Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

I tredje klasse fik jeg min matematiklærer til at tude. Midt i timen. Jeg kan ærlig talt ikke huske den præcise formulering, der gjorde udslaget, fordi på det tidspunkt skete det ofte, at jeg havde opildnede diskussioner med lærerne, hvor jeg spydigt udfordrede dem. Og hånede dem, hvis der var huller i deres viden. Sådan var det faktisk i næsten hver time. I de fleste fag.

Min generelle tilgang til folk omkring mig var noget i retning af ’du er en idiot, indtil det modsatte er bevist’, og så var jeg ellers ligeglad med, om du går på et højere klassetrin, eller om du er den, der står bag katederet med kridt mellem fingrene – du kan stadig være en idiot. Så lad os diskutere og finde ud, hvem der har ret. Sådan fungerede verden oppe i mit hoved (og sådan har jeg det egentlig stadig).

Min historielærer, Henriette (vi havde i mellemtiden fået en anden og bedre matematiklærer), som ud fra enhver rimelig betragtning var en idiot – dårlig forberedt og usikker i sit stof – fik på et tidspunkt i femte klasse nok. Nu var det altså blevet for meget. Og derfor blev min mor og jeg indkaldt til møde på skolen.

»Du skal lære at vælge dine kampe, Nikola,« sagde min respektindgydende klasselærer, Ole, fordi Henriette åbenbart var for stor en kryster til selv at sige det til mig.

Luften var elektrisk af vrede, da vi gik ned til bilen, der holdt parkeret foran skolen. Min mors falskhøflige mine havde fortrukket sig og var blevet erstattet af en snerrende og sammenbidt grimasse. Jeg havde (på det tidspunkt) aldrig fået skrevet i min kontaktbog og eller høstet andet end ros til skolehjemsamtalerne. Men nu havde jeg til gengæld været til en ’alvorlig samtale’ på rektors kontor for at udfordre mine lærere. Og mor gik amok.

Skamfuld konfliktskyhed

Min konklusion oven på raserianfaldet i bilen blev, at jeg helt ville afholde mig fra at sige noget i timerne. Jeg forstod godt, at ’vælg dine kampe’ bare var en omskrivning af ’hold din kæft, knægt!’ At sige sin mening i større forsamlinger er at sammenligne med en slags gidselstagning, fordi folk er dybest set ikke er interesseret i, hvad du har at sige – det var den følelse, der sad i kroppen. Og derfor sagde jeg så lidt som overhovedet muligt både i gymnasiet og på universitetet – ja, det gør jeg faktisk stadig, særligt i større forsamlinger (men egentlig i alle sammenhænge), hvor jeg ikke har en tillidsfuld relation til dem, der risikerer at skulle høre på mig.

Det er endda gået så vidt, at en kollega forleden spurgte mig, om jeg er konfliktsky. Et spørgsmål, som Nikola-ti-år-gammel virkelig ville skamme sig over at blive stillet. Tænk at være en person, som nogen kunne finde på at tænke dét om. Føj.

For svaret er selvfølgelig, at jeg heldigvis er meget langt fra at være konfliktsky. Ophedede diskussioner er noget af det bedste, jeg ved. Og når jeg er i rammer, hvor jeg med sikkerhed ved, at der ikke er nogle forræderiske Henrietter i selvskabet, fungerer jeg som en ustoppelig talestrøm af vildtvoksende argumentationskæder (af svingende kvalitet), brok, vrede og utilfredshedsudbrud. Det er vidunderligt.

Sandheden er: At være konfliktsky er at være kujon. Og derfor skal det være slut med at »vælge mine kampe«. Nu er det tid til at kæmpe løs – gidseltagning eller ej.

Den største hindring mod samfundsændringer handler nemlig ikke om manglende selvopofrelse i form af fravalg af flyveture, spisevaner eller materielt forbrug, men om manglende mod til at skabe dårlig stemning. Man kan ikke nøjes med at blankpolere sin egen samvittighed, man må også råbe ad dem, der opfører sig idiotisk. En levende spredning af ideer er forudsætningen for enhver omvæltning, og derfor er det i bund og grund bagstræberisk bare at holde sin kæft.

Og timingen er perfekt. For kan man tænke sig en bedre anledning end den søde juletid? I hvert fald er det sådan, at hvis ikke man kan ødelægge den gode stemning, når det er jul, kommer man aldrig til at gøre det. Så velkommen tilbage, Nikola-ti-år-gammel. Lad os smadre julehyggen.