Kommentar

Børn på asylcentre bliver frarøvet muligheden for at udvikle sig sundt

Politikerne bør tage flygtningebørnenes tarv alvorligt i stedet for at straffe uskyldige ofre for krig og nød. Det er ikke et integrationsspørgsmål, men et sundhedsspørgsmål
Debat
8. december 2018

Omtrent 3.500 mindreårige flygtningebørn søgte i perioden 2014-2016 om asyl i Danmark uledsaget af familien ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet. Mange af børnene opholder sig fortsat i asylsystemet, hvor de bliver i adskillige måneder, ofte år, uden at blive integreret.

Flygtningehøjkommissariatet i FN forpligter Danmark på at behandle flygtninge, som landets egne borgere behandles. Derfor har vi et ansvar for at opretholde gunstige leveforhold for flygtningebørn. Men i øjeblikket ser vi skrantende tendenser for flygtningebørnenes trivsel.

Er vi der ikke snart?

Tilbud om undervisning til flygtningebørn og kvaliteten af samme halter, som det fremgår af socialpædagogisk forskning foretaget af seniorforsker Bolette Moldenhawer. Ligeledes viser en rapport udgivet af Dansk Flygtningehjælp i år, at den psykiatriske behandling af flygtningebørnene og deres forældre langtfra er på niveau med normale danskeres. Sandheden er den, at asylbørnene lever under forhold, som vi aldrig ville have budt danske børn.

Nogle børn befinder sig i det danske asylsystem i så mange år, at det eneste, de kender til, er asylcentret. Derfor viser nyere socialpsykologisk forskning, at mange af børnene gennemgår følelser af total afmagt, modløshed og apati, når man følger dem over tid på et af landets tre børneindkvarteringscentre. Et særligt fænomen er, at børnene »lukker socialt af« for omverdenen over tid. Hvor mange danskere er bevidste om denne virkelighed?

I Finansloven for 2019 lægger regeringen og Dansk Folkeparti op til, at øen Lindholm skal være udrejsecenter for flygtninge på tålt ophold. Det er ganske vist kriminelle flygtninge, man i første omgang vil isolere på den syv hektar mikroskopiske ø. Men vil det over tid også blive andre grupper i asylsystemet, såsom flygtninge under 18 år, der kan havne der?

Gennem observationsforskning foretaget af forskere fra Københavns Universitet og Roskilde Universitet finder man udtalelser med unge flygtninge såsom drengen Hafid, der udtrykker en ligegyldighed, når fagfolk spørger ind til drengens fremtid. Hvorfor? Fordi han simpelthen ikke længere tror på, at han har en fremtid efter et asylophold.

Det er vigtigt for os alle at kunne forestille os selv i fremtidige projekter, gøremål og muligheder. Det har en stor værdi at kunne se, hvor man skal hen med sig selv i livet. Særligt som ung. Men når børn som Hafid underlægges forhold i asyl, hvor det tager 500-600 dage, før han og mange andre får at vide, om de kan få statsborgerskab eller ej, så resulterer det unægteligt i eksistentiel kedsomhed.

500 dage er ufatteligt lang tid for et barn at vente i uvished, som det ikke selv nødvendigvis forstår begrundelsen for og dybden i. Det er lidt den samme følelsesmæssige mekanisme, som når barnet på bagsædet i bilen spørger: ’Er vi der ikke snart?’ Det spørgsmål rumsterer hele tiden i Hafids liv, blot uden et svar inden for nogen overskuelig fremtid.

Et spørgsmål om sundhed

Der er to sider af tiden i asylfasen – den objektive tid, som bare går sin gang, og den subjektive, hvor tidens gang opleves. Når man ikke bestemmer over tid, så påmindes man konstant om den, hvilket blandt børnene på asylcentrene udløser forskellige reaktioner såsom frygt, frustration og i sidste ende vold. Børn som Hafid bliver alt for ofte selvansvarliggjort i at ’slå tiden ihjel’, når omgivelserne ikke stimulerer deres normale nysgerrighed på asylcentrene. Under asyltiden lever visse flygtningebørn derfor i en tom tid, både i biologisk og biografisk forstand.

Det er simpelthen for uværdigt i dansk varetægt at blive fastholdt i et system, som af politiske grunde frarøver uskyldige børn deres mulighed for at udvikle sig.

Den partipolitiske stridsøkse må lægges på hylden, så vi i stedet fra et sundhedsfagligt perspektiv kan tage hensyn til barnets trivselsmæssige tarv først. Det er ikke et integrationsspørgsmål, men et sundhedsspørgsmål, når Hafid skal have sundhedsmæssig støtte på lige fod med et dansk barn.

Mange børn som Hafid er berettiget til asyl, og derfor skal politikerne prioritere ordentlige forhold for lignende flygtningeskæbner i fremtiden. Behandlingssagerne skal tage kortere tid, og sociale udviklingsforhold skal være til stede ude på asylcentrene, så personalet kan yde en værdig hjælp til børnene. På asylcentret skal flygtningebørn som Hafid have en fair start på livet, ligesom børnene i det danske samfund får det.

Frederik Bjerre Andersen, psykologistuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak for et godt indlæg, Jeg troer du har fuldstændigt ret, de unge har et stort sundheds problem, der skal løses. De folkevalde politiker tager ikke det ansvar de er valgde for, skammeligt!

Nette Skov, Jens J. Pedersen, Gert Romme, Elisabeth Andersen, Per Kaas Mortensen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Et af problemerne ved et demokrati er, at opturen falder til den næste regering, ligeledes falder regningen også til den næste regering.
Når vi i Danmark får flere og flere fattige børn, så får vi en efterregning, som vore efterkommere får svært ved at betale.
Hvordan man kan mishandle flygtningebørn kan også undre, ligeledes kan mange ikke forstå, at mishandlede børn finder sammen og danner grupper, der i flere tilfælde bliver voldelige og kriminelle.
Det ser således ud til, at Danmark har valgt en regering og et Folketing, der ikke forstår samfundet og de mennesker, der hører til. Man kan banke et barn til at blive psykopat, da følelser ofte ikke kan overleve mishandling.
Hvorfor tror Folketinget, at børn, der ikke har nok til at kunne udvikle sig, skal kunne bidrage positivt til samfundet.
Vi har sågar et problem med universiteterne, der ser ud til at være kørt fast i indforståethed og konsensus. Formen er vigtigere end indholdet.
Universiteterne har ladet sig dreje hen imod at arbejde for kapitalen og ikke for opdagelsen.
Igennem mange år har jeg forsøgt at arbejde med folkelig oplysning, men i øjeblikket har det slået fejl hvad angår vore politikere, der ikke kender til etik, historie og menneskeforståelse.

Nette Skov, Elisabeth Andersen, Christel Gruner-Olesen, Hans Larsen, Per Kaas Mortensen, Rolf Andersen, Marie E. Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen, Frede Jørgensen, Gert Romme og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Frederik . Mon ikke du har forvekslet 'statsborgerskab' med 'ophold' eller 'asyl' her:

"Men når børn som Hafid underlægges forhold i asyl, hvor det tager 500-600 dage, før han og mange andre får at vide, om de kan få statsborgerskab eller ej ...".

Jeg deler din holdning i forhold til børnenes mistrivsel i asylsystemet og i centrene. Endnu værre står det til for afviste børn og børnefamilier, der til skræk og advarsel skal friste tilværelsen på udrejsecentre som Sjælmarken. Her bor familier, der ikke har fået asyl, men som heller ikke kan udvises (fx fordi modtagerlandet ikke vil tage imod dem).

Jeg mener, denne sætning i sidste afsnit bør udvides, så den også omfatter disse børn: "Mange børn som Hafid er berettiget til asyl, og derfor skal politikerne prioritere ordentlige forhold for lignende flygtningeskæbner i fremtiden."

Børn, der har søgt om asyl i Danmark skal garanteres ordentlige under deres ophold i Danmark!