Læserbrev

Forældede boligregler gør det svært at bygge småt i København

Der er ikke længere nogen grund til at fastholde politikken om, at der primært skal bygges store boliger. Enhedslisten vil derfor gerne afskaffe kravet om en gennemsnitsstørrelse på minimum 95 kvadratmeter
20. december 2018

Andelen af store lejligheder i København er fordoblet over de sidste 20 år. Det dokumenterer den liberalistiske tænketank Cepos i en ny rapport.

Årsagen skal primært findes i, at kommunen stiller krav om, at nybyggeri i gennemsnit skal være minimum 95 kvadratmeter. Og at det i en årrække var forbudt at bygge lejligheder på under 75 kvadratmeter. Reglerne skyldes, at et flertal ønskede at gøre byen attraktiv for velstillede danskere, der kunne bidrage til skatteindbetalinger til den slunkne kommunekasse.

I 1990’erne var situationen den, at byen i høj grad var beboet af studerende og københavnere på overførselsindkomst, mens dem med arbejde i høj grad søgte ud af byen. Men i dag er situationen den modsatte. København er attraktiv for de velstillede, og de vil meget gerne blive boende – også når de får børn.

Det giver os til gengæld det problem, at det bliver svært for københavnere uden høje indtægter at bo i byen.

Men der er ikke længere nogen grund til at fastholde politikken om, at der primært skal bygges store boliger. Enhedslisten vil derfor gerne afskaffe kravet om en gennemsnitsstørrelse på minimum 95 kvadratmeter.

Men det er klart, at en ophævelse af den regel ikke løser kommunens boligproblemer alene. Prisen for byggegrunde i København er tårnhøj, så selv små boliger vil blive dyre, hvis vi overlader prissætningen til markedet alene. Der er behov for, at der bliver bygget flere almene boliger, og en del af disse boliger skal målrettes studerende, pensionister og socialt udsatte med huslejer på maksimalt 3.500 kroner.

Der er behov for, at kommunen sælger grunde under markedspris til den almene sektor, så de almene boliger kan blive billigere end dem, der bygges i dag. Og endelig er der behov for at bygge kollektive boformer, hvor beboerne kan deles om fællesarealer. Ikke kun fordi det er billigere, men også fordi det er det, som mange københavnere efterspørger.

Karina Vestergaard Madsen, gruppeformand for Enhedslisten i Københavns Kommune

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Torben K L Jensen
Thomas Tanghus og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu