Lyt ikke til Morten Albæk, hvis din familie skal gide at holde jul med dig

Med udgivelsen af sin nye bog, Ét Liv Én Tid Ét Menneske, giver erhvervsmanden Morten Albæk udtryk for, at han finder en højere mening med sit liv, når han lever hver dag på en sådan måde, at han fortsat er nem at elske i morgen. Men her ender Albæk nok nærmere uelsket i morgen. Eller senest juleaften. I hvert fald, hvis han har tænkt sig at efterleve sine egne råd.

Som når han siger, at vi bliver syge af en skarp adskillelse mellem arbejde og fritid. Og som når han siger, at der ikke eksisterer nogen work-life balance – i stedet skal arbejdet give mere mening.

Jo tak, men prøv lige at sige det til hovedparten af arbejdsstyrken, for hvem et arbejde er et arbejde. Et job, hvorfra man glæder sig til at få fri. Fri til det egentlige liv afgrænset fra arbejdet. Men hvor det ’fri’ selvfølgelig kun bliver rum for det ’egentlige’ på grund af arbejdet.

Den skønneste work-life balance her i livet er behagelig træthed efter dagens afsluttede dont. Og dermed bidrag til det fælles. Som sådan er grænsen mellem work og life en meningsfuld realitet for langt de fleste mennesker. Albæk kunne derfor dårligt tage mere fejl.

Nedton betydning af arbejde

Det vurderer jeg på baggrund af mange års erfaring med mennesker – der læsses af fra en sækkevogn med arbejdsrelateret stress og depression i min psykologpraksis. Lyt derfor langt hellere til sangerinden Tina Dickow end til Morten Albæk, når hun til Avisen Danmark siger:

»Der er mange ting i mit liv, som jeg ikke har tid til at stresse over, fordi mit familieliv er, som det er nu. Der er tre børn, som skal være glade hver dag. Det er klart, at det er nummer ét. Det har på en eller anden måde reddet det hele, så det netop ikke bliver forkrampet.«

Som jeg ser det, taler Dickow her om, at hun ved at være »skarp på børnene« oplever, at presset fra hendes profession bliver afgørende mindre. Idet hun tildeler børnene større mening end arbejdet, og ved at hun nedtoner betydningen af samme arbejde, forebygger hun stress.

Dét er vejen til at blive et helt menneske, der undgår at spaltes på et eksistentielt niveau.

Tilvalget af større mening i livet adskilt fra arbejdet kan naturligvis også være meget andet end børnene. For min eget vedkommende det kristelige – og andre nære relationer i det hele taget. Eller det kan være noget helt tredje, når altså bare det bygger på en identitet og værdi uafhængig af arbejdet.

Her råder jeg hverken kvinden eller manden tilbage til børnene og kødgryderne. Hvilket klart heller ikke er Dickows plan på sigt, fremgår det.

Jeg råder til at finde livets mening i noget større og mere varigt end ’karrieren’. Professionen, hvor du med sikkerhed anses for antikveret, før du aner det. Noget større på den måde, at jo vigtigere arbejdet er for dig, jo mere bør du holde en arms afstand til det, hvis ikke det skal opsluge dig.

Eksistentiel ensomhed

Albæks råd om afslutning af work-life-tanken risikerer for langt de fleste af os at føre til yderligere stress og depression. Ultimativt til eksistentiel ensomhed.

I praksis kan det se ud som dengang legendariske Harry ’Motor’ Jensen (tidl. direktør for Volvo i Danmark, red.) på tv delte med os, at han så sig nødsaget til at holde juleaften hos Frelsens Hær. Fusioneret med sit arbejde som Motor var, indtil han blev båret ud, havde ingen af hans børn længere lyst til at holde jul med ham.

Det kan også udtrykkes sådan, at dit arbejde aldrig bliver andet end en kortvarig rejsedragt. Og derfor heller aldrig en afgørende del af, hvem du virkelig er. Under overskriften »Mon du har en kær, når boet gøres op?« skrev jeg i min bog Svaret er Ja – Kierkegaard som parforholdets fyrtårn følgende:

»Tillad mig at give dig verdens bedste råd. Det er helt galt at ofre konen eller manden og familien til fordel for jobbet. Det er helt galt ikke at slappe lidt af for i stedet at prioritere kæresten, vennerne, familien og børnene. (…) Jeg er lige så langsomt ved at fatte dybden i nu afdøde læge professor Flemming Kissmeyers ord, når han ved festlige lejligheder sagde, og i øvrigt efter en enestående medicinsk karriere, at det vigtigste, han havde lært her i livet, var, at man skal huske at sætte nye øl på køl, når man har taget den sidste. Selv om jeg nu kun drikker én øl om dagen, er jeg helt enig i det billede.«

Da jeg sidst i Kissmeyers liv lærte ham at kende privat, havde han på sin vis bevaret sit gode humør. Men grundlæggende var han ensom, fordi hans livslæring blev erkendt for sent.

Vi taler her om den almene erfaring på mangen en plaget sjæl, der er, at et menneskes identitet ikke kan flettes sammen med arbejdet. Eller jo, det kan den jo alt for godt, imens min påstand altså er, at det i så fald nemt fører til eksistentiel ensomhed.

Lederen er ikke din ven

En lægeven fortalte om en kollega, der mistede sit faglige omdømme, fordi han ikke kendte grænsen for, hvor meget han kunne tillade sig at stimulere patienternes vagina med fingertryk. Jeg vurderer, at Morten Albæk har et lignende problem med at fatte andres ultimative grænser. Deres integritet.

Det gør jeg, fordi Albæk for mig at se foreslår lederen at gå så tæt på medarbejderens inderste tanker, at det ligner psykisk vaginal krænkelse. Overgreb, der umiddelbart ’kun’ er verbale. Men som i deres potentielt grænseødelæggende natur faktisk er at ligne med en fysisk krænkelse.

På sigt vil den slags samtaler om medarbejdernes inderste tanker, som Albæk taler om, med stor sandsynlighed opleves som et overgreb af denne medarbejder. Det vil de samtaler, fordi det aldrig må glemmes, at den overordnede ansatte besidder magten til at fyre den underordnede.

Til dig, der ikke er leder, vil jeg derfor sige: Stol selvfølgelig på din leder, men giv aldrig denne adgang til dit inderste. Man kan ikke være ven med sin leder, det findes ikke.

Når jeg har det med Albæks forslag til intime medarbejdersamtaler med her, er det til belysning af dømmekraften i den stemme, der anbefaler afskaffelse af grænsen mellem work og life. Jeg siger dermed ikke, at Albæk selv begår overgreb på nogen. Jeg siger, at jeg frygter for, at hans samtalemetoder i denne sag kan lede til overgreb i ukyndige lederhænder.

Grum opvågning forude

Tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt der er eller skal være en grænse mellem work og life eller ej. Her får Morten Albæk mig ærlig talt til at tænke på arbejdsgiverrelateret lobbyisme. Bundlinjetænkning, der er at bilde folk ind, at det sjoveste og mest meningsfulde her i livet skal være at gå på arbejde.

Men det skal du simpelthen bare ikke lade nogen bilde dig ind, har jeg hermed tilladt mig at række fingeren op og sige. Og gør du det alligevel, så venter en grum opvågning med sikkerhed forude. Desuden: Spørgsmål som ’Hvem er du?’ og ’Hvad er meningen med livet?’ i ukyndige hænder risikerer rent faktisk at føre til sværere angst, sådan som allerede Kierkegaard gjorde opmærksom på.

Jeg har ikke plads til at yde Morten Albæk nuanceret retfærdighed. Heldigvis. For i teorien har Albæk muligvis fat i nogle gode pointer. Men dér, hvor et arbejde først og fremmest er et arbejde, er hans pointe om at afskaffe grænsen mellem work og life jo nærmest selvindlysende pædagogisk uegnet.

Medmindre selvfølgelig, du allerede er gift så meget med dit arbejde, at du mest af alt synes, at mine pointer her er fremsat af en idiot. I så fald, så hils til juleaften hos Frelsens Hær, når og hvis den tid kommer. Dit valg.

Ole Aagaard Olsen, psykolog