Kommentar

Når vi stempler folk som psykisk syge, er det en måde at skjule vores afsky

Selv godhjertede mennesker udstiller livsudfordrede som ’psykisk syge’: Disse er blevet en ny laveste kaste af tilsyneladende fordærvede hjerner, der skal renses rene med behandlinger
Debat
18. december 2018

På venstrefløjen opfatter man ikke længere almindelige mennesker med alvorlige livsudfordringer som bare dét, men derimod som ’psykisk syge’: en slags omvandrende diagnoser.

Årsagen er, at man endnu ikke har erkendt, at man taler et stakkelhad efter munden – ikke ulig dét, der gav sig til kende under gadeurolighederne i London i 2011, hvor Storbritanniens tidligere premierminister David Cameron iltert konstaterede:

»There are pockets of our society that are not only broken, but frankly sick

Man har ladet sig forføre af psykiatriens tilsyneladende ’neutrale’ væmmelsessprog. Man har gjort det som ’den gode part’, og overser, at væmmelsen hænger ved: at den farver.

Skjult afsky

Baggrunden herfor er, at diagnoser ikke kun er en hjælp, men udtryk for, at man i psykiatrien opfatter nødlidende, utilpassede, udstødte eller hvad de nu måtte være, som ’syge’ i den forstand, at de er mentalt fordærvede.

Man drømmer om at kurere dem for at tilfredsstille en subtil bøllefantasi om at udrydde fordærvet (i deres hjerner). Derfor kalder man dem ’psykisk syge’: Ikke som en medicinsk konstatering, men som en måde at lade sit ’føj’ sive ud bag lukkede tænder.

Denne afsky retter man mod samfundets frygtsomme, opgivende, selvopløste, indelukkede, rastløse, akavede, sløvsindede, sarte, struktursøgende, sorgfulde, you name it. Det er alle mennesker, der har svært ved at klare mosten. De er måske kørt surt i livet. Havnet på et sidespor.

Derfor tilbyder man dem et sygdomsstempel – hvis ikke flere. Man siger, at de ’har’ angst, depression, skizofreni, autisme, ADHD og så videre.

På den måde udstiller man dem, som ikke kun værende til besvær, men generelt livsuduelige i den forstand, at de ikke er ’raske’. De lever ikke op til det fragmenterede overlevelsessamfunds krav om ubegrænset selvmestring, gåpåmod, omstillingsparathed, lidelseskonfrontation og sågar brutalitet.

Videnskabens teater

Alligevel har vi svært ved at se det foregå. Det skyldes, at vi læner os op ad religionens afløser par excellence: sundhedsvidenskaben med stort s.

Denne videnskabs såkaldte evidens får os til at overse, at der herigennem prædikes nye værdier i modsat fortegn af kirkens, og dét i form af en grænseløs og afstumpet variant af den stærke eners psykologi.

Denne psykologi tvinger man ned i halsen på folk ikke via ’guds ord’, men i form af en ’videnskabelig objektivitet’, der foregiver at være renset for tilsyneladende ’beskidte’ følelser, holdninger og vilje.

På den måde skjuler magten sig selv. Den videnskabelige metode fungerer nærmest perfekt til at destillere værdier væk (igennem tilsyneladende nøgterne beskrivelser), og det ender med, at videnskabsfolket til sidst tager sig ud som statister i et stort teater, der skal få det til at se ud som om, at værdidomme dumper ned fra himlen.

Misforstået hjælp

Netop derfor kan et stakkelhad vokse frem og blive til en slags dogmatik. Vi har herefter set venstrefløjen og andet godtfolk hoppe med på galejen – endda i bedste mening.

Men, hvordan kan det nogensinde give mening?

Det kan det, hvis man overdøver bismagen af afsky ved at ophøje ’psykisk sygdom’ til et forkvaklet rettighedsbegreb. Til noget, der giver ret til alverdens – ofte misforståede – hensyn, omsorg, ’behandlinger’ og ikke mindst undskyldninger for stort set alle involverede parter.

Derved går man i modsatte grøft. Man svigter folk, idet modsvaret til krænkermentalitet bliver til overbeskyttelse. Man insisterer på, at ’alle er gode nok, som de er’. Sågar forsøger man at omformulere sygdomsformuleringerne indefra som noget ’godt’ eller måske en livslang identitet, der kan fungere som kunstigt værn mod lidelse og selvopløsning.

Stuvet af vejen

Når man på den måde forsøger at viske væmmelsen bort med væmmelsen selv, så risikerer man at ophøje og internalisere den, så man til sidst knap nok taler sit eget sprog.

Samstemmigt mister man evnen til at varetage livsudfordrede med udgangspunkt i sin sunde fornuft: at se dem, som dem, de er. Det liv, de lever. Bygge dem op inden for konteksten af et fællesskab med gode værdier. Tilbyde dem en mere eller mindre skånsom vej tilbage til livet. Vejlede dem (eller måske deres forældre) på ærlig vis.

I stedet havner man i en situation, hvor man stiller krav om tilsyneladende ’raskhed’ eller også ingen krav overhovedet. Samtidig. Og lige lidt hjælper det.

Sådan oplevede jeg det i hvert fald selv, da jeg arbejdede i psykiatrien. Her jublede de handlingslammede ansatte, når kommunen stuvede såkaldte ’patienter’ af vejen på varig forsørgelse. Den stadigt mere indtrængende samvittighed, den kunne de jo polere ren ved at kalde dem for syge hele bundtet.

Dennis Larsen, cand.mag. i filosofi og tidligere ansat inden for psykiatrien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

En meget mærkelig måde at sige, at ingen er psykisk syge, og at alting sker i vores hoveder.

Thomas Tanghus, Frederikke K. M. og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Det kan være ganske rigtigt at - som psykisk syg kan man være 'alvorligt livsudfordrede' - lige såvel som hvis man har en lever eller hjerte sygdom. Personligt kender jeg dog ingen i psykiatrien, som opfatter folk med psykisk sygdom som 'mentalt fordærvede'. Dette ville sandelig være et udtryk for væmmelse. Problemet ift aktuel artikel er denne antaget væmmelse eksisterer alene i forfatterens fantaserede overbygning på en privat tolkning af et gren af verdens sundhedsvæsener, og findes ikke i den aktuelle psykiatrivæsen. Ej heller er der nogen der har noget forestilling om sundhedsvidenskaben som 'religionens afløser'. Der er kun Dennis Larsen der har en forestilling om at nogle går og bage på en sådan forestilling.
Ingen forældre, der har passet et alvorligt autistisk barn fra fødslen til de selv blev så gamle de måtte opgive ville takke DL men bare trække på skuldrende i fortvivlelse over hans absurd letkøbt fortolkning af barnet, som en der er 'kørt surt i livet'. Ej heller ægtefælleren, der hjælpeløst har måttet se på mens dens kære synkede dybere og dybere i den mørkeste depressive hul, hvor hverken kloge eller kærlige ord kunne nå ind, ville kunne bruge DLs opfordring til at 'tilbyde en mere eller mindre skånsom vej tilbage til livet.' Det har de allerede forsøgt et hundrede gange før de tog kontakt til psykiatrien.
Jeg tror Dennis Larsen har misforstået Foucault, og hvis ikke så er det hverken hos Foucault eller DL psykiatrien skal gøre sig håb om at hente den viden den mangler før at kunne blive den reelle hjælp til de psykisk sårbare, som DL kritiserer den for ikke at være.