Klumme

Hvis man vil brænde biler af, skal man stille krav

De Gule Veste i Frankrig udstiller samtidens demokratiske paradoks: Demonstranterne er vrede på den politiske magt, men de tror også på, at den kan løse deres problemer
De Gule Veste i Frankrig udstiller samtidens demokratiske paradoks: Demonstranterne er vrede på den politiske magt, men de tror også på, at den kan løse deres problemer

Michael Bunel

8. december 2018

De rige er bekymrede, de kloge er forvirrede, og det etablerede Frankrig er blevet bange.

Bevægelsen De Gule Veste har leveret en magtdemonstration i Frankrig: De brænder biler af, de hærger butikker, og de angriber det etablerede Frankrigs symboler. Og det har virket.

De har tvunget en præsident, som lovede, at han ikke ville bøje sig for demonstrationer og gadens protester, til at bøje sig. Macron, som ellers har holdt monumentale taler og brilleret på de store scener, har været bemærkelsesværdigt tavs og ladet sin premierminister Édouard Phillippe håndtere det, der er blevet en national krise.

Hans regering har lovet at udskyde den klimaskat på benzin og diesel, som var blevet vedtaget i den franske Nationalforsamling.

Den har også lovet, at den vil forsøge at hæve minimumslønnen, beskatte de amerikanske techgiganter, hvis EU ikke når til enighed, og overveje at genindføre den formueskat, som Macron afskaffede, da han blev præsident. Det sidste er blevet kaldt hans arvesynd og har bekræftet fjendebilledet af de riges præsident.

Men regeringen ved ikke, om det hjælper. Den frygter, at protesterne eskalerer igen lørdag.

Det er ikke mere end et par hundrede tusinder, som deltager i demonstrationerne. Men hele nationen følger med på tv og ser et Frankrig i brand.

Hvad vil de?

Ingen ved, hvordan man stiller de demonstranter tilfreds, som brænder biler af og hærger butikker. De har intet program, ingen samlede politiske krav. Nogle kræver højere skatter, andre kræver lavere skatter.

Progressive intellektuelle som den belgiske teoretiker Chantal Mouffe, der har efterlyst en venstreorienteret populisme, forklarer i Libération, at demonstrationerne er et resultat af den økonomiske ulighed og »oligarkiseringen« af det franske samfund.

Konservative har hævdet, at demonstrationerne viser, at »den økologiske elite« i Paris har fremmedgjort den brede befolkning i sin grønne omstilling.

Samfundsforskeren Pierre Rosanvallon konstaterer, at De Gule Veste er en manifestation af et negativt demokrati: De har styrken til at samle en masse mennesker i protest, men de har ikke kapacitet til at fremsætte politiske krav.

De Gules Vestes aktionsform kan minde om de unge i de franske forstæder, som tilbage i 2005 også i vrede hærgede og brændte biler af. Det var en magtdemonstration, fordi det etablerede Frankrig blev bange for dem. Men det blev lige så meget en afmagtsdemonstration, fordi de bekræftede fordommene om dem selv som vilde, destruktive unge uden for fornuftens rækkevidde.

Den franske sociolog Pierre Bourdieu opsøgte engang i slutningen af 20. århundrede de unge i forstæderne. Man ser i dokumentaren Sociologi er en kampsport, hvordan den verdensberømte samfundsforsker tager ud og taler med dem. Han siger, at de skal holde op med brænde biler af. De skal forstå, at de kun skader sig selv, når de tror, de skader samfundet.

De skal samle sig og tale sammen. Og så skal de blive enige om at resumere alle deres ønsker og interesser i tre krav. Og når de har fremsat de tre krav – så kan de gå ud og brænde biler af.

Vi har set andre stærke protestbevægelser som De Gule Veste: Femstjernebevægelsen i Italien var en overbevisende protestbevægelse. Den er nu endt i koalitionsregering med det højrenationale Liga. Der var voldsomme protester i Brasilien mod regeringen efter VM i fodbold i 2014 – som endte med at bringe den højreradikale Bolsonaro til magten.

Det er ikke tilfældigt, at antiautoritære protester bringer autoritære ledere til magten. De Gule Vestes aktioner udstiller nemlig protestbevægelsernes paradoks: den totale afvisning af den aktuelle politiske magt – og appellen til den samme magt om at løse deres problemer.

De vrede i dag har ikke opgivet demokratiet – deres engagement viser, at de tror på det, og den franske regerings reaktion viser, at den vil give politiske indrømmelser. 

Det er derfor, Bourdieu netop nu har ret: De skal samles om tre radikale krav – og så kan de brænde biler af.

89.000 betjente er sat i beredskab i Frankrig, hvor de voldsomme uroligheder ventes at tage til i weekenden. Imens er højreradikale kræfter ved at overtage styringen med protestbevægelsen De Gule Veste, advarer en af 1968-ungdomsoprørets frontfigurer
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Cort Jensen
  • Katrine Damm
  • Jørn Vilvig
  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
Klaus Cort Jensen, Katrine Damm, Jørn Vilvig, Niels Duus Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Hvordan kan man tro, at man nogensinde skulle kunne opfylde klimamålene, ja, overhovedet opnå en reduktion af CO2-udledningen, når man ikke engang kan slippe af sted med en afgiftsforhøjelse på fossilt brændstof?

Torben K L Jensen

Det kan man ved en massiv omfordeling fra dem der forårsagede klimakatastrofen til dem der får hårdt brug for at have råd til omstillingen. Det Macron gør er jo lige det omvendte og det er i min optik det mest åndssvage,sindssygt dumme,idiotiske man kan gøre hvis man vil have masserne med på ideen.

Erik Fuglsang, Flemming Berger, Philip B. Johnsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Palle Eghjort, Torsten Jacobsen, Steffen Gliese, Kim Houmøller, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er selvfølgelig rigtigt, at man helst skal have en ordentlig løsning på det problem, hvis ikke-løsninger man protesterer imod. Men det kræver jo i dette tilfælde, at man sætter sig ind i både klimateori og politik, og det har de fleste mennesker hverken tid eller lyst til - hvilket politikerne normalt ikke har noget imod; de fleste nyere politiske tiltag har jo forudsat, at de, det går ud over, ikke rigtigt forstår, hvad der sker.

Hvad de fleste forstår er, at de kriser, økonomiske såvel som miljømæssige, som vi alle skal betale regningen for, ikke er skabt af os på bunden af samfundet. Så når de rige kommer og siger, at vi skal være med til at betale for deres overforbrug, bliver vi selvfølgelig sure.

Politikerne er ansat til at løse vore fælles problemer, det er ikke befolkningens ansvar, i hvert fald ikke således som de moderne samfund er skruet sammen - almindelige mennesker er stort set politisk umyndiggjorte i de fire-fem år, der går mellem de rituelle valghandlinger, som skal få os til at tro, at som demokrater har et fælles ansvar for verdens elendighed. Måske skulle vi overveje at skrue samfundet sammen på en anden måde?

Der er præcedens for, at et folk kan afsætte sine herskere, hvis herskerne misbruger deres magt. Det er dette, vi er vidne til i Frankrig: Store dele af det franske folk (70-80% sidst jeg tjekkede) er utilfredse med den foreslåede løsning, som vender den tunge ende nedad, og ønsker derfor en anden hersker, end den, de har.

Der er selvfølgelig en masse formalia, som står i vejen for at fjerne en siddende præsident, men hvis man fortaber sig i formalia, får man aldrig noget gjort, det er jo netop et af de tricks, som den herskende klasse anvender for at bevare magten.

At få Macron til at gå af er selvfølgelig kun en halv løsning, for klimaet er ligeglad med, hvem, der er præsident. Men en af forudsætningerne for en holdbar løsning er, at man siger fra over for alle uholdbare løsninger. At lade det store flertal betale for det lille mindretals ugerninger har nu vist sig at være en uholdbar løsning, så teknokraterne må tilbage til skrivebordet og finde nye løsninger. Det er jo deres opgave, det er jo det, vi har valgt dem til.

Bourdieu og Lykkeberg har helt ret, det bedste ville være, hvis demonstranterne formulerer nogle præcise krav. Men vi er oppe imod årtiers politisk demagogi og afledelsestaktik, hvilket gør det tvivlsomt, om man kan samle så mange mennesker om et positivt krav. Det er meget nemmere at blive enige om, at et eller andet er uretfærdigt, end det er at blive enige om, hvad der er retfærdigt. Så en gang imellem må vi nøjes med at ytre vores vrede og så håbe på, at der findes mennesker, som er i stand til at finde holdbare løsninger på problemerne.

De brændende biler tjener en funktion: De gør magthaverne bange for det folk, de hersker over. Og det er virkelig på tide, at politikerne begynder at tage deres arbejde alvorligt og løser problemer i stedet for at skabe dem eller gøre dem værre. Jeg håber at regeringen Rasmussen ser med fra sidelinjen, det ville klæde den, hvis den også blev lidt mere ydmyg over for folks krav.

Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Palle Eghjort, Torsten Jacobsen, Torben K L Jensen, morten rosendahl larsen, Ebbe Overbye, Trond Meiring og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Ja, selvfølgelig tror og forlanger man af de repræsentanter, man har valgt, at de løser den brede befolknings problemer og ikke kun den lille forkælede overklasse - som man faktisk ikke skal løse problemer for, men give problemer med at afgive tilstrækkeligt af overskuddet til fællesskabet til selv at have en smule overskud til at give aktionærerne. Indtil man må give op og overdrage den videre drift til medarbejderne, der kan få det til at løbe rundt på non-profit basis.

Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel, Palle Eghjort og Michael Skaarup anbefalede denne kommentar

Spændende om vi nu oplever begyndelsen til en global bølge af voldelige protester og oprør fra masserne - efter årtiers nedbrydning af velfærd, stigende ulighed mellem globaliseringens vindere og tabere - og ikke mindst - gement tyveri af offentlige værdier fra en lille transnational elite af banker og finansspekulanter, beskyttet af det politiske establishment.

Der har været skrevet og advaret om denne reaktion fra de fordømte i årevis. Undertrykkelse kan nu engang kun finde sted, så længe masserne holdes kollektivt passiveret på den ene eller anden måde, mest effektivt ved velfærd. Men når først masserne rejser sig, så er ingen magthavere sikre.
Den dag helvedet bryder løs skal ingen løfte et øjenbryn i forbavselse.

I var advaret.

/O

Flemming Berger, Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Palle Eghjort,

Jeg tror ikke der er tale om bevidst misinformation. Blot er det ganske enkelt, tror jeg, svært - tilsyneladende grænsende til det umulige - for en i grunden økonomisk ganske velpolstret medieklasse, sådan helt at begribe hvad ‘folk’ er så enormt vrede over..

Medarbejderne på de største medier i både Danmark og resten af Europa, er mestendels urbane middelklasseborgere, som i kraft af et vist talent for at sammenskrive og redigere ‘virkeligheden’ til en daglig ‘nyhedsstrøm’, har sikret sig en vis portion magt og indflydelse, og dermed i det mindste en fod i døren til ‘de øvre gemakker’.. De mest driftige ‘skriverkarle’ har endda formået at klemme sig helt gennem døren, således at de endegyldigt har fået deres på det tørre. Jeg behøver forhåbentlig ikke nævne navne? Eksempler burde nok være til at få øje på..

I de urbane middelklassekredse, som medieklassen mestendels tilhører, mærkede man for så vidt ikke det store til den finanskrise, som ellers i år fejrer 10-års jubilæum. Ej heller føler man noget ansvar for, at vi her 10 år efter systemets praktiske og moralske kollaps, befinder os i samme modbydelige skruetvinge som sidst: Trods alle besværgelserne for 10 år siden, alle løfterne om ‘Nye tider’, alle de lange og kloge artikler og tv-debatter, er vi fanget i præcis det samme kviksand, som sidste gang varslede nedgangstider for mange af os. Blot er nogle af os sunket lidt dybere i siden sidst, mens andre endnu engang forventer at kunne skøjte ovenpå.. r > g, som bekendt..

Vi spises fortsat af med ‘behovet for yderligere reformer’: Et politisk mantra fremmesset dagligt fra centrum af de liberale demokratier, og pligtskyldigst videreformidlet af en ‘tilstræbt objektiv’ dagspresse, der dog i det skjulte og subjektivt priser sig selv og hinanden lykkelige for, at den mestendels fortsat hører til blandt de segmenter, som flyder ovenpå..

Det centrale hjerte i Europas liberale demokratier udgøres af en tæt sammenvævet masse af politikere, erhvervsfolk og mediefolk, som alle indtil videre finder interesse i at bevare status quo intakt: Det tjener deres fælles interesser bedst.

Så tror da fanden, at selv skriverkarlene ikke kan genkende fordønningerne til en særdeles brutal revolution, selv når den pisser sit mærke på triumfbuen midt i Lysenes By...som et dystert forvarsel om, hvad der er i vente...

Håndtagstrækkerne i de liberale demokratier havde indtil i dag 10 år til at reagere...10 år til at fremdrømme blot antydningen af en ændret kurs, eller en nyligt vunden (selv)indsigt.

De fejlede..

I morgen er ‘de gule veste’ formentlig glemt igen. Kloge artikler vil blive skrevet. Måske et dybdeborende Tv-indslag eller to. Sociologer vil sikkert blive kimet ned af skriverkarle med næse for en god historie, og de vil med vanlig sikkerhed i stemmen levere alle de sædvanlige, systembevarende teorier og forklaringer.

Og så vil studieværten eller lederskribenten - med et træk på skulderen og et kridhvidt smil i nydelige folder - vende sig mod ‘folket’, og igen bebude behovet for ‘yderligere tilpasninger og reformer’...

Vrede, gudinde, besyng...

Flemming Berger, Morten Balling, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Østergård, Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Samuel Grønlund anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

...eller formuleret mere præcist:

At følge mediedækningen af de utilfredses oprør, er som at se en fodboldkamp kommenteret af modstanderholdets pr-afdeling..

Hvor meget de end anstrenger sig, har de stadig aktier i lortet..

Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Morten Balling, Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Katrine Damm, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Samuel Grønlund anbefalede denne kommentar

Når man sidder midt i protesterne oplever man tomme hylder i forretningerne, lukkede benzinstationer, og reduceret bevægelsesfrihed. Og man spørger sig selv hvad der kommer til at erstatte den verden vi kender. Anarki og massevold. Nationalsporten i Frankrig er strejker. Men det her går for vidt. Og det går ikke ud over nogen rig overklasse. Det går ud over almindelige mennesker.

Francois Luchaire

“Demonstranterne er vrede på den politiske magt, men de tror også på, at den kan løse deres problemer“. Problemet ligger netop i at folket tror mindre og mindre på at den politiske magt kan eller vil løse deres problemer. Regeringens beslutning om at hæve benzinbeskatning var blot dråben som fik bægeren til at flyde over. Vreden har nemlig simret længe. Disse “gule vester“ er almindelige franskmænd som tilhører den lavere og den midterste del af middelklassen og som har længe skullet står skoleret for de skiftende regeringers høje beskatningsvilje. De sidste 35 år er flere milliarder euros blevet brugt på at købe den sociale fred fra de turbulente forstæder og hvem har betalt? Den almindelige franskmand fra middelklassen. Det skulle han gøre alt imens han kunne mærke på egen krop hvordan det føltes at blive skubbet væk fra de store byers forstæder og ud på bøhlandet af nye ankomne tilflytter fra udenfor Europa. Købe eller leje en lejlighed i byerne var jo på forhånd udelukket for det lå udenfor deres rækkevide budgetmæssigt. Den almindelige franskmand blev defor tvunget til at følge regeringens råd: at investere i en dieseldreven bil for at kunne klare de mange benzinudgifter forbundet med den daglige køretur til og fra den by hvor han arbejder. Nu fortæller regeringen ham at klimaet ikke kan tåle forurening fra dieselbiler og at det derfor er nødvendigt ar beskatte benzin højere. Og hvordan skulle den almindelige franske borger kunne klare det når han ofte oplever ikke at have noget tilbage på kontoen allerede midt på måneden? Og hvorfor skal det være ham alene som skal bære konsekvenserne af denne nødvendigheden? Hvorfor bliver flytrafik og skibstrafik skånet for denne beskatning når man ved at det specielt er denne type trafik som forurener mest?
Som om det ikke var nok har den almindelige franskmand skullet gang på gang lægge øre på de nedsættende skældsord som politikerne (og specielt Hollande og Macron) overdængede ham med: han er doven, chauvinist, racist, islamofobe, homofobe, Hitlers håndlanger, den rene fascist. Det er faktisk det Macron og hans regering gør i disse dage med de mainstream medier som talerør: “de gule vester opfører sig som facister fra det yderste højrefløj“ sige de. Og de siger dette på trods af at bygningerne i Paris og de store byer bliver tagget med skældsord som tilhører voldelige grupper fra det yderste venstrefløj (“black blocks“ f. eks.). Det kan folk godt se og regeringens retorik virker derfor mindre og mindre på flertallet af det franske folk. Så vreden er her og den er som en buldrende røst som ikke vil lægge sig ned: den almindelige franskmand har fået nok af at agere som en malkeko de skiftende regeringer kan bruge for at finansiere en uansvarlig masive immigrationspolitik og de konsekvenser det medfører. Og for øvrigt kunne man ønske sig at de udenlandske medier (inkl. information) gav en mere neutral og objektiv dækning af de oprørske begivenheder som ryster Frankrig for tiden.

Klaus Cort Jensen

Christian De Thurah, du spørger:

"Hvordan kan man tro, at man nogensinde skulle kunne opfylde klimamålene, ja, overhovedet opnå en reduktion af CO2-udledningen, når man ikke engang kan slippe af sted med en afgiftsforhøjelse på fossilt brændstof?"
Mit svar: sådan:
https://klauscort2.blogspot.com/2018/12/gratis-kollektiv-trafik-er-bade-...

Nogen vil måske betragte det som et "venstreorienteret populistisk" forslag. Det har jeg det fint med, for Chantal Mouffe har ret. - Men egentligt er det bare sund fornuft og økonomisk optimering.

Niels Duus Nielsen

Francois Luchaire, du repræsenterer højst halvdelen af de fra sne oprørere, nemlig den højreorienterede halvdel, som søger en syndebuk i indvandrerne, og tror, at alt vil blive godt, blot vi... ja, blot vi hvad? Skal vi smide indvandrerne ud? Sætte dem i fængsel? Sætte dem ud på en øde ø? Skyde dem?

Selvfølgelig spiller immigrationspolitikken en rolle, da det er meget udbredt på højrefløjen at tro, at alt kan løses med et snuptag, hvis blot man afskaffer indvandrerne. Men som Torsten Jakobsen så rigtigt skriver er problemet ikke så meget indvandrerne som en privilegeret middelklasse, der uden at tænke bakker op om diverse "reformer" rettet mod de mindre bemidlede. Reformerne rammer fattigfolk uanset race, baggrund og køn, så dit forsøg på at splitte kampen ved at udelukke immigranterne og deres børn fra samfundet vil forhåbentlig slå fejl.

Franskmændene valgte Macron til præsident, ikke fordi de ville have ham, men fordi de ikke ville have Le Pen. Som I USA - og måske i DK? - er folk blevet trætte af at det er den højere middelklasse, der bestemmer.

De etablerede har gennem de sidste ti år demonstreret, at de ikke er i stand til at varetage andre interesser end deres egne. Det kan et angreb på indvandrerne ikke rette op på, tvært imod er det på tide at stoppe angrebet på indvandrerne og de fattige.

Torsten Jacobsen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar