For et par uger siden blev jeg forsøgt lommetyvet i bussen på vej hjem fra arbejde. Vi stod tæt. Plaskvåde og novemberforkomne rumlede vi ned ad Amagerbrogade, da jeg mærkede en sær følelse i min taske. Jeg tog fat i den og så en hånd forsvinde lynhurtigt.
Jeg kiggede op på manden ved min side og udbrød: »Hvad fanden …« men nåede ikke længere, da han i samme nu lod sig falde forover ind i en ældre dame.
»Åh, undskyld, jeg er så klodset!« sagde han.
»Pyt, det kan ske for enhver,« svarede hun.
Og så fjollede han venligt videre med hende, mens han bevægede sig længere frem i bussen og stod af ved næste stop.
Imens stod jeg der, stadig med åben mund, men nu så meget i tvivl om, hvad jeg faktisk havde set, at jeg ikke sagde mere. For min hjerne gjorde, hvad den gør bedst i kriser: Vejede fordele og ulemper ved forskellige strategier med det ultimative mål at øge chancerne for overlevelse.
Bevares, det eneste, der i dette tilfælde var i livsfare, var min firmatelefon med smadret skærm – og så en fandens masse spildt liv med at lukke gamle og bestille nye kort. Men det ændrer ikke ved min hjernes forhandling: fight or flight?
Sært skamfuld
Jeg valgte at flygte. Ind i tvivlen.
Det var nok ikke en hårløs, bleg mandehånd med lidt røde knoer, jeg havde set i min taske, men bare noget, der lignede. Det lød som en god forklaring, tænkte jeg og håbede, at det også snart blev mit stop. For folk kiggede jo lidt på damen, der tilsyneladende uden ydre årsag havde råbt et halvkvalt ukvemsord.
Eller også vidste de godt, at der var noget på færde, men var enige med mig. Der var ingen grund til at kradse i civilisationens fernis. Det gik jo lige så godt med at være en helt almindelig torsdag eftermiddag i bus 5C.
For det er så grænseoverskridende at råbe op og forstyrre den etablerede orden. Og det er potentielt så socialt risikofyldt at beskylde et andet menneske for noget alvorligt, at min hjerne lavede et tryllenummer for at slippe udenom, da den fik to sekunder til at danne modargumenter mod synet. Og det ved en god lommetyv.
Jeg gik slukøret hjem gennem et mørkt villakvarter og følte mig sært skamfuld.
For jeg vil nok beskrive mig selv som et menneske, der kender sine grænser og sætter dem. Måske endda sådan en, der »ikke finder sig i pis«. Men situationen med lommetyven havde igen mindet mig om, at hvis jeg får muligheden, så dukker jeg mig.
Mig som hverdagshelt
For jeg har gennem et efterhånden halvlangt liv i blandt andet offentlig transport været vidne til en del urimeligheder, som jeg ikke har reageret tilstrækkeligt på. Og så har jeg bagefter, på tryg afstand af optrinet, fantaseret om, hvad jeg skulle have sagt.
Gennemspillet situationen i mit hoved, nu bare med mig som hverdagshelt. Så mange gange, at jeg til sidst blev helt tilfreds med mig selv.
Når den gamle dame brokker sig over, at barnevognene fylder for meget og så lige får sneget et »sådan nogle tror, de ejer det hele« ind, med henvisning til moderens tørklæde. Når de unge mænd i natbussen bliver ved med at prikke til den unge pige på sædet foran, fordi hun ikke skal »se så sur ud«, selv om hun tydeligvis bare er utryg. Når det pæne par i 30’erne synes, at de har ret til to sæder plus det løse, fordi de har været ude at købe julegaver, selv om folk, der var børn under besættelsen, hænger og dingler i stropperne.
I torsdags var det bare min telefonpung. Og de andre gange var det ’bare’ lidt hyggeracisme. Boys will be boys. Og 70’erne er jo de nye 30’ere, så hvis de kan spille golf, kan de vel også stå op.
Men jeg vil begynde at øve mig på at være den, der ødelægger den gode stemning.
Så i 2019 vil jeg være det ordentlige menneske, der dropper at være det pæne menneske og i stedet reagerer på urimeligheder ved at sige: »Hvad fanden …« – og færdiggøre sætningen.
Så er jeg forhåbentlig i bedre træning til den dag, det for alvor bliver nødvendigt.
Julekalender: Jeg griber til handling!
Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.
At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.
Seneste artikler
Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet
24. december 2018Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værreJeg vil øve mig på ikke at holde min kæft
23. december 2018Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneriVi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur
22. december 2018Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Når jeg står op vil jeg kæmpe imod verdens uretfærdigheder
men lige nu vil jeg bare ligge lidt mere under den varme dyne
Så rigtigt.
Den ‘gode’ stemning er netop en dårlig stemning, skal man lige huske på i det afgørende øjeblik.
Fik stjålet min pung i sommers af to løjsere. Den ene stoppede pludselig op foran mig, den anden snuppede pungen.
I øvrigt kan det kun gå ‘galt’ for os med dette: “Hva’ fanden”. Tænk på, hvor tit det kan bruges, eller hvor tit det ikke bruges der, hvor det netop burde bruges. Tænk på klimaet. Hvor mange burde ikke sige: “Hva’ fanden er nu det, der er ved at ske”? I stedet sjosker vi videre, og den hede sommer kommer vi nok over, og er det nu så slemt...
Hvor mange embedsmænd glemmer ikke at råbe op på rette tidspunkt? De er ikke opdraget til det. Vi er i det hele taget kun opdraget til at glide med. Jo, officielt er vi da opdraget til at stå op for Danmark osv., men i den stærke understrøm går det modsat.
Dæmp (dig) eller kæmp. Hvorfor fight or flight? Det er da en form for sproglig overgivelse. En har lige skrevet til mig: Lad os tage det face to face. Hvorfor ikke ansigt til ansigt? Nej, på det fremmede sprog kan man nemlig gemme sig lidt bag ordene.
Nå, nu ødelagde jeg vist den gode stemning :-)
Velkommen i klubben Anna von Sperling,
Jeg oplevede det samme i myldretiden på Rådhuspladsen for mere end tyve år siden, mens jeg stod og viftede med buskortet på trappen op til chaufføren i line 9 og mærkede en hånd på vej ned i tasken, der hang på min skulder. Jeg nåede lige at trække tasken til mig og se en lille spidsnæset anonym 'rotte' fjerne sin fod fra trinet nedenunder og forsvinde i mængden, mens manden på sædet bag chaufføren småfnisende bemærkede at 'den gik altså ikke denne gang'.
Så er det man tænker som Osvald Helmuth i en gammel revyvise: "Skal man nu være høflig og dannet eller være, som man plejer at være?" Jeg valgte det sidste og vrissede tilbage. "Og det syntes du ikke lige du gad give mig et praj om på forhånd?"
Har fået mobilen stjålet i bussen. Men opdagede det først da jeg var hjemme, så det var kun naboen der kunne høre mine svovlende eder..
Surt Eva
Anna von S., jeg er så meget fan af dig! Tak for tekst!
Tak for alle disse historier. Min mobil ligger normalt i en ret løs værkstøjslomme i mine arbejdsbukser og der kommer den ikke til at være fremover, når jeg kører i bus - selv om jeg vist ikke er typen banditterne normalt går efter. Under alle omstændigheder er der ingen grund til ligefrem at opfordre staklerne.
Det er den ultimative falliterklæring at være lommetyv - både for tyven og for dem, der har ansvaret for, at nogen overhovedet griber til den sølle udvej.
For det er banditterne i habitter, som er de værste. De har ansvaret for at bedøve og forgifte os med fjernsyn og frygt for udkommet, så de i ro og mag kan stjæle - handle med og profitere på vores overlevelsesressourcer - fra os med arme og ben.
Så hvad med lidt perspektiv anna.
Bare rolig, Anna, det kommer med alderen: Når man har nået min alder er man bedøvende ligeglad med, hvad andre mennesker i bussen tænker.
En dag i S-toget i julefrokostsæsonen var der et par idioter, som generede en midaldrende dame, så jeg bad dem passe sig selv - hvorefter de rottede sig sammen og ville slås med mig - hvorefter alle de andre passagerer flygtede ud af kupeen - hvorefter en overrislet herre på størrelse med et mindre bjerg kom stormende fra nabokupeen og stak en af dem en blodtud. Jeg har aldrig set så meget blod i mit liv.
Da politiet troppede op på næste station arresterede de idioterne, og lod både bjerget og mig rejse videre. Med et smil endda, det havde jeg ikke ventet fra ordensmagten.
Randi christiansen -
nu er det sjældent banditterne i habitter, der kører med busser og s-toge.
Den statistiske sandsynlighed for, at den, lommetyven stjæler mobilen eller pungen fra, er en kontanthjælps- eller dagpengemodtager, folkepensionist eller lavtlønnet og lignende er faktisk relativ stor - hvilket vist nok ikke anfægter lommetyvene det mindste.
Så hvad med lidt perspektiv, Randi.
Herdis, mennesker, som har, hvad de skal bruge, er ikke lommetyve. Med mindre der er tale om en sygdom. Hvad er det nu den hedder?
Banditterne i habitter er syge. Sindssyge. Verdens nød og elendighed inklusive lommetyve og andre sølle småforbrydere er deres ansvar : følg pengene - find de ansvarlige.
Og hold så for himlens skyld ordentligt fast i jeres ting. Det lærte jeg, da jeg rejste i indien. Hvor du må surre alle løsdele fast til dig, ellers løber en dresseret abe med dem. Sådan mistede jeg de bedste gummi klipklapper, jeg nogensinde har haft. De havde godt nok kun kostet fire kroner, men jeg har aldrig fået lignende kvalitet igen.
Og da jeg hvilede mig ved flodbredden med min lille taske med pas og alle mine rejsechecks lige ved mit hovede, var en abe hurtig. Jeg var lige så lynhurtig og for op og lavede så megen rasende ballade, at den blev så forskrækket, at den tabte tasken og det eneste den slap afsted med var mine briller. Ha, et morsomt syn : en forbløffet abe med mine briller i hånden. Og pyha, hvor var jeg lettet og taknemmelig. Det havde været et helvede at miste pas og penge.
Og tak til niels for at vise det gode eksempel og inspirere til mands-og kvindemod.
Randi, jeg tror du mener kleptomani - sygdommen, eller tvangstanken om at man bliver nødt til at stjæle?
Nå ja selvfølgelig eva
Spottevers fra perioden ml. 1. og 2. verdenskrig
"Det er så rimeligt, at gamle Miss'er
i hælene på inderdrenge trisser."
(Otto Gelsted)
Randi - jeg giver ikke en disse for argumentet om, at lommetyve sikkert ikke har, hvad de skal bruge.
Dels ved du det ikke, dels kan det være at den , de stjæler fra, stort set ikke har noget.
P.S. Det er altså ikke tyve, der stjæler, fordi de "ikke har det fornødne". For en del er det ganske enkelt en levevej , som de supplerer kontanthjælp eller andre ydelser med.
Herdis - nu er det altså heller ikke sådan længere at man 'har det fornødne' på kontanthjælp under loftet..
Men tror faktisk heller ikke, det er folk på overførselsindkomst, der er de værste lommetyve; det er snarere professionelle, der ved hvordan man løfter en pung eller mobiltelefon uden det mærkes.
Og stortyvene er ganske rigtigt banditterne i habitterne.
Her er det semi-legaliseret røveri vi er ude i..
Ewa -
jeg er på kontanthjælp og har i de sidste 2 år været ramt af "loftet". Alligevel har jeg ikke et eneste sekund haft den tanke at gå i andres lommer.
Og man kan sgu ikke undskylde almindelig tyveri med, at banditterne i habitter er værre. Det ene legitimerer ikke det andet.
Herdis - det er jo også det jeg siger :-)
Jeg burde faktisk have udtrykt mig omvendt i mit svar til Randi nemlig -
fro mange er kriminalitet ganske enkelt en levevej, som de supplerer med kontanthjælp og andre ydelser (fordi de officielt ikke har en indtægt).
Nåh - det altså derfor det hedder 'sort arbejde', Herdis Weins.
Altså sådan at forstå, at hvis man har indbruds- og lommetyveri etc. som hovederhverv og kontanthjælpmodtagelse som dækerhverv, er man nødt til at udøve sin metier om natten.
For om dagen ved man jo aldrig, hvornår man får besked fra flopcenteret om at møde ekspres til fornyet arbejdsparathedsbedømmelse og/eller karriereplanlægningsstategimøde med sin dertil beskikkede jobkonsulent.
Grethe Preisler -
man plejer faktisk at få besked mindst et par dage i forvejen :-)
Herdis Weins,
Så er jeg mere rolig på vegne af de små fisk i forbryderhierarkiet.
De helt store kup, som kræver nøje planlægning og synkronosering af 'hjælpetropperne', som f.eks. plyndring af statslige pengeoverførelser i milliardklassen, organiseres jo som regel af 'banditter i habitter', der ikke figurerer i ordensmagtens arkiver over mistænkelige personer med adresse i Danmark ... ;-)
Herdis@ - "Randi - jeg giver ikke en disse for argumentet om, at lommetyve sikkert ikke har, hvad de skal bruge. Dels ved du det ikke,"
Det gør du heller ikke ...
'dels kan det være at den , de stjæler fra, stort set ikke har noget."
Så kan man ikke synke dybere. Og hvem ønsker det?
"P.S. Det er altså ikke tyve, der stjæler, fordi de "ikke har det fornødne". For en del er det ganske enkelt en levevej , som de supplerer kontanthjælp eller andre ydelser med."
Bestemt en mulighed; jeg tror - og vi er faktisk ude i antagelser her - at lommetyvene snarere supplerer f.eks. flaskesamlervirksomheden. Og som eva anfører, er kontanthjælpen vanskelig at overleve på. Især hvis vedkommende lider af en misbrugssygdom, så er det jo helt galt.
Jeg tror ikke, at det gustne overlæg om en karriere som lommetyv suppleret med kontanthjælp er historien bag disse sølle småforbryderes virke. Og med en minimal indsats kan man som sagt nemt spare sig for at bidrage til deres indtægt. Det er straks vanskeligere, hvis man som jeg, engang måtte jagte en beskørtet romakvinde, der havde været langfingret i min forretning. Hun slap afsted med byttet.
Shit happens, venner
Mon ikke Anna von Sperling er blevet lidt mere streetwise efterhånden, end dengang hun var en sød lille artig pige fra Østerbro, som ikke vidste, hvordan man pacificerede blotterne i Fælledparken - ved ganske enkelt at spørge, om de vidste, hvad klokken var, når de kom hoppende ud fra buskadset med bukserne nede om haserne?