Klumme

Julekalender: Jeg vil egentlig hellere passe mit arbejde end kæmpe for ligestilling

Direktør Stine Carsten Kendal var som ung meget aktiv i ligestillingskampen, men så fik hun travlt med arbejde, tre børn og hund. Nu vil hun igen vise, at kvinder vil verden noget
Direktør Stine Carsten Kendal var som ung meget aktiv i ligestillingskampen, men så fik hun travlt med arbejde, tre børn og hund. Nu vil hun igen vise, at kvinder vil verden noget
5. december 2018

Vi sad på første sal på Café Sommersko på de røde læderbænke til fredagsbar i 90’erne. Jeg var nyuddannet og i mit første job på et mindre medie.

Vi talte om, hvorfor der slet ikke var nogen kvinder på redaktionen, og en af de ældre mandlige journalister havde et velment bud over fadøllen:

»Det er, fordi kvinder ikke vil verden noget,« sagde han.

Mine kvindelige kolleger og jeg var perplekse. De fleste af os sad i projektafdelingen og tjente penge. Hvad ville vi egentlig verden?

Når jeg tror, hans bud var velment, er det, fordi resten af hans lange snak handlede om, at kvinder er gode til børn, familie, venner og andre mennesker. Områder på landkortet, han muligvis ikke selv havde indtaget med fuld succes. Men menneskeevnen kom altså på bekostning af viljen til den store verden, som journalister beskæftiger sig med.

Jeg har for nylig vendt samtalen med en af mine kolleger fra dengang, siden direktør og formand. Den har gjort indtryk på os begge. Men han sagde vel bare det, mange tænker. I en rum tid var jeg nok selv i tvivl. Ville jeg egentlig verden noget? Og hvad?

Jeg var til gengæld aldrig i tvivl om, at kvinder har cirka halvtreds procent ret til verden. Så mit problem er, at jeg stadig ikke ved, hvordan jeg gør det klart, at vi ikke har ligestilling, men bør have det – og at jeg i en lang periode har meldt mig lidt ud af den samtale.

Vi har fået hund

Engang lavede jeg kampagne i min fritid for at få oprettet en barselsfond på det private arbejdsmarked, var i kvindenetværk, skrev klummer om det kønsopdelte arbejdsmarked, fik rapport om (mangel på) repræsentation i medierne til Danmark og holdt oplæg om, at kvinder skal blande sig i samfundsdebatten.

Men så holdt jeg mere eller mindre op. Har passet mit arbejde og familien. Mine tre børn er blevet større, og det er min stillingsbetegnelse også. Vi har fået hund. Og jeg gør ikke så meget ved ligestillingen.

Når jeg i dag diskuterer den, går det gerne galt.

»Jørgen Leth må gå i seng med hvem, han vil, men han er ikke min helt!«, har jeg råbt til en middag. Og det kommer der ikke meget lighed ud af. Men det gør der jo heller ikke af, at jeg tier stille. Så jeg må tilbage til arbejdet for ligestillingen og med at give kvinder ordet og vise, at de – vi – vil verden.

Det er mit problem. Men det er også samfundets. Og Informations.

En af vores første kvindelige medarbejdere, journalist Bitten Søderberg, var med til at løbe avisen i gang i sommeren 1945.

»Alle forstod dengang, at det ikke drejede sig så meget om, hvad man hidtil havde lavet, hvad man selv ønskede sig af job, som det at smutte ind der, hvor hjælp var tiltrængt,« skriver hun. Derfor tog hun tjansen som sekretær for Børge Outze, selvom hun nok hellere ville skrive.

Rigtige mennesker

I dag har Information kvinder i hele huset og i spalterne. Redaktionen er gået i gang med et stort arbejde med at tælle kilder i alle artikler og debatindlæg, så vi i det mindste kender tallene.

Jeg synes, det er vigtigt, fordi det er afgørende at få lov at tale og blive hørt, for at blive set som et rigtigt menneske og have lov til at være i verden, som man er. Og nok også for at tro, at man kan og vil den noget.

Jeg er sikker på, at der er mange mænd, der også tvivler på, om de har ret til at tale – om de har en plads i verden. Jeg ved godt, at jeg selv i dag er utroligt privilegeret med taletid og magt. Men når kvinder generelt får så lidt plads i det offentlige rum, så virker det, som om vi ikke er rigtige mennesker i verden.

Derfor vil jeg nu igen tale om ligestilling, når jeg får en anledning, som her i julekalenderen. Jeg prøver at sige ja til poster og paneldebatter og indlæg, selv om jeg egentlig hellere vil holde lav profil og passe mit arbejde.

Jeg vil også prøve at samle mig og andre til en bogklub om ligestilling ud fra basisgruppetanken: Først samles vi, så taler vi, så handler vi. Og jeg vil lytte og bede om hjælp til næste skridt.

Så hvad kan jeg gøre for at være en ikkeirriterende, men alligevel insisterende forkæmper for ligestilling?

Serie

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

    24. december 2018
    Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
David Zennaro og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

"Jeg er sikker på, at der er mange mænd, der også tvivler på, om de har ret til at tale – om de har en plads i verden. Jeg ved godt, at jeg selv i dag er utroligt privilegeret med taletid og magt. Men når kvinder generelt får så lidt plads i det offentlige rum, så virker det, som om vi ikke er rigtige mennesker i verden."

Jeg er med på, at denne julekalender blot er tænkt som småhyggende og inspiratorisk småsludder..beklager derfor på forhånd, hvis jeg spolerer stemningen...

Men ovenstående citat skriger ganske enkelt på kritik..

Hvorledes bevæger et menneske sig i et og samme afsnit fra en position præget af et 'utroligt privilegium' med 'taletid og magt', til en position præget af 'så lidt plads i det offentlige samfund'?

Det giver i sig selv ingen mening. Udsagnet er absurd.

Absurditeten opblødes naturligvis gennem den besværgende betegnelse 'vi'. "Jeg har masser af magt og taletid, men 'vi' er forfordelt.

Heraf følger med naturlighed tanken:

"Så længe 'vi' er forfordelt, er 'jeg' - som en del af 'vi' - implicit forfordelt, og jeg behøver derfor ikke forholde mig partikulært til min egen situation: Mine 'privilegier' og 'min magt og taletid' bør først underkastes kritisk analyse, når 'vores' kollektive position i samfundet er sikret.

Hvornår er denne 'position' 'sikret'? Det fortaber sig selvfølgelig i det uvisse: Ved 'historiens slutning', formentlig, når køn, herkomst, klasse, alder, ja enhver identitetsmarkør ophører med at have nogen form for betydning.

Samme kalkule som Lenins, med andre ord. For nu at citere dette 'utroligt med magt og taletid privilegerede' menneske. Citeret fra Albert Camus' bog 'Oprøreren', som for øvrigt for mænd og kvinder lige, er lige til at læse sig klog på:

"Vi vil med denne maskine eller denne kølle (staten) knuse al udbytning, og når der ikke mere findes en mulighed for udbytning på jorden, ikke længere findes mennesker, som ejer jord eller fabrikker, ingen som svælger i mad for øjnene af udhungrende mennesker, når dette bliver muligt, da først vil vi stille denne maskine hen i hjørnet. Da vil der hverken findes stat eller udbytning."*

Indtil da, forstås det, er lederne af oprørets privilegier ikke blot uomgængelige, men retfærdige....

Eller, som Albert Camus tørt og ironisk konstaterer, umiddelbart efter det citerede afsnit:

"Altså skal staten opretholdes, så længe der ikke blot i et bestemt samfund, men på hele jorden findes findes nogen, som er undertrykt, eller nogen som besidder ejendom. I al den tid vil vil den være nødt til at vokse for at overvinde uretfærdighederne een efter een, de uretfærdige regeringer, de hårdnakket borgerlige nationer, de folk, som som er blinde for deres egne interesser. Og når man til slut har har underlagt sig jorden og renset den for modstandere, når den sidste uretfærdighed er druknet i de retfærdiges og de uretfærdiges blod, da vil den stat, som nu er nået til al magts yderste grænse, en skrækindjagende afgud, der råder over alt på jorden, pænt og stille opgå i retfærdighedens tyste samfund."**

Selv er jeg et relativt begavet menneske, med visse anlæg for storhed (og fald). Blot har omstændighederne åbenbart været mig mindre nådige end en Stine Carsten Kendals. Og jeg havde endda tyvstart, mine implicitte mandlige privilegier indforstået. Dette ikke sagt for at besvære mig over skæbnens slag, men blot for at tydeliggøre, at jeg såmænd ikke har så svært endda ved at forestille mig selv indtagende en så privilegeret plads i samfundet, som Stine C. Kendal besidder. Og fandt jeg mig selv i samme position, ville jeg selv utvivlsomt også begræde mine privilegier, men dog forsvare dem i en højere sags tjeneste..

I og for sig forsvarer jeg min plads i bunden af samfundet med samme midler: Jeg ønsker slet ikke - i solidaritet med resten af underklassen - at fremme min egen position. Og jeg begræder tillige de privilegier jeg trods alt er i besiddelse af, opmålt mod endnu mindre privilegerede mennesker end jeg selv. Dog vil jeg holde dem tæt til kroppen, indtil den dag vi alle opgår i et totalt egalitært intet...

Åh jo, jeg forstår impulsen..

Men hvor man kan ynke og efter behag bebrejde en absolut magtesløs og ikke med magt og taletid privilegeret MAND, som jeg selv, hvad skal vi så stille op med en Stine Carsten Kendal, der som administrerende direktør på dagbladet Information søger at ride 'piggyback' på nedtrådte kvinder 'everywhere'?

Blot smile, og ønske glædelig jul?

*/**: Albert Camus, 'Oprøreren', Gyldendal 1964 (1951)

Flemming Berger, Nis Jørgensen, Peter Ravn-Olesen, Klaus Villiam Kristiansen, Martin Kristensen, Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen og Samuel Grønlund anbefalede denne kommentar

Det handler ikke om at være ‘ikkeirriterende’. Det er ikke et argument i nogen debat om hvorvidt dit budskab er legalt, aktuelt eller klogt. Det er er kursus alle burde tage men som ikke skal knyttes sammen med ligestillig. Vi vil altid være irriterende for dem der ikke ønsker debat og som bare vil have at alt er som det plejer. Velkommen tilbage vi har brug for dig! Og tak for ærligheden!

Klaus Villiam Kristiansen

Torsten Jacobsen, du har absolut fat i en pointe, og hatten af for at du serverer den med vid! Og du giver samme selvindsigt orde, som jeg selv af og til føler som et åg: Så længe jeg som MAND fortsat, på trods af formentligt lige så mange udfordringer i livet som de fleste andre her i vores fælles, overpriviligerede samfund, må erkende, at jeg personligt har haft styrke og held til at tilkæmpe mig et økonomisk og materielt relativt priviligeret ståsted (i forhold til grupper og individer, som er sværere stillet), må jeg jo hellere holde meget lav profil i forhold til alle de talsmænd/ talskvinder for selvudråbte krænkede og undertrykte grupper, som til stadighed og fra mange platforme ynker sig selv og kræver dispensation eller særbehandling, nydeligt kamufleret som “ligestilling”. Det virker ofte som om vi, der i princippet vil alt det gode, og som til stadighed “giver plads”, bærer vores rimelige del af samfundets byrder, og hjælper hvor vi kan, til stadighed bliver mistænkeliggjorte og underkendte for vores bidrag.

I forhold til kvinder er jeg efterhånden, og tiltagende, træt af at holde lav profil, holde døre, løfte praktiske opgaver, være forstående, betale regninger, og samtidig alt for ofte, og så igen, blive beskyldt for at være systemiske mereprivilligeret og undertrykkende. Tidspunktet for “No More Mr Nice Guy” nærmer sig!

Stine C Kendal, du har naturligvis også en pointe: Enhver kvinde er naturligvis frit stillet til, som enhver mand også er det, på selvansvarlig vis, at tage til orde og på bedst mulig vis manifestere, hvad man vil her i livet. Og det er selvfølgelig helt OK at påpege systemisk tænkning, og at forholde sig til de kønsstrukturelle problemstillinger i samfundet, som vi statistisk set kan konstatere fortsat gør sig gældende, på trods af mange bestræbelser på at gøre alle køn lige. - Så tak for bidraget til debatten!

Erik Fuglsang, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Klaus Villiam Kristiansen
"I forhold til kvinder er jeg efterhånden, og tiltagende, træt af at holde lav profil, holde døre, løfte praktiske opgaver, være forstående, betale regninger, og samtidig alt for ofte, og så igen, blive beskyldt for at være systemiske mereprivilligeret og undertrykkende. Tidspunktet for “No More Mr Nice Guy” nærmer sig!"

Jeg blev ret nysgerrig på, hvordan en “No More Mr Nice Guy” gebærder sig i forhold til kvinder?

Jeg mener "lav profil, holde døre, løfte praktiske opgaver, være forstående, betale regninger" er også ting, jeg gør, og jeg er kvinde. Og jeg gør det, fordi jeg generelt mener, at man skal opføre sig ordentligt og høfligt overfor hinanden samt gøre sine pligter ligegyldig om man er mand eller kvinde.

Jeg fornemmer lidt en offer-rolle her?

Klaus Villiam Kristiansen, Eva Schwanenflügel, Erik Fuglsang, Ejvind Larsen, Hanne Ribens og Mette Haagerup anbefalede denne kommentar

"Jeg fornemmer lidt en offer-rolle her?"

Læg mærke til at når kvinder beklager sig, så er det stærkt og modigt, men når mænd siger noget er det "offer-rolle-agtigt" og skal enten hånes, mistænkeliggøres eller begge dele.

Hvorfor denne mangel på ligestilling?

Svaret er naturligvis, at feminismen forudsætter at mænd stoisk og arbejdsomt passer deres patriarkiske pligter. Ellers kan kvinder ikke få stadigt flere rettigheder, for rettigheder skal jo leveres af nogen. Og det er så det mænd er til for.

Klaus Villiam Kristiansen, Niels Duus Nielsen, Erik Fuglsang og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Tænk at kampen for ligestilling mellem kønnene på dagbladet Information startede på Cafe Sommersko i slutningen af 1970'erne. Det havde jeg aldrig gættet af mig selv ;o)

Marianne Ljungberg

"Jeg vil egentlig hellere passe mit arbejde end kæmpe for ligestillingen".

Sådan. Kære Stine Carsten Kendal, tak for den opsang til os alle.

Henrik Ljungberg

@Klaus Villiam Kristiansen
Ikke at jeg ikke kan følge dig et stykke ad vejen, men, som Rikke Nielsen høfligt anmoder om, så kunne det være interessant at høre nærmere om, hvordan din helt personlige variant af “No More Mr Nice Guy” gebærder sig i forhold til kvinder. Come out in the open :-)

Klaus Villiam Kristiansen

Det er sikkert rigtigt fornemmet, Rikke Nielsen, at min muligvis lidt unuancerede kommentar ovenfor var skrevet ud fra en anderledes vinklet offerposition, end den mangfoldige krænkelses/ offerrolle flodbølge, jeg opponerer imod i min tekst, og hvor jeg konkret peger på en generel kvindelig krænkelsesidentifikation, som tilsyneladende ingen ende vil tage, og som jeg efterhånden er træt af som mand at blive generelt udpeget som krænker/ udbytter af. - Så der kan man bare se, hvordan min boomerang kommer til at ramme mig selv i nakken. Jeg ved selvfølgelig godt med min forstand, at virkeligheden er så meget mere kompleks, end jeg er i stand til at indramme den i en kortfattet kommentar. Jeg er således enig med dig i, at det kun giver mening at vurdere mennesker individuelt og nuanceret, samt at alle naturligvis bør forsøge at feje for egen dør, og at vi alle sammen i udgangspunktet bør behandle hinanden respektfuldt, uanset om vi er mænd eller kvinder, eller, som det jo er oppe i tiden, et helt andet køn. - Læs dog Torsten Jacobsen og Mads Jakobsen for at fornemme, hvad min offerfølelse blandt andet voksede ud af.

Erik Fuglsang: Det er såmænd ikke særligt oprørsk, hvad jeg tænker på som min “helt personlige variant af No More Mr Nice Guy”, og slet ikke noget vendetta i forhold til kvinder. Jeg hentyder blot, desværre umotiveret indforstået og uden kildehenvisning, hvilket jeg gerne vil beklage, til bogen af samme navn, skrevet af en amerikaner ved navn Robert A. Gloser, og hvoraf jeg genkender meget af min tidligere jeg-forståelse, og en del af min nuværende jeg-forståelse, i adskillige afsnit, og som forekommer mig meget inspirerende. Har du mon læst den? Ellers vil jeg gerne anbefale den, også gerne til Rikke Nielsen og andre kvinder :-) Jeg har, som mange andre jævnaldrende mænd, haft mine udfordringer gennem livet, herunder ikke mindst at finde mine ben i forhold til den hastigt selvtransformerende kvinderolle, som til stadighed synes at stille nye og ændrede krav til mig som mand. Min personlige udfordring nu, i forhold til kvinder og helt generelt, som jeg efterhånden tydeligere ser den, er at frigøre mig selv fra den pleaserfunktion, som jeg må indrømme, at jeg nok har identificeret mig selv for meget med. Jeg gider ikke længere at påtage mig, blot som repræsentant for gruppen af mænd, at være for eksempel “skyldig”, og at være “ansvarlig” for andres krænkede følelser, eller at være “skaffedyr”. Kvinder ønsker som gruppe generelt at være uafhængige og ligestillede, og det kan jeg godt forstå; så lad dem være det og blive det. Men med ligestilling og uafhængighed følger også selvansvarlighed, og det må jeg også acceptere kvinders ret og pligt til at være. Men ikke nok med det, jeg må og vil også give slip på min egen iboende tendens til generelt og i udgangspunktet at føle mig, og at opføre mig som om, det skulle være mit ansvar, at kvinder føler sig godt tilpas, hvis de IKKE forekommer mig at have påtaget sig selvansvarlighed. Dette er fra min side ingen tiltænkt “straf” til kvinder, som jeg tænker skal afføde et særligt resultat, men en erkendelse af, at min tidligere, og delvist fortsat fungerende, ansvars- og pleaserrolle i forhold til kvinder (mere udfoldet: I forhold til andre mennesker generelt) i virkeligheden er respektløs, og et udtryk for grænseoverskridende adfærd fra min side. - Min “No More Mr Nice Guy” vision er således formentligt blot en udløber af de erkendelser, jeg kortfattet har forsøgt at redegøre for i det foranskrevne: Jeg ønsker at frigøre mig fra den offerposition, Rikke Nielsen i og for sig meget rigtigt påpeger, og at påtage mig den samme selvansvarlighed, som jeg gerne vil tilstå og i grunden også forvente, at andre mennesker, herunder også kvinder, påtager sig. - Så meget om det; tak for opmærksomheden.

Flemming Berger, Erik Fuglsang og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar