Kommentar

Kun respekt for grænserne kan redde freden i Europa

Det europæiske fællesskab har svigtet sine løfter over for nationalstaterne – migrantkrisen havde været en umulighed, hvis de internationale forpligtelser var blevet ærligt forvaltet
27. december 2018

Danmark sagde ikke ja til grænseløshed, da vi i 1997 tiltrådte Schengen-konventionen.

Der var tale om en aftale med vores europæiske naboer om at åbne os for dem, mens de samtidig lovede os, at de ville beskytte os alle udadtil.

Efterhånden er det dog tydeligt at se, at aftalen har fulgt det samme mønster, som vi første gang oplevede, da vi i 1972 sagde ja til at indtræde i et handelssamarbejde, der sidenhen har udviklet sig til en altomfattende politisk union – EU: Vi blev lokket ind på falske forudsætninger med aftalepartnere, der ikke magtede – og måske slet ikke agtede – at overholde deres del af aftalen.

Danskerne blev dengang forklaret, at vi ikke havde noget at bekymre os om ved at sætte vores lid til andres garantier. De, der alligevel advarede om konsekvenserne af suverænitetstabet, blev stemplet som nogle uvidende og måske racistiske typer, som ingen fornuftige burde have tiltro til. Påstanden var, at der var tale om frihandel. Aldrig noget, der ville fjerne vores ret til at lovgive i eget land.

Som bekendt blev virkeligheden en helt anden: I dag bestemmes den altovervejende del af de love, der sætter rammerne om danskernes liv, ikke af vores folkevalgte, men i EU-systemet. Folketinget er i stigende grad bundet af det vildtvoksende bureaukrati i Bruxelles, der griber enhver chance for at udvide sine beføjelser.

Det gik på samme måde med Schengen-konventionen: Ophævelsen af national grænsekontrol ville ikke gøre Danmark mere sårbart over for ulovlig indvandring, for grænserne ville jo kun være åbne mod andre EU-lande – Europas ydre grænser ville fortsat blive hævdet og sikret. Sådan var løfterne.

I sensommeren 2015 tvang virkeligheden os dog til at blive klogere: Retsløsheden kulminerede med vandrende migranter på Danmarks motorveje, som havde mere eller mindre kvalificerede motiver for deres tilstedeværelse. Enhver med øjnene i behold forstod, at Bruxelles endnu en gang havde vist sig uværdigt til vores tillid, og at systemet igen havde svigtet sine forpligtelser.

Konventionernes ophævelse

For havde de holdt deres løfter, var situationen aldrig kommet så vidt: Schengen-konventionen fastlagde, hvordan det skulle være dét land, hvis ydre grænse en migrant først passerede, der havde ansvaret for vedkommende. Det samme princip blev fastlagt i Dublin-forordningen, hvorefter medlemsstaten, der først registrerer den pågældende migrant, har ansvaret for en eventuel asylansøgning.

Kort sagt: Ifølge internationale forpligtelser burde det aldrig være blevet Nordeuropas opgave at tage imod asylansøgere, der var vandret gennem adskillige fredelige lande på deres vej til velfærdsydelser.

Men disse konventioner besluttede dommere, der aldrig har været på valg, at ophæve – så Norden sad tilbage med ’aben’ af ukontrolleret migration. Dommerne demonstrerede dermed, hvad de selv forstod ved internationale forpligtelser: At aftaler sagtens kan brydes, hvis bare det er belejligt.

Jeg tror, der var mange af os, der den sommer kom i berøring med meget forskellige følelser, da vi efterhånden fik en fornemmelse af situationens alvor: sympati, jovist, men også vrede og frygt.

Sympati, fordi det er naturligt, at mennesker overskrider love i jagten på bedre livsvilkår; vrede, fordi det blev klart, at vores partnere igen ikke havde holdt, hvad de lovede; og frygt, fordi vi nu aner, at grænseløsheden er blevet en trussel mod selve fundamentet for den europæiske samfundsorden: tilliden til, at man holder, hvad man lover.

Fortsatte grænsekrænkelser

Som det ser ud nu, er intet blevet løst: Selvom den illegale migration er mindsket, fortsætter tilstrømningen – alene i år har der været mindst 100.000 grænsekrænkelser. Samtidig var der ifølge EU-Kommissionens egne tal allerede i 2015 mere end to millioner illegale indvandrere inden for netop det grænsefrie Schengen-område, som de havde lovet at sikre.

En voksende del af europæerne forstår efterhånden, at de højstemte løfter, der blev aflagt mellem staterne, nu snart må opfyldes, hvis vi skal sikre grundlaget for den fredelige og frie sameksistens, som har kendetegnet vores verdensdel siden 1945. Alternativet er, at Europa igen vil komme til at stå ansigt til ansigt med de voldskræfter, der vansirede kontinentet i det tyvende århundrede.

Den 26. maj skal vi vælge repræsentanter til EU-Parlamentet. Den dag får danskerne muligheden for at tilkendegive vores vilje til en fælles fremtid. Set herfra er det hele ret enkelt: Det europæiske fællesskab kan kun overleve, hvis det begynder at overholde sine aftaler og respekterer forudsætningerne for internationalt samarbejde. Kun respekt for grænserne kan redde freden i Europa.

Rasmus Munch Søndergaard er forhenværende fuldmægtig i Udlændingestyrelsen og medlem af Dansk Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ak. I gamle dage var alt bedre. Og helt galt gik det, da nogle rigmænd i sin tid besluttede at Jylland, Fyn og Sjælland skulle tilhøre en mand, som så fik titel konge af Danmark. Alle folk i området skulle så være danskere.
Og sørgeligt er det, at vi har mistet bymurerene. Her kunne banditter og lokale arbejdssøgende bremses. Det skabte tryghed og sikkerhed for borgerne.
Og så kom den her mellemøstlige religion til landet, der snart med smiger snart med vold og trusler, ville tvinge os til at opgive vores barnetro. Vi blev underlagt en temmelig krigerisk beduin tro, og vores guder måtte kun være Gud og Kristus.
Ak-ke ja som det kan gå.

Thomas Tanghus, Henning Kjær, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Samuel Grønlund, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Samuel Grønlund

Jeg tror at fremtidig fred og fordragelighed i Europa - og for så vidt i verden - afhænger af vores evne til at modstå, marginalisere og om nødvendig nedkæmpe den hjernedøde løgnagtige racistiske nationalisme som DF og andre højre-rabiate, nazi-inspirerede partier pusher.

Philip B. Johnsen

Rasmus Munch Søndergaard skriver:
“Europa igen vil komme til at stå ansigt til ansigt med de voldskræfter, der vansirede kontinentet i det tyvende århundrede.”

Rasmus Munch Søndergaard har fuldstændig ret, men tager fejl af årsagen.

De folkevalgte politikere stjæler vores børns fremtid, børn og voksne er i stigende grad vrede over den manglende modenhed i Folketinget, i EU og medlemslandene generelt.
De folkevalgte burde være befolkningens tjenere, men de folkevalgte søger fortsat økonomisk vækst ‘ikke’ velfærd for børn og deres fremtid.

Der er stigende behov for, at må rykke sammen, hvor der fortsat er eksistensgrundlag på jorden og ingen menneskeskabte landegrænser optegnet på et kort eller militære styrker, vil kunne ændre på dette faktum.

DF anerkender klimaflygtninge før eller siden, som legitim årsag til, at få asyl i Danmark.
Det er super vigtigt for Danmark og danskerne, da Danmark er et fladt lavtliggende land, hvor fra mange danskere selv risikere at blive klimaflygtninge fra i fremtiden.

Det er ikke klogt, at underkende den begrundede frygt radikaliserede fundamentalistiske politikere, som Rasmus Munch Søndergaard føler, det handler derimod om, at få de rigtige politikere med løsninger på posterne.

Christian Mondrup

Jeg har ofte undret mig over, hvordan ansatte i Udlændingestyrelsen kan se sig selv i øjnene. Oven på dette indlæg undrer jeg mig ikke slet så meget.

Rasmus Munch Søndergaard har du bare et forslag til at skabe det du kalder respekt for grænserne. Den respekt for grænserne du efterspørger kan kun etableres med hård vold. Jeg mener hvor højt skal hegnet være, hvor meget pigtråd, hvor høj elektrisk spænding, hvor mange soldater, hvor mange vil du/er du parat til at tage ansvar for der bliver skudt (på)?
Er det OK for dig hvis bare det er andre landes grænsebevogtning der skyder/dræber flygtninge?

Krister Meyersahm

Kun idioter lader hoveddøren være ulåst og jeg fatter ikke, at vi som nation ikke ønsker en vis kontrol med indrejsende. Vi er jo ikke ubekendte med adgangskontrol på jobbet og mange steder i det offentlige rum mødes vi af "vagter". Og vi tillader den mest rigorøse kontrol ved udrejse fra landet, sjovt nok.

Kriser Meyersahm. Dit debatniveau er interessant. Hvordan definerer du en idiot, ud over det er en person, der lader sin dør stå åben?

Krister Meyersahm

Peter Knap.
En idiot er sådan en som mig, der anvender ord og begreber på en måde, der giver anledning til misforståelser hos læseren.