Jeg er bange for, at jeg er ved at blive kynisk og højreorienteret

Det er jul, og omgangssygen spreder sig. Men faktisk er jeg er mere bange for en anden og værre virus.

Det mest fremtrædende symptom er, at man køligt og empatiforladt vurderer andres følelser og holdninger på baggrund af, om de er rationelle eller realistiske. Ofte i sammenhæng med, at man påberåber sig Oplysningstidens idealer og implicit foregiver at tale fra en særligt ophøjet og nøgtern position, helt fri for følelser og idiosynkrasier.

Man kan kalde lidelsen for overdreven rationalisme. Eller Bjørn Lomborg-syndromet. Man kan også bare kalde den kynisme.

I år har jeg været lykkeligt forskånet for influenza, men jeg er bange for, at jeg ved at få et tilfælde af Lomborg-syndromet.

En gammel, konservativ mand har engang sagt noget i retning af, at hvis man ikke er venstreorienteret som ung, har man ikke noget hjerte, men hvis man ikke er højreorienteret som gammel, har man ikke nogen hjerne. Det er altså ikke noget nyt fænomen, at håb og idealisme falmer i takt med kroppen. 

Jeg er kun 28 år, og jeg har allerede svært ved ikke at rulle med øjnene, når jeg hører studerende tale om præstationssamfundets forventningspres. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad mine veganske venner egentlig prøver at bevise. Som om det løser  klimakrisen, at de nægter sig selv yoghurt. Come on.

Jeg havde svært ved ikke at synes, at det var latterligt, at folk blev så voldsomt berørte af sagen om skolepigen Mint, der blev udvist til Thailand. Altså hallo! I 15 år har I krævet en brutal udlændingepolitik, og så er det pludselig noget helt andet, fordi hun virker flink og får gode karakterer i matematik. Det er jo ikke logisk.

Jeg kan også godt komme til at ryste på hovedet, når nogen hævder, at historierne om Pippi eller Tintin er racistiske. Så tænker jeg måske på den der mexicanske temafest på KU, eller at Henrik Marstal engang har betegnet Justin Biebers frisure som problematisk. Og det er jo latterligt. Nu er det altså gået for vidt med særrettigheder og identitetspolitik, siger jeg så til mig selv, som om det er den logiske konsekvens af, at Henrik Marstal er skør.

Kynismens beruselse

Når jeg tænker over det, er jeg ikke i tvivl om, at mange studerende kæmper med at håndtere omverdenens forventninger.

Jeg kan godt se, at historien om Mint er forfærdelig, og det kun er godt, at den barske udlændingepolitik får ansigter. Og egentlig er jeg heller ikke i tvivl om, at der findes strukturel racisme, som en masse mennesker, der ikke er mig, ligger under for, og at de burde kunne foreslå løsninger, uden at jeg himlede med øjnene ad dem. 

Det er bare så fandens befriende at være kynisk. Det er berusende. Jeg skærer lige igennem alt, hvad der er flydende, kompliceret og mudret. Jeg danser rundt om nuancerne, indtil det hele er sort-hvidt, og verden er tryg og nem at forholde sig til.

Men det går ikke. For det første er det ikke særligt sympatisk. Kynismen lukker en af fra nye perspektiver og affejer enhver idealisme som naiv og urealistisk. For det andet er det med kynisme, som det er med andre typer af beruselse: Det føles kun fedt på den korte bane.

For hvor skal det ikke ende henne?

Inden jeg får set mig om, vil jeg synes, at folk, som donerer en ged til Afrika, er idioter, fordi de på den måde kun redder et enkelt barn fra at sulte i en uge. Og de kunne redde 1,34 børn i ti dage, hvis de investerede 299 kroner i erhvervsfremme i Bangladesh.

Pludselig er verden et stort datasæt, blottet for følelser og poesi, hvor intet er mere end summen af sin nytteværdi. Og det er hverken godt for mig eller min omverden.

Problemet er, at den gamle, konservative mand havde ret. Hvis jeg lader stå til, ender kynismen med at overrumple mig. Ligesom man skal vaske hænder for at undgå influenza, bliver jeg nødt til at stoppe op og tænke mig om, inden jeg ruller med øjnene. Jeg er nødt til at handle. Det er slut med mavesure reaktioner – og det slut med at læse Weekendavisen.