Til kontrol hos Informations korrekthedspoliti

Nåh, men jeg havde altså udtænkt en idé til en lidt mere munter og hyggelig julekalender end den, der nu kører.

Min idé var – kort fortalt: To raske gutter drager ud i verden med den opgave at finde juleglæden. Selv om der er nok af tyngende problemer i verden, så skulle de to lede efter ting, som skabte juleglæde – f.eks. i Trumps USA, i Erdogans Tyrkiet eller i Xi Jinpings Kina.

Problemerne opstod, da jeg mødte det efterhånden noget velvoksne panel, over for hvilket man skal pitche, som det hedder på nydansk, sin idé, inden man får lov at gå i gang.

På den ene side af et langt bord sad alle de redaktører og mellemledere, som avisen har ansat til at holde daglange møder om, hvad det dalende antal skribenter skal fylde spalterne med.

»Det handler om to gutter, der skal …« begyndte jeg lige så kækt, inden jeg blev stoppet af kønsredaktøren, der har til opgave at holde øje med, at der er lige mange kvindelige og mandlige kilder i avisen.

»To gutter, siger du. Hvorfor er den ene ikke en kvinde?« spurgte kønsredaktøren.

»Okay, så siger vi en gut og en tøs, de skal …«

»Lad venligst være med at bruge ordet tøs. Brug ordet kvinde«, sagde kønsredaktøren.

»Fint, men gutten og kvinden skal så …«

»Er begge etniske danskere?«

Det var etnicitetsredaktøren, der nu brød ind.

»Ja, du ved vel, at vi her på den mindst ringe lægger stor vægt på, at alle etniciteter er repræsenteret,« sagde etnicitetsredaktøren.

»Allright. Forestil jer så en gut og en somalisk kvinde, der skal …«

»Hvilken seksualitet er der tale om? Er begge hetero, eller kan den ene være repræsentant for en minoritetsseksualitet?« 

Nu var det seksualitetsredaktøren, der blandede sig.

»Jeg starter lige igen: Vi har altså en gut og en lesbisk somalisk kvinde, som skal …«

»Jeg savner virkelig i dit oplæg, at den ene er tyngdemæssigt udfordret. Hvis vi kun beskriver normalvægtige folk, medvirker avisen ubevidst til udgrænsning af alle de borgere, der har valgt at leve på en anden måde«, sagde den redaktør, som vi mand og mand imellem, undskyld, mand og kvinde imellem, her på avisen kalder for vægtvogteren.

»Okay, helt forfra: Vi har en gut og en overvægtig, lesbisk somalisk kvinde, og de skal …«

»Jeg går ud fra, at det indgår i dit forslag, at mindst en af deltagerne repræsenterer provinsen. Vores avis skal afspejle, at vi er en avis for hele landet og ikke kun for københavnere,« sagde lokalredaktøren.

»Ja, ja. Altså, en gut og en overvægtig, lesbisk somalisk kvinde fra Nordborg på Als har fået til opgave …«

Nu tog uddannelsesredaktøren ordet:

»Jeg er nødt til at få på plads, hvilken uddannelse dine to hovedpersoner har. Mindst én af dem skal være noget andet end akademiker, f.eks. murer eller tjener.«

»Jamen, så har vi en gut og en overvægtig, lesbisk somalisk kvinde, der er udlært som frisør, fra Nordborg på Als, og de får så til opgave at rejse til Tyrkiet …«

Længere kom jeg ikke. Nu var det klimaredaktørens tur til at blande sig:

»Hvordan foregår så denne rejse, som er du er så forhippet på at beskrive? Jeg håber sandelig, at de tager toget eller måske endnu bedre cykler,« sagde klimaredaktøren.

»Jeg havde nu forestillet mig, at de kunne flyve. Altså, hvis en gut og en overvægtig, lesbisk somalisk kvinde, der er udlært som frisør, fra Nordborg på Als, f.eks. rejser med Ryanair til Ankara, så behøver det ikke at blive så ...«

Der lød en tordnende stemme gennem lokalet:

»Du kan lige vove på at bruge et flyselskab, der ikke vil tegne overenskomst!« Det var den faglige redaktør, som med stor …

Så vågnede jeg med et sæt.

»Du ser helt forvirret ud,« sagde min søde kone.

»Ja, jeg har haft et forfærdeligt mareridt om avisens julekalender,« mumlede jeg, inden jeg gik ud og tissede.

En time efter sad jeg inde ved mit skrivebord på redaktionen, klar til dagens dont. Pludselig stak en redaktør hovedet ind på kontoret:

»Du husker nok, at du skal skrive et afsnit til avisens julekalender til på tirsdag, ikke? Kigger du lige ind, så vi kan tale om, hvad du skal skrive?«