Kommentar

Digitale platforme skal holdes ansvarlige for hate speech og fake news

Der er et klart behov for at udvikle et praktisk anvendeligt ansvarsgrundlag for sociale medier, søgemaskiner og platforme. Men ud over risikoen for at krænke retsprincipper kan reguleringen af hate speech være kontraproduktiv. Derfor skal det gøres klogt
20. december 2018

På rekordtid er det franske demokrati blevet kastet ud i institutionelt kaos, og muligheden for populistiske bevægelsers overtagelse af regeringsmagten er nu mere reel og skræmmende i Europa, end det har været i mange år.

Uden at gøre netaktører ansvarlige for udviklingen er det vigtigere end nogensinde at debattere og regulere disses samfundsmæssige roller og ansvar.

Vi ser flere og flere lovgivningsinitiativer, som omhandler hate speech og fake news. Den tyske lov (NetzDG) fra 1. januar i år er et førende eksempel herpå. Loven har inspireret andre lande til at slå ned på skadeligt indhold på nettet og gøre netaktørerne ansvarlige herfor.

Der er et klart behov for at udvikle et praktisk anvendeligt ansvarsgrundlag for sociale medier, søgemaskiner, platforme mv.

Forbrydelse uden forsæt

Kriminalisering af indhold og ansvarliggørelse bør dog ske i overensstemmelse med grundlæggende juridiske principper om medvirken eller ’sekundært ansvar’ og især princippet om personligt ansvar. For at et sådant ansvar skal kunne gøres gældende, skal formidleren have haft forsæt til at medvirke til en strafbar handling eller ’associere’ sig med denne. Ingen forbrydelse uden forsæt.

I relation til ansvar på nettet er dette princip essentielt, idet aktørerne her formidler indhold fra tredjeparter og derfor i princippet risikerer at blive gjort ansvarlige (eller medansvarlige) for indhold, som formidlerne ikke er forfattere til.

Princippet om personligt ansvar og kravet om et forsætlighedselement er knæsat i grundlæggende juridiske instrumenter som f.eks. den franske menneskerettighedserklæring fra 1789, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder samt Warszawa-konventionen om terrorisme.

Man kan forsøge at udvikle et ansvarsgrundlag baseret på uagtsomhed eller organisatorisk utilstrækkelighed (eller ’systemisk’ som det hedder i tysk lovgivning). En anden mulighed er ’materiel støtte’, et udtryk fra den amerikanske Patriot Act. Man kunne også beslutte, at ansvar (selvstændigt eller ’medvirken’) opstår, når formidleren informeres om ulovligt indhold.

I praksis vil denne ’viden’ dog være en fiktion.

Uanset valg af løsning bør det ikke kræves, at formidlere tilslutter sig eller ’associerer’ sig med forfatteres hensigter.

Ombudsmand for nettet

Det er vigtigt, at lovgivningstiltag overvejes nøje, og at der ikke handles i panik. Det bør undgås at gøre sociale medier mv. ansvarlige på såkaldt »objektivt grundlag« – altså, at de automatisk bliver ansvarlige for ’skadeligt’ indhold, enten fordi de ikke selv har identificeret det og taget det ned, eller fordi de ikke øjeblikkeligt har fjernet det efter information herom fra brugere, ngo’er eller offentlige instanser.

Når der er fastsat klare regler om ansvarsgrundlaget, opstår der det yderligere problem, at det i praksis ofte er vanskeligt at afgøre, om pågældende indhold faktisk er ulovligt grundet kontekst og sproglige udfordringer.

For at løse dette og samtidig overholde grundlæggende retsprincipper kunne man oprette en slags internet-ombudsmand – en anbefaling fremsat for Europarådet.

En internet-ombudsmand vil kunne rådgive formidlere, som i god tro ikke er i stand til at afgøre, om indhold er ulovligt.

Derved ville det være muligt at gøre formildere ansvarlige uden at begrænse ytringsfriheden og samtidig opfylde kravet om, at formidlere skal have ’forsæt’, idet formidlerens bevidste beslutning om ikke at følge ombudsmandens anbefaling vil være tilstrækkelig til at konstituere forsæt (i tilfælde af en senere retssag).

Brud på lighedsprincippet

Ud over risikoen for at krænke grundlæggende retsprincipper kan reguleringen af hate speech være kontraproduktiv: Formidlere og forfattere vil kunne blive betragtet som ofre for censur eller martyrer, og ligeledes kan der ske det, at jo mere man ønsker at regulere indhold, desto mere tales der om det.

Lovgivning om hate speech er ofte forbundet med fake news. Ved nærmere undersøgelse af disse initiativer viser det sig, at de næsten altid omhandler forbud imod krænkende og falske udsagn imod politikere.

I strid med fast retspraksis foran Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, vil ’offentlige personer’ således være bedre beskyttet end almindelige borgere.

Under påskud af at ’beskytte demokratiet’ vil disse love kun beskytte en lille del af befolkningen – det politiske apparat – mens andre, på trods af de konsekvenser, som falske oplysninger kan have for tusindvis af menneskers professionelle og sociale liv, efterlades uden effektive retsmidler til at opretholde deres omdømme og værdighed på internettet.

Disse initiativer overtræder derfor lighedsprincippet.

Fake news-lovgivning vil derfor sandsynligvis blive censureret af forfatningsdomstole, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol eller FN’s Menneskerettighedskommission.

Dan Shefet, advokat, rådgiver til UNESCO og Europarådet

Demonstranter fra De Gule Veste på gaden tidligere på måneden. Deres krav om forandring er både for store og for små, mener Slavoj Žižek. Der mangler en samlet vision, og kravene er alle sammen formuleret inden for rammerne af det eksisterende system, hvor de burde udfordre dem.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som jeg ser det, er det soleklart, at man må stå til ansvar for det, man skriver. Og så er det ærgerligt, at Blasfemi-paragraffen, der var en del af straffeloven, er blevet fjernet i Danmark.

Og jeg ved godt, at redaktører af trykte medier, er ansvarlige for, hvad der skrives i deres medie. Men omkring de sociale medier og digitale platforme er jeg i tvivl om, at dette kan være løsningen her.

Måske kan der udvikles et verbalt program, der allerede når ordene skrives ind på mediet, kan forhindre indskrivningen. Men i nogle lande har man en selvbestaltet "komité" af frivillige og ulønnede medlemmer, der konstant gransker de sociale medier, og afgiver en meget professionel anmeldelse til politimyndigheden, som ikke kræver meget arbejde af politimyndigheden.

Niels Duus Nielsen

Jeg forstår ikke, at de professionelle journalister ikke er oppe i det røde felt i forsvaret for ytrings- og pressefriheden i denne sag?

Hvis en stat har valgt at censurere visse ytringer - hvilket jeg principielt er modstander af - må det være ytringens ophavsmand, der skal stå til ansvar. Formidleren har blot stillet en offentlig platform til rådighed for en ytring, som så efterfølgende bliver dømt ude.

Journalister lever af at publicere ytringer, så hvis det bliver strafbart at publicere ytringer, som måske, måske ikke er lovstridige, vil journalisterne automatisk pålægge sig selv selvcensur.

Men var kampen mod selvcensur ikke netop det onde, der bragte vort land på verdenskortet som principfast forsvarer af ytringsfriheden?

Vi kunne selvfølgelig også bare tillade alle ytringer, og så håbe på, at de dårlige ideer vil blive overvundet af de gode ideer. Men det er den brede befolkning åbenbart ikke intelligent nok til, eller hvad...?

PS. Og Gert Romme, glem alt om et program, der automatisk kan censurere folks udtalelser, Google og Fakebook råder allerede over sådanne programmer, og de er notorisk upålidelige. Senest blev billedet af den nøgne vietnamesiske pige, der flygter efter at være blevet angrebet med napalm, fjernet af censuren, angiveligt fordi der var tale om børneporno.