Læserbrev

Dårlig idé at Information holder debat om identitetspolitik i kog

Identitetspolitik er en overteoretiserende ørkenvandring, der kræver anerkendelse for det forskellige samtidig med, det kræver lighed. Det er ikke muligt
13. december 2018

Det lader til, at Information med sin serie »Identitetspolemik« har tænkt sig at holde diskussionen om identitetspolitik i kog i nogen tid endnu. Der findes imidlertid mindst tre grunde til, at det er en dårlig idé.

For det første er identitetspolitikken, som den amerikanske filosof Richard Rorty tørt konstaterer, et udtryk for en overteoretiserende og selvoptaget venstrefløj, som i ramme alvor mener, at de er med til at forsvare den menneskelige frihed. I virkeligheden overlader de blot den politiske kampplads til højrefløjen. Det bliver, som Frederik Stjernfelt helt i Rortys ånd udtrykte i Deadline i en diskussion med Henrik Marstal, »en ørkenvandring for venstrefløjen«, som kommer til at tabe det ene valg efter det andet.

For det andet opstår der et problem med indførelsen af de såkaldte identitære krav, der pålægger os at anerkende en anden person som en anden, samtidig med at vedkommende skal være ligeværdig med os. Her har den franske socialantropolog Louis Dumont sat prikken over i’et ved at påpege, at hvis man forlanger at blive anerkendt for sin forskellighed, og samtidig kræver lighed, så forlanger man det umulige.

For det tredje er man ikke berettiget til at konstruere sine egne teoretiske safe spaces, hvis altså teori stadig skal forstås som en fælles bestræbelse på at søge efter sandheden. Men det er netop, hvad der sker, når for eksempel en såkaldt fjerdebølgefeminist kun forholder sig til, hvad tredjebølgefeminister har skrevet og nægter at forholde sig til, hvad for eksempel en førstebølgefeminist, eller måske endda hvad Derrida eller Foucault har at sige om noget som helst.

Men selv den mest akrobatiske anvendelse af Derrida og Foucaults sprogbrug forbliver fanget i vores instinktive tillid til sprogets og verdens relative stabilitet.

Michael Vernersen, lektor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Boe
  • Jørn Stjerneklar
  • Jens Falkenberg
  • Jens Kofoed
  • Torben K L Jensen
  • lars søgaard-jensen
Michael Boe, Jørn Stjerneklar, Jens Falkenberg, Jens Kofoed, Torben K L Jensen og lars søgaard-jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Javist er identitetspolitikken en ørkenvandring, men da så mange har begivet sig ud på denne vandring, er det vel ingen skade til at diskutere den.

Jens Thaarup Nyberg

" ... identitetspolitikken [er], som den amerikanske filosof Richard Rorty tørt konstaterer, et udtryk for en overteoretiserende og selvoptaget venstrefløj, ... "
skulle vel rettelig være:
" ... identitetspolitikken [er], som den amerikanske filosof Richard Rorty tørt konstaterer, et udtryk for Den overteoretiserende og selvoptaget DEL AF venstrefløjEN, ... ", al den stund, de nok mener det godt nok, men tror de har greb om teoretiseren, følende teoretiserende idealister.

Jens Thaarup Nyberg

" ... hvis man forlanger at blive anerkendt for sin forskellighed, og samtidig kræver lighed, så forlanger man det umulige."
Vel ikke, hvis det er lighed for loven.

På det identitære niveau er den eneste lighed, vi kan konstatere: vi er hver især den ene, og hinanden for hinanden. - Vi er ikke ens.

Niels Duus Nielsen

Rorty er analytisk filosf, og derfor ude af stand til at forstå den kontinentale filosofi, som så mange identitetspolitikere har fejllæst. Eller også er han bare misundelig; hans egen antirealisme er jo som snydt ud af næsen på en fransk postmodernist.

Og så tager han oven i købet fejl i forsøget på at applikere kritikken på konkrete fænomener: De værste identitetspolitikere befinder sig på højrefløjen, og har altid gjort det: Rascisme og nationalisme er identitetspolitiske ideologier, som de færreste på venstrefløjen accepterer.

At der så er nogle halvstuderede feminister og andet godtfolk på venstrefløjen, der har fejllæst socialkonstruktivisterne, er selvfølgelig også rigtigt, og hele ideen med "safe spaces" på universiteterne er til grin. Men at DELE af venstrefløjen, som Nyberg præciserer, ligger under for studentikos idealistisk tænkning gør jo ikke HELE venstrefløjen til selvoptagne pomoer. De fleste af os kan sagtens være postmodernister på et strengt materialistisk grundlag.

Og så begår Michael Vernersen den fejl at sætte lighedstegn mellem ulighed og forskel, hvilket er forkert. Vi er alle forskellige, samtidig med at vi er ligeværdige over for stat og samfund. Eller burde være det, egalitarisme er et regulativt ideal, altså en målsætning, som måske aldrig kan nås, men som vi ikke desto mindre bør være regulerende for vores adfærd.

Og hvis nogen skulle undre sig over, hvordan en materialist kan tale om idealer, er det netop de adfærdsmæssige konsekvenser af idealerne, som viser ideernes materialitet. Hvis det virker, er det virkeligt, derfaf navnet "virkelighed".

Men okay, jeg kender ikke Louis Dumont, ham må jeg se at få læst, når han kan citeres for at sige sådan noget vrøvl, så tak for henvisningen - der kan jo være noget jeg har overset, måske er der en eller anden social kontekst, hvor lighed <=> enshed, franske akademikere er jo berygtede for at kunne gøre tavshed til tale og sølv til guld.

Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Benny Jensen, Troels Ken Pedersen, Nis Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Lighed mellem de ens er en givet sag, men i et demokrati er enhver lige med en anden i kraft af forskelligheden, som er den enkeltes eget retmæssige valg. Det tages for givet, at den enkelte uden videre har ret til at tage stilling til og fælde dom over de andre; men det er en frihed, der ender med at ramme som en boomerang.

Troels Ken Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Det lader til, at Information med sin serie »Identitetspolemik« har tænkt sig at holde diskussionen om identitetspolitik i kog i nogen tid endnu. Der findes imidlertid mindst tre grunde til, at det er en dårlig idé."
Mjaeøh ?
Stillet overfor den amerikanske version:
https://www.information.dk/kultur/2018/11/taler-naar-taler-identitetspol...
og den europæiske:
https://identitaer.dk
er der grund til opmærksomhed.

"" ... hvis man forlanger at blive anerkendt for sin forskellighed, og samtidig kræver lighed, så forlanger man det umulige."

Vel ikke, hvis det er lighed for loven."

Det er ikke kun lighed for loven der kræves af identitets aktivisterne. Enhver afvigelse fra en statistisk norm kan bliver taget som bevis for undertrykkelse; hvis der f.eks. ikke er 51% kvinder i toppen er der et patriarkalsk glasloft.

Jens Thaarup Nyberg

Mads Jakobsen
Vi befinder os i en brydningstid, hvor gamle normer falder og nye skal etableres. Det vil afstedkomme krav fra forskellige grupper, reaktionære, konservative og progressive. Vi kan kun håbe det bedste for menneskeheden.

Ja, der er uden tvivl mange der vil stille krav. Men hvem vil have pligt til at opfylde dem? Pludselig er køen kortere. Offerstatus og ønsker om særbehandling er meget mere spændende, og at få at vide at man er en fobisk, hadefuld undertrykker er sjældent motiverende for at gøre mere end det absolutte minimum.

Hvis en gruppe kræver nogen form for særbehandling, særlige rettigheder, særlig anerkendelse mm., og dette involverer lovgivningen, medfører det jo, at der netop ikke er lighed for loven!

Ah, Peter Jensen, det er jo ikke sådan, det fungerer, det fungerer på den måde, at rettigheder, anerkendelse m.m. bliver udvidet, så færre bliver ekskluderet fra at deltage i fællesskabet indenfor definerede rammer.

Yep, færre bliver ekskluderet fra at gøre ting de ikke kunne før.

Den 13. september, 2014 trådte to MMA kvinder ind i ringen, Fallon Fox og Tamikka Brents. Fallon Fox var en transkvinde. Tamikka Brents forlod ringen med et kraniebrud efter første runde.

Før i tiden ville vi havde beskyttet sportskvinder fra at konkurrere med (ex-) mænd. Og fint nok, det påvirker ikke mig. Men hvad med at vi holder op med at påstå at den slags er uden omkostninger, at der ikke bliver taget noget fra nogen hér. Hvis et kvinderum bliver åbent for alle, så er det ikke længere et kvinderum... kvinderne har altså mistet noget for at andre kunne få adgang til en rettighed.

Niels Duus Nielsen

Mads Jakobsen: "...kvinderne har altså mistet noget for at andre kunne få adgang til en rettighed."

Ja, sådan fungerer et fællesskab reguleret af lovgivning. Jeg undlader at slå dig oven i hovedet for at slippe for, at du slår mig oven i hovedet. I meget gamle dage kunne jeg frit tæve hvem jeg ville, hvis jeg turde. Det kan jeg ikke mere uden at risikere at politiet kommer efter mig. Så de stærkeste har mistet en ret. Jeg ser ikke problemet.

Nej, det gør du ikke. Selvom jeg lige gav dig eksemplet på at den stærke nu, nu, har fået lov til at træde ind i ringen og slå den mindre stærke i hoved.

Niels Duus Nielsen

Mads Jakobsen, du kan ikke sammenligne USA med Danmark, amerikanerne er jo meget, meget mere bindegale end os (selv om vi haler ind på dem). Og at bruge et eksempel fra sportens meget regulerede verden holder ikke en meter, hvis de samme to kvinder gav hinanden kraniebud nede i det lokale supermarked, ville de med garanti blive retsforfulgt.

Det virker lidt som om, at det er dig, der ikke helt har forstået principperne bag en retsstat. Alt, som ikke udtrykkeligt er forbudt, er tilladt. Og det, som er forbudt, er ideelt set kun forbudt fordi det begrænser andres frihed.

Hvis to voksne mennesker er enige om at slå hinanden til lirekassemænd og selv betale for at blive lappet sammenbagefter, er det jo en begrænsning af deres frihed at forbyde dem det. At jeg ligesom dig synes at det er vanvittigt, ser jeg ikke nogen grund til at forbyde det, det begrænser jo ikke min frihed til ikke at deltage i den slags.

Her i landet kan man argumentere for, at kampkvinder og -mænd med deres voldelige sport bebyrder det almene sundhedsvæsen og dermed påfører os alle sammen unødvendige udgifter, og så vidt jeg ved, er ekstremvoldelig kampsport netop af denne grund forbudt her i landet. Boksning er dog ikke forbudt, ligesom det er tilladt både at ryge og at stå på ski, selvom man derved belaster sundhedvæsnet, netop fordi politikerne har foretaget en afvejning og vurderet, at et forbud vil have utilsigtede konsekvenser.

Så amerikanerne er skøre, og sport er noget pjat, så derfor har jeg ikke forstået hvordan en retsstat fungerer.

Okay.

Kvindefængsler. Kvindetoiletter. Kvindesportsgrene hvor ingen nogen sinde kommer til skade.
Det er frirum som kvinder har haft indtil nu. Hvis de mister de frirum... så har de dem ikke mere. Retsstat eller ej, dumme amerikaner eller ej, sport er fjollet eller ej... enten kan en forbryder betragte sig som en kvinde og komme i kvindefængsel, eller også er fængsler forbeholdt ciskvinder. Enten kan din stakkels datter komme i et varetægtsfængsel med kæmpe "kvindelige" forbrydere, eller også må stakkels transkvinder ryge i fængsler fyldt med mænd. Der er ikke nogen mellemvej som er tilfredsstillende for alle parter. Der er kun trade-offs.

Vi leder ikke engang efter en mellemvej. Vi har bare "progressive" som mener at alle der er imod "dagens sag" enten ikke har forstået det, eller også vil tilbage til de onde gamle dage.

Jørn Stjerneklar, Nanna Kinch og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar

Niels Duus Nielsen skrev: " Ja, og så har vi reaktionære, som får ondt i røven hver gang nogen har det lidt sjovt."

Ingen af de eksempler jeg nævner, handler om nogen der "har det lidt sjov." Der er mange kvinder der ikke synes det er sjovt, at de skal tisse sammen med mænd i paryk. Der er ikke noget sjov ved at ryge i et kvindefængsel. Tamikka Brents syntes ikke det var sjov at hun, for at konkurrere i hendes valgte sport, pludselig skulle gå op imod en modstander med en mands fysik.

Men du kan jo ikke forholde dig til disse eksempler, vel? For de passer ikke ind i dit narrativ om reaktionære undertrykkere.

Identitetspolitikken minder mest af alt om en flok forkälede börn der sidder og råber til foräldrene at de vil ha vil ha vil ha. Stephen Fry bemärkning til beklagelsen 'I am offended by that' rammer sömmet på hovedet: 'Well, so fucking what?'

Nu synes jeg ikke, at forkælelse er et argument imod noget som helst. Som nation ønsker vi at forkæle os selv og hinanden, for hvorfor skulle vi ikke det?
Alting - bortset fra økonomi - arbejder sig altid henimod et balancepunkt, og det er, hvad vi ser: nogle har endelig fået en frihed, er blevet lukket ud af stalden som kåde føl og render nu rundt og sparker til alt og alle og ikke mindst hinanden. Det holder de op med.

Steffen Gliese, hvad får dig til at tro at de holder op? Feminismen har stået på I over hundrede år. De har fået utallige indrømmelse, ingen nye pligter og de påstår stadig at de lever i et kvindefjendsk tyranni. De andre, nyere bevægelser, ser den succes og ønsker det samme: ingen endemål, uendelig opmærksomhed, uendelige indsamlinger, uendelig selvretfærdighed. Hvorfor skulle de dog stoppe?

Beklager, Mad Jakobsen, men alene din måde at formulere dig på gør det klart, at der er meget lang vej igen til ligestilling. Er man ligestillet, har man ikke behov for for indrømmelser.

Steffen Gliese, hvem snakker om ligestilling? Ingen feminister beder f.eks. om værnepligt. Vi snakker om krav om særhensyn, særrettigheder og særbevillinger. Vi snakker om folk der føler sig som ofre, hvad enten de er det eller ej. Og så spørger jeg igen, for du svarede ikke. Du udtalte, som det var selvføleligt, at identitetsbevægelserne ville holde op med at sparke til alt og alle. Hvad bygger du det på?