Nåh, men jeg havde altså udtænkt en idé til en lidt mere munter og hyggelig julekalender end den, der nu kører.
Min idé var – kort fortalt: To raske gutter drager ud i verden med den opgave at finde juleglæden. Selv om der er nok af tyngende problemer i verden, så skulle de to lede efter ting, som skabte juleglæde – f.eks. i Trumps USA, i Erdogans Tyrkiet eller i Xi Jinpings Kina.
Problemerne opstod, da jeg mødte det efterhånden noget velvoksne panel, over for hvilket man skal pitche, som det hedder på nydansk, sin idé, inden man får lov at gå i gang.
På den ene side af et langt bord sad alle de redaktører og mellemledere, som avisen har ansat til at holde daglange møder om, hvad det dalende antal skribenter skal fylde spalterne med.
»Det handler om to gutter, der skal …« begyndte jeg lige så kækt, inden jeg blev stoppet af kønsredaktøren, der har til opgave at holde øje med, at der er lige mange kvindelige og mandlige kilder i avisen.
»To gutter, siger du. Hvorfor er den ene ikke en kvinde?« spurgte kønsredaktøren.
»Okay, så siger vi en gut og en tøs, de skal …«
»Lad venligst være med at bruge ordet tøs. Brug ordet kvinde«, sagde kønsredaktøren.
»Fint, men gutten og kvinden skal så …«
»Er begge etniske danskere?«
Det var etnicitetsredaktøren, der nu brød ind.
»Ja, du ved vel, at vi her på den mindst ringe lægger stor vægt på, at alle etniciteter er repræsenteret,« sagde etnicitetsredaktøren.
»Allright. Forestil jer så en gut og en somalisk kvinde, der skal …«
»Hvilken seksualitet er der tale om? Er begge hetero, eller kan den ene være repræsentant for en minoritetsseksualitet?«
Nu var det seksualitetsredaktøren, der blandede sig.
»Jeg starter lige igen: Vi har altså en gut og en lesbisk somalisk kvinde, som skal …«
»Jeg savner virkelig i dit oplæg, at den ene er tyngdemæssigt udfordret. Hvis vi kun beskriver normalvægtige folk, medvirker avisen ubevidst til udgrænsning af alle de borgere, der har valgt at leve på en anden måde«, sagde den redaktør, som vi mand og mand imellem, undskyld, mand og kvinde imellem, her på avisen kalder for vægtvogteren.
»Okay, helt forfra: Vi har en gut og en overvægtig, lesbisk somalisk kvinde, og de skal …«
»Jeg går ud fra, at det indgår i dit forslag, at mindst en af deltagerne repræsenterer provinsen. Vores avis skal afspejle, at vi er en avis for hele landet og ikke kun for københavnere,« sagde lokalredaktøren.
»Ja, ja. Altså, en gut og en overvægtig, lesbisk somalisk kvinde fra Nordborg på Als har fået til opgave …«
Nu tog uddannelsesredaktøren ordet:
»Jeg er nødt til at få på plads, hvilken uddannelse dine to hovedpersoner har. Mindst én af dem skal være noget andet end akademiker, f.eks. murer eller tjener.«
»Jamen, så har vi en gut og en overvægtig, lesbisk somalisk kvinde, der er udlært som frisør, fra Nordborg på Als, og de får så til opgave at rejse til Tyrkiet …«
Længere kom jeg ikke. Nu var det klimaredaktørens tur til at blande sig:
»Hvordan foregår så denne rejse, som er du er så forhippet på at beskrive? Jeg håber sandelig, at de tager toget eller måske endnu bedre cykler,« sagde klimaredaktøren.
»Jeg havde nu forestillet mig, at de kunne flyve. Altså, hvis en gut og en overvægtig, lesbisk somalisk kvinde, der er udlært som frisør, fra Nordborg på Als, f.eks. rejser med Ryanair til Ankara, så behøver det ikke at blive så ...«
Der lød en tordnende stemme gennem lokalet:
»Du kan lige vove på at bruge et flyselskab, der ikke vil tegne overenskomst!« Det var den faglige redaktør, som med stor …
Så vågnede jeg med et sæt.
»Du ser helt forvirret ud,« sagde min søde kone.
»Ja, jeg har haft et forfærdeligt mareridt om avisens julekalender,« mumlede jeg, inden jeg gik ud og tissede.
En time efter sad jeg inde ved mit skrivebord på redaktionen, klar til dagens dont. Pludselig stak en redaktør hovedet ind på kontoret:
»Du husker nok, at du skal skrive et afsnit til avisens julekalender til på tirsdag, ikke? Kigger du lige ind, så vi kan tale om, hvad du skal skrive?«
Julekalender: Jeg griber til handling!
Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.
At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.
Seneste artikler
Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet
24. december 2018Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værreJeg vil øve mig på ikke at holde min kæft
23. december 2018Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneriVi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur
22. december 2018Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Man siger, at komik = tragedie + tid..
#TooSoon...?
Jeg kan kun finde på et krav til journalistikken i vore tider og som jeg kunne have lyst til at udfordre dig med:
Genopfind den kritiske journalistik. Hint: Det er ikke at gentage spørgsmål som du ikke får svar på eller som blot udløser en velforberedt snakken ved siden af.
Spørg, hvis du vil vide mere.
Der var engang en børnehave, som havde fået tre nye gyngeheste. De tre stærkeste drenge erobrede straks hver sin. Da pædagogerne syntes, at det var på tide, at de andre børn også skulle have en tur, gav drengen på den blå hest sig til at tude, ham på den sorte hest slog og sparkede dem der kom i nærheden af ham. Den tredje dreng sprang glædestrålende ned og sagde: Det er så fedt, det skal I andre også prøve. Han blev sidenhen valgt til præsident - men det var også kun et eventyr.
Der er ingen ende på Paris, er der en bog, der hedder. Der er heller ingen ende på det der.
Kurt Nielsen: "Genopfind den kritiske journalistik."
Hus forbi!
Ulrik Dahlin skal ikke genopfinde noget som helst, han skal bare keep up the good work. Ulrik er efter min mening en af Danmarks bedste journalister, han graver i alle de emner, som det bedre borgerskab helst ser fejet ind under gulvtæppet. Han er faktisk hovedgrunden til, at jeg betaler for avisen.
Men jeg forstår godt, hvor du vil hen, Kurt, kritisk journalistik er en mangelvare. Blot er det ikke Ulrik Dahlin, der er skyld i journalistbranchens deroute, tværtimod holder han fanen højt og burde være et obligatorisk eksempel til efterfølgelse på alle journalistuddannelserne.