Pete Shelley
Pete Shelley er død i en alder af 63 år. Han var frontfigur i det engelske punkband Buzzcocks, som i slut-1970’erne brød igennem med en kombination af rå energi og popmelodiske omkvæd som på kæmpehittet »Ever Fallen in Love (With Someone You Shouldn’t’ve)«.
Katja Iversen
Herhjemme har vi Katja Iversen, der i torsdag blev kåret til »Årets dansker« af Berlingske.
For dem, der ikke har hørt om den 49-årige direktør for organisationen Women Deliver, oplyses det, at hendes store helte er Nelson Mandela, Pippi Langstrømpe og mormor.
BTS
I Amerika er det også snart tid til, at ugemagasinet Time kårer »Årets person«. På tirsdag offentliggøres den officielle vinder, men bladets læsere har allerede truffet deres valg: det sydkoreanske boyband BTS. Planeten Jorden fik en flot andenplads.
Tara Jensen
Og så er det i dag, at Miss World skal findes. Konkurrencen foregår i Kina, og det danske håb hedder Tara Jensen. Hun blev kåret til Miss Danmark i september, efter at den egentlig vinder Louise Henriksen af personlige årsager frasagde sig hæderen.