Jeg ved næsten ikke noget bedre end at træde ind i en tøjforretning for herefter at komme hjem med flotte farverige poser i begge hænder, åbne dem, kigge på de nyindkøbte klæder i hjemlige omgivelser, prøve dem på og se en (mere eller mindre) ny udgave af mig selv i spejlet.
Hvad der helt præcis ligger bag min hang til at opdatere min garderobe med nyt og moderigtigt tøj, ved jeg ikke. Jeg har læst, at det ud fra et evolutionært perspektiv kan sammenlignes med bavianens opsvulmede bagdel.
Men for et halvt års tid siden begyndte tøjkøbene at fylde mig med stigende skyldfølelse.
Dels fordi jeg ikke har plads til alt det nye tøj i mit klædeskab. Ofte har min shopping resulteret i fejlkøb, men jeg kommer aldrig ned og bytter det. Så ligger det bare dér og flyder, mens jeg bilder mig ind, at der en dag kommer en anledning, hvor jeg får brug for det.
Og dels fordi jeg ved, at jeg kan bruge mine penge mere fornuftigt. En veninde spurgte mig engang, hvor mange penge jeg bruger på tøj om året. Jeg satte mig ned, regnede på det og sjussede mig frem til, at det må være 15-20.000 kroner. Hvis jeg sparede pengene op i stedet, kunne jeg hurtigere få råd til et indskud til en større lejlighed – eller tage på interrail til sommer.
Det er nu hverken pengene eller pladsproblemerne, som har gjort udslaget. Den slags findes der løsninger på. Nej, det, der virkelig nager mig, er, at jeg ikke kan slippe uden om, at tekstilindustrien er en af de helt store klimasyndere. Faktisk udleder denne branche mere CO2 end fly- og shippingbranchen.
Jeg vil ikke være moralens vogter og prædike, at ingen mennesker bør købe nyt tøj, fordi det er dårligt for vores jord. Men jeg har om nogen taget min tørn af shoppingture og må erkende, at jeg skylder kloden på den konto.
Derfor har jeg besluttet mig for at forsøge at vænne mig af med min dårlige shoppingvane.
To regler
Så snart jeg har taget beslutningen, kan jeg ikke holde ud at kigge på de bugnende hylder i skabet. Jeg går i gang med at rydde ud i dem, og et par timer senere har jeg fyldt tre blå IKEA-sække med tøj, jeg ikke har haft på i årevis, og som nu kan få nyt liv i Røde Kors’ genbrugsbutikker.
Det får mig til at tænke, hvorfor jeg ikke selv går i genbrugsbutikker, når lysten til at få nyt tøj trænger sig på. Årsagen er nok, at jeg ikke har sat mig ind i, hvor jeg finder genbrugsguldet. Det må jeg til at lære.
Jeg må også lave nogle regler for mig selv. For julen er festernes tid, og jeg plejer at købe en kjole. Men må jeg det? Jeg skriver tre principper for mit fremtidige forbrug ned:
- Køb kun det, du mangler
- Køb kun tøj af god kvalitet, så det holder længere
- Køb genbrug
Jeg må altså ikke købe en ny kjole, for jeg har allerede flere på bøjlerne. Jeg tager et kig på dem, men intet frister. Jeg finder vej til mit loftsrum og roder rundt nederst i en sæk med tøj, jeg ikke har kunnet få mig selv til at skille mig af med, og her finder jeg den: min gallakjole fra 3. g.
Dette fund giver mig min første ahaoplevelse: Kjolen passer endnu, og den er stadig flot. Så langt, så godt.
Sort sæk på loftet
Der er særligt én tøjbutik, jeg ikke kan gå ind i uden at komme ud med noget nyt. Jeg prøver derfor at holde mig væk. Jeg afmelder mig deres nyhedsbrev på mailen, så fristelserne til en opdateret efterårsgarderobe ikke popper op på mit mobildisplay. Der går én måned, to måneder, og jeg har stadig ikke været inde i butikken.
Lige indtil forleden dag, hvor jeg skulle købe en fødselsdagsgave og måtte en tur ind i indre by.
Butiksfacaden lokker, da jeg nærmer mig min yndlingsbutik. Der er julelys i vinduerne og en ny kollektion. Jeg går derind – bare for at kigge.
Ikke langt fra indgangen hænger der en skjorte, jeg bare må prøve. Den er lige i øjet! 15 minutter senere kommer jeg ud af butikken med en papirspose under armen. Med en gave til mig selv.
Jeg har meget at lære, og selv om december snart er slut, kommer der nye udfordringer. Januarudsalget lurer lige rundt om hjørnet.
Jeg har lovet mig selv at holde mig væk fra butikkerne. I stedet har jeg gemt noget af mit tøj i en sort sæk og smidt det op på loftet. Nu har det karantæne, indtil jeg om et par måneder kan tage det frem igen. Og så føles det forhåbentlig helt som nyt.
Julekalender: Jeg griber til handling!
Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.
At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.
Seneste artikler
Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet
24. december 2018Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værreJeg vil øve mig på ikke at holde min kæft
23. december 2018Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneriVi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur
22. december 2018Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Men dog! Jeg ved ikke noget værre end at købe tøj.
Og der er børn og andre mennesker, som kun kan få nyt tøj, hvis det kan findes i genbrugsen. Halleluja - tak og til lykke med din nyopstandne omverdensbevidsthed. Vel trods alt bedre for sent end aldrig
Jeg blev noget overrasket over det månedlige tøjbudget. Er det normalt?
Københavner-journalister er højtlønnede, hvis de årligt kan bruge det, der svarer til to-tre måneders folkepension.
Hej Steen. Jeg har en lav husleje og ingen børn, så det er nok årsagerne til, at det har kunnet lade sig gøre for mig.
Jeg eeelsker at lege med tøj. Mode er en kunstart - men måden den leg og kunstart forvaltes i miljø-og socioøkonomisk sammenhæng er komplet uansvarlig. Desværre. Så undskyld mit sure opstød, for det er glædeligt, at laura er vågnet op.
Og til lykke til dem, der bor i nærheden af lauras genbrugser. Genbrugser er de sjoveste steder at besøge. Ofte er det rene museumsbesøg - og man kan være heldig at finde noget, som man slet ikke havde ventet, men som udfordrer kreativiteten og er til stor glæde. F.eks. fandt jeg forleden formedelst kr 10 er vidunderligt billede, der på helt unik og smukkeste vis matcher farverne på mit badeværelse. Det rene legetøj - og erik mortensen, yves laurent og andre er store kunstnere, som har beriget os med deres sprudlende, flerdimensionelle, bevægelige værker.
Det er som dem der rejser meget langt væk og har skåret i flyforbruget når trøster de sig selv og andre med deres indsats. Folk uden større forbrug kan desværre ikke yde noget til reduktion af co2 udslippet.
Forbrug og skær ned så viser du samfundssind.
Her den seneste fra sædvanligvis velunderrettet kilde : klimabelastningen er et bedrag opfundet af magten. Klimaforandringerne skyldes solens aktivitet og ikke co2, som mest er vanddamp og en for klimaet gunstig faktor, idet co2 og metan som en del af jordens varmeapparat øger den grønne vækst, og dermed gør vores klode frodig og frugtbar for os. Olie og kul som drivmidler for energisektoren er ikke en belastning for klodens økosystem og er ressourcer, som gendannes. Ref. Svensmark, lomborg og 31.000 seriøse videnskabsfolk som i modsætning til magtens lakajer - mainstreammedier og fn’s klimapanel - understøtter dette.
Følg pengene - find de ansvarlige - som med unævnelige og modbydelige metoder bedrager og slavegør menneskeheden.
Iflg samme kilde synes rt ikke at være korrupt. Men fortællingen om rusland og putin som skurken indgår i den store, bedrageriske kamp om magten, herunder kontrollen med ulandenes rige olieforekomster - derfor den bedrageriske klimafortælling.