Klumme

Medierne skal ned fra piedestalen og op på barrikaderne

Mediebranchen er idéforladt og mangler at overbevise danskerne om deres uundværlighed. Måske skulle de prøve noget så ujournalistisk som at tage stilling og for alvor vise flaget?
20. december 2018

Cavlingprisen uddeles først i det nye år. Landets fineste journalistpris går formentlig til de graverjournalister på Berlingske, der afslørede nyere tids største bankskandale: Danske Banks hvidvaskning af milliarder gennem en pilrådden filial i Estland.

I den traditionelle journalistiske optik opfylder Berlingskes optrevling alle kriterierne om væsentlig, afslørende og grundig journalistik.

Nu skulle man umiddelbart tro, at denne klassiske og rosværdige journalistik ville skabe nye læsere. Den understreger jo vigtigheden af journalister som samfundets uafhængige og kritiske vagthunde. Men det gør den ikke.

Berlingske har – som størstedelen af danske dagblade – markant læsertilbagegang. I gennemsnit er antallet af avislæsere i perioden faldet med 17 procent. Berlingske mistede 15,75 procent ifølge Kantar Gallup-tallene for andet og tredje kvartal af 2018.

Ingen ideer

Man kan finde trøst i afsløringerne, men ikke i tallene.

Og når man læser mediechefernes jule- og nytårsreflektioner i branchemediet MediaWatch, er der ikke megen trøst at hente.

Jo, det gik godt med journalistikken og – ud over Berlingske-afsløringerne – var årets bedste historier Britta, der er tiltalt for at stjæle 117 millioner fra satspuljen, årets vigtigste jobskifte Michael Dyrby, der blev chefredaktør for BT (der i hans regeringstid har mistet en tredjedel af sine læsere) og det kneb gevaldigt for mediecheferne, da de skulle pege på årets medieidé.

Nogle melder pas, og Politikens chefredaktør, Christian Jensen, svarer kryptisk:

»Jeg tror ikke, vi har set den bedste idé endnu.«

Noget tyder på, at der ikke er nogen gode ideer, eller som Ekstra Bladets Poul Madsen siger:

»Faktisk er innovationen helt fraværende de fleste steder.«

Med andre ord: Mens vi hylder den klassiske, uafhængige og kritiske journalistik, er vi godt klar over, at den ikke er nok i sig selv.

Aktivisme

Årets bedste medieindspark kom i tidligere chefredaktør og kommende bestyrelsesformand for Jysk-Fynske Medier Per Westergård og mediesociologen Søren Schultz Jørgensens bog Den journalistiske forbindelse, hvor der både blev kradset i overfladen og pruttet ved middagsbordet.

I bogen skriver de, at »journalisterne skal ned fra piedestalen, de skal ikke bare rapportere og undersøge fra distancen, de skal være en del af det fællesskab, de har fjernet sig fra. Og for at gøre det må de gøre op med en række indarbejdede journalistiske dogmer som for eksempel ’tilstræbt objektivitet og neutralitet’ (som bør erstattes med ’identitet’). Dogmet om armslængde og distance bør erstattes med nærhed og deltagelse … Alt det, som journalister i 100 år har anset for at være en slags journalistisk grundlov bør diskuteres og vendes – og ændres«.

Når man læser bogen, studerer læsertallene og ser juleudtalelserne fra chefredaktører og andre mediechefer, er det forbavsende, at de spørgsmål, som Westergård og Jørgensen stiller, forbigås i larmende tavshed.

Er den journalistiske grundlov mejslet i granit og er vejen frem noget så ujournalistisk som at tage stilling og for alvor vise flaget?

At være – undskyld udtrykket – aktivistisk på læsernes vegne er ikke ukendt i denne avis, når det drejer sig om f.eks. klimaet, og den linje har Christian Jensen taget med sig fra Information til Politiken, som han for nylig erklærede skal blive landets førende klimaavis.

Man kan nemlig godt forene en aktivistisk linje med ordentlig journalistik. Det kunne være sjovt, hvis Berlingske i fortsættelse af sine fremragende afsløringer af Danske Bank gik videre og blev Danmarks førende avis i kampen mod grådighed, finans- og ejendomsspekulation.

Ekstra Bladet blev i meget gamle dage landets største dagblad ved at gå all-in i kampen mod bolighajer og pampere og gøre det til en central del af avisens aktivistiske linje.

Når læserne ved, hvor de har avisen og ikke skal nærlæse den ledende artikel for at finde ud af det, får avisen en identitet og kommer ned fra piedestalen. Og det kan godt gøres uden at give køb på troværdigheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Carsten Mortensen
  • Steffen Gliese
  • Anne Eriksen
  • Torben Skov
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Tommy Clausen
  • Eva Schwanenflügel
  • Klaus Cort Jensen
  • Torben K L Jensen
Anders Graae, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel, Klaus Cort Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Stig om til venstrefløjspopulisme - sæt ord på folkets vrede,indignation - stil krasse spørgsmål til magtmisbrugerne på de frustreredes vegne med hele jeres journalistiske professionalismes vægt - som de undertryktes frontkæmpere - i den gode,retfærdige kamp mod løgne,fortielser og andet bull-shit. Om ikke andet - så for at få en bedre rating end politikere og brugtvognsforhandlere.
Går ejerne med med på den ? Njjah,nej - Hvis ikke har de ikke bare skudt sig selv i foden - så har de skudt sig i hovedet.

Carsten Mortensen, Egon Stich og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det erikke fordi de unge ikke længere interesserer sig for nyheder, de er blot trætte af "objektivitet og neutralitet", som hverken er objektiv eller neutral, men derimod udtryk for det etablerede samfunds berøringsangst over for samfundets og de unges reelle problemer.

De traditionelle nyhedsmedier bliver derfor i disse år overhalet indenom af en lang række små enkeltmandsfirmaer, der leverer nyheder med en klart defineret holdning på YouTube og i mindre grad på Facebook. Disse nye og for det meste selvlærte journalister lever af, hvad deres læsere/seere indbetaler frivilligt via Patreon, og så selvfølgelig reklameindtægterne fra YouTube.

Forskellen på de gamle og disse nye medier, som jeg efterhånden modtager størstedelen af mine dagsaktuelle nyheder fra, er at de nye journalister ikke er bange for at have en holdning til det, de rapporterer om. Stort set alle disse medier fordeler sig efter politiske standpunkter, og ingen af dem forfalder til "neutral og objektiv" journalistik, for det er ikke det, vi efterspørger: Vi vil have engageret nyhedsdækning, som både giver os kendsgerningerne og samtidig analyserer og perspektiverer disse kendsgerninger ud fra et eksplicit politisk standpunkt.

Stort set alle disse nye medier har en tydelig og stærk venstreorienteret eller højreorienteret tendens, næsten ingen af dem analyserer nyhederne ud fra en position i centrum, netop fordi der ikke tilstræbes hverken objektivitet eller neutralitet, tværtimod er det holdningerne og det personlige engagement hos studieværten, der bærer produktet.

Jeg ser selvfølgelig mest de venstreorienterede ("progressive" i USA) videoer, men jeg har skam en del højreorienterede nyhedskilder blandt mine bookmarks, for at holde mig ajour med, hvad der foregår i "fjendeland". Og selv om der er en tendens til en vis ekkokammerdannelse, er der faktisk opstået en ny genre, hvor fremtrædende venstreorienterede debattører kæmper mod fremtrædende højreorienterede debattører, først og fremmest på Twitter, men også i de enkelte nyhedsvideoer via Skype, eller sågar live i en sal med en scene og betalende publikum! Det går virkelig hårdt for sig, når modsætningerne mødes, men det er meget lærerigt og underholdende, for begge parter lader det til, siden begge parter gerne stiller op.

Jeg har ingen gode ideer til, hvad de etablerede medier skal gøre. De er oppe imod det anarkistiske internet, hvor de nye journalister - ligesom Überchaufførerne - til enhver tid kan underbyde de gamle medier, fordi de brænder for sagen mere end for en karriere i den traditionelle mediebranche.

Og det er sagen det drejer sig om for os brugere, en selvstændig internetjournalists popularitet er proportional med vedkommendes integritet og troværdighed. Det er måske derfor, at traditionelle journalister betragtes som utroværdige: De brænder ikke for sagen!

For en god ordens skyld skal nævnes, at jeg er betalende abonnent på Information, fordi avisen faktisk opfylder en del af de kriterier, som gælder for netmedierne; lidt tam g middelklasseagtig, måske, men ikke bange for at være tendentiøs og tale magten midt imod. Og så abonnerer jeg selvfølgelig på Arbejderen, da det er den eneste avis, der fortæller mig, hvem der strejker hvor, hvornår og hvorfor. Resten af mine nyheder finder jeg på nette.

Estermarie Mandelquist, Anders Graae, Harald Strømberg, Anne Mette Jørgensen, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

En uvidenskabelig sammenligning:

En journalist tjener i gennemsnit 40.000/md, før skat.

Gennemsnitslønnen i Danmark er i omegnen af 26.000/md før skat.

Indtil jeg i vrede og frustration sagde op, tjente jeg for 40timer/md ca 20.000/ md, i en stilling, hvor jeg personligt - for nu blot at tage et enkelt eksempel - var afgørende for i en kritisk situation at sikre minimal nedetid for en hel kommunes netværkskommunikation.

Når jeg læser Information..Eller Berlingske...Eller Jyllandsposten...Eller (gudbevaremig) Politiken, så mindes jeg til stadighed om, at pennen er føres af en velpolstret middelklasse, som ingen berøring længere har med 'underDanmark'.

Bevares, der rapporteres ind i mellem fra 'underDanmark', men hver evig eneste gang virker reportagen som et antropologisk studie udi 'de andre', 'dem vi undgik at blive', 'dem på perronen'.

Det er selvsagt ikke et problem for hverken Børsen eller Berlingske. Ej heller for Weekendavisen, eller for de glittede ugemagasiner. Men denne afstand er i dén grad et problem for især Information og Politiken - og tildels Jyllandsposten - som i egen selvforståelse taler de brede massers sag..

Men det er et problem for især Information og Politiken: Hvordan dækker man journalistisk et land, som nærmest per definition er lukket/usynligt for de skrivende medarbejdere?

Well?...

Rolf Andersen, Estermarie Mandelquist, jørgen djørup, Vivi Rindom, Flemming Berger, Carsten Mortensen, Anne Mette Jørgensen, Steffen Gliese, Tue Romanow, Anne Eriksen, Niels Østergård, Torben Skov, Bjarne Bisgaard Jensen, Ebbe Overbye, Bjørn Pedersen, Niels Duus Nielsen, Egon Stich, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar

Ja, kravl ned fra de høje piedestaler, og gør arbejdet ordentligt. Jeg mangler tit saglig journalistik, man troer jo det er censur på de fleste medier, specielt i TV og radio. Men sporten den køer der ud af, i sporten ,der kan man til og med få at vide at spillerens afføring er lys og len, når tåen er forstuved m.m. Så ta jer sammen og skriv for folket!

Carsten Mortensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

"Del jer efter anskuelser", sagde Hørup. På hans tid var aviserne partiorganer, der brugte megen tid og energi på at svine hinanden til. Den tilstræbt neutrale og saglige journalistik i nutidens omnibusaviser har - trods sine åbenlyse svagheder - trods alt den fordel, at man undgår, at "engagementet" løber af med journalisterne.

Troværdigheden, adgangen til avisen og emnerne i avisen

På uforberedt grundlag vil jeg nævne et par emner som falder mig ind, når talen på ny falder på journalistik og medier. Der er tale om subjektive indfald.

Troværdigheden i branchen er lav. Primært fordi journalistuddannede i de sidste to årtier springer fra det ene arbejdsområde til det andet. Snart er journalisterne del af presse, snart er de del af hæren af spindoktorer, snart er de kommunikationsansatte i det offentlige eller det private, hvor de sælger strategier m.m. for deres sjæl og mammon. Og alle er de medlem af samme faglige forening, Journalistforbundet.

Adgangen til medier er for borgeren blev reduceret til en vittighed, I hvert fald på Information. Chefredaktionen mener, at borgerne blot kan affærdiges til websiden, som lever sit eget upåagtede liv. I mellemtiden er debatten blevet overtaget af politikere, journalister, institutioner og foreninger - alt er topstyret.

Emner i avisen er også en udfordring. Styret oppefra er Information blevet en klimaavis og kulturavis. Generelt er udsynet ind i Danmark og ud i verden blevet svækket. Som abonnent siden 1976 mener jeg at jeg har oplevet et skred i avisens tilgang, som gør, at jeg konstant overvejer mit abonnement.

Ja, dette er meget subjektivt nærmest følelsesmæssigt. Jeg skriver endnu et udfald mod den presse og Information, som jeg har haft højere tanker om.

Jeg beklager!

Ole Arne Sejersen, Oluf Husted og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

Troværdighed er et rimeligt udvandet begreb efterhånden - ikke bare "fake news" - samtidig må man være forsigtig.
Nogle faggrupper, især i forbindelse med sundhedsvæsenet, har høstet nogle kostbare erfaringer ved at tale politikerne, sundhedsstyrelsen eller "systemet" imod.
Det samme gælder "den stærke overtalelse", vor ledige modtager på jobcentrene, når de kommer med udtalelser omkring deres helbred og øvrige formåen og alligevel fastholdes "fordi du kan blive bedre, dygtigere" helt sikkert.

Derfor er den "borende" journalistik en tam omgang. Sensationerne kommer fra den kulørte presse i form af "farlige og uhyggelige historier" mange gange fra udlandet, hvis ikke selv kan producere noget, der er grelt nok.
Politikere, fonde og erhverv plus såkaldte "tænketanke" sætter dagsordenen og et medie, som DR bringer hver dag indslag med politikere på mere eller mindre slap linje, noget der ikke nedsætter politikerleden, skal jeg sige.
Men landet er kun så lukket som du (journalisten og andre) har mod til at åbne for "slusen" til grovhederne og begærligheden, som man godt kan være ked af at skulle leve med efterhånden.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig bør danske medier tage sig sammen, og både informere om, hvad der sker, samt udøve kritisk og opsøgende journalistik. Alt for meget mediestof kommer fra Ritzau, og indarbejdes helt automatisk i medierne. Men et andet væsentligt problem er, at Venstre-pressen sidder på en meget stor del af medierne, - alene i et begrænset område som Sønderjylland er der 14 venstre-medier.

Jeg gav forleden dag et simpelt eksempel på, hvad der hændte i Europa - i EU i øvrigt, som jeg ikke har set i noget dansk medie. Det var de store demonstrationer i Ungarn, der hver aften finder sted i denne tid. Og jeg gav også oplysning om, hvorfor ungarerne nu demonstrere mod deres egen regering.

Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek, Henrik Leffers, Estermarie Mandelquist, Oluf Husted, Steffen Gliese, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Og hvorfor ikke oprette et kollektiv af kritiske free-lance journalister der kan tilbyde de nye platforme (trykte aviser vil dø ud - langsomt) et stort katalog af dybdegående journalistik der går udenom den traditionelle arbejdsgang med ejerindflydelse,chef-redaktører - hele hierakiet der binder journalister til politisk censur og kapitalinteresser. Der vil altid være et købedygtigt publikum til "The Real McCoy" udi troværdige nyheder/analyser. Det bør i hvert fald undersøges.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Et stort netværk af tusinder af journalister organiseret som det internationale fagforbund ILO hvor man deler,organiserer sig globalt i valgte projekter hvor indtægterne indgår i en fælles pulje der både finansierer organisation,nyhedsflow og salg. Slut med den skide identitetspolitiske agenda der har ødelagt fællesskabets potentielle magt på et internet der ligger lige for at kunne skabe magtfulde fællesskaber der uden videre kunne give baghjul til Face-book,Google og i sidste ende være det der skaber balance som den nye globale 4. magtinstans der kontrollerer validiteten i nyheder på nettet.