Jeg vil ikke flyve til klimatopmøde. Men jeg gør det alligevel

Velkommen til fjerde låge i Informations julekalender. Jørgen har som klimajournalist kæmpet for bæredygtighed i 40 år. Han ved om nogen, at der skal skæres ned på flyrejser, men hvordan kommer man ellers til COP24 i Polen?
Velkommen til fjerde låge i Informations julekalender. Jørgen har som klimajournalist kæmpet for bæredygtighed i 40 år. Han ved om nogen, at der skal skæres ned på flyrejser, men hvordan kommer man ellers til COP24 i Polen?
Debat
4. december 2018

Endnu en klimaforhandlingsrunde i FN-regi kalder. COP24. Denne gang er det i den polske by Katowice, at tusinder af forhandlere, forskere, erhvervsfolk og ngo’er samles i forsøget på at bringe verden et skridt væk fra klimaafgrunden.

Der er ingen tvivl på redaktionen om, at Information bør dække det. Men så melder dilemmaet sig: Hvordan skal jeg transportere mig dertil?

Til daglig er valget let: Cykel eller tog fra mit hjem til avisen er hurtigere end bil, foruden billigere. Og i øvrigt har jeg ingen bil.

Men der er 950 km til Katowice ad landevejen, noget længere med jernbane, noget kortere i luftlinje. Alle klimatiske samvittighedsovervejelser siger: Tag toget.

Til Polen på 18 timer

På DSB’s hjemmeside leder jeg efter en billet.

»Vi har ingen resultater, som matcher din søgning,« svarer siden.

Forsøger med Krakow, der ligger 80 km fra Katowice. Samme resultat. Prøver endda Warszawa, selv om det er 300 km fra Katowice. Stadig ingen resultater.

Op på cyklen og ind til Hovedbanegården for at opsøge DSB’s Rejsebureau, som jeg husker for fin service i gamle dage. Rejsebureauet er væk, erstattet af DSB Billetsalg. Ved indgangen står en mand og spørger til folks ærinde.

»Jeg skal købe en togbillet til Polen,« siger jeg.

»Det kan du ikke,« siger manden.

»Du kan hverken købe eller få information om rejser til Polen her. Du skal spørge hos Deutsche Bahn.«

Tilbage på kontoret søger jeg på Deutsche Bahns hjemmeside efter en billet til Katowice: 

»Kære kunde! Din søgning efter forbindelse er desværre uden resultat (...) Vi beder om forståelse.«

Jeg forstår og søger på Krakow i stedet. Flere muligheder dukker op, med rejsetider på 18-24 timer, hvortil skal lægges det sidste stykke til Katowice. Den hurtigste forbindelse har tre togskift, to af dem midt om natten. Prisen er godt 3.000 kr. tur-retur.

Jeg klikker videre til køb. Hjemmesiden svarer:

»Fehler 404 – Seite nicht gefunden.«

Systemet synes at være gået ned. Nu kniber det med forståelsen, men jeg tjekker lige igen. Så lyder svaret, at billetten slet ikke kan købes på nettet.

Tjekker klimaregnskabet

Så gør jeg det, jeg ikke burde: Søger på momondo efter en flyrejse til Krakow. På få minutter finder jeg en flyforbindelse på fire timers rejsetid og med en returpris på 1.000 kr. – en pris på en tredjedel af togbilletten og en rejsetid på under en fjerdedel.

Så tjekker jeg klimaregnskaber. Og opdager, at forskellige kilder har forskellige opgørelser. En tabel fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) leder mig frem til, at en flyrejse vil udlede omkring 16 gange så meget CO2 som en togrejse. Ser også, at en rejse med bus ligger midt imellem: tre gange mindre end fly, fem gange så meget som tog.

Det viser sig, at selskabet FlixBus kan klare en bustur retur til Katowice for 636 kroner og en rejsetid lidt kortere end toget. Bussen koster altså godt en femtedel af togbilletten, men udleder – ifølge EEA-beregneren – fem gange så meget CO2.

Men jeg kan ikke læse fem minutter i en bus uden at blive køresyg. 18 timer på den måde orker jeg bare ikke. Så det ender galt. Jeg køber flybilletten.

Det kan man vende indad og skamme sig over – det gør jeg så – men man kan også rette frustrationen mod de myndigheder, der ikke sørger for, at klimarigtige transportvalg har bedre vilkår. Hvorfor sikres DSB ikke muligheder for at yde ordentlig service og sælge billetter til rejser til lande som Polen? Hvorfor sørger man ikke for, via tilskud til togdrift eller afgift på flyrejser, at den klimavenligste rejseform er konkurrencedygtig? Hvorfor er der ikke flere højhastighedsforbindelser i Europa?

Klimakampen kan ikke vindes ved, at borgerne skal handle mod enhver økonomisk rationalitet i klimaets navn. Den kan kun vindes, hvis politikerne gør det tåleligt for os at gøre det, vi gerne vil af hensyn til vore børn og børnebørn.

Om lidt flyver jeg med dårlig samvittighed til COP24. Men med et løfte til mig selv om, at sådan gør jeg ikke én gang til. Hvis jeg skal dække COP25 næste år, må det blive hjemme fra redaktionen.

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

    24. december 2018
    Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Problemet i en nøddeskal: Det kan betale sig at forurene og koster ikke at forurene. Sådan har vi indrettet verden og hvis ikke vi beskatter forurening bliver det ikke anerledes.

Niels-Simon Larsen, Dorte Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Carsten Wienholtz, Sabine Behrmann, Caspar Christiansen, Mogens Holme, Ejvind Larsen og Erling C Havn anbefalede denne kommentar

Jeg medgiver, at det tager længere tid, at tage toget og hvis man ikke booker i god tid, at det kan være dyrere end fly, men et enkelt klik på de tyske forbundsbaners hjemmeside (bahn.de) afslører, at der kører et tog fra København til Krakow med afgang fra København kl. 7.35 over Hamborg og Berlin med 3 skift undervejs på torsdag. Jeg medgiver, at DSB ikke yder den store service, men en hver har jo mulighed for at bruger Bahn.de. Har været i Stockholm, Wien og Avignon i år for 50 Euro (enkelt) i år.(Euro-Spar-Preis-tickets), så lidt træning i søgning på nettet og nogle få tyskkundskaber hjælper. God tur.

Elisabeth Christiani, Carl Chr Søndergård, Jes Kiil, Flemming Berger, olivier goulin, Svend Erik Sokkelund, Torben Skov, Sabine Behrmann og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Hvorfor skal flyrejser nedgøres med hensyn til CO2. Der skal opkræves afgifter siges det, afgifter, der går lige i statsbudgettes tomme univers.
Den teknologiske udvikling af drivmiddel til fly er underafprøvning, biogas allerede indført, eldrift på vej.
Afgift på folks kommercielle og private rejsemønster er naturligvis en joke.

Det er ikke julekalenderens 4. låge men den 34. låge. Julekalenderen består idag af 54 låger, da den kommercielle og snart private jul starter den 1.november

Sabine Behrmann

Når man tager toget, betaler man prisen her og nu. Tager man flyet, betales prisen af de næste generationer.

Camilla Nielsen-Englyst, Matawa Baio, Svend Erik Sokkelund og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Samuel Grønlund

Der kører ikke tog til Tenerife eller andre steder med sol af betydning på denne tid af året.
Og når nu de gamle lider af akut osteoporose og ekstrem købekraft - så er det sådan det går.
De næste generationer kan jo ikke brokke endnu.

Det tog mig på www.bahn.de mindre end 2 minutter at finde flere togforbindelser fra København til Katowice.
Man skal godt nok skifte nogle gange, og en enkeltbillet koster godt og vel 200 EURO, men umuligt er det i hvert fald ikke! ;-)

Camilla Nielsen-Englyst, Per Torbensen, Jes Kiil, olivier goulin, Troels Plenge og Sabine Behrmann anbefalede denne kommentar
Sabine Behrmann

Samuel Grønlund, jeg plejer at anbefale "de gamle" at spørge deres børnebørn, om de mener, det er i orden at bedstefar og bedstemor formøbler deres fremtid. Det har en vis underholdningsværdi at dem vride sig, mens de overvejer konsekvenserne.

Folk ved jo godt, at det, de gør, er forkert.

Samuel Grønlund

Det er ikke sikkert at det er meget bedre at de bliver hjemme og brænder olie af på at opvarme deres alt for store huse eller køre deres alt for store biler landet rundt på jagt efter nye senior-aktiviteter.
Problemet er jo grundlæggende at der er alt for mange af dem.

@Sabine Behrmann: når man tager toget betaler man 50% af prisen, den anden halvdel betales af dine naboer.

Tak for de go'e tip, Peter Clausen.

hvordan kommer man ellers til COP24 i Polen?

Tja. Hvis man ikke har andre muligheder, må man jo gå!

Sabine Behrmann

@Jens Winther: Og hvordan er du kommet frem til det tal?

Dorte Sørensen

Tak til Jørgen Steen Nielsen - det er dejligt at se et løfte holdes -
Jørgen Steen Nielsen fortalte for et par dage siden historien i P1 og lovede at den blev udgivet i Information.

Jeg forstår ærligt talt heller ikke problemet.

Polen er netop et land, der kan nås via landjorden, indenfor overskuelig tid - enten med bil, bus eller tog. Jeg kunne forstå det, da COP blev holdt i Peru, Sydafrika eller Brasilien. Her var man lovlig undskyldt. Eller hvis man skulle deltage i Polen fra nogle af disse lande. Men en dansker har ingen undskyldning for at flyve til Polen.

'NGO-turisterne' er ironisk nok nogen af dem, der belaster CO2-aftrykket mest - og man må spørge: - til hvilken nytte?

/O

Per Torbensen, Jens Winther, Trond Meiring og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Tak til JSN for beskrivelsen af den besværlige søge. Jeg bruger tog så meget som muligt (Interrail Senior i Europa) , men når jeg ville rejse langt, skulle jeg flyve. Jeg har valgt at balancere mit CO2 forbrug med noget Carbon Offset ordning: økonomisk støtte til projekter som fanger mindst den samme mængde CO2 som jeg forbruger med rejsen. For KBH-Krakow retur en person bruger ca. 0,34 ton CO2, og du kan støtte beplanting af træer et sted i verden (eller noget lignende) som fanger det dobbelte antal med få hundrede kroner... Ikke perfekt, men en mulighed i vores kamp.

Helene Brochmann

Det er ligeså absurd hvis man vil til Oslo. Da jeg var ung, kørte der direkte tog Oslo-København, både om dagen og som nattog med liggevogn (meget praktisk afg. Kbh 23:00, ank. Oslo 7:00.) Det var også klart den billigste måde at komme derop på. I sommer prøvede jeg at undgå at flyve - det kostede mig en del tid på nettet, og endte med tog til Göteborg (ikke SJ, som ledte mig helt på vildspor, men Öresundståg) og bus videre derfra. Skulle jeg have været med tog hele vejen, ville det være omkring Katrineholm, ikke langt fra Stockholm = to timers ekstra rejsetid. Og selvfølgelig blev det dyrere end flyet. (PS Jørgen Steen Nielsen: Med “køresygearmbånd” (akupressur) fra apoteket kan du læse i bussen - og de kan genbruges, næste gang du skal ud at sejle!)

Selvfølgelig ville og burde det kunne lade sig gøre at få hjælp – ikke bare på Kbhstrup H, men på et hvilket som helst betjent trinbræt i landet – til at købe togbilletter hvorsomhelsthen i verden (om nødvendigt suppleret med skibsbilletter). Det kunne Phileas Fogg vist i 1872, ikke sandt? Så klø endelig på over for politikerne. I mellemtiden er der dog (som andre har nævnt) andre muligheder, fx også denne: https://www.seat61.com/international-trains/trains-from-Copenhagen.htm#C... kombineret med denne: https://bilet.intercity.pl/zakup_biletu.jsp?ref=infop&rezerwacja_4=1&mie...
Og så er der jo lige dette: I et tog kan man både læse og skrive, altså arbejde. Togtid er ikke spildtid, Jørgen Steen Nielsen, så tag endelig toget til næste COP, bestil i god tid, få en god siddeplads med bord, tag mobilkontoret med dig, spis i spisevognen, overnat og slap af undervejs. Kort sagt: Giv dig tid. ;-)

Danny Hedegaard

Er det ikke bare et spørgsmål om at den slags konferencer arrangeres i samarbejde med, og koordineres med mediernes internationale branchesamarbejde?

Så kan konferencen livestreames, presse konferencer og interviews kan afholdes som videolink til de enkelte mediers redaktioner, og alle journalister kan blive hjemme, og dække det hele over en internet forbindelse til live optagelser, billed og lyd.

Kørt helt ud af denne tangent, kunne konference deltagerne i princippet blive hjemme og deltage på en videoforbindelse fra egne lokale konference rum.

Men den løsning, vil hoteller, restauranter, seværdigheder, fly og jernbaner nok blive meget kede af, hvis det blev sat i system som en ny norm.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

For en anden gangs skyld - tjek blablacar.de. Prisen ligger på omkring 40 euro. Ca 12 timers kørsel.

@Sabine Behrmann, ser man på DSB, så er knap halvdelen af omsætningen tilskud fra staten - og virksomheden har et meget betydeligt underskud. Hvis de rejsende skulle betale en pris, der modsvarer omkostningsdækning, skulle DSB groft sagt fordoble billetprisen.

Det er mit helt klare indtryk, at situationen der den samme i de andre vesteuropæiske lande.

Sabine Behrmann

@Jens Winther,
men dit regnestykke er alligevel fejlbehæftet. Hvis halvdelen af omsætningen er tilskud fra staten, så bidrager jeg som skatteyder også til det, ikke kun min nabo.

Jens Thaarup Nyberg

@Helene Brochmann
Du kan komme til Oslo med tog, for 1058,- kr retur, indenfor 8,5 timer.
https://travel.b-europe.com/dsb-rail/dk/booking?_ga=2.249979718.13009219...

Camilla Nielsen-Englyst

Jeg tog toget. Kostede 3 gange så meget som flybilletten og tog mig 17 timer. Men det var 17 timer, hvor jeg kunne arbejde på min computer, læse op på COP, sludre med andre klimaaktivister, vidne demoer på både Hamburg og Frankfurt stationer for bedre europæiske nattog, opleve begejstringen over dele af den tyske delegation, der tog toget i stedet for fly (og blev fejret herfor) osv. En tænksom tur. Lang, en smule trættende, men fuld af oplevelser. Jeg tager gladeligt toget tilbage igen på lørdag og håber, jeg møder mange COP24 deltagere i toget.

@Camilla Nielsen-Englyst, togrejser er voldsomt subsidierede - hvorimod der er afgiftet på flyrejser. Noget kunne tyde på, at togrejser simpelthen ikke er reelt bæredygtige..

@Sabine Behrmann, forhåbentlig (!) er både du og din nabo skatteydere - dvs. yder et bidrag til fællesskabet..