Klumme

Det meste af mit voksenliv har jeg holdt skjult, at jeg har Tourettes syndrom

De fleste kender Tourettes for ufrivillige råb og ukvemsord, og måske er det på grund af de tragikomiske symptomer, at Informations webdebatvært Espen Fyhrie går stille med dørene
De fleste kender Tourettes for ufrivillige råb og ukvemsord, og måske er det på grund af de tragikomiske symptomer, at Informations webdebatvært Espen Fyhrie går stille med dørene
16. december 2018

Det meste af mit voksne liv har jeg levet med en lidt gemt side af mig selv, noget jeg som barn og ung glad og ubesværet fortalte om: Jeg har været diagnosticeret med Tourettes syndrom, siden jeg var lille. Et syndrom, de fleste kender fra film og tv grundet det ret sjældne, men forståeligt nok fascinerende symptom coprolalia – bogstaveligt talt oldgræsk for 'lortesprog' – der tvinger patienten til ufrivillige ytringer af ukvems- og skældsord; ganske seværdigt.

Som de fleste med diagnosen har mine symptomer heldigvis været noget mere kedsommelige; gane-tics og koncentrationsbesvær, krydret med en kort, men frustrerende periode i de tidlige teenageår, hvor jeg stammede. Hvilket naturligvis passer perfekt til en i forvejen ranglet dreng med briller, halvlangt hår, let akne og en næse, jeg brækkede som 14-årig …

Mit held har været, at de fleste af mine symptomer fortog sig i både styrke og intensitet i løbet af gymnasietiden. Hele mit voksne liv har det eneste eksterne symptom været små tics, som jeg i øvrigt underbevidst hæmmer, indtil jeg er alene. Det har altså ikke været magtpåliggende at fortælle nye bekendtskaber om min situation; heller ikke selv om jeg i det daglige bl.a. ernærer mig som gymnasielærer, hvor jeg er meget i fokus.

Stemmen, der nager

Men tvivlen er begyndt at nage: Holder jeg igen med at fortælle om den side af mig selv, fordi det er irrelevant, eller er det for at spare mig for fordomme og besvær? Er jeg sikker nok til at hvile i mig selv, eller er jeg bange for at blive associeret med symptomer, der udefra set kan være både tragikomiske, dramatiske og upassende?

Jeg kunne sagtens ignorere stemmen i baghovedet, der nager. Den plager i forvejen højere og mere pågående om andre ting, og den standhaftighed, jeg hidtil har udvist mod at honorere kravene om mere motion, færre cocktails og at læse flere bøger, kunne jeg utvivlsomt udvide til også at rumme dette.

Der gemmer sig uden tvivl en god Anders Agger-fortælling i historien om det almindelige i det ukendte, mennesket bag diagnosen, men det er ikke lysten til at tilbyde andre indblik i min verden, jeg er naget af; så egocentrisk er jeg trods alt ikke. Og selv om jeg skulle mene, at jeg føler et vist socialt ansvar for ikke at leve med en side af mig selv i skjul, er det kun en lille brik i puslespillet.

Sagen er, at jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig, at jeg som sprogmenneske og erfaren fortæller også får lov at sætte ord – især tekst – på den del af mit liv. Jeg har aldrig været karrig med at dele ud af hverdagens små sejre og nederlag på sociale medier, og jeg får mange positive reaktioner på de observationer, jeg deler. Så derfor skal denne del af mig ikke længere stå i skammekrogen. Det giver mig næsten berøringsangst i det hele taget at bruge ordet 'tourettes'. Og det vil jeg ikke længere finde mig i.

Spørg bare

Så jeg griber til handling. Fremover vil jeg være bedre til at melde klart ud i mødet med kollegaer, elever, nye venner og bekendte, til fremmede i bussen, til jobsamtaler og på første date. Nej OK, små skridt. Det er ikke let sådan at vise en sær og lidt sårbar side af sig selv.

Så nu starter jeg i det små med at skrive det i et landsdækkende dagblad med bylinebillede og fin rød ramme: Jeg hedder Espen, og jeg har Tourettes syndrom. Det har jeg haft, så længe jeg kan huske. Det er ikke forkert og det er heller ikke fedt, men det er sådan, jeg er. Og bliver ved at være.

Hvis du møder en som mig, der siger nogle sære lyde, stammer eller ryster på hovedet, så skyldes det måske det. Og du må gerne spørge til det – ligesom dem, der mangler et ben, har albinisme eller spiser marmelade på ostemad, kan de fleste mennesker med Tourettes godt forstå, at det ser lidt aparte ud, men kan også sagtens sige fra, hvis de ikke har lyst til at tale om det. Og bare rolig, langt de fleste af os vælger helt selv, hvornår vi bruger grimme gloser.

Serie

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

    24. december 2018
    Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kjeld Christensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ejvind Larsen
  • David Zennaro
  • Runa Lystlund
  • Trond Meiring
  • Christel Gruner-Olesen
  • Erik Karlsen
  • ulrik mortensen
  • Frede Jørgensen
  • Kurt Nielsen
  • Kristian Rikard
Kjeld Christensen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, David Zennaro, Runa Lystlund, Trond Meiring, Christel Gruner-Olesen, Erik Karlsen, ulrik mortensen, Frede Jørgensen, Kurt Nielsen og Kristian Rikard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kender en med Tourettes, et meget sympatisk menneske. Mennesker med Tourettes har deres særpræg, men det har mine rablende normale bekendte og venner også.

Min lille nevø har en ven med Tourettes , som han går i forsvar for, fordi selvfølgelig findes der børn, hvis forældre har glemt at opdrage børnene til at blive rummelige. Det får denne unge dreng at føle.

Interessant nok, kommer mange til at vise mobberne større forståelse end de mobbede. Vi mennesker vil ikke så gerne ekskluderes fra det "gode" selskab", hverken børn eller voksne. Det er faktisk mobberne, der har et problem. Det er dem, der skal have hjælp, samtidigt med de mobbede. Mobning er alt for accepteret fænomen, mobberne burde hjælpes og stoppes af lærere, forældre, arbejdsgivere eller kollegaer. For mobning kan invalidere.

Der er en stor en forskel på dril og mobning. Da jeg var barn, blev jeg mobbet lidt i skolen, de kaldte mig englebarnet. Derfor udviklede jeg en vis verbal frækhed og blev utrolig dygtig til at slås, selv om jeg var en pige. Det stoppede mobning fra begge køn. I dag må børn ikke slås. I vores slagsmål var der helt bestemte regler. Man måtte ikke slå, ikke bide, ikke rive hår, kun tumle, egentlig var det en slags brydning.

Jane Nielsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar