Kommentar

Fremdriftsreformen spænder ben for, at vi studerende kan engagere os i frivilligt arbejde

Danske universiteter har et unikt studenterdemokrati. Det er en af forklaringerne på den høje kvalitet af uddannelser i Danmark. Men efter fremdriftsreformen er det desværre blevet stort umuligt både at engagere sig i studenterpolitik og passe sin uddannelse
5. december 2018

Da der for nylig var generalforsamling i den fagpolitiske organisation MedicinerRådet, var jeg, som tidligere næstformand, selvskrevet til posten som ny forkvinde. Men jeg stillede ikke op til valget. Det er ikke muligt for mig på nuværende tidspunkt.

Ikke fordi, at jeg ikke vil. Ikke fordi, at jeg ikke længere ser det som meningsfuldt at kæmpe for mine medstuderendes rettigheder. Ikke fordi, at jeg har mistet interessen. Udelukkende fordi, jeg ikke har muligheden.

Realiteten er nemlig, at jeg efter tre år som studenterpolitiker ikke kan få et studieliv og et fagpolitisk liv til at harmonere under de reformer, vores politikere har vedtaget.

Når jeg bliver tvunget til at vælge mellem de to ting, bliver jeg nødt til at vælge min egen uddannelse i stedet for at kæmpe for mine medstuderendes.

2018 markerer 50-året for 68-oprøret, hvor de studerende gik på gaderne under slagord som ’Bryd professorvældet – medbestemmelse nu’. Det lykkedes dengang at skabe en historisk ændring, der gav de studerende fantastisk indflydelse på deres eget universitet.

En indflydelse, som vi i dag til tider tager for givet, men som har dannet grobund for den høje kvalitet af uddannelserne på danske universiteter.

En historisk ændring, der ikke kun skabte formelle rettigheder for de studerende, men også et system som fungerer i praksis. I dag får jeg lyst til at gå på barrikaderne med et nyt slogan. ’Bryd politikervældet – medbestemmelse nu’.

Vi har ikke tid

Vi har sikkert alle hørt om bagsiderne af fremdriftsreformen – store frafald, høje stresskvoter, studentermangel på arbejdsmarkedet og meget mere. Hvad der sjældent er fokus på, og som jeg synes er mindst lige så trist, er, at den spænder ben for studerendes mulighed for at engagere sig.

Reformen fratager de studerende muligheden for at forlænge deres studie mere end et år, ligesom den har sat et højt aktivitetskrav. Det gør det næsten umuligt at lave et stykke studenterpolitisk eller frivilligt arbejde uden at falde bagud i studierne.

Man kunne være så dum at spørge, om de studerende, som hver uge lægger mange timer i at forbedre studiemiljøet og de uddannelsesmæssige forhold for deres medstuderende, ikke kunne modtage dispensation fra reglerne?

Ikke ifølge fire store danske universiteter. På KU, SDU, AU og AAU giver kun en titel som eliteidrætsudøver, iværksætter, formand i en frivillig organisation under Dansk Ungdoms Fællesråd eller længerevarende sygdom, dig mulighed for at bøje reglerne.

Roskilde Universitet har til gengæld valgt at investere i deres studenterpolitikere. RUC ændrede i 2016 dispensationsmulighederne, så de inkluderer studerende, der »deltager i råds- eller nævnsarbejde på universitetet, eller arbejde vedrørende de studerendes studiemiljø- eller uddannelsesmæssige forhold«.

Jeg er helt overbevist om, at det ikke er de få studerende, som kommer til at hæve gennemførelsestiden nok, til at RUC mærker det økonomisk.

Det er ikke mere end to måneder siden, at jeg stod på en international konference om medicinske uddannelser og stolt fortalte om den danske struktur. Hvordan de studerende har halvdelen af stemmerne i studienævnene, og at der ikke kan ansættes en professor, uden at en studerende sidder med til samtalerne.

Understøttet af flotte citater fra studielederen, prodekanen og dekanen fra mit eget fakultet om, at studenterinddragelse skaber bæredygtige og økonomisk fornuftige beslutninger i uddannelsesregi – og engagerer de studerende.

En professor fra Harvard University spurgte mig imponeret og lidt uforstående, hvordan de studerende blev kontaktet og organiseret. Hun forklarede, at det i USA er ulovligt for fakulteter at involvere de studerende i udviklingen af uddannelsen, da det kan virke som en unødvendig stressfaktor.

Vi har altså en model på de danske universiteter, der kan gøre Ivy-League-universiteter, som Harvard, misundelige.

Bør vi ikke værne om netop den model, og give den mulighed for at forblive en bæredygtig løsning? Bør vi ikke give de studerende mulighed for at investere tid i at arbejde for et universitet af høj kvalitet?

Kære Politikere. Kære Rektorer: Jeg blev ikke formand for min fagpolitiske forening, men jeg stopper ikke med at engagere mig i min uddannelse.

Til gengæld skal I overveje, om I ønsker studenterinvolvering på universiteterne i fremtiden. I så fald anbefaler jeg, at I genovervejer jeres reformer, inden frivilligheden dør.

Mathilde Horn Andersen er medlem af Studienævnet for Medicin, Københavns Universitet

Også på SDU er der tydeligt frafald af studerende siden fremdriftsreformen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Sørensen

Mon ikke fidusen netop er, at de studerende ikke skal engagere sig i studenterpolitik? Og mon ikke der snart skrides ind fra politisk side over for RUCs dispensationspraksis? Begge dele vil i hvert fald passe fint ind i billedet af den siddende regerings forvaltning af magt og ansvar.