Jeg vil kæmpe mod den evige modvind af kedelighed i EU

Jeg gik ud af parlamentssalen og ned ad gangen, hvor en tv-journalist kæmpede med nogle ledninger, og lige pludselig stod han dér foran mig i et alt for bredt amerikanerjakkesæt: musikeren Wyclef Jean.

Jeg var lige begyndt som europakorrespondent og havde taget toget til Strasbourg for at dække noget politisk ballede. Dagen før havde jeg hilst på en tysker, der hed Kaj, som både var veganer og lobbyist for Monsanto, og nu stod jeg så ansigt til ansigt med Wyclef Jean – hvad kunne det ikke ende med.

»Det her job har lagt friskt fra land,« tænkte jeg.

Men så alligevel … Wyclef Jean stod jo bare dér og gloede ud i luften mellem nogle glasvægge med sine posede habitbukser, der lå som dejagtige draperinger ned over nogle morfaragtige lædersko. Han var uden for sit habitat, kunne man se, og det var som om, hans øjne var slukket – almindelig og kedelig så han ud, som en hvilken som helst anden djøffyr fra EU-systemet.

Han var ellers i byen for at sprede musikvideostemning over debatten om copyrightlovgivning på internettet, som EU af uransagelige årsager bare kalder artikel 13. Hvem gør dog det? Altså, kalder en debat om musik og kunst på nettet for ’artikel 13’. Ja, det gør EU. Og det er i det hele taget, som om den institution kan suge al naturlig sex og coolness ud af alt og alle.

Folk gider ikke

Før jeg blev europakorrespondent, arbejdede jeg på vores weekendtillæg, Moderne Tider, hvor jeg skrev om alt muligt: Linie 3, videodommere i fodbold, The Big Lebowski … Sådan noget, som folk har lyst til at tale om i frokostpausen.

De seneste to måneder har jeg stort set kun skrevet om Brexit – det er fint med mig, jeg kan godt lide det, problemet er bare, at ingen rigtig interesserer sig for det. Skal jeg måske lige forklare dig den nordirske backstop eller udfordringerne med fortoldningssystemerne på Calais-Dover-forbindelsen? Nej, vel?

Her på avisen måler vi jo antal klik og læsetid, så vi kan se, hvad læserne holder af, og det er i sandhed en smertelig læsning både for europakorrespondenter og EU-tilhængere. Hvis jeg nu skrev ordet ’EU’ i overskriften til denne klumme, ville der ikke være nogen, der klikkede på den. Folk. Gider. Ikke. Og jeg forstår dem egentlig godt.

Modvind af kedelighed

Forleden sad jeg og drak kaffe på et kontor til en såkaldt ’briefing’, hvor nogle venlige embedsmænd forklarede deres syn på en sag. Det sjove ved embedsmænd er, at de altid gør alt, hvad de kan, for ikke at kalde en spade for en spade.

Et møde hedder heller ikke bare et møde, men kan efter temperament være en drøftelse, en samling, en rådslagning, en høring, en udveksling af synspunkter, en forhandling eller en meningstilkendegivelse. Og så er der alle akronymerne, MMF, FAC, GAC … Og alle de sammensatte navneord: traktatkrænkelsessager og spidskandidatprocedurer.

Sådan er diplomati, I get it, og jeg er glad for det – verden ville bryde sammen, hvis journalister skulle forhandle Dayton-freden eller Brexit (se bare hvad der sker med Boris Johnson, som jo er journalist).

Men problemet er, at hele Bruxelles-biotopen er domineret af embedsværkets kultur og sprog – der er en evig modvind af kedelighed, som man hver dag skal kæmpe sig vej igennem. Og derfor er det som udgangspunkt kun en lille skare af i forvejen indviede, der gider læse det, jeg skriver.

Men det skal være slut.

Fordi juleklummer her på avisen er det tætteste, vi kommer på at kunne lægge venstre hånd på Biblen og sværge, vil jeg gerne benytte anledningen til at love, at jeg altid og hver dag vil forsøge at skrive om Europa på en så djøffri facon som muligt. Så saftspændt som muligt. Jeg vil gøre ekstra meget ud af formen. Det lover jeg. Og jeg vil skrive mere om mennesker og kultur.

Men vil I så ikke nok love at læse det? Ellers står Wyclef Jean og jeg jo tilbage som et par træer, der falder i skoven, uden at nogen hører det. Ej, okay, det sidste lyder for ynkeligt, det kan jeg godt selv se.

Lad mig sige det på en anden måde: Jeg lover at gøre mit bedste for, at det ikke bliver kedeligt. Og så håber jeg, at du vil læse med.