Kronik

Julen er en reklamefilm, som det kan være ensomt at leve sig ind i

Julefrokosten er en ventil, der afgrænser løssluppen adfærd, så vi resten af året kan opretholde illusionen om det langtidsholdbare monogame parforhold
Måske er det bare mig, der synes, monogami rimer på privat ejendomsret?

Måske er det bare mig, der synes, monogami rimer på privat ejendomsret?

Peter Nygaard

21. december 2018

Der kommer med garanti til at være kø ved parterapeuterne til januar – det er efterhånden en næsten lige så veletableret del af traditionen som juletræer og gaver.

Julefrokosten på arbejdspladsen, hvor grænserne mellem arbejdsliv og privatliv udviskes, og hvor hverdagens hierarkier og normer for en aften ophæves i druk og dans, stortrives under mantraet: »what happens at julefrokost stays at julefrokost«.

Om mandagen lader man som ingenting, køber ekstra store gaver til sin partner og sætter sig op til ferie og hygge i familiens skød (et lidt intimt udtryk til min smag, men lad nu det ligge – ikke skødet altså, men udtrykket). Og fra januar bliver vi bedre, sundere, smukkere, mere ansvarsbevidste og går i parterapi. Det har vi lovet os selv, så derfor kan vi med god samvittighed give den gas, inden året rinder ud.

Men hvorfor er det så svært – det med parforhold og sex og monogami? Og hvorfor er det allersværest ved juletid?

Man kunne synes, det var naturligt, at intimitet og sex knyttede mennesker tættere til hinanden; at den form for kommunikation og nærvær gjorde et bånd mellem to mennesker stærkere. Sådan er det måske også. Men sådan er det alligevel ikke. For det er, som om at båndet mellem to mennesker, der har haft sex, godt nok bliver tættere, men også automatisk får en udefineret udløbsdato.

Man slår ikke op med venner. Man afgiver heller ikke løfter eller laver aftaler og kontrakter om venskabets natur og udvikling. Men hvis man har haft sex, er det anderledes. Man kan således risikere at ødelægge et venskab ved at have sex. Man kan også risikere at ændre venskabet til et kærlighedsforhold.

Men det lader ofte til, at kærlighedsforhold kun trives som serielt monogame, binære relationer: enten-eller. Og derfor nødvendigvis midlertidige, fordi intet er enten-eller. I hvert fald ikke på ubestemt tid: Den eneste ene for evigt er altid en midlertidig følelse (som man selvfølgelig kan forpligte sig på med jura og religion og andre kontrakter, men de er jo heller ikke mere bindende, end at de kan ophæves – og bliver det).

En vanskelig disciplin

Måske er det bare mig, der synes, monogami rimer på privat ejendomsret, (som jeg i øvrigt synes, vi bør afskaffe og erstatte med fælles forpligtelse). Måske er det bare mine følelser, der ikke udkrystalliserer sig klart og binært. Måske er jeg forkert indrettet, og måske er det derfor, at jeg synes, det der med kærlighed og parforhold er en vanskelig disciplin.

Jeg har haft et langvarigt forhold til mine tre børns far og har efterfølgende haft talrige Tinder-relationer og næsten lige så talrige forventningsafstemningssamtaler og følelsesmæssige forviklinger og misforståelser. Nu har jeg en hemmelig elsker. Det kalder vi det i mangel på en bedre beskrivelse. Vi er i hvert fald ikke kærester. Men det betyder ikke, at vi er sammen med andre; det betyder bare, at vi ikke kender hinandens venner og familier – at vi holder forholdet hemmeligt. (Altså så hemmeligt, som det nu er at skrive om det i avisen).

Jeg synes selv, det er lidt svært, at det er hemmeligt. Jeg forsøger at lade være med at stille spørgsmål, som jeg ikke har lyst til at kende svaret på. Og jeg prøver virkelig at holde af den frihed og åbenhed og ærlighed, det giver, at vores relation ikke er klart defineret: Vi har ikke lovet hinanden noget, og vi er ikke forpligtede ud over øjeblikket.

Jeg tror, eller vil i hvert fald gerne tro, at det vigtigste er at stole på processen og være ærlig, ordentlig og kærlig. Men hold kæft, hvor er det nogle gange svært – og måske også følelsesmæssigt nærigt – ikke at måtte tænke tid ind i en relation.

Mine bedste venner elsker hinanden og elsker med hinanden. Han elsker måske hende mest, og hun elsker en anden, der elsker en tredje. Par skilles efter livslange forhold, folk lever dobbeltliv, misbruger spil, sex og stoffer, og sårer og svigter dem, der elsker dem mest. Hvem forsøger man egentlig at skåne ved at tvinge alle de tabubelagte lyster, misforståede hensyn, uudlevede drømme og fortiede sidespring ind i en romantisk fortælling om den eneste ene, til døden os skiller?

Når afstanden mellem vores selvfortælling og vores følelser bliver for stor, skammer vi os, og vi føler os forkerte og utilstrækkelige. Sådan bliver vi ensomme. ’Den Eneste Ene’ er en vedholdende og insisterende beretning om, hvordan vi bør være, føle, leve og elske: To og to i kernefamilier med familiekalender, aktivt sexliv og klare aftaler uden tvivl, uro og forvirrede følelser.

Ganske vist hedder det »i medgang og modgang«, men modgangen skal vi helst tage med oprejst pande og godt humør, lære af den og blive stærkere, som lutrede sjæle, der kan fejre, at vi i fællesskab overvandt forhindringerne. Vi skal for alt i verden ikke blive nedbrudte og små og usikre. Det passer slet ikke ind i historien, som skal være opbyggelig og hyggelig og smuk, så den er velegnet for hele familien. (Og for kulturministeren, men lad også bare det ligge).

Julefrokosten som ventil

Højtider er gode rammer om de fortællinger og værdier, vi idealiserer og identificerer os med; fællesskabsorienterede og bekræftende. Og måske skal vi betragte julefrokosten som en ventil – første akt i den lange, granduftende højtid; et vedtaget og institutionaliseret ritual – der afgrænser og indhegner løssluppen og promiskuøs adfærd, så vi kan håndtere den. Og så det farlige, familiefjendtlige og (derfor?) frække ikke siver ud af alle revner og sprækker og får gryden til at koge over. Anden akt er familiejulen, hvor vi hylder kernefamilien, forbruget og de brune kartofler. Og tredje akt består i at lægge den varme, livmoderfarvede jul med dens seksuelle sidespring, kontoovertræk og svinekødsforbrug bag os for at hoppe optimistisk og afklaret ind i det nye år.

Men hvis julen er svaret, hvad er så spørgsmålet?

Spørgsmålet er, hvordan vi opretholder et samfund, der hylder forbrug, monoteistiske religioner og monogame parforhold. Og i julen kan vi fejre det hele i skøn forening og fortælle os selv og hinanden, at det hele er godt og rigtigt og lykkeligt – ligesom i reklamerne og familiefilmene. En massiv fortælling, som det kan være ensomt ikke at kunne leve sig ind i.

Nina Poulsen er direktør for MAMO: Museet for Andre Menneskers Overskud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi behøver ikke at ligge under for traditionens tårnhøje forventninger. Lad os bare sige, at julen er en god anledning til at prøve at nå hinanden på trods af alle barrierer og få det bedst mulige ud af samværet.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Julefrokosten (på arbejdspladser) afgrænser og indhegner løssluppen og promiskuøs adfærd. Mon dog? Er firmajulefrokosterne ikke blot "den eneste ene" årlige begivenhed af denne karakter, vi har en fælles accept/forståelse af som forum for løsslupne seksuelle udskejelser?

I øvrigt er løssluppen og promiskuøs adfærd kun et fænomen, der trives når facadens opretholdelse dikteres af religion, bornerthed og dobbeltmoral, ...ikk'? Vi ligger vel som vi selv reder, om jeg så må sige?!

Et svar kunne være, at du skal have en pokkers masse nytårsforsætter!
Eller måske en psykoanalytiker?

Monogami rimer ikke på privat ejendomsret. Er det din tilknytningsforstyrrede hemmelige elsker, der har givet dig den ide, Nina? Jeg kender godt typen.

Monogami rimer på fælles forpligtelse, solidaritet og sammenhold. De der forhold, hvor man ikke er forpligtet på andet end sine egne kortsigtede behov, og forbeholder sig ret til til enhver tid kun at gøre, hvad man har lyst til, rimer på afstumpethed og narcissisme. På at den, der er mest selvtilstrækkelig og kynisk vinder. På kærligheden brugt som et våben mod den, der tør elske rigtigt. Kærligheden som en udskiftelig vare, hvis udveksling reguleres af udbud og efterspørgsel og i bedste fald forhandles på plads i en kærlighedskontrakt á la Sara Skaarup. Er den julefrokost virkelig så vigtig?

Anton Carey Bidstrup, Vicki Kinimond, Jens Winther, Christian Nymark, Flemming Berger, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Ole Kresten Finnemann Juhl, Bettina Jensen og Morten Clausen anbefalede denne kommentar

Medens vi diskuterer kupering af smågrises haler, overtager kineserne det hele.
Jule Frükost holdes om morgenen eller senest kl. 12, manden undgår derved at vaske skjorten med læbestift selv og kvinden at fjerne duften af aftershave.

Eva Schwanenflügel

@ Maria Jensen

Altså undskyld, men monogami er opfundet af mænd, der ville have en kvinde for sig selv, så de vidste at hun fødte deres egne børn
Jæger-samler samfund har ikke monogami, idet de ikke føler ejendomsret til naturen, (jorden).

Dermed ikke være sagt, der ikke kan være følelsesmæssige monogame strukturer.

Herdis Weins og Anders Sybrandt Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg ved visse fugle er monogame - og flere andre dyr - vælger en mage for livet.
At være heldig og bruge tid/ arbejde på sit forhold, kan - tro det eller lad være - lade sig gøre. Men det er selvfølgelig svært at finde, måske er det en saga blot i dag...

Maria Jensen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Anne Eriksen

Det er klart at par vælger hinanden, og vælger at være monogame.
Men mennesket som art er frisat fra regler om at den stærkeste skal beskytte den svageste på grund af vores hjerner.
Derfor er der intet der siger os at vi absolut skal være monogame.
Undtagen vores egne valg.

Eva Schwanenflügel

Før jordbesiddelserne havde alle i samfundet ansvaret for fællesskabet og børnene. Også de ældre.
De ældre var de vise, som rådgav samfundet.

Eva:

- Hvorfra henter du din viden om hvordan mennesker i jæger-samler-samfund tænker og føler?

- Hvorfra ved du at monogami er opfundet af mænd? Hvornår fandt denne opfindelse sted? Var det alle mænd i hele verden, der holdt en kongres og besluttede at de fra nu af ville eje kvinder, eller hvordan foregik det helt præcist?

- Hvornår præcis er "før jordbesiddelserne", og hvorfra ved du, hvordan samfundet fordelte ansvaret på det tidspunkt og hvordan de ældre blev betragtet?

- Forestiller du dig at "regler om at den stærkeste skal beskytte den svageste " er almindeligt forekommende i naturen og at "frisættelse" fra disse regler er et resultat af kultivering? Personlig er jeg overbevist om, at det forholder sig stik modsat: I naturen er der ingen nåde, og det er den stærkeste, der overlever. Eneste undtagelse er yngelpleje.

Menneskets store hjerne, og det deraf følgende store kranium, betyder at vore unger bliver født i en meget ufærdig og hjælpeløs tilstand. De kan ikke, som f.eks. hestenes unger, rejse sig få minutter efter at de er født og umiddelbart følge med flokken. Der går mange år, før end de er i stand til at klare sig selv. Deres overlevelse frem til voksenalderen er helt afhængig af omsorg og beskyttelse fra deres forældre, måske i højere grad en nogen anden art. Derfor har mennesket evolutionært set brug for et uhyre stærkt yngelplejeinstinkt, der omfatter tilknytning mellem forældrene. Det øger simpelthen ungernes overlevelseschancer betydeligt.

Disse stærke instinkter spilder over på vore forhold til andre mennesker end vores afkom i form af empati. Det er nøglen til vores succes som art, idet det giver os mulighed for at have tillid til hinanden på et niveau, hvor avanceret samarbejde kan foregå.

Hvad tror du at der vil ske med velfærdssamfundet, hvis mange mennesker fravælger disse faciliteter, som er vores arts helt store trumfkort, og vender tilbage til en naturtilstand hvor man lever fra hånden og i munden, både materielt og følelsesmæssigt?

Længes du virkelig tilbage til en idylliseret tilstand "før jordbesiddelserne" (hvornår det så end var, er alle levende skabninger ikke territoriale?). Det forekommer en anelse konservativt, bagstræberisk og reaktionært.

Mogens Holme, Kasper Frausing og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Maria Jensen
23. december, 2018 - 05:56

Wow..
Der bliver blæst på de store tromboner om noget jeg slet ikke mener.

Jæger-samlersamfund verden over er ikke ens. De er skabt af forskellige jord/etnografiske forskelle.
Men mange har matriarkalske konturer.

Så hvis du læser ind i det ovenskrevede, at jeg er anti-feminist, tager du fejl ;-)

Marie jensen -
kravet om at være monogam har altså til alle tider først og fremmest rettet sig mod kvinder !

Det er sådan, at nogle mennesker af natur er monogame - og nogle er ikke.
Det er idiotisk at ville opstille en norm om, at den ene tilstand er mere rigtig end den anden.

Frede Jørgensen

Herdis W

Lige præcis - kvinder skal være monogame
hvor mænd har et helt andet behov

Og så taler vi ikke mere om det
Glædelig jul

Frede Jørgensen -
det fordeler sig skam ikke på køn - det er kun en hårdnakket skrøne,
Nå, schwamm drüber - det er jul.
Glædelig jul