Kronik

»Mens jeg lå og aborterede, forsøgte jeg at tvinge mig selv til at græde«

For mig var aborten en selvfølge. Jeg var slet ikke i tvivl. Men jeg oplevede, at andre på forhånd havde bestemt, hvad jeg skulle føle: tomhed, sorg og skam
Vi må revurdere, hvordan vi skriver fortællingen om kvinder, der får en abort. Vi må stoppe med at fordømme og stigmatisere os, der stod med valget. For mange af os var det slet ikke et valg. Det var en selvfølge

Vi må revurdere, hvordan vi skriver fortællingen om kvinder, der får en abort. Vi må stoppe med at fordømme og stigmatisere os, der stod med valget. For mange af os var det slet ikke et valg. Det var en selvfølge

Sigrid Nygaard

8. december 2018

Jeg ligger på en briks på en gynækologisk klinik et sted ude i Vanløse. Rummet er mørkt. Jeg tænker, at han nok har slukket lyset for at gøre det lidt mindre ubehageligt for mig. Men ud over det er han kontant og hurtig.

Han konstaterer, at de tre graviditetstests, jeg selv har taget med hjemmefra, taler sandt. Jeg er gravid. To dage inden har jeg stået derhjemme og stirret på de tre testpinde. Positive. Jeg gik ud af badeværelset. Gik rundt om mig selv. Gjorde køleskabet rent. Drak en øl. Gik i seng.

Jeg vil gerne have en abort. Der er ikke den mindste smule tvivl i mig.

Gynækologen konstaterer, at jeg skal have en medicinsk abort. Jeg stiger ned fra briksen, tager mit tøj på og går ind til sygeplejersken. Her får jeg de første piller. Dem, som skal stoppe fosteret i dets udvikling. Sygeplejersken læner sig frem imod mig på stolen og hviler albuerne på benene. Hun kigger på mig med insisterende og kærlige øjne. Det virker næsten tvungent. Måske indøvet?

»Inden jeg giver dig pillerne, skal jeg spørge dig, om du er fuldstændig sikker på, at det er det her, du gerne vil?«

Det er tredje gang på to dage, at jeg bliver spurgt om det. Jeg føler, at jeg skal tage en tænkepause. Ikke fordi jeg er det mindste i tvivl, men for hendes skyld. Fordi hendes blik siger, jeg skal.

Jeg sluger pillerne og tager hjem.

Jeg går videre med mit liv, som jeg plejer, indtil et par dage efter, hvor pillerne begynder at virke, og jeg pludselig aborterer. Før jeg når at gøre noget, er mine bukser fuldstændig gennemvædet af blod. Jeg løber hjem, smider mine bukser i skraldespanden og lægger mig på sofaen. Jeg har lyst til at skrige af smerte, men jeg kan ikke. Det føles, som om mit underliv er ved at vride sig rundt om sig selv. Jeg har svært ved at trække vejret. Jeg bliver bange, og jeg tænker, at det sikkert er en fair straf.

Dvælede ikke

Men jeg følte ikke, at jeg havde mistet noget. Det gjorde mig forvirret. Var det ikke meningen, at jeg skulle føle mig tom? Tænke på det barn, der kunne have været? Måske var det meningen, at jeg skulle fortryde? Blive deprimeret? Jeg følte ingen af delene. Jeg havde forberedt mig på at føle alle disse ting, så da de følelser ikke kom, følte jeg mig unormal.

Det, der gjorde mig mest bange og ked af det, var ikke det lille bønneformede foster, ikke hvad der mon kunne have været, men det jeg havde udsat min krop for. Jeg var bange for de smerter, min krop gav fra sig. Det var det eneste, jeg tænkte på. Min krop og mit underliv. Og alt det blod. Jeg tænkte ikke et sekund på, at jeg faktisk blødte et dødt foster.

Efter at de værste krampetrækninger aftog, kravlede jeg fra min sofa ind i min seng. Jeg trak dynen op over hovedet og prøvede at tvinge mig selv til at føle noget. Jeg husker, at jeg prøvede at tvinge mig selv til at græde. Men jeg kunne ikke. For jeg mærkede intet.

Jeg gik rundt og blødte i en måned. Jeg følte, det stod skrevet i panden på mig. Jeg havde det, som om jeg gik rundt med krum ryg. Som om jeg skulle gemme mig. Som om det var et krav, at jeg skulle dvæle ved det.

Baby-shamet af andre kvinder

90 procent af de kvinder, som får en provokeret abort, oplever ikke særlige psykiske mén. Undersøgelser viser også, at kvinder som er blevet nægtet abort, har større tendens til at føle angst, depression og lavt selvværd end dem, som havde retten til abort. Så hvorfor skammer jeg mig over ikke at føle noget?

Jeg har siden aborten stået i situationer, hvor jeg har følt, at jeg har skullet retfærdiggøre min beslutning. Eller måske endda lyve og sige, at det var traumatiserende, selv om det ikke var. Det har været svært at skulle forholde sig til andre kvinders forestilling og mening om noget, de ikke selv har været igennem. Og det har ofte været andre kvinders udmeldinger, som har gjort, at jeg har følt, at min egen reaktion var forkert.

Jeg undrer mig over hvorfor. For jeg tror ikke, vi kvinder er usolidariske over for hinanden. Så hvorfor er jeg alligevel blevet godt og grundigt baby-shamet af mine medkvinder?

Hvis jeg fortæller om min abort, er standardkommentaren:

»Er du ikke bange for, at du har forspildt din chance?« eller:

»Er du ikke bange for, at du har ødelagt dit underliv så meget, at du ikke kan blive gravid igen?« 

Jeg har endda fået kommentaren: 

»Jeg fatter ikke, at du ikke var mere ked af det.«

Disse kommentarer er udtryk for noget, som alle kvinder lider under. Vi skal præstere. Ikke nok med at vi altid har haft ’et biologisk ur, som tikker’ (jeg hader det udtryk), så bliver vi nu også påduttet at få børn tidligere, end vi troede, vi skulle.

Vi og vores kroppe skal kunne det hele og se perfekte ud imens. Så når man bevidst maltrakterer sin krop med en abort, går det stik imod alt, hvad vi får fortalt, vi er og skal være som kvinder.

Mange kvinder forstår ikke, hvordan man kan vælge et barn fra. Synes, det er direkte forkert. Egoistisk. Tankeløst. Af alle de valg, jeg har skullet tage i mit liv, er aborten et af dem, jeg aldrig vil fortryde. Det var ikke tankeløst, selv om det aldrig var et dilemma. Jeg er ikke egoistisk, jeg er ikke følelseskold, og jeg er ikke forkert.

Skammen kommer udefra

Alligevel vækkede min abort en skam i mig. En skam, som, jeg tror, boede i mig, inden jeg overhovedet fandt ud af, at jeg var gravid. Inden jeg overhovedet skulle tage stilling. Inden jeg skulle overbevise min læge om, at jeg var sikker i min beslutning og længe inden, jeg lå og blødte fra mit underliv. Så hvor kommer den skam fra?

Søger du på abort på nettet, bliver du mødt med overskrifter som:

»Efter aborten kommer angsten« og »Derfor fik de en abort, og sådan lever de med det« – sidstnævnte fra Eurowoman.

Så er det da klart, at jeg, mens jeg lå og aborterede, forsøgte at tvinge mig selv til at græde, til at føle og forestille mig barnet, hvis det er sådan, medierne – og andre kvinder – fremlægger det. De har besluttet på forhånd, hvad jeg skal føle. Men hvorfor forstår jeg ikke.

Vi kvinder har taget samfundets forventninger på os og er åbenbart i processen blevet så ukritiske, at vi har tendens til også at pådutte hinanden dem. Især når det kommer til vores kroppe.

En ting, kvinder aldrig må føle, er skam. Aldrig. Vi kan være og føle mange ting. Men skam er ikke en følelse, der ligger inden i os. Det er noget, der kommer udefra.

Der er gået fem år, men jeg tænker ikke på, at ’barnet’ kunne være fire år i dag. Jeg tænker bare på alt det andet, jeg ville have mistet på de fire år, hvis jeg havde fået det. Alle mine drømme, min tid, kærlighed, min ungdom. Frihed, som i mit hoved er noget, jeg forbinder 20’erne med.

Vi må revurdere, hvordan vi skriver fortællingen om kvinder, der får en abort. Vi må stoppe med at fordømme og stigmatisere os, der stod med valget. For mange af os var det slet ikke et valg. Det var en selvfølge. Fortællingen om abort skal rumme alle de nuancer, som virkeligheden faktisk har. Abort er ikke lig med noget bestemt. Den har ikke et facit eller en bestemt konsekvens.

Jeg bliver ulykkelig og kvalm ved tanken om, at jeg potentielt kunne være blevet mor. Også selv om jeg en dag gerne vil være det.

Jeg kan have 1.000 grunde til at få en abort eller bare en enkelt. Det er underordnet. Det er mit liv. Jeg ser det ikke, som om jeg valgte et liv fra. Jeg valgte bare mit eget liv. Og det burde jeg aldrig være nødt til at retfærdiggøre.

Emilia Moth, producerassistent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Minna Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dominique Salcedo
  • Troels Ken Pedersen
  • David Zennaro
  • Samuel Grønlund
Michael Friis, Minna Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Dominique Salcedo, Troels Ken Pedersen, David Zennaro og Samuel Grønlund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Margit Johansen

Tak for at dele din historie. Tænk på at dine tanker, følelser og din adfærd er dine egne - aldrig de andres - omfavn dem, lad sorgen, skylden og skammen komme og gå igen. Tak så de formødre som gik forrest og kæmpede den fri abort og prævention igennem på tværs af præster, degne, konger og formørkede bønder. Og send endelig en forbøn til universet for alle de formødre som forblødte i barselssengene eller fødte alene, skræmte som enhver anden kvinde. Dengang og nu.

Johannes Astrup, Anders Reinholdt, Troels Brøgger, Eva Schwanenflügel, Bodil Hansen, Niels Duus Nielsen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Samuel Grønlund

Der er intet skamfuldt eller unaturligt ved abort.
Abort er det bedste, klogeste og nogle gange eneste rigtige valg, i situationer som samtlige sexdyrkende kvinder på planeten, med stor sandsynlighed vil befinde sig i flere gange i løbet af deres liv.
Den udskamning du oplever fra samfund og medkvinder er et bi-produkt af den udbredt svage intelligens og den primitive offentlige diskurs, der trods væsentlig overvægt for retten til abort, fortsat er præget af bagstræberiske, amoralske og religiøse forestillinger om liv og eksistens.

Den slags kan dog ignoreres med ro i sindet, ligesom vi alle gør på andre områder hvor de dumme og uvidende konstant kæfter op.
Det er i øvrigt ikke et foster du udbløder ved medicinsk abort, men en samling celler mindre end øjet kan se. Det er intet problem og borgerne i samfundet skal vokse op og droppe den infantile moraliserende attitude.

Hanne Ribens, Mogens Holme, Minna Rasmussen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Bodil Hansen, Niels Duus Nielsen, Torben Kjeldsen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

I nattens mulm og mørke

Enten må kronikøren have fået en usædvanligt lemfældig vejledning hos den [privatpraktiserende?] gynækolog, hun valgte til at hjælpe sig med at afslutte en uønsket graviditet i opløbet, eller selv have været for været for opsat på at få det overstået i en fart til at høre ordentligt efter, hvad der blev sagt i forbindelse med udleveringen af præparaterne i den 'totrinsraket', behandlingen består af.

Bedre held næste gang Emilia, og spring roligt op og fald ned på, hvad andre mener, du burde 'føle' og 'tænke' i forbindelse med fravalget af et moderskab, du ikke er klar til at krybe ind og forskanse dig i for nærværende. Kommer tid kommer råd, du er stadigvæk ung og kan sagtens nå en masse, før du bliver så gammel, at det er for sent at fortryde de til- og fravalg, du foretager i dag ... ;-)

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Bodil Hansen, Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Abort afkorter potentielle menneskers liv alt for tit i dette overflossamfund. Abort børkun forekomme i yderste konsekvens af som allersidste mulighed.

"Vi er dem, de andre ikke må lege med. Vi er det dårlige selskab. Vi har en svag karakter og en billig fantasi. Det da godt, at vi blev født før aborten den blev fri."

Samuel Grønlund

Ja lad os endelig få flere uønskede og overflødige børn i denne verden.
Og lad os, for guds skyld, fastholde verdens kvinder i en usikker situation uden kontrol med egen krop og tilværelse, så vi kan tilfredsstille en flok religiøse tåbers latterlige dogmer - godt tænkt!
Og nu vi er igang. I stedet for at tænke selv med alt hvad det indebærer af hovedpine og tvivl, lad os udlede centrale livsregler fra pop-sangenes hjælpeløse rim.

Abort har aldrig været fri. Selv i et sådan semi-civiliseret land som Danmark er abort fortsat underlagt et større regime af mere eller mindre uforståelige normative krav og restriktioner.
I store dele af verden fastholder reaktionære idioter af forskelligt religiøs observans, umenneskelige regelsæt der medfører enorm lidelse - alene for at tækkes deres latterlige fantasiguder.

Kenneth Graakjær, Mogens Holme, Minna Rasmussen, Niels K. Nielsen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

SG - det er muligt, at du var planlagt. Det er jo så heldigt for dig. Det gør dig dog ikke mindre overflødig, når du mener at kunne udtale digf kategorisk om andre børns ret til det samme.

Når du nu opfordrer til at tænke, kunne du passende gå foran.

Samuel Grønlund

Kære Ole,
Det eneste jeg udtaler mig kategorisk omkring er kvindens ret til at bestemme over egen krop; til at planlægge og disponere egen tilværelse.
Jeg accepterer intet kompromis på dette punkt, under nogle omstændigheder.
Den tankegang som dyrkes blandt religiøse og pro-lifere, at kvinder ved undfangelse mister enhver ret til selvbestemmelse, finder jeg grænseoverskridende stupid og totalt uden begrundelse.

Børn får menneskerettigheder ved fødslen. Indtil da er de totalt i deres mors nåde.
Det kan ikke være anderledes.

Kenneth Graakjær, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Mogens Holme, Minna Rasmussen, Eva Schwanenflügel og Bodil Hansen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

"Sygeplejersken læner sig frem imod mig på stolen og hviler albuerne på benene"

Hvordan gør man det? Skete det? Eller er hele teksten en konstrueret sandhed, der tager sig godt ud? Er hele teksten et forsøg på undskyldning? Who knows, who cares. Du har stadig dit liv, og en dag sætter du måske et andet liv i verden uden undskyldning.

SG - øh jo det kan faktisk og bør være anderledes. Dit livssyn får dig til at omtale fostret som en "samling celler" og bruge vendingen "kvindens ret til egen krop". Jeg kunne ikke være mere uenig - det kan ikke være anderledes. Retten til egen krop stopper, når hun er blevet gravid.

Ole Frank:
Nu melder historien så intet om prævention og hvem der var skyld i "uheldet",men også du bør vide at rigtig mange børn gennem tiden er blevet bortadopteret eller har levet i manglende kærlighed fordi kvinden ikke lige sagde nej. Manden har det jo med at lade stå til når først løbet er igang.Du kan vel ikke mene at kvinder skal undlade sex i de unge år? Det eneste jeg er enig i er at abort aldrig bør være en del af prævention. Begge parter bør være ansvarlige for at uønskede børn opstår, men uanset kan fejl og fejltagelser finde sted. Det barn som er som beskrevet her har altså endnu ingen bevidsthed! Dette barn vil ikke vide det var til. Men voksne med bevidsthed har i denne verden ingen problemer med at tage liv,hvis deres magt og interesser bliver truet!

VO "men også du bør vide at rigtig mange børn gennem tiden er blevet bortadopteret". Øh ja jeg er selv en af slagsen og har ikke fotrudt det. Hvorvidt kvinder skal have sex i de unge år, er ikke noget, jeg vil have indflydelse på, men jeg har min mening vedr. en eventuel graviditet, hvis det er konsekvensen af sex. Svaret bør kun undtagelsesvis vaere en abort.

Som samfund skal vi høre på og drage omsorg for de kvinder, som bliver traumatiseret af at få en abort. Men nu skal vi altså også høre på og drage omsorg overfor de kvinder, som ikke bliver traumatiseret af deres abort.

Vi lever i en tid hvor alle kan give deres mening til kende. Det medfører, at alle vil hører alle meninger om hvad de har foretaget sig.- altid. Dem vi opfatter som positive, og dem vi opfatter som negative. Derfor må man i alle situationer vælge at høre noget og vrage noget andet.

Var det ikke det der skete for forfatteren Emilia Moth? At hun valgte at lytte til noget information om hendes abort, som hun anså for negativ information, og fravalgte noget andet.

Ole Frank: Så er vi måske ikke så langt fra hinanden omkring det ideelle, men det du skrev først var efter min mening for unuanceret. Glæder mig du er tilfreds med at være adopteret og forhåbentlig har du vidst det det meste af dit liv.

Niels Duus Nielsen

Hvornår bliver "en samling celler" til et barn? Ifølge dansk lovgivning efter tre måneders udvikling. Denne grænse er arbitrær, den kunne have været sat tidligere eller senere, for det præcise tidspunkt for bevidsthedens opståen er det lige så svært at fastsætte som det er at afgøre, hvor mange hår der skal til, før en skaldet mand ikke længere er skaldet.

Jeg har været anledning til nogle aborter i mit liv, men efter at jeg fik en søn, ønsker jeg ikke at medvirke til flere aborter. Så hvis kvinden bliver gravid og vil have en abort, vil jeg forsøge at tale hende fra det, og hvis det ikke lykkes, må jeg leve med, at det er hendes krop, og derfor hende, der bestemmer.

Jeg har dog ingen dårlig samvittighed over de aborter, jeg var med til som ung, for det ville have været en social katastrofe, hvis jeg og mødrene var blevet forældre på så tidligt et tidspunkt i vore liv.

Manden har selvfølgelig en vis indsigelsesret, men det er og bliver kvinden, der har det sidste ord. Det kan ikke være anderledes.

"Den tankegang som dyrkes blandt religiøse og pro-lifere, at kvinder ved undfangelsen mister enhver ret til selvbestemmelse..."

Sådan er reglerne for mænd, og det er der ingen, religiøse eller ej, der beklager sig over.

Selv de mindreårige drenge der bliver voldtaget, de må bare finde sig i at de skal være far hvis deres krænker synes. Og når de bliver myndige, så står staten klar til at inddrive børnepenge til forbryderen. Og ingen brokker sig. For ordet "voldtægt" kan bruges som murbrækker når det gælder kvinders ret til at bestemme over egen liv og skæbne, men ikke når det gælder mænds.

Carl Chr Søndergård

Måske der burde være en betalingsform, for de mange gange, det bliver benyttet som en form for prævention. Det kunne være folk beskyttede sig bedre og man så samtidig kunne spare nogle penge, på behandling af kønssygdomme..

Else Marie Arevad

Der fødes omkring 60.000 børn om året i Danmark, men der foretages omkring 15.000 aborter. Det synes jeg er alt for mange i et land, hvor der er let adgang til prævention.