Kronik

Som kontanthjælpsmodtager føler jeg mig udstødt

Hvis du er uden job, er det selvforskyldt. Det er dig, der er noget i vejen med. Du skal have nye tænder, tabe dig og holde op med at ryge. Som kontanthjælpsmodtager starter man med bare at savne et job, men ender med at miste sit selvværd og sin integritet
Når du har arbejde, så har du penge, og så kan du forbruge. Når du er arbejdsløs, har du ikke så mange penge. Så er du nul og niks, og så må samfundet gerne sparke til dig. Også selvom du i forvejen ligger ned.

Når du har arbejde, så har du penge, og så kan du forbruge. Når du er arbejdsløs, har du ikke så mange penge. Så er du nul og niks, og så må samfundet gerne sparke til dig. Også selvom du i forvejen ligger ned.

Bo Amstrup

27. december 2018

I disse år sporer jeg med bekymring et alvorligt skifte i dele af befolkningens menneskesyn.

Man er blevet mere inhuman i omtalen af visse befolkningsgrupper som for eksempel indvandrere, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, handicappede og andre grupper, der ikke er en del af det danske arbejdsmarked. Synet på disse grupper er blevet mere unuanceret og stereotypt.

Visse samfundsgrupper er nu lige pludselig en belastning for samfundsøkonomien. Det er føles uværdigt og respektløst, og det kan jeg tale med om.

Gennem de sidste cirka fem år har jeg oplevet kontanthjælpssystemet indefra som jobparat kontanthjælpsmodtager. Jeg gik fra at være en respekteret borger med samfundsrettigheder til at blive reduceret til en borger på nederste trin i samfundshierarkiet med begrænsede rettigheder og optrappede pligter.

Det er næsten 40 år siden, at jeg kom ud på arbejdsmarkedet for første gang. Jeg har altid været medlem af en fagforening, men det var en kæmpe omvæltning at gå fra at være dagpengemodtager til at være kontanthjælpsmodtager. Når du er på dagpenge, bliver du behandlet med nogen grad af respekt – når du er kontanthjælpsmodtager, er du helt alene i et koldt system.

På et tidspunkt havde jeg en jobkonsulent, som på magisk vis fik rådighedssamtaler til at ligne små entimes retsforhør, hvor jeg igen og igen skulle forsvare min egen ledighed.

Han forsøgte også at få mig til at stoppe med mit politiske arbejde, hvilket heldigvis ikke lykkedes. Måske ønskede han, at jeg stoppede, fordi jeg var for kritisk over for systemet. Men jeg opfatter ikke mig selv som udpræget kritisk; jeg påpeger bare, når noget er ulovligt eller uretfærdigt. Han kommenterede mit udseende – han syntes, jeg så for sur ud. Men det er altså svært at smile og være glad, når man holder rådighedssamtaler med en empatiløs jobkonsulent.

En besværlig kværulant

Det er en gængs opfattelse blandt ledige og andre, at kommunerne af økonomiske årsager omgås landets love og regler. Jeg har selv set, hvordan Jobcentret ser igennem fingre med, at de ledige indgår i arbejdspladsnormeringer, og at ulønnede praktikforløb varer længere, end de ifølge lovparagrafferne må.

Jeg har hele tiden holdt på min ret til at sige fra over for de aktiveringer, som ikke overholder lovkravene. Jeg har også argumenteret for, at jeg er løntrykker, når jeg indgår i normeringer, og dermed måske er med til, at medarbejdere bliver fyret, eller at der ikke ansættes nye.

Jeg har været kværulanten, der påstår, at ulønnet praktik er offentlig erhvervsstøtte. Arbejdsstederne betaler jo ikke for arbejdskraften – det gør kommunen. Og jeg har været besværlig, når jeg har argumenteret for, at det er udnyttelse af billig arbejdskraft. Kendsgerningen er, at 70-75 procent ikke får arbejde efter praktikken. Så de ledige kan i realiteten arbejde flere år i ulønnede praktikker.

Jeg har været fastansat it-medarbejder på den samme arbejdsplads i 20 år, hvor jeg var en værdsat medarbejder. Derfor var det også svært for mig at blive ansat i ulønnede praktikker. Her er du nederst i hierarkiet. Længere nede end vikarerne. Og selv om personalet såmænd kan være søde og imødekommende nok, mærker man alligevel, at man ikke rigtig tæller med.

Det var nedværdigende, at jeg med min pædagoguddannelse skulle arbejde sammen med fastansatte, som fik over dobbelt så meget i løn som mig. Jeg får kontanthjælpsydelse i praktikkerne, hvilket omregnet til en 37-timersstilling svarer til den formidable hyre af 65 kroner i timen. Uden optjening af dag- eller feriepenge.

Jeg har deltaget i flere jobsøgningskurser. Nogle bedre end andre, nogle direkte ubrugelige. Her må man være forberedt på at møde psykologer, psykoterapeuter og lignende. Jeg har oplevet, at folk er begyndt at græde. Og hvor fedt er det lige at blive så følelsesmæssigt påvirket over for en flok vildt fremmede mennesker på et jobsøgningskursus? Et kursus, hvor man bare troede, man skulle lære at skrive ansøgninger.

Et individualistisk samfund

Vi har gennem de seneste årtier fået opbygget et ekstremt individualistisk samfund. Det betyder, at hvis du er uden job, så er det selvforskyldt. Så er det dig, der er noget i vejen med. Du skal have nye tænder, tabe dig, holde op med at ryge, få dig nogle nye klæder, en bedre psyke, opførsel og kondition.

Samfundet bruger cirka 13 mia. kroner om året på beskæftigelsessystemet. Det er horribelt mange penge – og hvor mange af de penge bliver spildt på andre ledige i aktivering, som de er blevet spildt på mig? Væk med sygeliggørelse af ledige, det er samfundet og arbejdsmarkedet, der er sygt. Mange velfungerende ledige bliver dårlige af mistænkeliggørelse og dumsmarte kurser. Man starter med bare at savne et job, men ender med at miste sit selvværd og sin integritet.

I begynder måske at forstå min pointe: Det er jo ikke sikkert, at det er mig, der er noget i vejen med eller mig, der skal forandres. Det kunne jo være, at det bare var fordi, der manglede arbejde. Især inden for mit område har der været store besparelser med reduceringer af medarbejderstaben.

Mennesker af kød og blod

Jeg har mistet kontanthjælp, fordi jeg ikke var blevet oplyst korrekt om mine rettigheder og pligter. Jeg har taget Jobcentret i at begå fejl, men er selv blevet mistænkt for at snyde systemet og efterfølgende blevet truet med sanktioner.

På et tidspunkt faldt jeg under 225-timersreglen, hvilket betød at jeg mistede 1.000 kroner om måneden. Det er rigtig mange penge i et kontanthjælpsbudget. Prøv at forestille dig, hvordan det er hele tiden at være truet på sit eksistensgrundlag. Ikke at vide, om du kan betale din husleje. Eller om du skal søge ly under en bro med dine ejendele i fem plastikposer. Men det er heller ikke ufarligt – man kan blive sigtet for ulovligt at sove på gaden.

Det er nedbrydende for folk på offentlig ydelse hele tiden at blive beskyldt for ikke at gide at arbejde. Det bliver man syg af. Og i sidste ende kommer det til at koste samfundet mange penge i form af indlæggelser og lange sygeperioder.

Vi har i dag et samfund, hvor du er velanset, hvis du har et arbejde. Når du har arbejde, så har du penge, og så kan du forbruge. Når du er arbejdsløs, har du ikke så mange penge. Så er du nul og niks, og så må samfundet gerne sparke til dig. Også selv om du i forvejen ligger ned.

På Jobcentret oplever man en form for tingsliggørelse. De ledige er små brikker, skruer, dimsedutter, der skal passe ned i de rigtige kasser og skuffer. Derfor findes der heller ikke egentlige individuelle handleplaner – de ledige får nogenlunde samme behandling. Det er der selvfølgelig en form for logik i, for det er trods alt nemmere at skulle forholde sig til skruer og dimsedutter end mennesker af kød og blod.

Helle Nielsen er kontanthjælpsmodtager og folketingskandidat for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Elisabeth Andersen
  • Bjarne Andersen
  • Jane Jensen
  • Jakob Silberbrandt
  • Erik Fuglsang
  • Randi Christiansen
  • Anne Schøtt
  • Peter Tagesen
  • Bjørn Pedersen
  • Carsten Mortensen
  • Vivi Rindom
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Flemming Berger
  • Anders Graae
  • ingemaje lange
  • Stig Bøg
  • Raido Rafn
  • Peter Wulff
  • Arne Albatros Olsen
  • Torben Ethelfeld
  • Ulla Søgaard
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Anne Eriksen
  • Dorte Sørensen
  • Søren Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
  • Ervin Lazar
  • Christian Estrup
  • Ebbe Overbye
  • Marianne Stockmarr
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Katrine Damm
  • Tommy Clausen
  • Randi Overgård
  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Herdis Weins
  • Werner Gass
Kim Folke Knudsen, Elisabeth Andersen, Bjarne Andersen, Jane Jensen, Jakob Silberbrandt, Erik Fuglsang, Randi Christiansen, Anne Schøtt, Peter Tagesen, Bjørn Pedersen, Carsten Mortensen, Vivi Rindom, Mikael Velschow-Rasmussen, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Anders Graae, ingemaje lange, Stig Bøg, Raido Rafn, Peter Wulff, Arne Albatros Olsen, Torben Ethelfeld, Ulla Søgaard, Claus Bødtcher-Hansen, Anne Eriksen, Dorte Sørensen, Søren Andersen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Ervin Lazar, Christian Estrup, Ebbe Overbye, Marianne Stockmarr, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm, Tommy Clausen, Randi Overgård, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Christian Mondrup, Herdis Weins og Werner Gass anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Det er nødvendigt at være mere præcise. Egentlig kan man ikke tale om borgerløn sådan i almindelighed. Man kan heller ikke tale om socialisme, liberalisme og andre ideologier bare sådan ud i luften. Der skal navn, adresse og postnummer på for nu at sige det skarpt.

Der er altså mange borgerlønner, ubi’er og basisindkomster. Den borgerløn, som jeg forfægter, er den jeg har været med til at lave i Alternativets borgerlønsgruppe.
BIEN hører under den internationale borgerlønsbevægelse og er derfor ikke partipolitisk.
Der er andre, der har opfundet deres egen borgerløn. Man skal altid udbede sig navn adresse. Hvis man er Palle alene i verden med sin borgerløn, kan den være nok så god, den er dog stadig uinteressant, når den ikke funderet i en politisk gruppe.
For at skære det ud i pap: Alternativet er det eneste parti, der har en respekteret borgerlønsgruppe, men jeg håber da, at flere partier følger trop.

Trond Meiring, Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Arbejde er et vidt begreb og der udføres allerede meget ulønnet frivilligt arbejde.
Ulønnet arbejde burde faktisk begrænses, i stedet ser det ud til at brede sig.

Jens Kofoed, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Forslag til kommende socialdemokratisk ledet regering.
Modregning af julehjælp i kontantydelsen i december måned.
Altså det er der vi snart er.

Dennis Tomsen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Leo: Så prøver jeg at udtrykke mig tydeligere:
Alle får borgerløn.
Mange vil tage lønarbejde oven på borgerlønnen og får derfor flere penge mellem hænderne.
Nogle vælger at tage lønarbejde i perioder for at supplere borgerlønnen.
Man kan derfor ikke tale om to eller flere klasser. Der er kun én. Man kan heller ikke sige, at nogle er fattige, når de får borgerløn. Der vil sikkert være nogle, der ikke kan holde på pengene, spiller eller drikker dem op. Det gør dem ikke til fattige økonomisk-strukturelt set.
Det forudsætter selvfølgelig, at borgerlønsatsen ikke er ussel, men beskeden må den være.

Niels-Simon Larsen

Ja, kære Leo, fortæl os så lige, hvem du stemmer på, for med dine flixfaxerier bliver det svært for dig at finde skyggen af et parti, du kan sætte et kryds ved. Det er ingen kunst at marginalisere sig selv og fortælle alle andre, hvor speciel man er. På den måde rykker du dig selv ud af diskussionen. Du bliver desværre uinteressant. Du vil så meget, men vil det alene. Dette i øvrigt ikke sagt uden sympatier nogle af dine synspunkter.

Niels-Simon Larsen

Leo: Nej, det ved den søde grød, de ikke har. De vil kun udpine underklassen.
Anerkender selvfølgelig dit synspunkt og liberalisme. Vi har alle lov at være her.
Kedeligt, at du opfatter vores borgerløn som ‘sær’. Jeg taler med mange, og i Å har jeg kun mødt opbakning. Det gælder jo om ‘også’ at finde noget, som finder støtte. At stå på sin lille tue og have ret, fører ikke til noget. Man skal kunne gøre sig forståelig med sit borgerlønsforslag.
Din liberale ballast vil sætte dig i bås med De nye borgerlige, og de er marginaliseret. Den kyssevillige Vermund kan ikke få nogen som helst acceptabel borgerlig borgerløn igennem. De er for dårlige til at argumentere.
Godt nytår til dig.

Randi Christiansen

Nu må jeg altså lige udbede mig en forklaring vedr den 'universelle model' - hvordan giver det mening, at selv de, for hvem borgerløn ville være ubetydelige lommepenge, skal have den?

Niels-Simon Larsen

Med grøntsagerne i ovnen er der lige et hul intimeplanen.
Randi: Alle får. 10% har brug for den. Resten får den udlignet over en til den tid effektiv SKAT. Ellers skal man til vurdere i værdigt trængende og de øvrige.
Kan ikke se problemet i det.
Godt nytår. Vi mødes...

I 2016 skrev Mogens Lykketoft det her i Berlingske

https://www.avisen.dk/den-stigende-ulighed-strider-imod-alt-hvad-jeg-har...

Og jeg kan bare konstatere, at manden er en hykler af format! Det var jo bl.a. ham, der i 1998-1999, sammen med Poul Nyrup, forringede efterlønnen, indførte forskellige tiltag, som gjorde, at man som arbejdsløs og kontanthjælpsmodtager fik frataget nogle af sine rettigheder, ligesom Karen Jespersens socialreform (fra 1999-2000?) satte den bevægelse i gang, som Venstre fortsatte i 2001 med at socialpolitik nu pludselig blev til beskæftigelsespolitik. Kort sagt: Mogens Lykketoft har selv - ret markant endda - skubbet til - den stigende ulighed i det her land. Og derfor er han en hykler!

Randi Christiansen

Niels simon : "Resten får den udlignet over en til den tid effektiv SKAT." - udlignet? Skal borgerlønnen modregnes øvrig indtægt og i så fald ved hvilken grænse? 100%? "Ellers skal man til vurdere i værdigt trængende og de øvrige." - det lyder som enten den ene eller den anden form for bureaukrati?

Potato, potato .... udligning før eller efter? Lyder som et logistisk problem, der blot skal findes den mest praktiske løsning på, for resultatet må vel være det, at vi bliver enige om, hvor meget mere end borgerlønnen, man må tjene uden reduktion. Eller er vi ude i en model, hvor reduktionen sker gradvist efter en eller anden sats?

Spør bare ...

Randi Christiansen

Er det egentlig ikke 'bare' sådan, at vi som kollektiv og individer må lære, hvorledes vor interaktion i skabelsen fungerer. Forstået som at vi ved, at alt er forbundet og interagerer. Vi har endnu ikke helt tjek på vort eget råderum men er i færd med på den hårde måde, må jeg nok sige, at erfare, hvad det betyder at have medansvar for skabelsen.

Jeg ser ingen anden mulighed for at undgå dette endeløse, bureaukratiske pindehuggeri, end at vi som kollektiv vågner op til et funktionsniveau, hvor vi kan være her uden at forårsage så megen lidelse og kaos. Vi må dog erkende, at vi som art befinder os på et så konfliktfyldt udviklingsniveau, at der er plads til forbedring. Hvorledes denne vil forme sig, må tiden vise.

Mht borgerløn forudsætter indførelse et opgør med den fremherskende tænkning vedr ressourceadministration. Kollektivet må forstå og respektere, hvad fælleseje er. Og at - såfremt dette ikke sker - vil vi møde de kaotiske konsekvenser, vi nu ser udfolde sig i verdenssamfundet.

Man kan sige, at dette perspektiv er for vidtløftigt og verdensfjernt. Mit svar er, at det ikke er mig men kollektivet, som er verdensfjernt.

Samtalen om designet af borgerløn er en vigtig del af dette nødvendige udviklingsforløb. Hvad foregår handling? Det gør bevidsthed eller mangel på samme. Derfor forsøger jeg at fastholde perspektivet, at resultatet usvigelig sikkert afspejler udgamgspunktet. Så mon ikke grundforskning er på sin plads her.

I og med samtalen er dissekeret ned hertil, mener jeg, at det endegyldige argument imod den herskende økonomiske tænkning = administrationen af fællesejet, er etableret. Og hermed anvises også den solide argumentation og designvejledning for borgerløn, som ikke kan tilbagevises, uden at egen vildfarelse afsløres.

Kort sagt : konkurrence om fællesejet er lig med indbyrdes krig. Hvordan skulle det kunne være konstruktivt og hensigtsmæssigt for det globale kollektiv?

Randi Christiansen

Leo - "Mange vil sikkert mene at, dette er modsætninger, fordi de tænker - den stærkes ret og ejendomsrettens ukrænkelighed."

Netop disse begreber bør udsættes for nøje granskning. Først 'den stærkes ret' : survival of the fittest - således at racen ikke degenererer? Og har vi overhovedet et valg? Når det kommer til stykket - og det gør det jo - er det et spørgsmål om overlevelse. Privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet har været og er accepteret som individets ret.

Således kommer vi til spørgsmålet om 'ejendomsrettens ukrænkelighed'. Ejendomsret til hvad? Når vi definerer fællesejet, vil vi være nødt til grundlæggende at redefinere begrebet 'ejendomsret'. At nogen ejer, hvad der tilhører alle, er - som det ses - komplet ødelæggende for ethvert nok så oprigtigt forsøg på statsdannelse. Heri ses vigtigheden af at definere fællesejet.

Når dette er afklaret, vil design af ressourceadministration herunder borgerløn følge naturligt. Fordi mennesker er sociale og har potentiale til at være intelligente nok til at forstå altings forbundethed og interaktion bør jesus' enkle ord : 'hvad du gør mod enhver af disse mine små, gør du mod mig' give fornyet mening. Vi kan også snakke kvantemulighedsfelt i den universelle matrice - same same.

Så med hensyn til 'hvor langt der er igen' afhænger det af perspektiv. Det er klart, at set i et menneskes nuværende livslængde er der langt igen. Men det er indtil videre name of the game, og det skal man ikke lade sig slå ud af. Den, der ager med stude, kommer også frem. Det sætter jeg min lid til.

Kim Folke Knudsen

Kære Helle Nielsen

Du er ikke alene. Bliv ved med dit politiske og meningsfyldte arbejde for Enhedslisten. Jeg er borgerlig og socialliberal af observans men jeg tager hatten af for dit indlæg her. Det er så sandt, at ingen kan beskrive det bedre og mere dækkende. Sandheden om den danske arbejdsmarkedsmodels fallit overfor den gruppe af borgere, som de påstår at hjælpe men som de istedet for ødelægger ved at nedbryde deres selvværd og beskylde de arbejdsløse for at være dysfunktionelle. Nej I er ikke dysfunktionelle. Systemet er dysfunktionelt og sygt langt ind i sjælen. Det er det som der skal gøres op med.

Det er konsekvensen af den blinde neoliberalisme, kassetænkningen og den respektløse behandling af de arbejdsløse, som vi her ser udfoldet. Det politiske ansvar bærer alle de partier, som blindt har bakket op om dette system og som systematisk nægter at tale om de reelle uværdige forhold for de arbejdsløse. Kun Enhedslisten og Alternativet har formået at fastholde kritikken af dette umenneskelige system og ønsket om en grundlæggende forandring til det bedre.

Jeg følger mig fristet til at flytte mit kryds ved næste valg. Jeg vil ønske Dig alt held og lykke med din fremtid Helle.

Fra min post kan jeg love dig, at jeg vil fastholde din kritik også i mit parti: Det Radikale Venstre, selvom jeg for tiden har talt for døve ører i mange år.

Tak for et fremragende indlæg om Jobcentrenes ødelæggelse af menneskers selvværd, og så går de (arbejdsgiverne) rundt og beklager sig over, at der mangler arbejdskraft i forskellige brancher ? Hvor er rummeligheden på det danske arbejdsmarked ?

Erik Fuglsang, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Efter afsløringerne af hvor dumt og korrupt fællesejet administreres, er det vel efterhånden kun få udgrænsede stemmer i debatten, der hævder, at en borgerløn tjenes og betales af flittige hænder, som må aflevere en del af deres løn til nogen andre, der således snylter på de arbejdendes indsats.

Og dog forekommer det mig, at ledende politikere, erhvervsfolk og andre alligevel trækker den mølædte krikke af stald.

Hvad vil I sige til dem, så de forstummer?

Når det er gjort, kommer næste spørgsmål. Hvordan finansiere en borgerløn? Der skal penge i kassen, det ved vi jo godt. Er der i vort nuværende system råd til at omlægge økonomien så drastisk, at mennesker selv kan bestemme, om de vil deltage i produktionsræset eller ej?

Bortset fra det moralske forkastelige i at nogen få skal definere ikke kun arbejdsliv men hele tilværelsen for andre - det frie valg, de priviligerede turnerer med, er afsløret som en bedragerisk illusion - må det på nuværende tidspunkt i historien stå klart for de fleste, at verdensøkonomien balancerer på en knivsæg af eksplosive miljø-og socioøkonomiske kriser. Magten - følg pengene - har spillet fallit, har i ufattelig grad misrøgtet det ansvar, 'den' på primitiveste vis har tilranet sig.

Derfor er tiden inde til at vove nye måder. Borgerløn bør kunne finansieres alene ved de mange milliarder, som nu allokeres ind i beskæftigelsesområdet, og som kun tjener til at plage de ledige og til at opretholde de priviligeredes løgn om det frie valg. Men så mister magten selvfølgelig kontrollen med arbejdsstyrken, med produktionen og den dermed forbundne magt. Det tør/vil magten og dens mæhende proselytter ikke. Man ved, hvad man har men ikke, hvad man får.

Et kæmpespild af menneskelige og økonomiske ressourcer. Og hvor dumt er det?

Randi Christiansen

Et andet frygtscenario er, at så mange vil vælge at melde sig ud af produktionsræset, at nuværende økonomi vil kollapse.

Tør man vove påstanden, at det er på høje tid at omstille til permakukturel, bæredygtig økonomi.

Hvis ikke der foretages seriøse ændringer i nuværende administration, må vi alligevel imødese små og store kollapser, hvor lappeløsninger og akutindsatser ikke løser men kun skubber de grundlæggende problemer foran os. Så er det bedre at være på forkant. Er borgerløn en god måde at administrere fællesejet? Vi kan jo håbe, at det ville bringe os nærmere en hensigtsmæssig ressourceadministration og dermed en funktionel miljø-og socioøkonomi. Det kan jo næsten ikke blive værre.

Randi Christiansen

Niels simon og andre - følgende citat er fra vores gode ven karsten kølliker på fb :

"Jeg er tilhænger borgerløn af netop de grunde du nævner. Altså som opgør med al den umyndiggørende og uværdige behandling af personer, som af den ene eller den anden grund, midlertidigt eller mere vedholdende, ikke kan finde beskæftigelse på det herskende jobmarked. Der er noget hyklerisk og letkøbt ved holdningen, at det er folks egen skyld hvis de ikke kan finde beskæftigelse. Med den anskuelse slipper man ligesom for at tage stilling til de store strukturelle ubalancer samt den opblæste og kunstige karakter af masser af de velbetalte jobs på det nuværende jobmarked. Var vores økonomiske forestillinger ressourcebaserede frem for pengemæssige ville det være indlysende, at en arbejdsløs som laver frivilligt foreningsarbejde eller passer sin kolonihave vil være mere værdiskabende end mange reklamefolk, spekulanter, journalister eller politikere.

Men når det er sagt, er jeg meget i tvivl om borgerløn overhovedet har en gang på jord. Mit problem er, at når tilhængerne argumenterer for hvorfor vi som samfund nemt vil have råd til at indføre sådanne ordninger, så forudsætter de i mine øjne, at en alt for stor del af vores nuværende økonomier overhovedet er reel. De tager alt for mange af de økonomiske tal for pålydende, og overser efter min opfattelse dermed, at tallene for bruttonationalproduktet og skatteprovenuer og akkumulerede formuer er korrumperede af årtiers fuldkommen hæmningsløse udvidelser af pengemængden. Når man hører at klodens otte rigeste personer nu ejer lige så meget som den fattigste halvdel af hele klodens befolkning, så siger det måske nok noget om de ekstreme uligheder der har udviklet sig over de seneste år, men det siger først og fremmest noget om, hvordan vores pengesystemer er trådt ind i en lallende forrykt fase lige inden samme systemer kollapser, som de fatamorganaer de er.

I henhold til mine økonomiske begreber hænger regnestykkerne for finansieringen af borgerlønsinitiativer ikke sammen. Og hvad mere er, så vil ethvert selv relativt beskedent initiativ i retning af en mere ligelig fordeling af pengeformuerne formentlig være tilstrækkeligt til at hele illusionen brister, og ni tiendedele af alle de hidtidige ”formuer” vil forsvinde som dug for solen. De var alligevel aldrig virkelige. De var kun virkelige så langt som at nogen for en periode kunne bruge disse matadorpenge til at købe jord og produktionsmidler for, men vil dette ejerskab til jorden og produktionsmidlerne blive respekteret på den anden side af det store finansielle kollaps? Jeg tror det ikke. Faktisk har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig det. Selvfølgelig vil den almindelige befolkning generobre ejerskabet til jorden og produktionsmidlerne i en eller anden form. Det behøver ikke at være socialisme eller kommunisme, men måske i form af en slags økonomisk demokrati og/eller bæredygtig kapitalisme."

Sider