Klumme

Julekalender: Jeg skammer mig over, at jeg ikke har et mere oprørsk sind

Journalist Lærke Cramon lever et liv uden store følelsesmæssige udsving. Det har sine fordele ikke at føle livet så stærkt, men hun er begyndt at synes, det er slapt af hende, at hun ikke tager større del i verden
Journalist Lærke Cramon lever et liv uden store følelsesmæssige udsving. Det har sine fordele ikke at føle livet så stærkt, men hun er begyndt at synes, det er slapt af hende, at hun ikke tager større del i verden
7. december 2018

Mit indre følelsesliv minder om en leverpostej. Jeg kan umiddelbart virke hård og grov i betrækket, men når man først skærer skorpen væk, finder man ud af, at den bare er overflade, som dækker over skefuld efter skefuld af den samme gråbrunlige masse.

Jeg lever nemlig et liv uden særligt store følelsesmæssige udsving.

Jeg skændes for eksempel ikke. Jeg bliver ikke arrig op til menstruation. Der sker intet inde i mig, hvis jeg vinder i spil, men der sker aboslut heller intet, hvis jeg taber.

Jeg kan se Knæk Cancer og Afrika-reklamer helt uden at græde. De seneste bankskandaler har ikke givet mig lyst til at gå på gaden med fakler og høtyv. Og selv om jeg da »synes, det er for dårligt« har jeg ikke tweetet om de afviste asylansøgere, der skal sendes ud på en øde ø med svinepest.

Okay, det er ikke fordi, der overhovedet ikke sker noget inde i mig, når jeg støder på den slags historier. Jeg vil faktisk tro, at jeg har prøvet at føle stort set alle følelser, der er at føle. Men hvor nogle føler vrede, savn, sorg og lykke på 140 decibel, så føler jeg nok kun i nærheden af de 60.

Min familie og mine venner har altid misundt denne evne. Jeg er hele mit liv blevet kaldt ’sådan én, der hviler i sig selv’ af folk, der ville ønske, at de var mindre påvirkelige og mere cool.

Det har da også sine fordele – mit leverpostejsfarvede indre liv. Jeg slap for eksempel ret nemt igennem alt det der med at være ung, og parforhold har for mig aldrig været en rutsjebanetur med loops, frit fald og hårde opbremsninger.

Summa summarum er, at der er mange gode ting at sige om ikke at føle livet så stærkt.

Omvendt er jeg begyndt at skamme mig over, at jeg ikke har et mere oprørsk sind. Jeg føler, det er for slapt af mig, at jeg ikke tager større del i verden. Jeg gad godt have en større vilje til at forandre, men det forudsætter en oprigtig indignation og en solid portion storladenhed. To ting, jeg ikke har ret meget af.

Så hvordan føler man mere?

Træner hver dag

Jeg er nu lige så stille begyndt at skrue op for mine decibel. Også selv om det strider mod min natur. I stedet for at kalde en ny bog, jeg har læst, for »okay« – som jeg ellers gør ti ud af ti gange – er jeg begyndt at sige, at »den virkelig ramte noget i mig«.

Jeg smider ketcheren ned i gulvet, når jeg taber i parbadminton. Også selv om nederlaget rager mig en høstblomst, og jeg sikkert allerede er videre i teksten og i gang med at tænke på, hvad jeg skal have at spise til aftensmad. Jeg tager mig også til hovedet og siger højlydt: »Det er jo fuldstændigt sindssygt,« når der sker noget i mit tv, som egentligt kun forarger mig moderat.

Det føles underligt og indstuderet, men jeg træner hver dag i håb om, at reaktionerne lagres og på sigt bliver en naturlig del af mig. Min omgangskreds har ikke bemærket noget. Ingen har sagt »hold op, hvor er du bare i dine følelsers vold i dag, Lærke«, så måske kan jeg godt skrue endnu mere op for decibelniveauet.

Dog er det bedste, der er sket for mit indre følelsesliv, at jeg har fået en søn. En lille vidunderlig dreng, som sprænger rammerne for alt, hvad jeg tidligere har følt. Med ham i verden bliver jeg hver dag en lille smule mindre leverpostej.

For det er ikke i orden, at vi har smadret den klode, han skal vokse op på, og give videre. Og det er heller ikke okay, hvis nogen sender ham ud på en øde ø med svinepest og gør billetpriserne så høje, at han ikke kan sejle derfra.

Ting har åbenbart tidligere ikke været så vigtige for mig, men det er de ved at blive. Og jeg tror måske allerede, jeg er blevet en paté. Der er i hvert fald kommet lidt flere nuancer til under betrækket.

En kapers her, et stykke cornichon der.

Serie

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

    24. december 2018
    Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tjaeh, det er jo egentlig sjovt som det, at få børn, kan få en til at blive voksen. God fornøjelse med projektet, og lad nu endelig være med at smide 'barnet' ud med badevandet :-)