Kronik

Klæd børn på til at skelne ordblindhed fra dumhed

En elev, der er alvorligt bagud, er godt selv klar over det. Men lige nu tror en masse ordblinde børn, at det skyldes dumhed – og ikke indlæringsvanskeligheder, man kan få hjælp til
En elev, der er alvorligt bagud, er godt selv klar over det. Men lige nu tror en masse ordblinde børn, at det skyldes dumhed – og ikke indlæringsvanskeligheder, man kan få hjælp til

María Meiga González

7. december 2018

De første fire år jeg gik i skole, forstod jeg intet af, hvad der foregik. Og ikke på den der nuttede ’hvor er det spændende og nyt, og lidt svært at hitte ud af’-facon, men snarere, at jeg absolut intet forstod af, hvad læreren, mine forældre eller de andre elever foretog sig.

I de tidlige skoleår tog vi alle en duelighedstest, som rangerede vores læseevner fra A til E. Jeg formåede at sprænge skalaen med et flot F. Dette resulterede i, at underviserne kontaktede mine forældre og informerede dem om, at mine manglende læseevner var forårsaget af forkert kost. Mere præcist var det fedtegreverne i min madkasse, der ifølge lærerne var årsagen til, at jeg faldt bagud i folkeskolen.

Efter at have stiftet bekendtskab med flere personer, der ligesom jeg havde udfordringer i skolen, fortæller mine erfaringer mig, at for de fleste børn slutter diagnosticeringen der – med en upræcis, søgt eller direkte forkert årsagsforklaring.

I mit tilfælde er jeg så heldig, at jeg kommer ud af en familie, hvor mange er diagnosticeret med ordblindhed. Så da det blev klart for min familie, at jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad mine onkler og tanter hed, og at jeg havde svært ved at lære navnet på min egen far, ringede alarmklokkerne. På den måde blev jeg tidligt diagnosticeret, og jeg er i dag ikke synderligt belastet af min ordblindhed. Anderledes gik det for min barndomsveninde.

Jeg er ikke dum

»Jeg er jo blevet diagnosticeret med ordblindhed,« fortæller hun mig.

Vi står med udsigt over Arresø som to krigsveteraner, der er genforenet for at mindes årene i folkeskolen, hvor hver dag i klasseværelset var en kamp for at forstå blot en brøkdel af, hvad læreren underviste i. Vi mistede kontakten, da hun skiftede skole i 6. klasse, indtil vi sidste år mødtes til en reunion.

Efter mange år har hun endelig fået bekræftet det, jeg længe havde haft mistanke om. Hvor jeg har været bevidst om min ordblindhed gennem hele undervisningssystemet, måtte hun vente, til en opmærksom medarbejder på jobcenteret gav hende et vink med en vognstang og bad hende om at få foretaget en ordblindetest.

Som vi står der, kan jeg genkende den lettelse, som jeg selv og mange andre unge har oplevet: Jeg er ikke dum, jeg er bare ordblind.

Min undren er denne: Hvordan kan en elev gå igennem tretten års uddannelse uden at blive diagnosticeret med ordblindhed? Der findes hjælp i det offentlige, men uden en diagnose møder eleven aldrig de speciallæger, som kan give dem redskaber til at håndtere deres ordblindhed.

Jeg møder ofte voksne, der har tumlet rundt i et tekstbaseret uddannelsessystem i mere end et årti og først bliver diagnosticeret med ordblindhed længe efter, de har forladt skolebænken. Hvordan hænger det sammen?

Måske er det fordi, ordblindhed kun er et valgfag på læreruddannelsen, og de lærerstuderende derfor ikke er forpligtet til at lære om ordblindhed.

Måske er det på grund af manglende ressourcer i klasseværelset, der ikke giver læreren det nødvendige overskud, det kræver at forstå, hvorfor nogle elever falder bagud.

Eller måske er det, fordi ordblindhed er en vag diagnose, som dækker over et virvar af udfordringer, der kan give såkaldte indlæringsvanskeligheder.

Det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Men hvad jeg kan udtale mig om, er, at en elev, der er alvorligt bagud, godt selv er klar over det. Også i de tidlige år i folkeskolen. Vi har allerede på det tidspunkt måttet lyve os frem til svar, simuleret, at vi læser med i frilæsningstimerne, og dækket over, at vi stadig ikke kan alfabetet. Vi er godt klar over, at vi er bagud. Hvad vi ikke er klar over, er, at der er en årsag.

Børnene kan ikke vente

For nogle år siden befandt jeg mig i engrossupermarked INCO med en kollega. Vi havde fået til opgave at købe ind til en tv-produktion, og jeg kæmpede derfor rundt med en alt for tung indkøbsvogn, mens hun baksede med en alt for lang indkøbsliste. Min kollega havde ansvaret for at sende os hen mod de rigtige rækker, men hun blev ved med at glemme, hvad der stod på listen. I et forsøg på at stryge hen over de gentagne forglemmelser, sagde hun grinende, at hun var lidt halvdum.

Der skal ikke meget til, før alarmklokkerne ringer hos mig, når nogen kategoriserer sig selv som dum. Jeg kan genkende den ubehagelige selvironi ved de prompte jokes og affejninger. Der skulle heller ikke mange opfølgende spørgsmål til, førend jeg foreslog, at hun skulle få foretaget en ordblindetest.

Min insisteren på tidlig diagnosticering skal ikke misforstås som en forkærlighed for diagnoser. Ligesom de fleste andre, der har en tilnærmelsesvis socialvidenskabelig uddannelse, er jeg enig i, at en verden, hvor det ikke er nødvendigt at placere mennesker inden for en normal-unormal-skala, er at foretrække. Som en langsigtet løsning kan jeg derfor godt erklære mig enig i, at folkeskolen burde tilbyde undervisning, der inkluderer alle.

Med det sagt ser jeg i dagens samfund kun skolelokaler, der bliver fyldt til bristepunktet, internationale PISA-tests, skolelærere, der bliver presset voldsomt på tid og et stadig større fokus på individets konkurrencedygtighed. Alt dette vidner om, at det undervisningsfundament, som de offentlige folkeskoler og gymnasier opererer ud fra, ikke står til at undergå en større revolution lige foreløbig.

Jeg mener derfor, at vi indtil videre må arbejde inden for de givne rammer for undervisning og navigere børn med ordblindhed gennem det system bedst muligt. De børn, der sidder i klasseværelserne lige nu og her, kan ikke vente på, at akademikerne får overbevist resten af verden.

Oplysning på video

Ved at oplyse om ordblindhed – ikke blot til lærerne, men også til eleverne – får os med indlæringsvanskeligheder en platform, vi kan stille os på. Vi får noget at identificere os med, hvilket fjerner følelsen af komplet uduelighed. Det betyder, at vi ikke er dumme, hvilket er den forklaring, vi selv er kommet frem til.

Jeg mener, at lærerne skal have stillet oplysningsmateriale til rådighed, som de sammen med eleverne og deres forældre kan udforske. Det ville være en god idé med korte videoer, der bliver vist i timerne og sendt ud til forældrene, som italesætter nogle af de karakteristiske symptomer på ordblindhed.

På den måde kan flere mennesker aktiveres i forhold til den tidlige opsporing, og flere kan blive indviet i de mest fremtrædende karakteristika. Målet er, at byrden bliver fordelt på flere skuldre, og at færre børn falder igennem skolesystemet.

De fleste vil nok mene, at opsporingen af børn med indlæringsvanskeligheder skal varetages af lærerne, men det kræver, at der bliver pumpet flere penge ind i skolesystemet. Så i stedet for at sætte sig på hænderne og bjæffe op om flere penge, der nok aldrig kommer, eller en revolution, som stadig ligger langt ude i fremtiden, mener jeg, at eleverne skal bringes på banen. De skal være med til at løse problemet med manglende diagnosticering af ordblindhed.

Eleverne skal have oplysning om, hvad ordblindhed er – og gerne via billeder og lyd i stedet for via tekst – så vi kan nå de børn, der sidder bagest i klasselokalet og føler sig utilstrækkelige. På den måde vil mennesker som min barndomsveninde og min kollega ikke forlade gymnasiet med følelsen af at være dumme.

Marie Asminn, etnografisk filmproducent og konsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Flemming Berger
  • Kristen Carsten Munk
  • Alvin Jensen
  • Samuel Grønlund
  • Torben Lindegaard
  • Ervin Lazar
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
Viggo Okholm, Flemming Berger, Kristen Carsten Munk, Alvin Jensen, Samuel Grønlund, Torben Lindegaard, Ervin Lazar, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Marie Asminn

Du fortjener stor ros for dit debatindlæg, som påpeger et væsentligt problem.

Ejvind Larsen, Viggo Okholm, Flemming Berger, Jørn Andersen, Lars N. Jensen, Christopher Macias Escalona og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Mandatar Torben Wilken

Kære Marie Asminn
Efter at have læst hele Deres artikel, fandt jeg forklaringen, målgruppen og formålet.
Der er flere der har anbefalet Deres artikel, men måske kun på overskriften.
Ingen af dem har kommenteret og det har sin helt klare årsag. De falder ud af teksten og en test over hvad De har skrevet, vil dokumentere min påstand.
Deres budskab er oplysning om, at De var ordblind som barn, så De er vidende om fænomenet. De er ikke ordblind mere, MEN De forstår ikke at kommunikerer til en bredere del af befolkningen. De er faldet ned i den isolerede gruppe af såkaldte ”særlig kyndige specialister”, som kun bruger det interne sprog til personer der selv tilhører helt samme gruppe.
Deres forslag vil hjælpe Dem selv økonomisk, men slet ikke den gruppe De skriver om. De kan nemlig slet ikke læse længere ned i Deres artikel end de første 20 – 30 ord, så hopper de af. Det værste er at de føler sig ”rigtig DUMME fordi de slet ikke kan håndtere Deres ordvalg. De har slet ikke nogen empati og uden den, kan De ALDRIG opnå den gensidige respekt og forståelse, som er forudsætningen for al form for hjælp, en hjælp der er hjælp!
En person som selv var dybt ordblind, men som fra mange sider fik de værktøjer som gør, at de stavefejl jeg i dag laver, er slåfejl på tastaturet. Som mandatar møder jeg dagligt mennesker, der har grundlæggende problemer med det danske sprog. Jeg har både skabt metoden og de værktøjer, som skal til i praksis, for at komme fri af problemet, blivende. Nej ikke ved at opgive det, men ved at lære det. Selvrespekten der vokser, især hos mindreårige børn.
Mandatar Torben Wilken

Mkay...

Vi mennesker bryster os af at være blevet så sociale og intelligente at vi kan forstå at politisk korrekthed er en god dims, og at vi skal tage hensyn til de ordblinde, men det er stadig ok at håne, latterliggøre og se ned på de "dumme"?

Kære Mandatar Torben Wilken.
Ordblindhed er et handicap som man ikke har komme af med, men er man ikke får hårdt ramt kan man overvinde det, og ellers er der hjælpemidler. Men det kraver hjælp, og jo før insasen bliver sat ind, jo beder. Derfor mener jeg at man bør gå alle efter.

Christopher Macias Escalona

Kære @Martin Balling - kan du gøre rede for, hvor i artiklen der bliver påpeget, at man må latterliggøre de dumme? For som jeg læser det er dit argument et søgt forsøg på at fjerne fokus fra den reelle problematik, der er grundet i enmanglende forståelse for fænomenet orblindhed, og som har vidtrækkende konsekvenser for de mennesker der lever med ordblindhed og derved også for det generelle samfund.

Du opererer hermed med to forskellige målgrupper og blander to forskellige debatter sammen, der reelt ikke har noget med hinanden at gøre - jeg ser frem til din analyse af hvor artiklen fremhæver hånelse mod 'dumme' er acceptabelt

Christopher Macias Escalona

Kære Mandatar Torben Wilken.

Jeg er ret så sikker på, at artiklen ikke nødvendigvis er henvist til de mennesker der lever med ordblindhed - qua at det udgives i et dagblad - (det i sig selv burde være tydeligt for hvilken målgruppe man sigter efter) - men er derimod rettet mod den bredere befolkning. Dit forsøg på at afmontere artiklens præmis ved at gå efter forfatteren er et vagt og lavt forsøg på at deligitimere, så du selv fremstår som 'herren med løsningen' - den såkaldte 'mandatar' der taler på vegne af 'de orblinde'.

Måske du skulle have større tillid til de mennesker, der lever med ordblindhed og som du såkaldt taler for, end at behandle dem som agensløse børn, der ikke kan noget, og antage at de ikke kan følge med i artiklen. Det bevidner om ikke andet, end en manglende forståelse for både artiklens præmis (der i bund og grund handler om tidligere diagnosticering så man kan få den nødvendige hjælp du selv har nydt godt af), og for fænomenet ordblindhed, da det i sig selv ikke kun har noget at gøre med læsevanskeligheder.

Hvis selvpromovering skulle være tilfældet for artiklen, så gør du dig med din kommentar selv skyldig i det samme.

@Christopher Macias Escalona

"kan du gøre rede for, hvor i artiklen der bliver påpeget, at man må latterliggøre de dumme?"

S'gerne:

"Jeg er ikke dum, jeg er bare ordblind."

jens peter hansen

Jeg har haft elever som i det meste af deres skoletid fik specialundervisning pga af ordblindhed. En var en dårlig staver men faktisk en god læser. Andre havde svært ved begge dele. De gik i klassen fra 1. til 10. klasse og den førstnævnte er nu leder i en boligfond som administrerer over 700 lejemål. Blandt mine bekendte er to, en tømrer og en mekaniker, der også er bådfører, de skriver som brækkede arme men klarer sig godt og er begge meget opfindsomme. Min søster og bror har begge haft bøvl med staveriet, men er såmænd begge læger. Jeg fatter ikke der stadig er nogle der kalder dem dumme eller for den sags skyld nogen for dumme, og at ordblinde ikke bliver spottet er mig en gåde, i hine tider fik man som regel diagnosen
i 2. klasse, men man fortsatte naturligvis i sin egen klasse, kun afbrudt af nogle timers specialundervisning. Nogle er dog så hårdt ramte at dette ikke er nok.

Christopher Macias Escalona

Kære Morten Balling,

Godt forsøgt med stråmanden - titlen siger på intet tidspunkt, at man må latterliggøre 'dumhed' - dit argument er intet andet end en antagelse. "Jeg er ikke dum, jeg er bare ordblind, giver en forklaring på en personlig følelse. Det er ikke det samme som at man automatisk går ind for at man så gerne må latterliggøre 'dumhed' - Så lad mig spørger dig igen, hvor i artiklen gives der direkte anledning til at man godt må latterliggøre dumhed? Så fremt du hævder at dette er tilfældet, må du vel kunne pege direkte på de sætninger, der forklarer, hvad du påpeger.

For mig at se blander du to ting med hinanden der på intet tidspunkt er benævnt som hinandens forudsætninger

Uanset om det er ordblindhed eller andre handykap, har samfundet brug for alle. Og det er udelukkende samfundets ansvar at stimulere de rette kompetencer samt at udvikle relevante uddannelser og arbejdsopgaver.

Niels Duus Nielsen

Morten, selvfølgelig skal vi ikke latterliggøre de dumme bare fordi de er dumme, det kan de jo ikke gøre for. Men hvis de stiller sig op og påstår, at de er klogere end alle os andre, er det helt okay.

Ejvind Larsen, Flemming Berger og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Jeg synes umiddelbart vi skal nøjes med de specielle handicap og finde ud af hvordan dem som har det kan hjælpes. Talblindhed er også et problem for nogen. Der findes mange intelligenser,hvilket giver mangfoldighed. De skal bare anerkendes på lige fod og så drejer det sig om menneskelig set at undlade ordet dum som betegnelse med "nøjes" med at en handling kan være dum eller forkert.
Kunne vi nå dertil ville meget være nået.