Læserbrev

Som barn af alkoholikere er jeg vokset op med druk, svigt og kærlighed

At være barn af alkoholikere er at drikke af et glas cola og opdage, at det er rødvin
21. december 2018

Hun ligger på sofaen i stuen, da jeg kommer ned ad trappen. Selvfølgelig ved jeg, hvem hun er, men et øjebliks tvivl rammer mine tanker. Håret og tøjet er i uorden, og lugten er ram. Hun har blod i håret. Det er mindst formiddag, måske over middag. Der er en underligt rolig stemning i huset.

Det rumsterer fra køkkenet, og lyden tvinger mig til at følge den. Jeg kigger på min far, der står i køkkenet og laver et eller andet. Mor kom sent hjem igen i nat.

»Hun har slået sig lidt,« er beskeden fra far.

At være barn af alkoholikere er at drikke af et glas cola og opdage, at det er rødvin. Det er at hade julen, der skal bare overstås. Det er at ligge med sine mindre søskende i et mørkt soveværelse og kramme hinanden, mens man håber, at forældrenes skænderi og druk snart stopper. Det er at være på ferie med en far, som pludselig får det lidt dårligt og skal kaste op.

Det er kaos og brudte løfter. Det er løgne og manipulation. Det er at blive alt for hurtigt voksen. Det er at føle sig anderledes, mens man gør alt for at passe ind.

Men det er ikke manglende kærlighed eller forældre, der ’bare skal tage sig sammen’. Alkoholikere er ikke sociale udskud, der bare kunne have valgt anderledes. Alkoholisme er en sygdom, som kan ramme alle.

Hvis man er heldig, får man lov at beholde sine forældre. Hvis alkoholen ikke slår dem ihjel, er man et voksent barn af ædru alkoholikere. At være voksent barn af ædru alkoholikere er at blive bange, når man ser en flaske vin eller en øl i forældrenes hjem. Det er at være mistænkelig, hvis de opfører sig det mindste underligt. Det er at være på stikkerne hele tiden. Det er at kontrollere dem.

Selvværdet er lavt, kærlighedsforholdene er svære, frygten for alkohol er reel og frygten for svigt endnu større. Man kan blive en konfliktsky pleaser med dårligt selvværd, som har en overordentlig trang til bekræftelse.

Man kan være højtuddannet og have et godt job. Man kan træne fem gange om ugen, men kigge sig selv i spejlet og grimmes. Man kan blive bekræftet af sine forældre og stadig spille offer.

Alle andre skal have det godt, og man er ikke god nok. Selv efter utallige timers psykologhjælp og terapi har man stadig de værste tanker om sig selv. Den slags tanker, man aldrig ville tænke om andre.

Hvem er man egentlig, andet end barn af ædru alkoholikere? Selvfølgelig en masse andet, men det er umådeligt svært at få øje på, og den følelse er muligvis den værste.

En mand havde slået min mor ned på et værtshus, og hun havde fået en flænge i panden. Den dag, for lidt over 20 år siden, kom min mor i behandling. Hun var væk i fem uger, og da hun kom hjem, var hun ædru. Hun havde fået en underlig korthårsfrisure, men nu skulle hun ikke drikke vin og øl mere.

Nogle år efter fulgte min far eksemplet, og jeg har heldigvis stadig mine forældre.

Isabel, adjunkt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Erik Riis
Lise Lotte Rahbek og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu