Klumme

Alle #MeToo-mænd bør ikke skæres over én kam

Dommen over Jean-Claude Arnault er blevet udlagt som en sejr for #MeToo, men der er ingen grund til at juble over den, som om det var en moralsk sejr
Den nu voldtægtsdømte kulturprofil Jean-Claude Arnault bliver ekskorteret ud af retten i Stockholm.

Den nu voldtægtsdømte kulturprofil Jean-Claude Arnault bliver ekskorteret ud af retten i Stockholm.

Jonas Ekströmer

10. december 2018

Når jeg skriver om #MeToo, rammes jeg af indre splid. I mine to barndomshjem havde vi ægte ligestilling, og jeg har selv opdraget både søn og datter til at blive feminister. Sexchikane og patroniserende tale har jeg oplevet i rigt mål. Medsøstre har stillet højere krav til mig og bedømt mig efter målestokke, de ikke ville anvende over for mænd, og jeg har grebet mig selv i at gøre det samme. Årtusinders patriarkalske tankegang er svær at bryde ud af. 

Så jeg burde favne #MeToo med den samme entusiasme som de fleste andre feminister. Men det gør jeg ikke. 

Når jeg genlæser, hvad jeg har skrevet om fænomenet, bemærker jeg, at fire kritikpunkter går igen: En mindsket tolerance for mellemmenneskelig opførsel, umyndiggørelse af kvinden, en rådden presseetik (vi stempler mennesker, som ikke er dømt) og en forringet retssikkerhed (mediekampagner ’i den gode sags tjeneste’ kan indvirke på domstolsafgørelser).

Det hele går hånd i hånd, hvilket blev tydeligt med voldtægtsdommen mod den såkaldte kulturprofil alias Jean-Claude Arnault.

Tvetydig baggrund for dom

Sagsøger gav først et anonymt interview til Dagens Nyheter og anklagede heri ’kulturprofilen’ for at have voldtaget hende for syv år siden. Den positive respons, hun fik på artiklen, fik hende til at indgive politianmeldelse (at hun søgte rettens prøvelse taler til hendes ære). Tre måneder efter artiklen, som var talk of the town og ikke i kun Sverige, blev der foretaget vidneafhøringer. Alle vidner var gode bekendte af sagsøger.

Frem til rettergangen kappedes medierne om at hænge Arnault ud som et monster. Vi fik at vide, at han med laserpræcision skulle have opsøgt ’sårbare’ kvinder og misbrugt dem. Alligevel var han vellidt blandt en del kvinder, der var taknemmelige over hans generøsitet. Mange søgte tilmed at imødekomme hans store seksuelle appetit i et forsøg på at bringe sig tættere på hans kändis-vennekreds, mens andre igen afviste ham, kontant eller venligt, uden konsekvenser.

Det er på så ekstremt sammensat en baggrund, at domstolen skulle træffe sin afgørelse. Sagen om Jean-Claude Arnault rummer to historier. Den ene er juridisk. Den anden er mellemmenneskelig – og tvetydig. 

Sagsøger mødte Arnault flere gange efter den første voldtægt. De spiste middag sammen, hun gik med ham hjem og sov der igen. Hun besøgte ham i Paris med sin datter. Det har ikke altid været let for Arnault at forstå hendes signaler.

Modstridende følelser

Denne ambivalens giver et fascinerende indblik i, hvordan modstridende følelser kan betyde, at relationer ikke forløses. Det er sådanne ting, der kan skrives verdenslitteratur om. Men sagen om Arnault er ikke fiktion – det er livet, der slæbes for retten.

Var andre mænd uden mediebevågenhed blevet fældet på det samme grundlag? Hvor begynder og hvor ophører kvindens ansvar? Hvilken del af deres relation kan vi uden for enhver tvivl betegne som kriminel? Jeg aner det ikke.

Dommen mod Jean-Claude Arnault er blevet kaldt en sejr over »#MeToo-mænd«. Som om disse mænd udgjorde en homogen forbrydergruppe. Som om kollektiv afstraffelse var et retsstatskendetegn. Men ikke alle de mænd, som er hængt ud under hashtagget #MeToo, er skyld i forbrydelser. 

Iblandt dem findes mænd, som er blevet bagvasket med løgne. Mænd, som har begået forseelser så små, at de aldrig vil kunne føre til tiltale. Mænd, som har misforstået situationer. Mænd, som afviste kvinder har villet hævne sig på ved at påstå, at samleje under stærk beruselse i virkeligheden var voldtægt. At disse mænd nu alle skal grupperes sammen med Jean-Claude Arnault er helt urimeligt.

Hvor mange kvinder har aldrig fået deres sag prøvet, fordi den mand, der voldtog dem, ikke var tilstrækkeligt kendt? Disse kvinder burde nu snarere harmes end føle oprejsning.

Første gang jeg mødte Arnault, sagde han til mig: »Du ser ud til at have en lækker fisse.« På grund af forulempelser som denne burde jeg vel glæde mig over, at han nu skal ruske tremmer. Blot ville jeg ønske, jeg kunne være sikker på, at han gik i fængsel for en klar forbrydelse og ikke for sin generelt nederdrægtige opførsel.

Kulturprofilen Jean-Claude Arnault ankommer mandag til landsretten.
Læs også

© Åsa Linderborg og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Torben K L Jensen
ulrik mortensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvor mange kvinder har aldrig fået deres sag prøvet, fordi den mand, der voldtog dem, ikke var tilstrækkeligt kendt?"
Jeg tror nu der er flere kvinder der ikke fik deres sag prøvet ved en domstol, fordi overgrebene blev foretaget at en kendis, der i medierne blev beskyttet af ligestillede.

Arnault blev dømt ved en domstol med uafhængige dommere, og ikke bare af medierne, og han bliver heller ikke frikendt af Åsa Linderborgs skriveri, selvom hun forsøger at tage ham i forsvar.
Al kriminel adfærd indeholder mindst 2 historier en juridisk og en mellemmenneskelig, det er ikke noget enestående for Arnaults sag.

David Joelsen, Gert Romme, Henrik L Nielsen, Claus Nielsen, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar