Julekalender: Jeg skammer mig over, at jeg ikke har et mere oprørsk sind

Mit indre følelsesliv minder om en leverpostej. Jeg kan umiddelbart virke hård og grov i betrækket, men når man først skærer skorpen væk, finder man ud af, at den bare er overflade, som dækker over skefuld efter skefuld af den samme gråbrunlige masse.

Jeg lever nemlig et liv uden særligt store følelsesmæssige udsving.

Jeg skændes for eksempel ikke. Jeg bliver ikke arrig op til menstruation. Der sker intet inde i mig, hvis jeg vinder i spil, men der sker aboslut heller intet, hvis jeg taber.

Jeg kan se Knæk Cancer og Afrika-reklamer helt uden at græde. De seneste bankskandaler har ikke givet mig lyst til at gå på gaden med fakler og høtyv. Og selv om jeg da »synes, det er for dårligt« har jeg ikke tweetet om de afviste asylansøgere, der skal sendes ud på en øde ø med svinepest.

Okay, det er ikke fordi, der overhovedet ikke sker noget inde i mig, når jeg støder på den slags historier. Jeg vil faktisk tro, at jeg har prøvet at føle stort set alle følelser, der er at føle. Men hvor nogle føler vrede, savn, sorg og lykke på 140 decibel, så føler jeg nok kun i nærheden af de 60.

Min familie og mine venner har altid misundt denne evne. Jeg er hele mit liv blevet kaldt ’sådan én, der hviler i sig selv’ af folk, der ville ønske, at de var mindre påvirkelige og mere cool.

Det har da også sine fordele – mit leverpostejsfarvede indre liv. Jeg slap for eksempel ret nemt igennem alt det der med at være ung, og parforhold har for mig aldrig været en rutsjebanetur med loops, frit fald og hårde opbremsninger.

Summa summarum er, at der er mange gode ting at sige om ikke at føle livet så stærkt.

Omvendt er jeg begyndt at skamme mig over, at jeg ikke har et mere oprørsk sind. Jeg føler, det er for slapt af mig, at jeg ikke tager større del i verden. Jeg gad godt have en større vilje til at forandre, men det forudsætter en oprigtig indignation og en solid portion storladenhed. To ting, jeg ikke har ret meget af.

Så hvordan føler man mere?

Træner hver dag

Jeg er nu lige så stille begyndt at skrue op for mine decibel. Også selv om det strider mod min natur. I stedet for at kalde en ny bog, jeg har læst, for »okay« – som jeg ellers gør ti ud af ti gange – er jeg begyndt at sige, at »den virkelig ramte noget i mig«.

Jeg smider ketcheren ned i gulvet, når jeg taber i parbadminton. Også selv om nederlaget rager mig en høstblomst, og jeg sikkert allerede er videre i teksten og i gang med at tænke på, hvad jeg skal have at spise til aftensmad. Jeg tager mig også til hovedet og siger højlydt: »Det er jo fuldstændigt sindssygt,« når der sker noget i mit tv, som egentligt kun forarger mig moderat.

Det føles underligt og indstuderet, men jeg træner hver dag i håb om, at reaktionerne lagres og på sigt bliver en naturlig del af mig. Min omgangskreds har ikke bemærket noget. Ingen har sagt »hold op, hvor er du bare i dine følelsers vold i dag, Lærke«, så måske kan jeg godt skrue endnu mere op for decibelniveauet.

Dog er det bedste, der er sket for mit indre følelsesliv, at jeg har fået en søn. En lille vidunderlig dreng, som sprænger rammerne for alt, hvad jeg tidligere har følt. Med ham i verden bliver jeg hver dag en lille smule mindre leverpostej.

For det er ikke i orden, at vi har smadret den klode, han skal vokse op på, og give videre. Og det er heller ikke okay, hvis nogen sender ham ud på en øde ø med svinepest og gør billetpriserne så høje, at han ikke kan sejle derfra.

Ting har åbenbart tidligere ikke været så vigtige for mig, men det er de ved at blive. Og jeg tror måske allerede, jeg er blevet en paté. Der er i hvert fald kommet lidt flere nuancer til under betrækket.

En kapers her, et stykke cornichon der.