Kronik

Mainstreamøkonomisk forskning kan bidrage til at løse klimaproblemerne

Informations økonomiserie har haft et lidt overfladisk fokus på forholdet mellem klimaproblemer og økonomisk vækst. Her kommer seks pointer, som den etablerede miljøøkonomi kan bidrage med
I klimaspørgsmålet ser substitutionsmulighederne ikke ud til at være en afgørende hindring: Der er tekniske løsninger, der kan erstatte de nuværende store klimasyndere, skriver dagens kronikør, som opfordrer til, at man skal lære den etablerede miljøøkonomi at kende, hvis man vil forstå sammenhængene mellem klima og økonomi. Her er det vindmølleproducenten Siemens i Brande. 

I klimaspørgsmålet ser substitutionsmulighederne ikke ud til at være en afgørende hindring: Der er tekniske løsninger, der kan erstatte de nuværende store klimasyndere, skriver dagens kronikør, som opfordrer til, at man skal lære den etablerede miljøøkonomi at kende, hvis man vil forstå sammenhængene mellem klima og økonomi. Her er det vindmølleproducenten Siemens i Brande. 

Thomas Lekfeldt

17. december 2018

Information har her i efteråret lanceret serien »Vi tager økonomien tilbage« med en lang række artikler om økonomi som fag og videnskab. En række af artiklerne har også berørt samspillet mellem klima og økonomi.

Det er dog begrænset, hvor meget man reelt har nået at formidle om resultaterne fra den miljøøkonomiske forskning. Mest er det blevet til et lidt overfladisk, men til gengæld vedholdende fokus på spørgsmålet om forholdet mellem klima- og miljøproblemer og økonomisk vækst. Der ville ellers være meget andet relevant at berette for den klimainteresserede læser.

Først en afklarende bemærkning: Man skelner ofte mellem miljøøkonomi og økologisk økonomi. Forskellen er, at mens førstnævnte er en gren af den etablerede mainstreamøkonomi og dermed afspejler det mest udbredte videnskabelige syn på økonomien, som deles af de fleste økonomiske forskere, regnes økologisk økonomi til de såkaldte heterodokse økonomiske retninger, som opfatter sig som et oppositionelt alternativ til mainstreamforskningen.

Information bruger meget spalteplads på den økologiske økonomi. Det er avisen naturligvis i sin gode ret til, men indsigten fra den mere etablerede miljøøkonomi er formodentlig vigtigere at kende til, hvis man har et seriøst ønske om at blive klogere på sammenhængene mellem klima og økonomi, og hvordan den økonomiske forskning kan bidrage til at løse de omfattende klimaproblemer.

Her kommer derfor seks eksempler på vigtige klimaøkonomiske pointer fra den etablerede miljøøkonomi.

Bæredygtig vækst

Hvad angår sammenhængene mellem økonomisk vækst og klima- eller miljøspørgsmål i bredere forstand, påviste bl.a. Joseph Stiglitz allerede i 1970’erne, at nøglen til, om et konkret miljø- eller ressourceproblem vil være forenelig med fortsat vækst, er spørgsmålet om, hvor gode substitutionsmulighederne mellem ’rene’ og problematiske produktionsfaktorer er. Det er altså ikke et principielt, fundamentalt spørgsmål, men et mere pragmatisk, empirisk.

I klimaspørgsmålet ser substitutionsmulighederne ikke ud til at være en afgørende hindring: Der er tekniske løsninger, der kan erstatte de nuværende store klimasyndere. En fortsat økonomisk vækst, der samtidig sikrer et bæredygtigt klima, er derfor efter al sandsynlighed også en tilstand, der er muligt at opnå. Hvilket ikke betyder, at den vil opstå automatisk – det kræver en hensigtsmæssig økonomisk politik på globalt plan.

En anden vigtig opgave inden for klimaøkonomien er kvantificeringen af de samfundsmæssige omkostninger, der er forbundet med hele problemstillingen. Skal man håbe på at få verdens beslutningstagere til at tage effektive skridt til at løse problemet, er det vigtigt at være med til at skabe så troværdigt og velunderbygget et beslutningsgrundlag som muligt.

Det indebærer bl.a. at kunne oversætte naturvidenskabelige forudsigelser af konkrete vejrforandringer til bud på, hvad disse vil betyde for landenes levevilkår og samfundsøkonomi. Det er velkendt, at der er mange vanskelige problemer forbundet med udarbejdelsen af sådanne bud, men det understreger blot vigtigheden af fortsat at udvikle metoderne.

Omkostningseffektive løsninger

En tredje pointe af de centrale resultater fra klimaøkonomien er, at det er vigtigt, at reduktionen af CO2-udledningerne bliver så omkostningseffektiv som mulig. Selv om der er stor usikkerhed forbundet med det præcise omkostningsniveau, angiver de centrale skøn fra f.eks. FN’s klimapanel, at det er en overkommelig opgave at bringe klimaet under kontrol.

Men det kræver bl.a., at man ikke fokuserer på at reducere lige meget overalt, men sørger for at foretage de største reduktioner i de lande og sektorer, hvor det er billigst. Det bør være en væsentlig pointe for alle klimaentusiaster at understøtte, at indsatsen bliver omkostningseffektiv, både i sig selv og fordi det er klart, at modstanden globalt mod klimatiltag må formodes at være større, jo flere omkostninger de nødvendige reduktioner vil forårsage.

En fjerde overordentlig vigtig pointe er, at klimaproblemet er en såkaldt eksternalitet, og endda en global en af slagsen. Eksternaliteter er klassiske markedsfejl, dvs. et fænomen, der gør, at markedsøkonomien ikke kan forventes at finde en god løsning, hvis den er overladt til sig selv.

I dette tilfælde er problemet, at den enkeltes udledninger af drivhusgasser påvirker velfærden negativt for mange andre end udlederen selv. Han bærer altså ikke selv omkostningerne ved sine handlinger og har derfor heller ikke grund til frivilligt at ændre dem.

Når der er tale om en global eksternalitet, gentager problemet sig endda i større målestok: Det enkelte land vil bære alle omkostninger ved at skulle reducere sine udledninger, men kun få en beskeden brøkdel af gevinsterne.

Derfor er tilskyndelsen til at føre selvstændig national klimapolitik ret beskeden for en rationel regering, der ønsker at skabe den størst mulige velfærd for sin egen befolkning. Der mangler i dette tilfælde en effektiv international institution, der kan gennemføre en global ordning. Det er derfor afgørende at skabe en sådan.

Handelssanktioner som værktøj

For det femte er usikkerheden et af de fundamentale forhold, som er knyttet til klimaproblemerne. Det er meget usikkert, præcis hvordan drivhusgasudledningen vil påvirke temperaturen, hvilke konkrete ændringer i vores omgivende miljø, der vil følge af en given temperaturstigning, og præcis hvor store samfundsmæssige konsekvenser givne fremtidige miljøændringer vil forårsage. Usikkerheden er derfor et grundvilkår, man ikke kan undgå.

Men den økonomiske videnskab er vant til at undersøge, hvordan man rationelt kan forholde sig til spørgsmål, der er præget af store risici, og kan derfor yde et værdifuldt bidrag til spørgsmålet om, hvordan man skal tage stilling til investeringer på et meget usikkert område. Det er eksempelvis velkendt, at det ofte vil være rationelt at lægge stor vægt på at forsikre sig mod muligheden for katastrofiske udfald, også selv om sandsynligheden for disse er beskeden.

Sidst, men ikke mindst, er spørgsmålet om, hvad de enkelte lande reelt kan gøre for at medvirke til at løse problemet. Også her har mange miljøøkonomer aktivt forsøgt at fremme realistiske løsningsforslag. I erkendelse af, at markedsfejlen er global, og løsningen derfor også må være det og ikke realistisk kan finde sted uden international koordinering, bliver spørgsmålet, hvordan man kan sikre en bindende og effektiv global aftale.

Når det drejer sig om internationale aftaler, er den spilteori, som spiller en væsentlig rolle inden for moderne mikroøkonomi, et nyttigt redskab. Ved hjælp af spilteoretiske metoder kan man undersøge, hvor effektive forskellige strategier kan være.

I øjeblikket synes situationen at være, at nogle lande ønsker en relativt ambitiøs international reduktion, mens andre vigtige lande er modstræbende. I almindelighed viser de miljøøkonomiske modeller på dette område, at det vil være en ret skrøbelig strategi, at en mindre delmængde af landene blot på egen hånd indgår en aftale om at gå forrest i reduktionerne. Incitamentet til senere at forlade sådan en foregangskoalition vil være meget store – Kyotoprotokollen og dens skæbne illustrerer dette tydeligt.

Derimod peger spilteorien også blandt andet på, at det i visse tilfælde kan forstærke de klimavenlige landes position kraftigt, hvis de supplerer deres aftale om egne reduktioner med handelssanktioner mod de øvrige lande.

Poul Schou, Chefkonsulent i De Økonomiske Råds Sekretariat og ekstern lektor, KU

Synspunkterne i kronikken udtrykker ikke nødvendigvis holdningen hos De Økonomiske Råds formandskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Klaus Cort Jensen
  • Mogens Fosgerau
Torben K L Jensen, Klaus Cort Jensen og Mogens Fosgerau anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Økonomer bør alene regne på, hvad de får besked om at regne på af politikere, der så må stå til regnskab for den førte politik, det bør ikke være økonomi, der diktere politik, men politik der diktere udviklingen.

Der har været advaret mod afbrænding af olie, gas og kul i over ethundrede år.

Kapitalisme er en dødsdom.

Ejvind Larsen, Niels-Holger Nielsen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Klaus Cort Jensen

i forhold til
"det er vigtigt, at reduktionen af CO2-udledningerne bliver så omkostningseffektiv som mulig"

Det antagrs her, at miljø- og klima-tiltag nødvendigivis er forbundet med omkostninger, Her er et eksempel på det modsatte:
https://klauscort2.blogspot.com/2018/12/gratis-kollektiv-trafik-er-bade-...

Og som bekendt er vind nu billigere end kul. Det er vind kun fordi især Danmark har investeret i produktudviklingen af vindkraft.

Mogens Holme, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Dette er sådan en gang idiotisk blålys, at det burde føre til omstrukturering af økonomistudierne imorgen.

Mogens Holme, Niels-Holger Nielsen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Priser er vilkårlige, derfor er de totalt uegnede til at bruge som grundlag for faktiske beslutninger af afgørende vigtighed.

Torben K L Jensen

Bull-shit tale om om main-stream økonomiske eksternaliteter som markedsfejl på den skjulte hånd feks. en manglende pegefinger - er udtryk for en manglende forståelse for hvor meget skade den aktuelle neo-liberale main-stream økonomiske tænkning har gjort på verdens evner til at handle reaktivt på de problemer der tårner sig på i horisonten. Et omkostningseffektivt tiltag ville være at smide den slags økonomer på historiens mødding ud fra den betragtning at de gør mere skade end gavn.

Niels Duus Nielsen, Mogens Holme, Niels-Holger Nielsen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Torben Skov, Thomas Frisendal, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

God kommentar.

Det drejer sig jo om, at forstå klimaproblemet fra det økonomiske perspektiv ,som beslutningstagere opererer indenfor. Det økonomiske paradigme kan naturligvis kritiseres for mangt og meget, men det er immervæk verden som den ser ud, de steder hvor beslutningerne træffes fx i DA/DI, Finansministeriet, Statsministeriet, COP-møder etc.

Det sidste afsnit er særdeles interessant: At koble klima og handel sammen. Spændende nytænkning.

Nej, Rasmus Knus, det er der overhovedet ingen nytænkning i. Siden kræmmerne havde held til at slippe fri af deres med rette dårlige omdømme for et par hundrede år siden, har deres dræbende og antiprogressive samfundssyn gjort skade på verden i en grad, der ikke lader sig opgøre.
Heldigvis bliver det tydeligere og tydeligere, at der er brug for en helt anden måde at tænke værdier på end dem, der opgøres vilkårligt på et marked, og det breder sig til mainstream-diskursen i disse dage, hvilket er ligeså overraskende, som det er glædeligt: man kan ikke spise penge, og uanset hvor mange penge man har, så kan de ikke erstatte konkret indsats på baggrund af beslutninger og vilje til at føre disse ud i livet. I øjeblikket står mainstream økonomien i vejen for den nødvendige indsats, fordi denne ikke kan gøres ved at prioritere og f.eks. lade de suverænt dårligst stillede i verden betale for, at vesten kan fortsætte sit luksusliv for den 3. verdens ressourcer. Det er, hvad Poul Schou faktisk foreslår, når han skriver, at det skal være dér, hvor omkostningerne er mindst, man skal gøre indsatsen. Nej, der er brug for en kæmpebetaling i form af konkret handling med at nedbringe forbrug, forurening og udledning af klimagasser dér, for den pr. individ udgør mest, i den de rige landes økonomier.
Overalt ser vi konsekvensen af denne tro på, at pengene i sig selv får ting til at ske - lige fra dødeligt beskidte hospitalsstuer til planer om at bygge atomkraftværker, der først vil være klar til drift årtier efter, at problemet er løst med vedvarende energikilder.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Lars Jørgensen, Thomas Frisendal, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg synes, handelssanktioner er en rigtig dårlig idé. Det har været en vigtig del af amerikansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig, og jeg mener, at det skaber en ufredelig verden. Vi burde afskaffe alle handelssanktioner i stedet for at opfinde nye.

Med hensyn til markedsfejl vil jeg hellere formulere det sådan, at markedsmekanismerne ikke er til at komme uden om, men man skal ikke idealisere dem. Ethvert samfund er en blanding af liberalisme og socialisme – tage f.eks. Kina, USA og Danmark - og vi skal finde den bedste blanding, som vælgerne skal være dommere over.

Med hensyn til den bæredygtige økonomiske vækst skal vi simpelt hen slippe overordnet økonomisk vækst som ideal. Vi skal økonomisere med væksten, nøjes med at vækste der, hvor det er fornuftigt.

Den store usikkerhed omkring den globale opvarmning er et godt argument for, at vi skal gøre mere end nødvendigt. Der er ingen grund til at tage store risici med hensyn til klimaet. Derimod må vi gerne tage store risici med hensyn til økonomien, for vi er allerede meget rige, selv om rigdommen er ulige fordelt.

Hvis den grønne omstilling virkelig kom i gang, ville den skabe en ny frihed til at udvikle samfundet og økonomien med den blanding af socialisme og liberalisme, som folkemasserne ønsker.

Det er ikke uønskværdigt for et samfund at gå foran med hensyn til grøn omstilling. Det er en ønskværdig position at være i. Der er ingen grund til at fedtspille med den grønne omstilling. De, der kommer først, er velforberedte på fremtidens krav.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Reaktionen er tydeligvis den samme, hver gang en kvalificeret fagøkonom udtaler sig: det sværmer rundt med ignoranter iført sølvpapirshat, som påstår sig klogere end den samlede fagkundskab.

Det skyldes, jens Winther, at økonomi i sig selv bygger på ukvalificeret gætværk.

Niels Duus Nielsen, Mogens Holme, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Torben Skov, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Nu har jeg læst Jens Winther skrive om “ignoranter iført sølvpapirshat, som påstår sig klogere end den samlede fagkundskab”, hver eneste gang økonomer er emnet, så lad os tale om udfordringen.

Det er tabu!

Det er nødvendigt at tale om det.
Det er økonomi der diktere politik, det burde naturligvis i den eksistentielle situation verden er i, være politik der diktere økonomi.

Det handler ‘ikke’ om skyld, det handler om årsag og konsekvens.

“Alle nye studerende på statskundskab, psykologi, økonomi og jura på Aarhus Universitet fik i efteråret en invitation til at udfylde personlighedstest. Mellem en tredjedel og halvdelen af de nye studerende på de fire studier valgte at deltage. Det gav i alt 487 besvarelser, og dem har ph.d. Anna Vedel og professor Dorthe K. Thomsen efterfølgende analyseret.

I et nyt dansk studie scorer økonomistuderende særligt højt på den såkaldte Dark Triad, personlighedstræk, der forbindes med psykopati, narcissisme og machiavellisme (en tendens til at manipulere og udnytte andre for at nå et bestemt mål).”

The Dark Triad

Begrebet The Dark Triad dækker over tre træk, hvor fællesnævneren er, at man tager hensyn til sig selv og er ligeglad med andre.

Psykopati: Et fravær af empati og skyldfølelse og til gengæld en høj tolerance for stress.

Narcissisme: En ekstrem selvoptagethed sammen med en mangel på empati og en overbevisning om, at man er noget helt særligt.

Machiavellisme: Et fravær af moralske hensyn og en tendens til at udnytte og manipulere andre for at nå eget mål.

Alle mennesker kan have en lille flig af trækkene, men nogle – såsom den gennemsnitlige studerende på økonomi – scorer altså højere end andre.
Link: https://www.djoefbladet.dk/artikler/2017/6/forskning--oe-konomistuderend...

Big Five personality traits
Link: https://en.m.wikipedia.org/wiki/Big_Five_personality_traits

Alle ved det, men ingen taler om det.

Det er tabu, det burde det ikke være, der må tales om det, for at gøres noget ved det, politikere og finanssektoren bør ikke modarbejde den bæredygtige omstilling.

Problemet er politikere og økonomer typisk ikke føler ubehag ved, at deres forslag til handlinger er modbydelige.

Resultatet er uundgåligt.

Kapitalisme er en dødsdom.
De menneskeskabte klimaforandringer er skabt af de rige.
Revolution er under opsejling.

Niels Duus Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Troels Holm, Martin Rønnow Klarlund, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Steffen Gliese, og hvilket fagligt kendskab har du så til den økonomiske videnskab, siden du mener dig kvalificeret til at hævde at "økonomi er ukvalificeret gætværk"?

@Philip B Johnsen, det er kapitalismen, vi skal takke for at vi i dag lever i et samfund med en velstand og velfærd, som generationerne før os end ikke turde håbe på. Hele vores sociale velfærd baserer sig på den værdiskabelse, som kun har været mulig takket være den liberale og liberalistiske kapitalisme.

Nej, Jens Winther, det er det ikke. Det er, at mennesker i fællesskab indenfor rammerne af et samfund påtager sig at udføre en lang række vidt forskellige funktioner, der tilsammen løser problemer og skaber fremskridt.

Niels Duus Nielsen, Mogens Holme, Troels Holm, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Thomas Frisendal, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Jens Winther
Hvor perfid har man lov til at være, det er spørgsmålet, der bør stilles til vores politikere og traditionelle vækst økonomer.

Længe har jeg ønsket der blev sat et spildt op på døren, til De Økonomiske Råd, Det Miljøøkonomiske Råd og Nationalbanken.
‘Vi kan ikke forudse økonomiske kriser, økonomer kan derfor ikke forhindre dem.’

Så er alle der kommer til døren, advaret inden de går ind!

FN's klimapanel (IPCC) har gjort det helt klart, at CO2 skal reduceres med 45% allerede i år 2030 for at holde opvarmning på 1,5 grad, ellers vil verden ikke undgå ekstreme klimaforandringer, ekstremt voksende samfundsøkonomiske udgifter og enorme nye flygtninge strømme til EU’s nye torturlejrene i Nordafrika.

Muligvis burde du skrive om noget andet, økonomer har opbrugt deres kvote for mulig tilgivelse, der opfordres herfra til, at økonomer holde meget lav profil.

Niels Duus Nielsen, Steen K Petersen, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Poul Schou

"I klimaspørgsmålet ser substitutionsmulighederne ikke ud til at være en afgørende hindring: Der er tekniske løsninger, der kan erstatte de nuværende store klimasyndere."

Hvis vi f.eks. vil erstatte fossilt dreven transport med elbiler, er de eneste nuværende batterier med tilstrækkeligt stor energikapacitet alle baseret på bla. litium. Jordens samlede litium reserve pt. 16 millioner ton. Lad os tænke positivt, og tro at hele reserven består af ren litium, og at hele reserven kan udvindes. I så fald har vi 1,6E+07/7,6E+09 tons per capita globalt. Med andre ord har vi 2,1 kg per capita at lave batterier ud af. Allerede her fornemmer man, at regnestykket ikke går op.

Der findes pt. ca 1,3 milliarder fossilt drevne køretøjer globalt. Heraf er 0,95 milliard personbiler og 0,35 milliard er busser og lastbiler. Det årlige energiforbrug til transport var i 2012 1,03E+15 Btu, og heraf var 40% benzin og 37% diesel. Samlet svarer det til et energiforbrug på 51 kWh per dag per køretøj i gennemsnit.

For at producere en (Tesla) 70 kWh batteripakke, kræves 12 kg rent litium, eller 0,17 kg litium per kWh. Hvis vi går ud fra at et elektrisk drevet køretøj skal have en batteripakke, som er stor nok til at dække én dags kørselsbehov, og at den oplades om natten, så er den samlede mængde litium der skal bruges per køretøj 8,7 kg. Ganget med antallet af køretøjer betyder det, at en udskifting af de eksisterende fossilt drevne køretøjer med elektriske, kræver 11 millioner tons litium.

Regnestykket er baseret på et par forkerte forudsætninger. F.eks. at køretøjerne er løbet 100% tør for strøm når dagen er slut, at det daglige kørselsbehov er konstant, og beregningen forudsætter nulvækst, hvilket vi ved ikke er sandt. Derfor vil den reelle mængde litium som skal bruges, i praksis, være væsentlig større.

Vi har altså 16 millioner tons litium, og en urealistisk hyperoptimistisk beregning viser at vi minimum skal bruge 11 millioner tons litium, for at erstatte diesel og benzin. Pt. genbruger man ikke litium, fordi det er både dyrt, svært og farligt. Lad os igen tænke positivt og tro på at en batteripakke holder 10 år. Lad os også forudsætte, lettere utopisk, at vi skifter alle fossilt drevne køretøjer ud med eldrevne. I så fald står vi uden transport 10 år senere?

Niels Duus Nielsen, Ejvind Larsen, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Morten Balling
Fantasten bør påmindes om, at i Indien, i Kina og i Afrika er der en milliard mennesker og nye forbrugere, der ønsker sig en sprit ny Tesla til jul.

Men det bliver naturligvis kun for dem, der holder ‘hvid jul’ ik’.

Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar

" En fjerde overordentlig vigtig pointe er, at klimaproblemet er en såkaldt eksternalitet, og endda en global en af slagsen. Eksternaliteter er klassiske markedsfejl, dvs. et fænomen, der gør, at markedsøkonomien ikke kan forventes at finde en god løsning, hvis den er overladt til sig selv.
I dette tilfælde er problemet, at den enkeltes udledninger af drivhusgasser påvirker velfærden negativt for mange andre end udlederen selv. Han bærer altså ikke selv omkostningerne ved sine handlinger og har derfor heller ikke grund til frivilligt at ændre dem.
Når der er tale om en global eksternalitet, gentager problemet sig endda i større målestok: Det enkelte land vil bære alle omkostninger ved at skulle reducere sine udledninger, men kun få en beskeden brøkdel af gevinsterne.
Derfor er tilskyndelsen til at føre selvstændig national klimapolitik ret beskeden for en rationel regering, der ønsker at skabe den størst mulige velfærd for sin egen befolkning. Der mangler i dette tilfælde en effektiv international institution, der kan gennemføre en global ordning. Det er derfor afgørende at skabe en sådan."

Poul Schous særlige måde at konstatere, at klimaet er et globalt - hvad alle ved- og at alle skal være solidariske efter evne.

" Philip B. Johnsen
17. december, 2018 - 05:10
Økonomer bør alene regne på, hvad de får besked om at regne på af politikere, der så må stå til regnskab for den førte politik, det bør ikke være økonomi, der diktere politik, men politik der diktere udviklingen.
Kapitalisme er en dødsdom."

Det forstår jeg som en modsigelse. Politikerne har ansvaret. Ergo ikke kapitalismen.
Som Schou siger : Det er afgørende at skabe en international institution..... !
Det er politikernes ansvar.

Philip B. Johnsen

@Leo Nygaard
Der bliver ikke borgerløn og en sprit ny Tesla til alle denne jul, det er pointen.

Jeg må henvise til den manglende medmenneskelige habilitet i mainstreamøkonomisk forskning, der står i forhold til, et illegitimt forhold til interessenterne, der er ikke grundlag for en fornuftigt brugbar diskussion, ud fra denne forskning.

Antagelser om rationel adfærd (herunder også rationelle forventninger til fremtiden) er udelukket, der kan bl.a. henvises til The Dark Triad.

Begrebet The Dark Triad dækker over tre træk, hvor fællesnævneren er, at man tager hensyn til sig selv og er ligeglad med andre.

Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Det forstår jeg ikke noget af.
Men det lyder til, at du godt kan opgive din mange fortaler for klimaet - det nytter jo ikke noget alligevel : "Antagelser om rationel adfærd er udelukket,"
Eller hvad ?

@Poul Schou

Økonomi kalder du for en videnskab, og nævner også økonomisk forskning, men de fleste økonomer accepterer også at økonomi bygger på aksiomer, som ikke er ser ud til at være sande.

Økonomi er en social videnskab, og den benytter dybest set en holistisk metode. Det kan man godt kalde videnskab, men videnskabsfilosofien, den som definerer, hvad videnskab er, påpeger bla. at videnskab ikke kan bygge på usande aksiomer. Videnskabsfilosofien påpeger også at holistisk videnskab skal overholde de samme metoderegler som alle andre videnskaber. Hvis empiriske data ikke stemmer med ens teori (model) er den forkert.

Dermed ikke sagt at økonomi ikke kan være videnskab. Som jeg ser det er økonomer ofte bare uvillige til at se fremtiden i øjnene. F.eks. det fysiske faktum, at uendelig eksponentiel økonomisk vækst, ikke kan fortsætte i et lukket system som Jorden, fordi vækst kræver energi og andre resourcer. Alternativet kaldes decoupling, men der findes, så vidt jeg, ved endnu ikke ét eneste eksempel på samlet økonomisk vækst, som ikke har medført en stigning i det samlede resourceforbrug. Man kan optimere resourceforbruget, men det følger stadig væksten.

Når jeg i øjeblikket regner på, hvor længe en begrænset resource holder, det kunne være ovennævnte litium, så benytter jeg ligesom økonomerne en matematisk model, forudsætter at alting forsætter som hidtil, og ser på den fremtidige udvikling. De beregninger er væsentligt mere komplicerede end den "back of the envelope" beregning jeg lavede ovenfor.

Her ser jeg på kloden som en helhed, og benytter fysik, matematik og biologi som udgangspunkt. Her er der relativt lidt slinger i valsen når det kommer til empiri og beviste formler. Problemet er bare at de sociale mekanismer også har indflydelse på udviklingen, så hvis man vil arbejde mere detaljeret end en biofysisk model, så kan økonomi være et nødvendigt værktøj. Det benyttede Rom Klubben bla. i deres model, og den var overbevisende god til at forudsige de sidste 50 års udvikling.

Når jeg inkluderer økonomi i mine modeller er jeg nødt til at se kritisk på de økonomiske modeller jeg benytter. Et eksempel er at jeg ikke kan benytte den helt basale model for udbud og efterspørgsel, i den tilnærmede lineære form økonomer ofte benytter. Den er åbenlyst forkert. I stedet benytter jeg en ikke-lineær model, jeg indtil videre selv har regnet mig frem til. Den ser ud til at fungere bedre med virkeligheden, men når jeg spørger økonomer om den er nøjagtig, siger de nej, uden at jeg endnu er stødt på nogen, som havde et bedre alternativ.

Ofte får jeg svaret, at udbud og efterspørgsel modellen ikke kan benyttes til at forudsige prisudviklingen, fordi andre faktorer medfører at udbud og efterspørgsel ændrer sig (kurverne skifter), men disse faktorer forsøger jeg netop at inkludere i min samlede model. Samtidig møder jeg ofte økonomer, som argumenterer mod de biofysiske argumenter, med at markedet regulerer alting på plads af sig selv, inklusiv det med at løbe tør for begrænsede resourcer. Det argument bygger på forkerte aksiomer, og strider mod fysikken og matematikken. Selv hvis man justerer forbruget, kan man ikke undgå at de begrænsede reserver bruges op, og selv hvis man recirkulerer resourcen, går der noget tabt for hver cyklus. Man kan ofte erstatte en resource med en anden, men der findes flere uerstattelige, livsnødvendige, resourcer vi opbruger i et skræmmende tempo.

Indtil videre passer min model med empirien for 1900-nu, men jeg kan ikke se andet i modellen end at den eksponentielle vækst løber, mere eller mindre hårdt, mod en mur om 10-30 år, med mindre økonomerne begynder at acceptere fysikken og biologien, sammen med resten af klodens befolkning. Jeg regner på forskellige scenarier, og nogle af dem er ekstremt optimistiske, men ingen af dem viser at væksten kan fortsætte ret længe. Samtidig vil meget få økonomer forholde sig til fremtiden, hvis det globale system kollapser. Det kan jeg egentlig godt forstå.

(10 min elevatorpitch?)

Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Steen K Petersen, Flemming Berger og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.

Meget populært lige nu, særligt udbredt blandt rygklappere i EU.

Men uligheden stiger i verden og jeg gætter på, at EU politikere med bange anelser allerede nu har indset, at deres politiske økonomiske vision, hvor markedet styre politik, har talte dage med de menneskeskabte klimaforandringer.

Kort fortalt handler medlemsstaterne og EU’s vision om konkurrencestaten, ansvarsfornægtelse, bortforklaringer, manglende vilje til at tage ansvar og flugt fra regningen.

Symbolet på EU’s ulyst til, at forholde sig til egen økonomisk gøren og laden, er foruden revolution, der er under opsejling, fra de politisk fattiggjorte og dem der ser, at de vil blive det på sigt, ikke mindst de menneskeskabte klimaforandringer, der nu er den sikker fysiske garant, som alle mennesker kan beskue med egne øjne, et klart håndgribeligt bevis på den mislykkede økonomiske politik, med et globalt konstant svindende eksistensgrundlag, hvor regningen fortsat forsøges politisk, at sendes til de politisk fattiggjorte.

Kapitalisme er en dødsdom.
De menneskeskabte klimaforandringer er skabt af de rige.
Revolution er under opsejling.

Lidt om den historiske økonomiske ligestilling.

Guillotinen blev brugt til henrettelser i Frankrig i næsten 200 år.
Apparatet er opkaldt efter den franske læge Joseph Guillotin og blev første gang brugt til en henrettelse under den franske revolution i 1792.

Joseph Ignace Guillotin kom til at lægge navn til anordningen, fordi han i nationalforsamlingen i 1789 foreslog, at alle dødsdømte skulle henrettes på samme måde ved halshugning, som før havde været forbeholdt adelen og at det burde foregå maskinelt.

Konstruktionen af maskinen blev udført i et samarbejde mellem kirurgen dr. Louis og en harpefabrikant, Schmitt. I begyndelsen havde guillotinen flere navne, bl.a. "nationens ragekniv" og louison eller louisette efter dr. Louis, men det er navnet guillotine, der har holdt ved.

Frankrig foretog den sidste henrettelse ved guillotinering i 1977. Landet afskaffede dødsstraffen i 1981.

Thomas Frisendal

Jeg må indrømme, at dette fik mig:
"En fjerde overordentlig vigtig pointe er, at klimaproblemet er en såkaldt eksternalitet, og endda en global en af slagsen. Eksternaliteter er klassiske markedsfejl, dvs. et fænomen, der gør, at markedsøkonomien ikke kan forventes at finde en god løsning, hvis den er overladt til sig selv."
Er der nogen, der kan definere "markedsfejl"? Måske man kunne bede om en teoretisk definition? Hvilke andre "markedsfejl" kender vi?

@Thomas Frisendal

"Markedsfejl er et begreb inden for økonomisk teori for de forskellige forhold der kan bevirke at konkurrencen på et givet marked ikke er fuldkommen."

https://da.wikipedia.org/wiki/Markedsfejl

Sagt på en anden måde gør klimaproblemet at markedet ikke kan udvikle sig frit, med mindre vi (politisk) gør noget ved "eksternaliteten". Her betragtes klimaproblemet som en hindring for "nødvendig" økonomisk vækst.

En anden markedsfejl kunne være monopoler.

@Morten Balling - korrekt! Og et eksempel på at økonomer - hvis de ellers får mulighed for det - kan korrigere for markedsfejl, og derved sikre, at markedet kan fungere.

@Philip B Johnsen, gennem de sidste årtier er antallet af absolut fattige reduceret dramatisk på verdensplan. Der er færre analfabeter; færre, der sulter. Det synes at have undgået din opmærksomhed.

@Jens Winther

Pointen er at uden en planet som sikrer menneskehedens overlevelse, så giver økonomi, vækst og levestandard ikke mening. Det er ikke markedet og økonomien som er det centrale, og planeten som er noget eksternt forstyrrende. Det er vores egen sikkerhed og overlevelse. Hvis vi reder resten af planeten, eller for den sags skyld væksten, men selv bukker under, giver det ikke nogen mening set fra et menneskeligt perspektiv. Når vi har styr på klima, fødevaresikkerhed, energi mm. kan vi gå videre med alt det andet.

Vi slider i en helt uset grad på planeten, og selvom det går langsomt, så er udviklingen, helt nøgternt, skræmmende. De fleste mennesker vil efterhånden godt tale om at vi ikke gør nok ved problemerne, men det er meget få, som beregner konsekvenserne af, hvad der sker, hvis vi ikke får styr på prioriteterne. Hvis man tror det drejer sig om stigende vandstand eller hedebølger, forstår man ikke, hvordan naturen fungerer, eller at vi er en del af den.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Når man i rigtige videnskaber opdager, at der findes faktorer af væsentlig betydning for ens forståelse, som ikke er omfattet af teorien, indrømmer man, at der er en fejl i teorien. Den forsøger man så at rette ved at ombygge teorien, så den omfatter det nye og væsentlige.

Men, hvis man er økonom, der opdager, at der findes væsentlige faktorer, som man ikke kan forstå systemet ved hjælp af sine teorier, så kalder man denne faktor for en fejl ved systemet.

Økonomi bliver ikke en sand videnskab, før økonomerne begynder at kalde "systemfejlene" for teorifejl.

Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Desuden handler videnskab om at konstruere teoridannelser, der kan forklare fænomener uden at tillægge døde fænomener en stræben og målrettethed, som kun findes hos mennesker og andre levende væsner.
Økonomernes største illusionsnummer er forestillingen om et autonomt marked, som af sig selv stræber mod en balance eller ligevægt, som vi derfor kan betragte som naturgiven. Markedet er en død ting uden mål og vilje, skabt af mennesker med masser af modstridende mål og viljer. Der er intet harmonisk eller velgørende over det.

Mogens Holme, Ejvind Larsen, Niels-Holger Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvor stammer denne stupide tyrkertro på 'markedet' fra? Det virker ikke, det har aldrig virket, og det kan ikke komme til at virke, for det, markedet påstås at styre, styres af magtrelationer.

Philip B. Johnsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Frisendal

@Morten Balling: Tak. Men jeg er stadig forvirret. "Markedsfejl" er mikroøkonomi og forudsætter et specifikt marked. Artiklen handler om vækst, som er makroøkonomi (summen af markederne). At kalde markedsfejl for eksternaliteter forandrer ikke ved dette? Eller er jeg bare en håbløs amatør?

@Thomas Frisendal

Jeg er ikke økonom, men jeg har efterhånden læst nok om økonomi, til at vide at f.eks. økologisk økologi ikke betragter klimaproblemet som en markedsfejl, men som en styrende faktor for det samlede system. Der er mange forskellige retninger/teorier/modeller indenfor økonomi, og man er absolut ikke enige.

Hvorfor mener du at begrebet kun findes i mikroøkonomi? Det er svært at trække en klar skillelinje mellem mikro- og makroøkonomi. Du kan f.eks. også tale om vækst ifm. en virksomhed.

@Steffen Gliese

"Hvor stammer denne stupide tyrkertro på ’markedet’ fra?"

Har du læst bogen "Sapiens" skrevet af Yuval Noah Harari? Han forklarer ret godt og enkelt, hvad der er mekanismerne bag, at vi er havnet der, hvor vi er. Jeg har aldrig set Harari nævnt ifm. Big History, men det er dybest set noget i den stil, han beskæftiger sig med. Bogen er super interessant og godt skrevet. Den kan klart anbefales!

Philip B. Johnsen

@Jens Winther 17. december, 2018 - 22:12
“Du skriver gennem de sidste årtier er antallet af absolut fattige reduceret dramatisk på verdensplan. Der er færre analfabeter; færre, der sulter. Det synes at have undgået din opmærksomhed.”
Citat slut.

Det er vrøvl, det er umuligt reducere sult i verden ved fortsat olie, gas og kul afbrænding.

Men det er ikke pointen, at du ikke ved, hvorfor at det er vrøvl, men at du lyver fordi, at du ved, at det ikke passer, det er pointen.

Jens Winther de dage er talte.
læs her.

18. december, 2018 - 11:32
Link: https://www.information.dk/indland/leder/2018/12/enhedslisten-tager-ansv...

‘Sult i verden stiger igen, drevet af konflikter og klimaforandringer, fastslår FN-rapport.’
Link: http://un.dk/da/dk_news-and-media/sult-i-verden-stiger-igen-drevet-af-ko...
Link: https://www.wfp.org/content/2017-state-food-security-and-nutrition-world...