Karen Syberg kårer årets vrøvl

Så er der knap to uger, til Årets Ord skal kåres: I DR P1’s Klog på Sprog den 14. december. Ifølge Dansk Sprognævn skal ordet bare være kendetegnende for året, der gik, og det åbner jo en ladeport af fortolkningsmuligheder.

Tidligere ord har eksempelvis været danskhed (2012), som kan forstås på helt forskellige måder. Nogle vil betragte det som en hædersbetegnelse, nogle vil straks komme i tanke om Martin Henriksen (DF), og atter andre vil henfalde i undren over konstruktionen. Man kan være dansk, men hvad vil danskhed sige?

Er det en adfærdsform? Er det, fordi dansk er ens modersmål? Hvad karakteriserer overhovedet danskhed? Og hvordan blev det årets ord? Fordi Dansk Folkeparti brugte det i ét væk?

Flygtningestrømme (2013) har den samme flertydighed over sig. Strømme signalerer et stort antal, hvilket kan betyde, at rigtig mange er nødt til at flygte fra krig, men det kan også betyde, at rigtig mange strømmer ind i Danmark, og af dem, der bruger det på den måde, vil mange mene, at dette fortynder danskheden.

Så er MobilePay (2014) mere neutral, men siger noget karakteristisk om det moderne liv, hvor især pengestrømme gerne må strømme hurtigt.

Undskyld (2013) har jeg glemt begrundelsen for, Stenalderkost (2012) signalerer et bestemt segments ernæringsmæssige præferencer, men virker noget spinkelt til at bære et helt år, mens arabisk forår var uomgængeligt i 2011, før foråret senere endte i flygtningestrømme.

Vuvuzela (2010) bliver nok glemt, mens Lømmelpakke (2009) skal have point for en vittigere formulering end det opviglende ’bandekrig’.

Kvindelandsholdet, som blev årets ord i 2017, virker omsider som et begejstret valg, dem er der ellers ikke mange af.

Øvrige nominerede ord i 2017 var således disruption, kvotekonge, krænkelseskultur, #MeToo, bandekrig, bitcoin, dab, grønlænderstiv og clickbait. Tilsammen siger de vel noget om 2017, hver for sig udfylder kun #MeToo, kvotekonge og krænkelseskultur rigtigt pladsen som bemærkelsesværdige ord, mens man trods alt bliver forbløffet over, at et så racistisk ord som grønlænderstiv kan blive nomineret.

Vrøvl og sludder

Personligt tror jeg, at jeg i år vil lægge mig i forlængelse af Udlændingeservice (2008) og kåre ’omprioriteringsbidrag’. Ligesom Udlændingeservice ikke leverer service, henviser omprioriteringsbidrag ikke til et bidrag, men derimod det modsatte, nemlig en nedskæring.

Og omprioritering i sig selv er helt henrivende sort. Hvad der engang har været prioriteret fremgår ikke, ej heller hvad der prioriteres om til. Og eftersom institutionerne beskæres nye to procent hvert år, foregår der åbenbart en løbende omprioritering af omprioriteringerne.

Jeg synes, at det er i tidens ånd at kåre et ord, der ikke betyder det, det betyder. Det er fake news, et udtryk, som i øvrigt var nomineret i 2017 uden at løbe med sejren.

Et andet godt ord kunne være ’ue(s)tisk’, men det er muligvis lidt indforstået. Jeg er dog sikker på, at Informations læsere fatter pointen.

Endelig synes jeg, at der burde oprettes en kategori for ’årets vrøvl’. Selv vil jeg her kåre Inger Støjbergs forklaring om, at hun ikke vil bede Folketinget om dispensation i sager om udvisning af mindreårige børn, fordi det ifølge hende vil gå ud over de svage.

Enkelte vil nok mene, at alle mindreårige, der bliver udvist uden en forælder eller en psykisk syg forælder, er svage, men Støjbergs argument er, at det bliver dem, der er i stand til at få deres sag i pressen eller hyre en advokat, der vil få en fordel. Fordi nogle har kræfter til at protestere, vil det være uretfærdigt over for dem, der ikke har kræfterne.

Hvis nu man dispenserede generelt i sager om mindreårige børn, sådan som Venstres folketingsgruppe selv foreslog tilbage i 2014, ville der ikke være nogen sager. Det er Støjberg selv, der er årsagen til, at folk forsøger at tale deres sag via medierne. Problemet vendt på hovedet – og vupti: En oplagt kandidat til årets vrøvl.