Klumme

Jeg er bange for, at jeg er ved at blive kynisk og højreorienteret

Journalist Mathias Sindberg har lagt mærke til noget ubehageligt ved sig selv. Han ryster instinktivt på hovedet ad folk, som taler om en anden og radikalt bedre verden, og griber sig selv i at tænke, at nogle mennesker bare burde ’tage sig sammen’
Journalist Mathias Sindberg har lagt mærke til noget ubehageligt ved sig selv. Han ryster instinktivt på hovedet ad folk, som taler om en anden og radikalt bedre verden, og griber sig selv i at tænke, at nogle mennesker bare burde ’tage sig sammen’
21. december 2018

Det er jul, og omgangssygen spreder sig. Men faktisk er jeg er mere bange for en anden og værre virus.

Det mest fremtrædende symptom er, at man køligt og empatiforladt vurderer andres følelser og holdninger på baggrund af, om de er rationelle eller realistiske. Ofte i sammenhæng med, at man påberåber sig Oplysningstidens idealer og implicit foregiver at tale fra en særligt ophøjet og nøgtern position, helt fri for følelser og idiosynkrasier.

Man kan kalde lidelsen for overdreven rationalisme. Eller Bjørn Lomborg-syndromet. Man kan også bare kalde den kynisme.

I år har jeg været lykkeligt forskånet for influenza, men jeg er bange for, at jeg ved at få et tilfælde af Lomborg-syndromet.

En gammel, konservativ mand har engang sagt noget i retning af, at hvis man ikke er venstreorienteret som ung, har man ikke noget hjerte, men hvis man ikke er højreorienteret som gammel, har man ikke nogen hjerne. Det er altså ikke noget nyt fænomen, at håb og idealisme falmer i takt med kroppen. 

Jeg er kun 28 år, og jeg har allerede svært ved ikke at rulle med øjnene, når jeg hører studerende tale om præstationssamfundets forventningspres. Og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad mine veganske venner egentlig prøver at bevise. Som om det løser  klimakrisen, at de nægter sig selv yoghurt. Come on.

Jeg havde svært ved ikke at synes, at det var latterligt, at folk blev så voldsomt berørte af sagen om skolepigen Mint, der blev udvist til Thailand. Altså hallo! I 15 år har I krævet en brutal udlændingepolitik, og så er det pludselig noget helt andet, fordi hun virker flink og får gode karakterer i matematik. Det er jo ikke logisk.

Jeg kan også godt komme til at ryste på hovedet, når nogen hævder, at historierne om Pippi eller Tintin er racistiske. Så tænker jeg måske på den der mexicanske temafest på KU, eller at Henrik Marstal engang har betegnet Justin Biebers frisure som problematisk. Og det er jo latterligt. Nu er det altså gået for vidt med særrettigheder og identitetspolitik, siger jeg så til mig selv, som om det er den logiske konsekvens af, at Henrik Marstal er skør.

Kynismens beruselse

Når jeg tænker over det, er jeg ikke i tvivl om, at mange studerende kæmper med at håndtere omverdenens forventninger.

Jeg kan godt se, at historien om Mint er forfærdelig, og det kun er godt, at den barske udlændingepolitik får ansigter. Og egentlig er jeg heller ikke i tvivl om, at der findes strukturel racisme, som en masse mennesker, der ikke er mig, ligger under for, og at de burde kunne foreslå løsninger, uden at jeg himlede med øjnene ad dem. 

Det er bare så fandens befriende at være kynisk. Det er berusende. Jeg skærer lige igennem alt, hvad der er flydende, kompliceret og mudret. Jeg danser rundt om nuancerne, indtil det hele er sort-hvidt, og verden er tryg og nem at forholde sig til.

Men det går ikke. For det første er det ikke særligt sympatisk. Kynismen lukker en af fra nye perspektiver og affejer enhver idealisme som naiv og urealistisk. For det andet er det med kynisme, som det er med andre typer af beruselse: Det føles kun fedt på den korte bane.

For hvor skal det ikke ende henne?

Inden jeg får set mig om, vil jeg synes, at folk, som donerer en ged til Afrika, er idioter, fordi de på den måde kun redder et enkelt barn fra at sulte i en uge. Og de kunne redde 1,34 børn i ti dage, hvis de investerede 299 kroner i erhvervsfremme i Bangladesh.

Pludselig er verden et stort datasæt, blottet for følelser og poesi, hvor intet er mere end summen af sin nytteværdi. Og det er hverken godt for mig eller min omverden.

Problemet er, at den gamle, konservative mand havde ret. Hvis jeg lader stå til, ender kynismen med at overrumple mig. Ligesom man skal vaske hænder for at undgå influenza, bliver jeg nødt til at stoppe op og tænke mig om, inden jeg ruller med øjnene. Jeg er nødt til at handle. Det er slut med mavesure reaktioner – og det slut med at læse Weekendavisen.

Serie

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

    24. december 2018
    Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • Bjarne Andersen
  • Anders Reinholdt
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Poul Anker Sørensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Runa Lystlund
  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
Søren Veje, Bjarne Andersen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Poul Anker Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Runa Lystlund, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen, Maria Francisca Torrezão, Steffen Gliese, David Zennaro og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fordelen ved at tilhøre min generation er, at det konservative giver sig udtryk i at blive mere og mere rettet imod de nødvendige samfundsforandringer.
Desuden er det lidt dumt med denne idelige påberåbelse af 'Oplysningstiden' - for den ligger godt nok langt væk, hinsides en kraftig Romantik, der stadig synes at være den pest, vi lider under, med dyrkelsen af den geniale ener fremfor det demokrati, vi aldrig nogensinde har været tættere på at kunne realisere med teknologiens hjælp. Verden er i evig forandring, og noget sker endog i form af positive fremskridt.

Elisabeth Andersen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Ejvind Larsen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Matthías Sindberg
Du er ganske enkelt blevet voksen og nu lønmodtager. At tjene egne penge gør noget ved alle. Du fejler ikke noget og samtidigt er dit menneskesyn bare blevet lidt mindre sort hvidt. Det sker for de fleste, hen ad vejen.

Niels Duus Nielsen

Det er okay at være lidt kynisk en gang imellem, eller fatter man jo ikke den sorte humor. Man skal bare ikke være det hele tiden.

"Det er bare så fandens befriende at være kynisk. Det er berusende. Jeg skærer lige igennem alt, hvad der er flydende, kompliceret og mudret. Jeg danser rundt om nuancerne, indtil det hele er sort-hvidt, og verden er tryg og nem at forholde sig til"

'Det er bare så fandens befriende at være Jesus. Det er berusende. Jeg skærer lige igennem alt, hvad der er flydende, kompliceret og mudret. Jeg danser fuldstændig uden om essensen, indtil det hele er hvidt, og verden er tryg og nem at forholde sig til'

Herregud du er kun 28, og hvis skolepigen Mint var god til matematik, giver det ingen mening at give slip på hende. De gror sgu ikke på træerne herhjemme, og nej, det har intet med barmhjertighed at gøre. Det er kynisk gammelmands kalkule.

'Jeg tror alle folk skulle males blå, for så blev de meget sjovere at kigge på' .... eks. Familien Andersen's løsning på negermandsproblemet kan fremføres i ramme liberal alvor, ja ....., men sålænge du husker, at det drejer sig ikke om at fatte hvordan folk tager fejl, intet er nemmere, men at indse på hvilken måde de har ret, omend du så skal bruge lup - og skrinke dig selv til nanostørrelse - for at kunne se det .....så går det nok. I den anden ende er der hermaneutikere der står klar til at filibustre alt der måtte forstyrre sjælefreden. Same deal.

Ja Odd, vi er alle smølfer for Vorherre, men røde indeni. Det må hermaneutikerne så bare lære at leve med lissom os. Hvordan skulle det ellers nogensinde blive jul ?

Eva Schwanenflügel

Det har noget med empatien at gøre.
Den bliver sværere at dele ud af når man får familie.

Enhver er sig selv nærmest. Eller de fleste er.
Indimellem er der nogle enere der inspirerer alle.

Men har nu aldrig forstået, hvordan man kan gå fra venstre til højre, for det er jo ulogisk i forhold til ens efterkommere?

Lise Lotte Rahbek og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Her fra blot et spørgsmål ved om det er rigtigt at stille det op sådan. At der skulle være et "venstre" der "står for det gode", eller "er fri for kynisme", eller giver håb for "en radikalt anden og bedre verden". Her fra ser det tit mere ud til at "højre" og "venstre" lige så vel kan stå for fremhævelse af egen fortræffelighed og ufejlbarlighed også forbundet med forsvar for ret tvivlsomme sager. Det afhænger helt af situation og sammenhæng.

Maria Francisca Torrezão og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Jan Henrik Wegener

Der er selvfølgelig kun et perspektiv : det menneskelige.
Men held og lykke med at være mere unirarial end FN ;-)