Klumme

Alkoholisme handler ikke om, hvor meget jeg drikker, men om hvad det gør ved mig

Redaktionssekretær Jon Jørgensen skriver juleklumme under arbejdstitlen ’Hvis jeg kunne drikke normalt, ville jeg gøre det fra morgenstunden’
Redaktionssekretær Jon Jørgensen skriver juleklumme under arbejdstitlen ’Hvis jeg kunne drikke normalt, ville jeg gøre det fra morgenstunden’

Sofie Holm Larsen

14. december 2018

Vi har et skur ude i haven. Mellem skuret og kompoststativet er der et lille mellemrum dækket af efeu. Der gemmer jeg tomme flasker. Når jeg står og ryger ude på terrassen om aftenen, kan jeg lade den tomme flaske forsvinde derned. Den skal stilles forsigtigt – ellers kan den ramme en af de andre, og jeg gider ikke skulle forklare, hvorfor mine cigaretskodder klirrer. Jeg lugter af øl, så jeg har også en øl stående på køkkenbordet, som jeg går og drikker af, mens jeg slår brød op, eller hvad jeg nu pusler med mellem turene ud på terrassen. Om morgenen går jeg ofte som den sidste – og tager de tomme flasker med.

Med et viskestykke kan jeg kvæle lyden fra øldåsen, der bliver åbnet. Og når den er tømt, lægger jeg den ind i avis, så kan jeg med ét enkelt hurtigt vrid – som en gulvklud – krølle den sammen, så det ikke lyder som øldåse inde i stuen. Det stresser, hvis jeg glemmer, hvor i køkkenet jeg har gemt den flaske, jeg var midt i. Jeg tager ikke hul på en ny, før jeg har fundet den – ellers ryger overblikket, og flasken kan blive fundet af en anden. »Hvad leder du efter,« spørger hun inde fra stuen. »Ikke noget,« svarer jeg. Det er af og til sket, at jeg har fundet en flaske eller dåse fra flere aftener tilbage. Det er ikke så godt.

Jeg har ondt i hele kroppen, alle slimhinder svier, jeg smager af ethanol. Det er lyst, og både hun og børnene er for længst stået op. Ved ikke, hvad der er værst: at blive liggende eller stå op. Så råber hun fra døren: »Du har en time. Du stinker. Stå så op!« En time efter – kl. 14 – står jeg smilende og serverer gløgg til vejens julefest. Omkring 100 voksne og børn i krypten under kirken. Jeg håber, at duften fra gryden af stjerneanis, cointreau, citronskal, hvidvin, hyldeblomst, og hvad der ellers er i, kan overdøve min hørm af uforbrændt julefrokost fra aftenen før. Efter en halv times tid kan jeg sætte mig hen til klaveret og spille »Mary’s Child« og »Glade Jul«. Med ryggen til.

Hendes onkel er den eneste alkoholiker i familien, som stadig er i live – altså bortset fra os, der ikke selv ved det endnu. Han har været ædru i seks år. Hun har inviteret ham for at puffe til mig. En overrumpling, de har aftalt uden om mig. Og jeg bliver overrumplet – fanger først pointen, da vi har spist. Men så afviser jeg prompte. Det skal vi ikke tale om. Ikke nu. Det skal jeg nok selv få styr på.

Og det skal jeg. Se på det, få styr på det, jeg ved det godt – og jeg har vidst det længe. I flere år på det tidspunkt. Og jeg har gjort rigtigt meget: Ikke drikke på hverdage. Taget antabus. Sværget og svoret. Mindst et glas vand mellem hvert glas vin. Aldrig på lige datoer. Aldrig på ulige. Aldrig alene. Aldrig dit, aldrig dat. Kun i weekenderne ... Jeg har gjort meget. Forsøgt i hvert fald. Jeg har endnu til gode at finde ud af, at alkoholisme ikke handler om, hvor meget jeg drikker, men om hvad det gør ved mig.

På tunge dage tager jeg elevatoren op til perronen. På de andre tager jeg trappen. Denne her dag, årets anden, er tung. Jeg kan mærke, at det ikke var nok at sige undskyld – faktisk var det vel det værste, jeg kunne sige. I hvert fald det mest absurd utilstrækkelige. Jeg havde været ædru i to en halv måned, også jul og nytår. Lige til i går. Der fik jeg så ødelagt det hele med en gigantisk dagbrandert. Den mindste blev kørt i sikkerhed hos sin onkel – den store var hos en veninde.

Her i morgenkulden i bunden af en elevatorskakt på det københavnske S-togsnet er nederlagsfølelsen monumental. Den sidste rest af tro på, at jeg selv kunne klare det, kunne kontrollere det, kunne løse mit problem, kunne få det til at forsvinde eller bare indkapsle det … er væk. Jeg er småløbet ud ad døren, skal 11 timer på arbejde, har bællet en cola på vejen og smidt dåsen ind i en have. Nu står jeg i elevatoren uden at trykke på knappen og prøver at samle tankerne. Jeg aner ikke, hvad jeg skal. Så bliver elevatoren sat i gang oppefra. På vej op i lyset (det er først nu, mange år senere, at jeg ser det som en metafor – dengang var det bare en glaselevator, jj.) slår tanken ned i mig. Der er én handling tilbage, jeg ikke har prøvet. Det må så være nu: Jeg må bede om hjælp.

Serie

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

    24. december 2018
    Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Camilla Krag Jensen
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • Frede Jørgensen
  • Jørn Andersen
  • Torben K L Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
Camilla Krag Jensen, Ejvind Larsen, David Zennaro, Carsten Mortensen, Frede Jørgensen, Jørn Andersen, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Kender den svigende selvforagt før man ved man har et problem og behøver hjælp til selvhjælp.
Stærkt og modigt.

Ejvind Larsen, Frede Jørgensen, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar