Læserbrev

Hvert år bør vi minde folk om at tage stilling til organdonation

Jeg håber, kære politikere, at I vil tage organdonation op til diskussion og finde mulige alternativer til vores nuværende ordning. Det vil betyde enormt meget for min familie og for andre familier i en lignende situation
Debat
13. december 2018

Det var med spænding, at jeg fulgte borgerforslaget om formodet samtykke til organdonations vej til høring i folketingssalen i august.

Det var også med en naturlig skuffelse, at jeg fandt ud af, at forslaget blev nedstemt.

Indtil for cirka to år siden fyldte organdonation ikke særligt meget i min hverdag. Det ændrede sig, den dag min lillebror gik til lægen på grund af højt blodtryk. Et par uger senere lavede de en nyrebiopsi. Svaret på biopsien kom dagen efter, at jeg selv havde været til forelæsning i kronisk nyrebetændelse, sådan som ting bare nogle gange falder sammen. Siden da er det gået ned ad bakke med hans nyrefunktion, og nu er der faktisk ikke længe til, at han skal have en ny.

Men hvordan bliver man egentlig mindet om at tage stilling til organdonation? Som studerende i København har jeg flyttet en del, og jeg bor nu i min syvende lejlighed. Af den grund har jeg modtaget min andel af de røde foldere, der informerer om tilmelding til organdonationsregistret. Men hvordan bliver man så mindet om at tage stilling, hvis man som mine forældre har boet det samme sted i 25 år? Eller hvis man bare er studerende med større held på boligmarkedet end jeg?

Op til diskussion

Jeg undrer mig over, at vi ikke gør mere end at uddele de røde foldere, der følger med de nye sundhedskort.

Mit forslag er, at man hvert år kunne få et brev i sin e-boks med en påmindelse om at tage stilling til organdonation. Hvis man så ikke har lyst eller overskud til at tage stilling i indeværende år, kan det være, at situationen ser anderledes ud året efter.

Men forslaget bør ledsages af oplysning og undervisning. Det er kun rimeligt, at borgerne har mulighed for at tage stilling på et informeret grundlag. Det kan ske gennem offentlige kampagner samt undervisning på ungdomsuddannelser og i folkeskolens ældste klasser. Det sidste er særligt relevant, hvis det bliver vedtaget, da man må tage stilling allerede som 15-årig.

Jeg håber, kære politikere, at I vil tage organdonation op til diskussion og finde mulige alternativer til vores nuværende ordning. Det vil betyde enormt meget for min familie og for andre familier i en lignende situation.

Maja Søndergaard Knudsen, medicinstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her