Kommentar

Det er ikke forkert at sladre, hvis ens forældre drikker

Tre år efter min mors død tror jeg endelig, det er gået op for mig, hvad der drev hende til at vælge alkoholen frem for sine døtre. Det var ikke hendes hensigt at skade mig, og den erkendelse har reddet mit liv
31. december 2018

Min mor har altid været syg. Men det var først, da jeg begyndte i skole, at jeg lagde mærke til det. Dengang var min far ambulanceredder og arbejdede en del af ugens nætter. Når jeg var alene med min mor, indtog hun altid rollen som offer, og jeg lærte hurtigt at behandle hende som sådan.

Efter år med en ustabil mor i en dysfunktionel, lille familie, blev jeg selv ustabil, doven og ked af det. Mine forældre blev skilt, og min far måtte finde et andet job, så han kunne være både far og mor i én.

På det tidspunkt forstod jeg ikke min mors sygdom. Jeg troede ikke, man kunne lide af alkoholisme. Jeg vidste ikke, at det var andet end afhængighed. Hun valgte ikke alkoholen. Alkoholen valgte hende, og jeg spekulerer tit på, hvor anderledes mit liv kunne have været, hvis jeg havde gjort mig den erkendelse noget tidligere. 

Min mor var mit forbillede. En kvinde, som på én gang var viljestærk og svag. Jeg har altid kunnet spejle mig i hende og se hendes træk gå igen i mig selv. Og hendes lyst til at forbedre sig som menneske er noget, jeg håber, jeg har arvet. Det var en kamp, hun kæmpede hele sit liv, og som hun nægtede at tabe. Indtil hun tabte den alligevel og efterlod min søster og jeg med både sorg og lettelse.

Og det er okay at være lettet, både på mine og hendes vegne. Det er en af de ting, jeg har sagt til mig selv efter hendes død. For kærligheden lever videre. Det gør smerten ikke.

Dæmoner

632.000 danskere lever med eller er vokset op i en familie med alkoholmisbrug. Min mors alkoholmisbrug var en ulidelig kamp hver dag, både for mig, min søster og min mor.

Alkoholisme er en sygdom. Det er en dæmon, der sidder på din skulder – selv på den varmeste dag i juli – og siger, at det er forkert, hvis du ikke drikker. Afhængighed er der ikke for at ødelægge andres liv, men for at hjælpe det liv, dæmonen sidder på skuldrene af. Det er bare ikke så nemt og ligetil, for sådan fungerer det ikke.

I årevis var hun inde og ude af behandlingssteder. Så var hun tørlagt i et år, inden hun faldt i igen. At stå imod dæmonerne var en daglig kamp for hende selv og os andre.

I dag, som 17-årig, efter at have levet uden min mor i tre år, går jeg igennem en fase, hvor alting minder mig om hende. Jeg tror ikke, at der er nogen vej uden om denne fase for folk, der har mistet.

Det har efterladt mig med en følelse af, at jeg bliver nødt til at råbe op til børn, som lever i familier med alkoholmisbrug. RÅB! Råb, så højt I kan. Til venner, lærere og kommunen. Råb. Jeres forældre vil jer det ikke ondt. Og selv om vejen dertil er lang og hård, bliver I nødt til at forstå misbruget for at forstå jeres forældre.

Der er intet galt i at træde væk, hvis man har oplevet sorg, og det er ikke forkert at sladre, hvis ens forældre drikker. Det hjælper både jer og dem.

Selv om jeg er barn af en alkoholiker, drikker jeg selv. Jeg har været afhængig af diverse ting for at mindske smerten efter min mor. Efter hendes død blev smøger og selvskade en del af min hverdag, og selv om jeg heldigvis har lagt selvskaden bag mig, forstår jeg på en måde godt min mors trang til at flygte fra livet.

Afhængighed bliver en vane, og vaner er svære at komme af med. Specielt hvis de altid har været en del af hverdagen.

I dag forstår jeg min mors misbrug. Det er ikke det samme, som at jeg tilgiver hende for det hele. For den barndom, hun gav mig, og den sorg, hun har efterladt mig med.

Men jeg tilgiver hende for sit misbrug. Jeg ved, at det aldrig var hendes hensigt at skade mig, min søster eller sig selv. Dæmonen blev bare for magtfuld, og hun endte med at føle sig tilpas med den i hendes liv.

Jeg er en helt almindelig 17-årig pige, der lige er startet i gymnasiet med nogle tunge ting i bagagen. Jeg håber og beder til gud om, at jeg aldrig selv bliver en mor, der er nødsaget til at vælge hele sit liv fra for at nære trangen. Men jeg forstår det. Jeg forstår min mors misbrug, og det har reddet mit liv.

Marie Storm Sørensen går i 1.G på Odder Gymnasium 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Michael Friis
  • Torben K L Jensen
  • Jakob Silberbrandt
  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Hanne Pedersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Trond Meiring
  • Peter Wulff
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, Michael Friis, Torben K L Jensen, Jakob Silberbrandt, David Zennaro, ingemaje lange, Hanne Pedersen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Trond Meiring, Peter Wulff, Frede Jørgensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heine Svendsen

Kære Marie,

Tak for en vigtig og smuk tekst.

Niels Duus Nielsen, Jakob Silberbrandt, Frede Jørgensen, David Zennaro, Berith Skovbo, Eva Schwanenflügel, ingemaje lange, Hanne Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Som udgangspunkt er det grimt at sladre.
At sladre er indblanding i andres liv.
Alle har ret til selv bestemme sin tilværelse.
Det er hvad vi skal lære vores børn.
Men på den anden side,

Rud Nikolajsen

Kære Marie. Du har fuldstændig ret. Er selv tørlagt alkoholiker. Man har det ikke skidt fordi man drikker, man drikker fordi man har det skidt.

Michael Friis

Jeg undrer mig altid over, at ingen udefra har hjulpet. Familie, venner, naboer, skole, socialforvaltning, læge m.fl. Er alle virkelig ligeglade - også med børnene?
Da jeg var barn var farens druk acceptabel, især hvis han arbejde, men moren var mere problematisk. Muligvis anderledes idag.

Niels Duus Nielsen

Michael Friis, det er svært at hjælpe, fordi hjælpen næsten altid fører til et voldsomt og ofte uønsket indgreb i de liv, som skal hjælpes. Der er forskel på os, der godt ved, at vi drikker for meget, og så dem, der ikke vil erkende, at de er alkoholikere - det mener vi da i hvert fald selv. Det er først, når man prøver at skære ned på forbruget, og opdager at man ikke uden videre kan holde op med sin dårlige vane, at man indser, at man har et problem.

Det er altid trist, når det går ud over børnene, så det er meget glædeligt at se, at Marie Storm Sørensen er kommet videre i sit liv. Jeg håber virkelig, at hun er en af os, der godt ved, at vi drikker for meget, og derfor vælger at gå på vandvognen, men det tyder teksten på, at hun er. Vaner er svære at komme af med, det kan jeg skrive under på.

nils valla, Michael Friis og Trond Meiring anbefalede denne kommentar