hvad hans kærligE Forældre kaldte ham.
Han brugte dEt ikke selv.
Han kaldte sIg nemlig Dude.«

Scenen ville altså give bogstaverne R D L F D J I E F E I. Jeg ville måske i farten bare danne ordene FLID, DREJ og EFI (Skats hedengangne inddrivelsessystem). Men særlig ambitiøst er det ikke. Bedre er det, når det lykkes mig at danne ord, der kan stå i rækkefølge. Det kunne her være FEJLFRI EDDI.

FEJLFRI EDDI forekommer imidlertid temmelig konstrueret. Derfor ville jeg måske foretrække at danne ordene FEJLFRI IDE. Så kunne jeg bare gemme det D, der er tilovers, og bruge det sammen med de næste bogstaver, som dukker op. For jeg kan nemlig godt sende bogstaver på lager og bruge dem senere. Eller jeg ville kunne eliminere D’et ved at klistre det på et ord, som jeg ved, at jeg igennem tiden har dannet i massevis og derfor har på lager, eksempelvis MAN, som så bliver til MAND.

Det hele lyder formentlig mere krævende, end det reelt er. Ofte når jeg ikke at bruge alle bogstaver. Jeg er også klar over, at jeg ikke altid har helt styr på, hvilke bogstaver jeg har gemt på mit mentale lager til senere brug. Ligesom jeg bestemt ikke er i stand til at holde styr på, hvor mange gange jeg tidligere har dannet et ord som MAN. Jeg ved bare, at jeg har gjort det rigtig mange gange.

Men selv om jeg altså ikke altid kan leve op til mine egne regler, har jeg løbende kompliceret orddannelsen. Det er sket ubevidst, men det er noget, jeg kan konstatere, når jeg nu tænker nærmere over det.

For eksempel er jeg begyndt at sætte pris på situationer, hvor jeg bemærker, at der er en fejloversættelse i underteksterne, som jeg kan korrigere og derved få nogle andre bogstaver end dem, der umiddelbart fremgår. Og med tiden har jeg indført et krav om, at jeg af og til skal danne ord, der kan sættes i relation til den film eller det program, jeg ser. I tilfældet The Big Lebowski kunne det være JEFF. For hovedpersonens fødenavn er jo Jeff Lebowski – og han spilles af Jeff Bridges.

Så ville jeg kunne bruge de resterende bogstaver til at danne ordene RIDE og ILD, som godt nok i sig selv er uinteressante.

Jeg behøver ikke

For mig var det meget oplysende at tale med min ven om min besynderlige vane. Alene fordi det gik op for mig, at den er besynderlig. Ligeledes er det bevidstgørende at skrive denne tekst.

Jeg har nemlig aldrig før tænkt nærmere over det her. Det at danne ord ud fra bogstaverne i undertekster har været en obligatorisk praksis, som jeg ikke har sat spørgsmålstegn ved.

Sandheden er nok, at jeg ofte synes, det er en sjov leg.

Jeg oplever ikke, at jeg går glip af handlingen, når jeg ser en film. Men af og til er legen også anstrengende, må jeg erkende. Den gode nyhed er så, at jeg nu er blevet opmærksom på, at jeg ikke behøver danne ord, når jeg læser undertekster. Jeg er klar over, at erkendelsen er banal. For mig er den ikke desto mindre vigtig, og fremover har jeg i sinde at udnytte min nyvundne valgfrihed til fulde.