Må man godt i et stille øjeblik ønske sig et helt andet liv?

»Stille beskedent liv giver mere lykke end succesfuld stræben, forbundet med konstant rastløshed«, skrev Albert Einstein i 1922.

Den korte signerede note var angiveligt erstatning for drikkepenge til et bud, der kom med en besked til Einstein under et ophold i Tokyo, og den blev først berømmet sidste år, da den blev solgt på en auktion for 1,5 millioner dollar. Medierne døbte den ’Einsteins lykketeori’.

Men den her gang tror jeg, Einstein tog fejl. Et er, at det lyder som noget, han har hevet ud af en lykkekage. Noget andet er, at han nærmest selv havde modbevist teorien i sit eget liv.

At jeg overhovedet giver mig til at diskutere med Einstein med knap hundrede års forsinkelse er naturligvis et udslag af min egen tvivl (og megalomani). Længslen efter det simple liv kan være svær at modstå.

Nu er jeg langt fra den journalist i Danmark, der arbejder mest eller på de mest vanskelige tider af døgnet. Men som udlandsredaktør er der aldrig noget givet tidspunkt for, hvornår du er færdig med dit arbejde. Der sker altid noget vildt og spændende et sted i verden, som du kunne og måske burde sætte dig ind i.

Det er ikke uden nostalgi, at jeg tænker tilbage på den tid, hvor jeg stod bag disken på den lokale Statoil, og arbejdet var slut, når kassen var talt op.

Jeg forestiller mig, at Einstein på samme måde har kigget misundeligt på buddet i døren i Tokyo, der med garanti har kigget tilbage med en blanding af ærefrygt og forbløffelse, mens den angiveligt geniale europæer gav sig til at rode efter brevpapir og pen for at give ham et ord med på vejen.

Einstein var på det tidspunkt 43 år, og havde året forinden modtaget Nobelprisen i fysik. Det må have været udmattende konstant at søge svar på livets største spørgsmål, og så kunne man sikkert godt ønske – midt under en sådan en turné i Japan, hvor den første glamour over at modtage nobelprisen var klinget af, og prisen allerede var uddelt igen til den næste i rækken, mens du selv baksede videre med en tilsyneladende endeløs række af forelæsninger, der skulle afholdes, og verdensforandrende erkendelser, der lige trængte til en sidste hånd – at man skulle noget helt andet.

Mon Einstein ville være blevet lykkeligere af at have skruet ned for sin stræben og leve det stille liv? Eller ville han som nyansat bud for Hotel Tokyo hurtigt være begyndt at kaste sig over andre hobbyprojekter som udslag af en form for rastløshed?

Det sidste havde Einstein på en måde selv allerede svaret på. Da han som nyuddannet akademiker ikke kunne få job på universiteterne, endte han med at arbejde på et schweizisk patentkontor. Det gav ham en masse fritid, og den brugte han ikke bare på at vandre i Alperne med sin kone.

Det var her – og i øvrigt med en etårig søn derhjemme – at Einstein på ét år skrev fem videnskabelige artikler om blandt andet den specielle relativitetsteori og teorien om den fotoelektriske effekt, som han senere fik Nobelprisen for.

Jeg er fri

Jeg vil vædde med, at han ikke kunne lade være. Jeg tror ikke, man kan vælge, hvad der driver en. Man kan bare forsøge at følge med.

Så hvad er det, jeg vil gøre for at modarbejde min egen tvivl om, hvorvidt lykken i virkeligheden venter mig på Statoil eller måske i en afsidesliggende lun krog af verden, hvor jeg kun skal bekymre mig om at dyrke mine egne grøntsager og give mine børn kærlighed nok?

Noget af svaret er selvfølgelig at sætte rammer for, hvornår jeg ikke arbejder, så jeg kan holde ægte fri. Alt med måde og den gyldne middelvej og så videre. Men arbejdslivet er bare ét element, og jeg taler faktisk om hele livet. 

Løsningen må være at være dér, hvor du er, og leve det liv, du lever, i stedet for at forestille dig, at du ville være lykkeligere, hvis alting var anderledes, og du ikke efterstræbte de ting, du efterstræber.

Jeg tror, jeg vil prøve at minde mig selv om hver morgen, at jeg er fri. Den ene gang i døgnet skal jeg stille mig selv det åbne spørgsmål om, hvad jeg faktisk vil. Og huske på, at intet stopper mig fra at leve det stille liv, hvis jeg faktisk ville.