Læserbrev

Løkke og Samuelsens sorte klimapolitik er alt andet end liberal

En liberal regering bør tage seriøs del i klimakampen. Også selvom det kræver adfærdsregulerende afgifter og indgreb i den personlige frihed
7. december 2018

Løkke og co. har mistet deres liberale ånd, og regeringen sælger billigt ud af deres grundværdier. Der er en tydelig modsætning mellem selvbilledet som Danmarks liberale regering og VLAK’s ansvarsløse klimapolitik, der kritiseres stærkt af Klimarådet. 

En sand liberal regering ville nemlig ty til adfærdsregulerende initiativer for at sikre individets frihed på sigt.

Det lyder måske selvmodsigende, men logikken er simpel. Liberalismen bygger på kongstanken om, at man er fri til at gøre, hvad man vil, så længe det ikke skader andre. Mantraet fremførte John Stuart Mill i værket On Liberty i 1859, og det udgør fortsat et politisk-filosofisk udgangspunkt for den moderne liberalisme. Et mantra, som regeringen vedkender sig, bl.a. med Anders Samuelsens ord om, at »målet er at leve i frihed, så længe det ikke skader andre«.

Ægte liberale værner altså om personlig frihed, så længe den ikke skader andre. Reguleringen af skadelig adfærd findes i det liberale dna. For eksempel begrænser våbenlovgivningen vores mulighed for at bære våben i offentligheden, fartgrænserne forhindrer os i at køre ræs på vejene, ligesom straffeloven forbyder mennesker at gribe til selvtægt.

Men når det kommer til skader forårsaget af klimabelastende adfærd, hopper den liberale kæde af. Her fastslår forskningen, at klimaforandringerne er dels menneskeskabte og dels skadelige for hele menneskeheden. De rammer især fattige, geografisk udsatte og fremtidige generationer.

Der er altså ingen tvivl om, at vores klimabelastende adfærd skader andre. John Stuart Mill og et kor af klimaforskere er enige: En liberal regering bør tage seriøs del i klimakampen. Også selvom det kræver adfærdsregulerende afgifter og indgreb i den personlige frihed.

Jo tak, Løkke har strategisk meldt sig på banen i klimakampen. Men regeringens udspil er uambitiøst og gennemhullet oven på mange års politisk forsømmelse af klimakrisen.

Regeringen er stadig ikke grøn og har aldrig været det. Det skyldes paradoksalt nok modstanden mod nødvendige indgreb i den personlige frihed. Regeringen fremstår derfor ikke liberal, men nærmere handlingslammet uden forbindelse til virkeligheden og sit liberale ophav.

Det er tid til et opgør med liberales berøringsangst over for klimaafgifter. Vi beder i hvert fald til, at Løkke vil lytte til opfordringen og begynde at føre en ansvarlig og liberal klimapolitik. En klimapolitik, hvor indgreb i dele af den personlige frihed anerkendes som middel til at sikre friheden for alle på længere sigt.

Kristoffer la Cour, Nina Möger Bengtsson, Joachim Peter Tilsted, Nina Meiniche og Luna Stæhr Andersen, Klimagruppen KAKTUS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu