Klumme

Julen kan sgu noget – hvis man skulle komme i tvivl om det her midtvejs i december

Det er nemt at være julehader, men julen er en fin modpol til det nøgterne, afstumpede og distancerede. Den kan endda få en 15-årig hjemmeruller til at skrive et digt
Det er nemt at være julehader, men julen er en fin modpol til det nøgterne, afstumpede og distancerede. Den kan endda få en 15-årig hjemmeruller til at skrive et digt

Christian Lindgren

Debat
13. december 2018

Det er nemt at være julehader. Julen er kommerciel, julen er overgearet, julen er nederen. Hvis ikke jeg havde oplevet min barndoms jul, ville jeg nok også selv være tilbøjelig til at mene det. Måske ville jeg ligefrem være mere træls.

Min barndoms jul var lavet af det, en rigtig jul skal være lavet af: kærlighed og traditioner.

Vi mødtes hvert år med hele familien på en nedlagt bondegård ved Asdal tæt på Hjørring. Som regel var vi 20-25 deltagere afhængigt af udlandsrejser og kærestesituationer. Og i tre dage fulgte vi præcis det samme program.

Gløgg og æbleskiver om eftermiddagen. Risengrød til forret, gås til hovedret. Juletræstamme, dans om træet, hvor alle vælger en sang (vi dansede længe). Natmad med masser af snaps. Gåtur på stranden første juledag. Så julefrokost. Om aftenen spil. Gåtur i skoven anden juledag. Så bowling i Hjørring og kyllingetærter og rødvin. Den 27. tog vi hjem, og jeg glædede mig allerede til næste år.

Moster Inger var vært igennem mere end 30 år – jeg fatter ikke, at hun orkede det. Min onkel hjalp ikke meget til, men var dog en fremragende festsangskriver, så han bidrog ofte med et par vers:

»Det er midvinter, solen står lavt og er bleg
den er årets pendul
som nu svinger igen, den er atter på vej
og mens solen er lavest, fortæller den mig
det er jul, det er jul.«

Om natten lavede vi børn ballade. Som små puttede vi sne i de voksnes støvler, som lidt ældre drak vi halvdelen af onkel Jørgens whisky og fyldte den op med æblejuice – da han opdagede det aftenen efter, forsvandt lidt af julestemningen for en kort bemærkning, men ellers var idyllen mildest talt intakt på gården.

Det lyder måske af lidt for meget med en tredagesfest med fast program, men måske var det netop, fordi alt var så skemalagt og trygt, at julen var årets højdepunkt.

Tænk på jul

Når jeg en sommeraften ikke kunne sove, sagde min far: »Tænk på jul!« Det hjalp som regel. Og nu bliver det lidt selvudleverende, for den dag i dag, når jeg ligger og ikke kan falde i søvn, så tænker jeg stadigvæk på jul.

Så er vi vist tilbage ved indledningen, for når man som jeg er relativt nøgtern af natur, skeptisk om man vil – og det ved jeg, at vi er mange derude, der er – så er julen på mange måder modsætningen. Julen er varm og uironisk. En modpol til det afstumpede.

Generelt undgår jeg det ornamenterede og sukkersøde, og netop derfor er jeg glad for at have et så sentimentalt forhold til julen. Julen kan bidrage med lidt sukker til de nøgterne.

Jeg kan – jævnfør ovenstående – godt lide Dan Turèll. Men jeg har altid irriteret mig over hans digt »Jul igen«:

»Så’ det jul igen, og så’ det jul igen. Og så’ det jul IGEN.«

Irritationen over det, han kalder »sneflimmer-sølvdrys-fehårs-postkorts-radiodrengekors-jul med englelyd!«, forstår jeg godt. Det kommercielle og det opstyltede kan jeg også få nok af i december. Men selve det, som julen handler om, har Dan Turèll tydeligvis ikke sans for.

Jeg har også selv skrevet et juledigt, faktisk. Det er helt anderledes positivt og blottet for sarkasme. Jeg skrev det i 9. klasse, da min lærer gav os den angstprovokerende opgave at skrive et digt, og jeg selvfølgelig tyede til min standardredning: julen.

I digtet beskriver jeg indmarchen til juletræet, for den havde vi også en tradition for: Mens min onkel tændte træet inde i stuen, stillede vi os på række efter højde ude i gangen. Vi skrev rækkefølgen ind i en bog, så man kunne se, hvem der henholdsvis voksede og krympede år for år.

Jeg kan kun huske slutningen:

»Døren åbnes, lyset blænder
som refleks griber vi hinandens hænder.«

Det er der ikke meget Dan Turèll over. Og det ville være nemt at lave sjov med det digt nu, men det nægter jeg at gøre. Det digt var, præcis som det skulle være, og min i øvrigt fremragende dansklærer bad mig læse det op for klassen. Det blev en mumlende og akavet seance.

Men det illustrerede fint, at der bag facaden på en langhåret, ironisk knægt, som i frikvarteret lærte de andre, hvordan man ruller cigaretter i hånden, gemte sig ægte juleglæde.

Julen kan sgu noget – hvis man skulle komme i tvivl om det her midtvejs i december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

13/dec/2018

Tak for en god jule-historie :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Anne Mette Jørgensen

Hvor blev jeg glad, da jeg for en gangs skyld opløftet, da jeg læste noget positivt i dagens avis.
Ja, vi mennesker kan ikke rumme kun at forholde os til fakta, LBGT, klimaforandringer, krig, politikernes løgne.
Uden håb og glæde kan vi jo bare begå kollektivt selvmord.
Der går ikke en eneste dag, uden der stilles spørgsmål til hvad, der gjaldt i går ikke duer i dag.
Men det kan kolde hjerter ej forstå.