Kronik

De Gule Vestes kamp er en protest mod undertrykkelsen af den arbejdende klasse

Den vold, som er blevet udøvet mod butikkernes glitrende facader i det indre Paris, mod bankerne og luksusbilerne, er udfaldet af den foragt, som en stor del af Frankrig føler over for landets elite. Og De Gule Veste har vist os, at opstanden er mulig
De Gule Veste er blevet beskyldt for at have en høj andel af semiprofessionelle ballademagere – men de fleste på Champs Elyseé var ikke maskerede bøller, men arbejdere, der – i manges tilfælde for første gang – demonstrerede iført hjemmestrikkede huer. 

De Gule Veste er blevet beskyldt for at have en høj andel af semiprofessionelle ballademagere – men de fleste på Champs Elyseé var ikke maskerede bøller, men arbejdere, der – i manges tilfælde for første gang – demonstrerede iført hjemmestrikkede huer. 

Jacob Ehrbahn

22. december 2018

De Gule Veste har siden de første demonstrationer den 17. november været i åben kamp med den franske regering. Beretninger om bøller og krigszoner har fyldt i de danske medier, men De Gule Veste er en social bevægelse, der tilbyder en reel kritik af, hvordan den franske stat fungerer. Mobiliseringen til lørdagens demonstrationer var mindre end til de tidligere, men den kamp, som De Gule Veste repræsenterer, fortsætter.

En folkelig bevægelse

De Gule Veste er ikke højreekstremistiske bøller. Når de beskyldes for at være det, er det med den franske forfatter Edouard Louis’ ord de dominerende klasser, der siger: »Fattige, hold jeres mund!«

Ifølge et sociologisk studie bragt i Le Monde den 11. december er De Gule Veste først og fremmest en folkelig bevægelse: 33 procent er funktionærer, 14 procent arbejdere og 26 procent ikke-beskæftigede.

Studiet viser, at de vigtigste emner for dem, der deltager i bevægelsen, er social retfærdighed, anti-elitisme og købekraft. Flertallet vedkender sig desuden ikke et bestemt politisk tilhørsforhold, og af dem, der gør, befinder 40 procent sig på venstrefløjen og kun fem procent på den ekstreme højrefløj.

De fleste Gule Veste er førstegangsdemonstranter, og det er således almindelige folk, der bliver arresteret, fordi de deltager i protesterne på Champs-Élysées.

Alt i alt peger studiets konklusioner på en bred social bevægelse, der har fået nok af at blive udnyttet til elitens endeløse kapitalakkumulation med beskæringer af de sociale ydelser som tak. At kalde De Gule Veste en højreekstremistisk vrøvlende pøbel får dem ikke til at holde mund, men er en undskyldning for ikke at lytte.

Fra individuel skam til fælles vrede

De fattige vil ikke holde mund. De har mobiliseret sig og vil vælte magten. De Gule Veste er dem, som normalt aldrig kommer inden for grænserne til overklassens Paris, og som normalt ikke bliver lyttet til.

På ENA, den nationale videregående uddannelsesinstitution for offentlig administration, hvor nutidens franske adel holder til, og hvor pøblens børn aldrig sætter deresz ben, er de studerende kommet til den erkendelse, at de fattige ikke ved, hvad der er bedst for dem selv.

Men når der indføres liberale reformer, der skal skabe kapitalvækst og fleksibilisere arbejdsmarkedet til fordel for samfundets elite, er det, som om Macron har glemt, at det er den arbejdende klasse, der gør det muligt at opretholde produktionen, og at disse mennesker faktisk også betaler skat.

Modsat at være en klasse, der ikke forstår, hvad der er bedst for dem selv, er der tale om en klasse, der forstår, når de bliver taget i røven. Og som har midlerne til at protestere.

For De Gule Veste er det at være fattig blevet forvandlet fra en individuel skam til en fælles vrede. En vrede, som de godt ved, hvor den skal rette sig hen: imod Macron. Ikke globaliseringen, eurokrisen, automatiseringen eller Kina, men politiske aktører, som er afsendere på den politik, der skævvrider forholdet mellem, hvem der arbejder, og hvem der indkasserer afkastet.

De Gule Veste ved, hvem der træffer beslutningerne, og hvorfra de skal kræve forandring.

Til kamp mod undertrykkelse

Bevægelsen er ikke kun relevant for dem, som hver dag skal køre langt i bil, men for alle grupper i samfundet, for hvem retten til at være borger på lige fod med andre ikke er sikret. Kvinder er stærkt synlige blandt De Gule Veste, da det altid er kvinder, der betaler den højeste pris for forringelser i købekraften og stigende økonomisk ulighed.

I nutidens Frankrig er den fattige arbejder typisk kvinde, og sammen med racialiserede franskmænd er det dem, som skal trække det største læs, når Macrons reformer gør samfundet hårdere at leve i. De papirløse er ikke de papirløse, de er arbejderne, og De Gule Vestes kamp mod social ulighed er en protest mod undertrykkelsen af den arbejdende klasse.

Universitetsstuderende og gymnasieelever har tilsluttet sig bevægelsen, fordi det netop er De Gule Vestes børn, der med den franske regerings universitetsreformer får ringere mulighed for at blive optaget på universitetet.

Med Macron-regeringens elitære og nationalistiske reformer er det blevet sværere at få adgang til universitetet, og studieafgiften for studerende fra ikke EU-lande forøges i 2019 med 600 procent (!) for at forhindre udlændinge med ubemidlede forældre i at studere i Frankrig.

Den revolutionære vold

Ifølge den brasilianske ærkebiskop og socialaktivist Hélder Câmara findes der tre former for vold:

»Den første, moder til alle andre former, er den institutionelle vold, den som lovliggør og opretholder dominans, undertrykkelse og udnyttelse, den som knuser og nedslider millioner af mennesker i sine velsmurte og lydløse tandhjul.«

»Den anden er den revolutionære vold, som fødes af viljen til at afskaffe den første.«

»Den tredje er den repressive vold, som har til formål at kvæle den anden, ved at gøre sig til hjælpemiddel og medsammensvoren for den første form for vold, den som avler alle de andre.«

»Der findes intet værre hykleri end kun at kalde den anden for vold, mens man lader som om at have glemt den første, som har født den, og den tredje, som dræber den.«

De Gule Vestes vold er ikke tilfældig.

Edouard Louis beskriver den vold, som gør kroppene og hænderne trætte, nedslider ryggene og gør blikkene udmattede og tomme. Han beskriver, hvordan indbyggerne i hans barndoms landsby altid sagde: »De regner os for ingenting, ingen taler om os«.

Den vold, som er blevet udøvet mod butikkernes glitrende facader i det indre Paris, mod bankerne og luksusbilerne, er udfaldet af det had og den foragt, som en stor del af Frankrig føler mod landets elite.

Og som bekrevet af Hélder Câmera bliver oprøret mod systemets knusende tandhjul kvalt med politiets repressive vold.

Mediernes dækning bringer beretninger om »maskerede typer med åndedrætsværn og hjelme«, men når man selv står midt i mængden, ser man, at disse ’typer’ er midaldrende mænd og kvinder med hjemmestrikkede huer, som må trække i mundbind og sikkerhedsbriller for at opretholde deres ret til at demonstrere i tågerne af tåregas.

Staten skælver

De Gule Veste har vist, at staten er sårbar. Bevægelsen kritiserer systemets opbygning og dets forfejlede distribution af rigdom i samfundet og har slået til mod infrastrukturen, benzinforsyningen og den økonomiske aktivitet i Paris.

De Gule Veste nægter at passe ind i regeringens formel for politisk repræsentation, og det er ikke fagforeninger, organisationer eller politiske partier, der leder bevægelsen, men ord, gestus og sammensværgelse.

Da den franske premierminister inviterede til forhandlinger, kom der ingen aftaler, og den ene af De Gules Vestes to talsmænd forlod mødet, da han fik afslag på at filme.

De Gule Veste svarer ikke, når idiotien kalder, og de lader hånt om statens hellige symboler. For den eneste vej frem er at forblive illegitime i et illegitimt system og ikke bøje sig for dets regler. Og dét, at bevægelsen har formået at opretholde denne position så længe, gør den ekstremt interessant.

Mobiliseringen til De Gule Vestes demonstrationer i lørdags var mindre end tidligere, men den vrede, som de er udtryk for, kommer ikke til at forsvinde – hverken i Frankrig eller i resten af Europa. De Gule Veste har vist os, at der er andre udtryksformer end at stemme hvert fjerde år, og at opstanden er mulig.

Amalie Sehested Rom er studerende i Paris, hvor hun læser sociologi og statskundskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torsten Jacobsen
  • Torben K L Jensen
  • Bjarne Jørgensen
  • Lise Lotte Rahbek
Eva Schwanenflügel, Torsten Jacobsen, Torben K L Jensen, Bjarne Jørgensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Endelig et menneske, der har fattet galoppen. Og har formået at få sandheden publiceret.
Bliver spændende at se, hvorledes det tilstedeværende kommentariat reagerer?

Philip B. Johnsen

I takt med almindelig lønmodtagere langt op i middelklassen, bliver stadig fattigere af den førte EU økonomiske globaliserings politik og eksistensgrundlaget af den førte ulighedsskabende politik, samtidig svinder ind globalt, med den økonomiske forbrugerismes menneskeskabte klimaforandringer.

Når denne undertrykkende politiske klasse i EU og deres økonomer, sætter stadig flere klimaflygtninge i verden og fattiggøre stadig flere i EU, sætter de samtidig Europa i brand.

De senest tal om fattigdom i EU fra Eurostat website.
‘People at risk of poverty or social exclusion’

16,7% af borgerne i Danmark.
23,5% af EU borgerne.
Link: https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/People_at_r...

Det er ikke raketvidenskab.
Børn forstår det.
Link: https://youtu.be/HzeekxtyFOY

Enrich
Not
Exploit