Læserbrev

Kvinder chikaneres i langt højere grad end mænd på arbejdspladsen

Hvis vi skal kunne bekæmpe vold og chikane i arbejdslivet effektivt, skal vi alle sige tydeligt fra, når vi møder det. Og vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå at det finder sted. Myndigheder, arbejdsgivere og fagbevægelse
27. december 2018

Kvinder og mænd har forskellige arbejdsliv. Men når vi taler om arbejdsmiljø, taler vi sjældent om kønnets betydning. Det skal vi blive bedre til. For vi lægger altså ikke vores køn fra os, når vi går på arbejde.

Et klokkeklart eksempel på en ’kønnet’ problematik er seksuel chikane. Kvinder har nemlig langt større risiko for at være udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen end mænd.

Selv om det ikke altid er tilfældet, er seksuel chikane altså oftest en handling, der udføres af mænd mod kvinder. En afgørende faktor for at blive udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen er derfor den krænkedes køn.

Det samme mønster viser sig, når vi kigger på vold og trusler om vold i arbejdslivet. Her er kvinder også mere udsatte end mænd. Mens 14 procent af kvinderne angiver, at de har været udsat for vold og/eller trusler om vold på jobbet, gælder det for knap syv procent af mændene.

Det hænger delvist sammen med, at risikoen for at blive udsat for vold og trusler i arbejdet er højere på arbejdspladser, hvor man arbejder med og blandt mennesker, eksempelvis patienter, klienter og kunder. Der er generelt beskæftiget flere kvinder i fag, som har med mennesker at gøre.

Både et spørgsmål om ligestilling og arbejdsmiljø

Kvinder og mænd er generelt udsat for forskellige påvirkninger på jobbet, fordi de i så stort omfang er ansat i forskellige brancher og besidder forskellige jobfunktioner.

Næsten 80 procent af ansatte i den offentlige sektor er kvinder, mens næsten 75 procent af de ansatte i det private er mænd. Dertil arbejder kvinder i højere grad inden for omsorgs- og servicefag, mens vi særligt finder mænd inden for byggeri-, håndværks- og industrifag.

Det betyder altså, at dit køn kan have betydning for, hvilket arbejdsmiljø du ender op med.

Det er altså tydeligt, at der er masser af ligestillingsproblematikker at tage fat på – også på arbejdsmiljøområdet. I de tilfælde er det særlig vigtigt, at arbejdsmiljø- og ligestillingsinitiativer går hånd i hånd.

I LO har vi derfor taget fat på seksuel chikane som en ’både-og-problematik’. Det er både en ligestillings- og en arbejdsmiljøproblematik.

Vi arbejder også for en international ILO-konvention mod vold og chikane på arbejdspladsen til gavn for både arbejdsmiljøet og ligestillingen. Det gør vi for at slå fast, at alle uanset køn har ret til et arbejdsliv uden vold og chikane.

Hvis vi skal kunne bekæmpe vold og chikane i arbejdslivet effektivt, skal vi alle sige tydeligt fra, når vi møder det. Og vi skal gøre, hvad vi kan, for at undgå at det finder sted. Myndigheder, arbejdsgivere og fagbevægelse. Det er det, en ILO-konvention kan anvise veje til.

Derfor håber vi også på støtte fra både arbejdsgivere og regering til konventionen. En ny konvention og bedre forebyggelse af seksuel chikane på de danske arbejdspladser er nogle af de politiske sejre, som vi håber det nye år vil bringe med sig.

Nanna Højlund og Morten Skov, næstformænd i LO

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu