Klumme

Musikåret 2018 tilhørte kvinderne, men ingen lyttede til dem

Musikkritikernes årskavalkader har været propfyldt med kvindelige kunstnere, men kigger man på afspilningsstatistikkerne er det alligevel mændene, der har domineret musikåret 2018. Et misforhold, der afslører, at kvalitet og popularitet er uafhængige størrelser. Og derfor påkræver handling fra festivaler og radiostationer – for kunstens skyld
Ved Grammy-uddelingen 2018 påtrådte Kesha (midten) sammen med blandt andre Bebe Rexha, Cyndi Lauper, Camila Cabello, Andra Day og Julia Michaels.

Ved Grammy-uddelingen 2018 påtrådte Kesha (midten) sammen med blandt andre Bebe Rexha, Cyndi Lauper, Camila Cabello, Andra Day og Julia Michaels.

Lucas Jackson

Debat
27. december 2018

Spillestedet Forbrændingens beslutning om kun at booke orkestrer med kvinder i front til næste år skabte stor debat for en måneds tid siden.

Et af argumenterne i diskussionen – som man gang på gang måtte lægge øre til – var, at spillesteder og festivaler alene bør forholde sig til »kvalitet«, når de vælger, hvem de vil invitere op på scenen. Et rationale, som også Roskilde Festival benyttede sig af, da de tidligere på året skulle forklare den skæve kønsfordeling i årets program.

Det er en snedig begrundelse.

For det første, fordi det på et principielt niveau er umuligt at være uenig i. Og for det andet, fordi det får det til at fremstå, som om at »kvalitet« er det eneste, bookerne skeler til i dag; som om at benspændet om at opsøge flere kvindelige musikere automatisk ville forringe programkvaliteten ved at mudre det purrene hensyn til kvaliteten og kvaliteten alene – hvilket er åbenlyst forkert.

Tænker man sig om et øjeblik, står det klart, at festivalernes og spillestedernes kunstnervalg – som minimum – også handler om økonomi, logistik, kontaktforbindelser, vanetænkning og ren og skær tilfældighed. Og man kan endda frygte, at hensynet til den musikalske kvalitet i praksis står langt nede på listen. Også længere nede end punktet »popularitet«. Det er der i hvert fald noget, der tyder på.

Besigtiger man den internationale musikpresses årskavalkader, finder man et slående mønster: De kvindelige kunstnere dominerer kritikernes lister over årets bedste udgivelser. Fuldstændigt overvældende – det er ikke engang tæt på fifty-fifty. Den amerikanske public service-radiokanal, NPR, havde ikke en eneste mand med i top ti-oversigten, Rolling Stone havde kun kvinder i top fem, mens redaktionerne hos Billboard og Pitchfork præsenterede lister, hvor fire ud af de fem topplaceringer gik til kvindelige udøvende kunstnere. Og det er kun de tunge spillere på holdet.

Organisationen Album of the Year sammenregnede resultaterne fra over 100 forskellige årskavalkader af professionelle kritikere, lige fra GAFFA til USA Today, og tendensen går igen, også når man kigger på den samlede opgørelse: I top fem er der fire kvinder, i top ti er der syv, i top 15 er der 11. Decideret kommanderende.

Profitmotivet

Det er svært at forestille sig et bedre kvantitativt mål for »kvalitet« end de aggregerede fagkritiske vurderinger. I hvert fald kan man bedre stole på anmelderne, der er bundet af deres faglige integritet, end på spillesteder, festivaler og radiostationer, som har åbenlyse økonomiske interesser i at tiltrække så mange lyttere som muligt, og derfor risikerer at falde for fristelsen i at sætte kvalitetshensynet under hensynet til musikkens popularitet (læs: profitmotivet).

Og kigger man på den mest populære musik i 2018, tegner der sig da også et helt anderledes billede, end det som musikkritikerne har opridset. På top ti-listen over årets bedst sælgende album findes blot en enkelt kvinde, mens den notoriske Billboard 200-liste, som rangerer årets udgivelser efter popularitet, har tre kvinder i top 25. En fordeling, der stemmer nogenlunde overens med kønsfordelingen på festivalplakaterne og spillestedsprogrammerne. Og som med al ønskelig tydelighed viser, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem kvalitet og popularitet.

Spørgsmålet er, hvor mange der ville købe argumentet, hvis Roskilde Festival (eller de, der hidser sig op over Forbrændingens initiativ) forsvarede den skæve kønsfordeling ikke ud fra hensynet til musikkens kvalitet, men til populariteten. Enhver forstår, at det er et bagstræberisk rationale.

Det er fejt at påstå, at man kun lytter efter »kvalitet«, når det åbenlyst er usandt. Og spillestederne og festivalerne fejler deres ansvar, når de sætter populariteten først, og de udhuler desuden deres egen eksistensberettigelse. For tjansen går på at udbrede kendskabet til den gode musik – ikke på at spille folkestemningen efter ørerne.

Men i én forstand handler det hele dog alligevel om »kvalitet«: Lad os snakkes ved igen, når festivalerne booker ligeså mange dårlige kvindelige musikere, som der i øjeblikket bookes dårlige mandlige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"For tjansen går på at udbrede kendskabet til den gode musik – ikke på at spille folkestemningen efter ørerne."

Det er da ikke noget du bestemmer, Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Der er sikkert masser af spillesteder og festivaler som drives som forretninger, eller som bare gerne vil give en masse mennesker det som de gerne vil have.

"Besigtiger man den internationale musikpresses årskavalkader, finder man et slående mønster: De kvindelige kunstnere dominerer kritikernes lister over årets bedste udgivelser. Fuldstændigt overvældende – det er ikke engang tæt på fifty-fifty."

Bemærk hvordan det her er helt i orden at der er en ujævn kønsfordeling. Ingen grund til at kalde folk feje, eller bekymre sig om strukturelle forhold. For ligestilling går jo kun én vej.

Anders Sørensen

Det kunne vel også tænkes, at anmelderne lige præcis i år er ekstra bevidste om ikke at forfordele kvinder og derfor sørger for at sætte ekstra stor pris på dem.

Det ville være mere interessant at vide, om tendensen er generel, og om der også i de foregående år har været et kænsmæssigt misforhold mellem anmeldernes yndlinge og de af spillesteder bookede kunstnere.

Niels Duus Nielsen

Måske er en af grundene til, at kvinderne dominerer i anmeldelserne, men kun får middelmådig radiotid er, at man ikke kan se kunstneren på radioen?

At være sangerinde er i dag en skønhedskonkurrence ligeså meget som det er en kunstart. Jeg har da selv flere gange tjekket en eller anden sangerinde ud, fordi hun pirrede min meget mandlige interesse i smukke kvinder, men når jeg så lyttede til det musikalske produkt, viste det sig at være ganske middelmådigt.