Måske var det frie og vildtvoksende internet en utopi. Men jeg vil savne det alligevel

Jeg er født i 1991 og i store træk opfostret af internettet. Det utæmmede, vildtvoksende internet. Det internet, hvor der ikke var forskel på voksne og børn, og hvor voksne indimellem gav sig ud for at være børn. Og vice versa.

For mig var det som at åbne en dør til Narnia, hver gang jeg ringede op på familiens modem.

Det var en tid med fælleskab på tværs af tidszoner. Jeg spillede tekstbaserede rollespil, sad hele nætter og chattede om de obskure interesser, som jeg åbenbart havde tilfælles med mennesker i Belgien, USA og Roskilde. Vi talte ikke om sociale medier, vi var bare sociale via digitale medier.

Verden var åben dengang. Sådan føltes den i hvert fald. Nu føles det, som om jeg er vidne til det frie internets svanesang – eller dødsrallen.

Ikke et pletfrit paradis

Seneste eksempel er Yahoos beslutning om at bandlyse ’voksent’ indhold på det sociale medie Tumblr, som blev opkøbt af den skrantende internetgigant i 2013. Med voksent indhold menes afbildninger af kønsdele, seksuelle handlinger og, oh gru, kvinders brystvorter. Med andre ord: erotik og porno.

Dén beslutning er af mange allerede blevet udråbt som en dødsdom over Tumblr. For kombinationen af nicheinteressefællesskab, fristed for minoriteter og mere eller mindre udsyret erotik var det, der gjorde Tumblr særligt.

Et Tumblr-feed kan både rumme lange tekster om social retfærdighed, top 10-lister over søde kattegifs, queerfortolkninger af Harry Potter, erotisk fanfiktion om historiske personer og hjemmelavet billedpornografi.

For mange, og især for LGBT+-personer, var Tumblr et sted, hvor man kunne finde sig selv – og sin seksualitet – blandt ligesindede, og udleve sider af sig selv, som man måtte holde skjult i det ’virkelige’ liv.

Som en Tumblr-bruger skrev i en kommentar i The Washington Post under den rammende overskrift ’Hvil i fred, Tumblr-porno, du har gjort mig til den, jeg er’, så var det netop det, at alle typer indhold, seksuelt som ikkeseksuelt, blev præsenteret på samme hylde, der gjorde Tumblr noget særligt.

»Det gav os frihed til at skabe og fremføre en udgave af os selv, der ikke nedtonede vores seksualitet, som vi ofte bliver presset til at gøre offline.«

Det beyder ikke, at Tumblr er et pletfrit paradis. Der er gode, dårlige og virkelig skøre aspekter af platformen. Og Yahoos beslutning kom ikke ud af det blå, men som reaktion på en sag om deling af børnepornografi.

På vilde buske

Det er den vej, det går. For at bekæmpe noget ondt (og lad der ikke herske tvivl om min holdning: børnepornografi er ondt), indfører vi stadig strengere regler og forbud. Prisen er frihed. Prisen er de små frirum, vi hidtil har haft i fred.

For nylig deltog jeg i en større teknologikonference, hvor omkvædet til alle sange om sociale medier var:

»Internettet er gået i stykker. Vi må reparere det.«

Med ’reparere’ mente folk som regel ’regulere’. Internettet er big business og big politics. At det skulle kunne regulere sig selv, lyder mest af alt som en liberalistisk utopi.

For der er problemer. Mobning, seksuelle krænkelser, hadegrupper og fake news. Indblanding i demokratiske valg og sågar opildning til folkemord.

Internetgiganterne svarer med strengere regler for indhold, mens de krampagtigt forsøger at beskytte deres forretningsmodel, der som regel går ud på at høste og videresælge din og min data.

Hvis der nogensinde var en uskyld, er den røget for længst. Som vi plejer at sige på internettet: This is why we can’t have nice things.

Så måske er det ikke blot den vej, det går, men den vej, det er nødt til at gå. Men inderst inde har jeg det stadig som Tove Ditlevsen:

»Mit hjerte hader pæne voksnes hækkeklippesaks/ det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror.«

Én for én bliver internettets vilde buske klippet ned og skåret til. For profit, for børnene, for demokratiet og for at afværge misvækst og forrådnelse.

Når jeg kigger ud over de snorlige rækker, savner jeg den verden, som opfostrede mig. Og drømmer om, at vi en dag bygger noget nyt sammen. Noget, hvor vi kan være os selv igen. Og jeg vil håbe, at vi til den tid har lært, hvordan vi passer på det.