Julekalender: Det strider imod min natur at droppe kødet

Kød spiller en central rolle i mit liv. Jeg spiser kød hver eneste dag, som regel to gange om dagen. I weekenden til tider tre gange, for jeg kan godt lide kødpålæg – herunder særligt rullepølse – om morgenen.

Jeg flyttede hjemmefra som 20-årig i sommeren 1998, og selv om jeg naturligvis ikke kan huske alle de måltider, jeg har lavet siden, er jeg overbevist om, at lige omkring nul af dem har været vegetariske. Der kan måske have været en enkelt gang, hvor jeg ikke har gidet at gå på gaden og i stedet har spist pasta med ketchup og ost, men jeg er faktisk ikke sikker på, at det nogensinde er sket.

De få gange, jeg har lavet en grøntsagssuppe, har jeg altid lige drysset lidt bacon på toppen inden servering – det kan i øvrigt varmt anbefales. Min kone og mine børn er glade for risengrød i december, men det mener jeg helt grundlæggende ikke kan betragtes som en hovedret, så jeg får altid noget andet, senest brød med lufttørret skinke.

Jeg laver meget mad, som udgangspunkt hver dag – og det har jeg gjort lige siden sommeren 1998. Hvis vi regner med et realistisk gennemsnit på fem hjemmelavede aftensmåltider om ugen i de 1.044 uger, der er gået, når vi op på 5.220 gange kød til aftensmad.

De gange, jeg har spist ude eller fået take away, har jeg også fået kød. Og før jeg flyttede hjemmefra, fik jeg sådan set også kød hver eneste dag. Jeg kan ikke huske, at min far, som stod for maden i min barndom, lavede vegetarisk mad.

Og her er vi fremme ved essensen, for når nu vi ved, hvor skadeligt især drøvtyggerkød er for klimaet, så burde jeg spise mindre kød og vise mine børn, at man sagtens kan lave god mad uden oksekød, så de ikke arver mine vaner.

Kødspisere kan også være moralske

Listen over, hvilke typer kød der udleder mest CO2, er nærmest én til én lig med listen over det kød, jeg nyder mest. Øverst er lam, som jeg virkelig elsker, så kommer okse, som formentlig er det, jeg spiser oftest. Hummer, som jeg dog af økonomiske årsager ikke får tit, ligger også højt – man skulle jo næsten tro, at det var en sammensværgelse.

I bunden ligger kylling, svinekød og røvsyg laks. Men det er her, min adfærdsændring kommer ind i billedet. Ikke noget med røvsyg laks – så vil jeg nærmest hellere have risengrød – men kylling, svinekød og fisk. Jeg er ikke i stand til at blive vegetar, det strider simpelthen for meget imod mine nedarvede og i opvæksten tillagte vaner, men jeg kan godt skifte kødtype.

Det er muligt, at der bliver rynket på næsen nu, for hvad skal det dog hjælpe? Og er det virkelig en juleklumme værd, når løsningen ikke er mere radikal?

Jeg indrømmer gerne, at det måske ikke er voldsomt imponerende, men i grunden tror jeg, at mange har det nogenlunde som jeg – jeg er villig til at forbedre mig, men ikke til at ændre grundlæggende adfærd og helt droppe kødet.

Og meningsløst er det faktisk ikke, for man kan spise kylling syv gange, før man har udledt samme mængde CO2 som ved et enkelt måltid med oksekød. Så selv om jeg bestemt kunne gøre mere, er det dog et skridt på vejen.

Jeg er også klar på at drikke mindre mælk, men det er mest noget, jeg skriver for at spille lidt hellig, for vi drikker stort set ikke mælk hjemme hos os i forvejen og kan derfor dårligt skære forbruget yderligere ned.

Men jeg er træt af, at det altid er kød, der bliver gjort til syndebukken i klimadebatten – hvorfor dog drikke al den mælk? Som om malkekvæg ikke prutter!

Ja, vi kødspisere må også være moralske. Og dobbeltmoralske, for jeg elsker ost, men lad nu det ligge, for nu skal jeg forpligte mig: Jeg vil fremover bytte okse- og lammekødet ud med svin, kylling og fisk, medmindre der er tungtvejende argumenter for at lade være.

Det sidste skriver jeg ikke for at have et smuthul, men fordi, jeg hader at være dogmatisk.

Jeg agter reelt at gøre det og har længe tænkt, at jeg burde – derfor er jeg faktisk glad for denne lejlighed til at forpligte mig. Og jeg kan ikke forestille mig et bedre tidspunkt at begynde på, for julen er jo svinenes fest.