Kommentar

Før du brokker dig over høje taxapriser, så tænk lige på os chauffører

Mange brokker sig over høje taxapriser, særligt mellem jul og nytår. Men hvis du selv skulle give afkald på at holde jul for at køre andre rundt, hvad skulle du så have for det?
Mange brokker sig over høje taxapriser, særligt mellem jul og nytår. Men hvis du selv skulle give afkald på at holde jul for at køre andre rundt, hvad skulle du så have for det?

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Debat
17. december 2018

Hvis det er en menneskeret at have råd til at køre taxa, ligger denne rettighed rimeligt langt nede på listen af menneskerettigheder.

Al denne snak om taxapriser og service og Uber er lidt kvalm, og folk, der brokker sig, bør æde en tudekiks. Tag jer sammen og kæmp for at få rigtig vigtige rettigheder på plads først.

Og hvis nogen skulle finde på at spørge om, hvad det dog skulle være, er man ikke rigtigt interesseret i rettigheder.

Synes man alligevel, at der er grund til at spilde tiden på at råbe op om alle fejlene ved taxabranchen, så er man velkommen til at læse videre.

Dette er en personlig observation fra et liv på gaden som taxachauffør.

I den verserende debat høres mange argumenter om serviceniveau, vognmangel, en branche, der ikke udvikler sig, for høje priser og mangel på alternativer som de oftest omtalte indvendinger.

Det har været et politisk styret marked gennem årtier. Hvorfor? Gennemgående handler det om flere former for garantier. En af de mest gennemgribende: Skat. For at sikre at skatten bliver betalt af alt, hvad der tjenes, skal der føres en form for dobbelt bogføring og kontrol gennem elektroniske målere og sensorer. Det er ikke mange brancher forundt at være under så skarp kontrol som taxabranchen, selv om der måske kunne være behov for det.

Lønpresset stiger

Hvis du synes, at serviceniveauet bør ændres, så bare rolig, det kommer – niveauet bliver lavere!

I årevis har det været svært for branchen at tiltrække chauffører, formentlig på grund af den lave løn og de til tider kummerlige arbejdsforhold. Samtidig har det offentlige benyttet branchen som en udvej for at pynte på beskæftigelsen ved at sidestille jobbet som chauffør med aktivering.

Hvem har lyst til at arbejde hver aften og nat for noget, der ligner mindstelønnen? At arbejde som taxichauffør kræver mange timer på gaden for at tjene til livets ophold. Det er ganske normalt for faste chauffører at køre over 60 timer om ugen. Selv om vi kører så mange timer, er der ingen garanti for en ordentlig løn, fordi vi er på ren provisionsløn. Spørgsmålet her er selvfølgelig, hvorfor det er skruet sådan sammen.

Hvis man som chauffør skal have løngaranti med en normal arbejdstid, er der ingen, der gider at ansætte dig.

Der er ikke mangel på biler, og alligevel bliver der sendt flere biler på gaden, så den i forvejen pressede løn presses endnu mere – for at alle tudefjæsene kan få sig en endnu billigere taxa to minutter efter, at de har bestilt den.

Lad mig slå fast: Der er ikke mangel på biler, når der 80 procent af tiden er så stor overkapacitet, at man som chauffør har mindre end én tur i timen.

Men nu skal der liberaliseres. Fri konkurrence – hvad det så end betyder. For mig som chauffør betyder det lønpres. De seneste fem måneder, hvor der er kommet flere biler på gaden, har jeg kørt færre ture. Det har betydet en lønnedgang på over 12 procent. Det er kun begyndelsen. Der kommer mange flere biler på gaden, inden markedet bliver gjort frit. Og hvem skal så køre bilerne?

Det bringer mig til servicedelen. Hvis du vil være sikker på en høj service, så lej en limousine. Dem, der har lyst til at yde deres bedste inden for service til en lav løn, der med sikkerhed bliver lavere, kan søge job som taxachauffør.

Og med hensyn til priserne mellem jul og nytår: Hvis du skulle give afkald på at holde nytår eller jul og i den anledning køre andre rundt ved disse højtider, hvad skulle du så have for det?

Når der er højsæson i brancher, hvor der er fri konkurrence og ingen eller lav statskontrol, er prisen så højere eller lavere i forhold til lavsæson? Jeg spørger bare!

Det er billigere at køre med taxa i mange andre industrialiserede lande end i Danmark, påpeger kritikerne. Okay, men har du kigget på deres løn- og arbejdsforhold?

Er det så en menneskeret at have råd til taxa? Ja da, alle skal have råd til en taxa. Vi kan begynde med at give alle mennesker en ordentlig løn, så de har råd til en taxa.

Ellers kan man søge om flekstrafik gennem kommunen. Her får chaufføren fast løn, og prisen på turen holdes nede, fordi flekstrafik støttes af staten. Så fik alle alligevel råd.

Glædelig jul og godt nytår.

Jesper Jappe, taxachauffør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ingeborg Hesselager

Du glemte vist at tilføje, at taxibranchen får hele 2 slags offentlig støtte. Der betales ikke moms af taxikørsel. Og I får jeres biler uden registreringsafgift.

Anne Mette Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak for et godt indspark, Jesper!

Jens J. Pedersen

Hvis man ikke vil være taxa chauffør, så lad dog være!
Vi er mange andre, der arbejder i højtiderne.

@Jens
Man fristes til at spørge om du arbejder under lige så kummerlige forhold som taxachaufførene, eller om det bare er en gratis omgang LA - snak!

Egon Stich, Steen K Petersen, Erik Jakobsen, Henning Kjær og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Måske kan jeg forstå, at man kan syntes at prisen for hyrevognskørsel er for høj, hvis den skal starte med 135 DKK som startgebyr. Og i de 2 lande vi bor i, anvender man faktisk hyrevognskørsel som et prisbilligt alternativ til den offentlige persontransport.

Men - der må altså være noget med, at omkostningsniveauet i Danmark for hyrevogne er temmelig højt. For jeg har i hvert fald aldrig mødt en chauffør eller en vognmand i Danmark, der har haft en meget høj indkomst eller levestandard. Og det samme kan egentlig siges om en hel del andre brancher i Danmark.

@Gert
Hvilke to lande er der tale om? Er det lande med sammenlignlige lønniveauer?
Uddyb lige den med de andre brancher!

Kurt Jørgensen, Erik Jakobsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Man kan også bare gøre som i NYC: der står på taxakvitteringen, at der kun skal betales skat af kortbetalte ture.

Jeg kan bidrage med at fortælle at arbejder man i sundhedssektoren, er lønnen den samme uanset om man redder liv Juleaften, Nytårsaften eller en tilfældig lørdag el. søndag aften.

Nike Forsander Lorentsen, Claus Nielsen og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar

Priserne er alt for høje. En deregulering og konkurrence ville gøre sig godt her. Jeg vurderer at prisen er dobbelt så høj som den burde være selv efter danske forhold.

@ Søren Jensen

"Jeg kan bidrage med at fortælle at arbejder man i sundhedssektoren, er lønnen den samme uanset om man redder liv Juleaften, Nytårsaften eller en tilfældig lørdag el. søndag aften."

Er det nu også helt rigtigt? I de fleste brancher får man tillæg for, at arbejde uden for de normale arbejdstider, om det så er om aftenen eller på en helligdag. Mon ikke det også gælder for sundhedssektoren, medmindre man har været så elendige til, at forhandle løn og arbejdsvilkår, at man i modsætning til andre brancher, ikke får tillæg for, at arbejde udenfor, hvad der anses for at være den normale arbejdstid.

Anne Mette Jørgensen, Kurt Jørgensen, John S. Hansen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

Taxa er en firmabetegnelse taxi en massebetegnelse.
Nå pyt med det.
Taxipriserne er et markedsspørgsmål. Hvor meget vil kunderne betale for at benytte taxi. Priserne er sat derefter.
M.h.t.jul og nytår indgår der såvidt kan ses ikke det faktum,, at perioden er fuld besat med turer og dermed er indtjeningen fuld.
Brug taxi og kom ind i en varm bil med betjening.

@Søren Rehoff. I plejesektoren er der et 25 % tillæg for lørdage ( efter 09.00 ) og 50 % for søndage ….og alle helligdage. Og "normale arbejdstider" var vist noget i forrige århundrede - i hvert fald for arbejderklassen

Søren Rehhoff og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@torben knudsen, det er ikke rigtigt. "Taxa" er også en fællesbetegnelse.

@Søren Rehoff. I plejesektoren er der et 25 % tillæg for lørdage ( efter 09.00 ) og 50 % for søndage ….og alle helligdage. Og "normale arbejdstider" var vist noget i forrige århundrede - i hvert fald for arbejderklassen

Anne Mette Jørgensen

Da jeg desværre ofte er tvunget til, at bruge taxa og i øvrigt er imod et helt frit marked er jeg kun delvis enig med taxachaufføren.
'Det koster intet med lidt venlighed overfor kunderne. Mange kan ikke finde ud af at bruge deres GPS, da det er vanskelige ord på dansk. At man bare kan søge flextrafik er en myte.Flextrafik er underlagt rigide regler.
Ja, man kan søge, men systemet i Kbh. gør, at man kun kan få det, hvis man bruger hjælpemidler. Alle øvrige handicaps accepteres ikke.

Desuden er 9 af 10 af de taxachauffører jeg kører med, muslimer. Jeg er komplet ligeglad med om de går i kirke eller moske.
Her op til jul har jeg spurgt om de holder Jul og de siger, nej.
Jeg har arbejdet i mange år på skiftende tider i det off. og der var tillæg efter kl. 17 på lørdage. Søn og helligdage 50% , dog som afspadsering.
Det er muligt jeg husker lidt forkert og hvordan det er i dag aner jeg ikke.

Kurt Jørgensen

@ Ingeborg Hesselager.. Ligesom mange andre erhverv er taxibranchen ikke momspligtet, men de betaler en lønsumsafgift, så det er IKKE en fritagelse...

Og det er flere år siden, af taxier kunne købes og sælges uden afgift. I dag er der slet ikke disse fordele mere.. Det er så også derfor, der er begyndt at komme flere og flere billigere biler ind på markedet. Og dem der fastholder at køre i f.eks en Mercedes, de skifter så bare ikke vognen ud efter 2 år, som det var førhen. Næ nu for de lov til at køre i mange flere år, før de bliver skiftet ud.

Så der er SLET IKKE 2 slags offentlig støtte, til taxibranchen som du skriver om.. Det er direkte løgn fra din side af...

@ David Joelsen.... Bare det at du skriver at prisen er alt for høj, og det som minimum skulle være ½ pris. Det beviser at du slet ikke ved, noget om hvad det koster at køre taxi, eller være vognmand, eller at være taxichauffør...

Uber kostede som regel en 1/4 mindre end de rigtige taxier, (Når de ikke også forhøjede priserne, når de havde travlt ved jul og nytår, og på andre tidspunkter) og det kunne kun være så billigt, da de fleste piratchauffører ikke betalte skat. For hvis de skulle betale skat, kunne de slet ikke leve af dette.. Og DU vil så have prisen for at køre i taxi, skal yderligere ned med 1/4 i forhold til hvad Uber kørte til. Og det er selvom både vognmanden og chaufføren skal betale skat, og følge regler og love der er på området. Det kan SLET IKKE lade sig gøre...

Som taxichauffør er langt de fleste rent provision aflønnet, det vil sige at de får ca 45 % af der bliver kørt ind på taxameteret, og så går resten til vognmanden. Og så ud af chaufførens 45 %, så skal der betales skat af dette. Så det passer meget godt som der også står i artiklen, at de fleste taxichauffører arbejder ca 60 timer om ugen, og det bliver til en månedsløn på ca 25.000 kr. Men det synes du er alt for meget, så vi skal fremover kun have ca 12.500 kr i månedsløn, for at arbejde 60 timer...

Ja tak så er DER SLET INGEN DER VIL KØRE TAXI MERE... Så mon ikke du tager helt fejl, i at priserne skulle være meget mindre som du selv siger...