Klumme

Vi er midt i en ny verdenskrig – mod vores klode

Erklæringen om menneskerettighederne fra 1948 tjener som inspiration for, hvordan man i dag kan lave en erklæring om klimakampen, der forsvarer det bedste i mennesket mod det værste
FN's generalforsamling vedtog menneskerettighedserklæringen 10. december 1948. Her er det generalforsamlingens åbning 22. september samme år.

FN's generalforsamling vedtog menneskerettighedserklæringen 10. december 1948. Her er det generalforsamlingens åbning 22. september samme år.

15. december 2018

Det er ikke, fordi tankerne var originale, eller ideerne var nye, at erklæringen om menneskerettighederne, hvis 70-års jubilæum i denne uge blev fejret, er en bemærkelsesværdig historisk præstation.

For det var de ikke.

Allerede den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 lancerede ideen om menneskerettigheder, og den franske Nationalforsamling hævdede efter revolutionen i 1789, at »uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne er de eneste årsager til folkenes ulykker«.

Det særlige ved erklæringen fra 1948 er, at FN ikke henviste til guddommelige autoriteter som begrundelse. De gjorde menneskerettighederne til noget, som menneskene selv havde defineret og valgte at anerkende. De flyttede autoriteten fra himlen ned mellem menneskene.

Menneskerettighederne er således et humanistisk manifest, som sætter beskyttelsen af mennesket som den højeste forpligtelse for menneskene.

Fælles forståelse

Rettighederne var ikke juridisk bindende, da de blev vedtaget. De var tænkt som det, Eleanor Roosevelt kaldte »a common standard of achievement«, en standard, alle burde stræbe efter at leve op til.

De fik deres autoritet, fordi de var formuleret så enkelt, at alle kunne forstå dem, og fordi de reflekterede en opfattelse af det enkeltes menneskes værdighed, som alle principielt kunne tilslutte sig.

Erklæringen er et eksempel på, hvordan en formelt magtesløs erklæring opnår reel autoritet i verden. Fordi den talte til en fælles forståelse af, hvordan verden burde være, som selv de nationer, hvis regimer byggede på undertrykkelse, kolonialisme og diskrimination, hverken kunne eller ville argumentere offentligt imod. Og fordi Anden Verdenskrigs grusomheder havde skabt en historisk kontekst, som gjorde behovet tydeligt for hele verden.

Mindet om, hvad de mest civiliserede nationer kan udrette af ødelæggelse, var med til at begrunde menneskerettighedernes autoritet. De ville forsvare det bedste i mennesket mod det værste.

Naturen er en scene

Men der er et problem med menneskerettighederne i dag: Vi kan ikke længere sige, at »forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne er de eneste årsager til folkenes ulykker«.

Vi kan tværtimod konstatere, at man kan anerkende menneskerettigheder og samtidig ødelægge naturgrundlaget for de næste generationer. Der er hverken i demokratiet eller menneskerettighederne noget, som forhindrer menneskene i at smadre klimaet. For vores højeste principper handler udelukkende om at regulere forholdet mellem mennesker.

Antagelsen er, som den franske filosof Michel Serres har skrevet, at naturen bare er en scene, hvor menneskenes historie udspiller sig.

Den liberale verdensorden er skabt med det formål at stoppe krigen og skabe fred. Men det står efterhånden klart, at vi befinder os i en verdenskrig mod vores naturgrundlag. Og vi har ikke demonstreret noget, der minder om kollektiv handlekraft til at stoppe den krig.

Og hvis de oplyste demokratier fortsætter med at producere og forbruge som nu, vil menneskerettighederne for de næste mange generationer blive voldsomt indskrænkede. Menneskerettighederne kan med andre ord ikke opretholde sig selv, hvis vi ikke tager det objektive grundlag for fremtidens samfund med i betragtning.

Læren fra 1948

Det forekommer at være en umulig opgave at formulere rettigheder for naturen, fordi den ikke som menneskene er et retssubjekt. Den amerikanske forfatter Bill McKibben har i stedet foreslået en ny fundamental rettighed: Menneskene skal beskyttes mod de kræfter, som ødelægger jordens systemer.

Vi har samme indsigt i menneskenes destruktionspotentiale som efter Anden Verdenskrig, tilsvarende mægtige modstandere og samme akutte behov for at forsvare det bedste i mennesket mod det værste.

Derfor kan historien fra 1948 være en inspiration: Hvis man lavede en erklæring, som alle kan forstå, og som alle principielt kan tilslutte sig, vil vi bagefter kunne holde industrier, virksomheder, stater og forbrugere fast på den. Hvilke forbrugere, firmaer og stater vil insistere på retten til at ødelægge fremtiden for de næste generationer? 

Læren er, at sådan en erklæring ikke har brug for formel magt for at opnå global autoritet. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Flemming Berger
  • Samuel Grønlund
  • Morten Balling
  • Lars Koch
  • Leo Nygaard
  • Niels Møller Jensen
  • Torben K L Jensen
Ejvind Larsen, Flemming Berger, Samuel Grønlund, Morten Balling, Lars Koch, Leo Nygaard, Niels Møller Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

15/dec/2018

Godt og enkelt formuleret, Rune Lykkeberg :-) ...

Men hvorfor er overskriften for artiklen i Information

“Vi har akut brug for én ny menneskeret”

her på nettet ændret til

“Vi er midt i en ny verdenskrig – mod vores klode” ?

Venlig hilsen
Claus

Philip B. Johnsen

Kapitalisme og systemiske finansinstititutioner er international organiseret kriminalitet og bør ikke forveksles med menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet.

Ejvind Larsen, Steen K Petersen, Flemming Berger, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Når klimakampen for alvor udkæmpes og virkningerne viser sig, negligeres de kendte menneskerettigheder.

Jens Falkenberg, Torben Bruhn Andersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Overskriften er uheldig og virker misvisende. "Kloden" vil ikke som sådan forsvinde på grund af opvarmning eller lignende, men vi og andre livsformer kan komme i problemer. "Krig" virker som en dårlig metafor.

Philip B. Johnsen

@jan henrik wegener
Der er ikke i morgen, men den vej det går.

Venus Syndrome.

"Venus syndrome" is not a metaphor, it is a scientific scenario. The term should be self explanatory, but just to be clear, Venus syndrome is a scenario in which climate and atmospheric feedback loops are triggered that can't be switched off.

Under this scenario, as greenhouse gasses build up, and cause planetary warming, yet more greenhouse gasses are released which causes still more warming.

This trajectory does not end in a balmy tropical resort Earth, but rather a planet that is closer to hell. Like Venus, Earth would become a pressure cooking inferno with virtually no life.”

http://www.geoengineeringwatch.org/global-geoengineering-fueling-venus-s...

Ejvind Larsen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Mikkel Juul Jensen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Jeg har så langt i højere grad deltaget i andre diskussioner end netop den om klima. En grund er at der må være så mange mere kompetente folk. En anden er at jeg reagerer lidt på at det ser ud til at den debat i høj grad hænges op på andre "yndlingsmærkesager" og at der ser ud til at være nogle "højre-venstre" skillelinier.

Philip B. Johnsen

@jan henrik wegener du skriver.
“det ser ud til at den debat i høj grad hænges op på andre "yndlingsmærkesager"”

Det er sandt de hænger sammen.

De menneskeskabte klimaforandringer er knyttet til Danmark, på en meget direkte og speciel måde, der er relateret til international organiseret kriminalitet en Danske Bank hvidvask eller skatteunddragelse ligende finte og tvivlsom national økonomisk AAA kreditrating.

Shipping globalt svare til verdens ‘sjette største lands’ CO2 udledning, hvor Danmark er verdens ‘syvende største CO2 udleder globalt’.

Frihandel bygger på shipping, denne shipping, der årligt udleder 800 millioner tons CO2 og tallet er ikke engang medregnet i de 1,5 graders målet i Paris aftalen, det er et mørketal.

Shipping er derfor en slags skattespekulation, skattesvindel og skatteunddragelse, frihandel skaber de ekstreme menneskeskabte klimaforandringer, der skaber eksistentielle udfordringer for os alle globalt, men forbliver et mørketal.

“International maritime shipping accounts for approximately 800 million tonnes of CO2 emissions a year, but it is not regulated by the Paris Agreement.

The UN’s International Maritime Organisation (IMO) has the task of launching initiatives to reduce the sector’s CO2 emissions, but it is proving difficult to agree on solid rules and restrictions.

The strong growth in the global population is causing a growing demand for maritime shipping, resulting in a tendency to increase CO2 emissions in the sector.”
Link: http://www.unepdtu.org/-/media/Sites/Uneprisoe/Working-Papers/2017/Worki...

Det er ‘ikke’ muligt fortsat i CO2 regnskabet, at sende halvfabrikata jorden rundt, tre fire gange, før det færdige produkt lander på hylden, ved brug af en slags skatte fritagelse finte, der ligner noget der kommer fra Danske Bank.

Filosofen Robert Audi har udtrykt et muligt fundamentet for menneskerettigheder således:

"Everybody agrees, that if you're in pain, you've got a reason to change things, to get rid of the pain, to reduce the pain, and it doesn't take much to get people to agree, that once you see that others are like you, you'll see that there is a reason not to cause them pain as well."

https://youtu.be/lOfU1IlSUgw?t=502

Jeg har personligt arbejdet lidt med om man kunne forestille sig en form for naturrettigheder. Et faktum vi ikke kommer udenom, er at hvis vi fucker naturen tilstrækkeligt meget, så fjerner vi vores eget livsgrundlag. Jeg tror mere på at få overtalt Jordens befolkning til at acceptere en form for menneskehedsrettigheder. Altså noget i stil med at handlinger som leder til menneskehedens undergang er forkerte. Det burde være lige så bredt accepteret, som Robert Audi's tanker.

Verden er kompliceret, og der er forskellige løsninger på de "udfordringer" vi står overfor, men det bliver mere og mere klart for mig, at vi ikke har noget fælles mål. Hvad er dit eget personlige Utopia? I stedet bliver det mere et spørgsmål om at slukke ildebrande.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at selvom det ville være "smukt" at redde naturen på bekostning af menneskeheden, så ville det set med menneskelige øjne også være utroligt dumt. Vejen mod det Utopia vi ikke kender, og langt fra er enige om, må bygge på at vi holder os i live.

Man kunne argumentere at alting blev nemmere, hvis vi slap af med 80-90% af klodens nuværende befolkning, men hvem melder sig frivilligt til at vige pladsen? Nej vel.

Ergo må vi alle have lige stor ret til et fortsat liv på planeten. Ergo må målet være at indrette os, så flest muligt får mulighed for at leve så længe som muligt. Det lyder lidt som nytteetik, med risiko for at tage et "Geat Leap Forward"...

Er meget enig stort set alt, hvad der skrives her, men dét, der mangler, er jo en enkel, klar og overbevisende formulering af "naturrettighederne".
Er der virkelig ingen, der magter dét?
Måske noget i retning af: Krænk ikke kloden så meget, at den skades uopretteligt!

Empati

Sandt nok. Vi forholder os til hinanden, men har ikke en naturgiven oplevelse af naturen som afspejler den empati vi har som art indenfor arten. Andre dyr udtrykker vist det samme. Det ses jo som bekendt også forstærket i kirkens lære om menneskets ret til at udnytte nsturen.

Dertil kommer det politiske aspekt, når krybben tømmes som det kommer til udtryk i De Gule Vestes aktioner.

I det videre perspektiv, som Anna Libak afrunder på Berlingske, når regningen skal betales af især det næstnederste samfundslag i Vesten. Og politikere der ikke helt kan greje Kinas stilling i klimaspørgsmålet med Riget i Midten der som en Hydra stikker sit dragefjæs frem med kravet om u-landsstatus, alt imedens dets dominans tegner sig i horisonten.

Menneskerettighederne og respekten for naturgrundlaget går netop desværre ikke hånd i hånd.

jan henrik wegener

Philip B. Johnsen.
Det er de påståede sammenhænge jeg er forbeholden overfor. For mig ligner det mere nogens, dine f.eks., yndlings Aversi Inger der sættes sammen i en eller anden sammenhæng som lige så vel kan være noget du forestiller dig. Om Danske Banks deltagelse i hvidvask har så meget med temperaturstigninger at gøre savner jeg at se godtgjort. Ligeledes at shipping er en værre måde at distribuere produkter på end alternative måder. Måske endda tvert imod. Hvis indvendingen er at der distribueres for meget ja så er det muligt, men hvad distribueres der for meget af ? Jeg er ikke overbevist om at "nærproduktion"altid er svaret eller endda altid lader sig gøre. Dette gælder både de ting du måske mener kan undværes(?) og det nødvendige til livets opretholdelse.

Philip B. Johnsen

@Evald Mehlsen
Menneskerettighederne og respekten for naturgrundlaget, kan gå hånd i hånd, De Gule Veste har fat i den lange ende.
Hvis de avancerede økonomier, ikke udnytter fattige lande, med billig slave arbejde og rige arbejdsvilkår og samtidig sender regningen for CO2 udledning til vækstøkonomierne.

Det er i sagens natur ikke den samme CO2 udledning, ved vare der et produceret lokalt, som ved vare der er sendt jorden rundt tre fire gange, hvilket prisen må afspejle, hvis der skal findes fornuftig bæredygtig finansiering og rimeligt betalt arbejde til alle.

For ca. 10 år siden mødtes G8 toplederne en aften, over en 18 retters menu, fremstillet af seks kokke. Under middagen nåede de frem til et underskrevet dokument, som påpegede at det så sort ud med fødevaresikkerheden for Jordens befolkning i dette århundrede. De gik så langt som til at påtage sig noget af ansvaret, og indrømmede at de havde overset problemerne.

Da jeg læste historien, kunne jeg godt se det usmagelige i at tale om Verdens kommende hungersnød, over en 18 retters menu. Man lavede et regnestykke som viste at omkostningerne ved topmødet kunne have holdt 100 millioner sultne mennesker i live, i den uge topmødet varede.

På den anden side er det ligeså vigtigt at forstå, at den selvsamme 18 retters menu IKKE kunne have holdt liv i 100 millioner.

@ Phillip B. Johnsen

Du ignorerer vist det politiske perspektiv. Så langt tilbage som til Perikles har politik været en scenevant aktør. Anna Libaks indlæg på b.dk er en sådan politisk analyse. Virkeligheden er kompleks, men mennesker reagerer oftest på politisk sæt og vis uden vist helt at gøre sig det klart.

De Gule Vestes aktion har sammenfaldende tendenser med det vi ser i andre vestlige lande. Det får politisk betydning.

Vækstøkonomier: Kina og Indien er også I-lande. De har store, fattige befolkninger men buldrer samtidig derudad. Kina har lettet CO2-byrden for Vesten ved at overtage industriproduktionen, men det indebærer også at landet opnår en også politisk dominans det ville være naivt at se bort fra.

Philip B. Johnsen

@Morten Balling
Der skal aldrig handles på udfordringerne, det skal ligne noget der virker, når de der profiter på status quo spørges.

De Gule Veste bliver flere og fattigere af dette og høtyvene slibes i samme antal.

Philip B. Johnsen

@Evald Mehlsen
Kapitalisme er en dødsdom.
De menneskeskabte klimaforandringer er skabt af de rige.
Revolution er under opsejling.