Læserbrev

Organisationen 'Stop Islamiseringen' misbruger modstandsbevægelsens symboler

Som efterkommere af danske modstandsfolk opfordrer vi på det kraftigste Stop Islamiseringen til at ophøre med misbruget af symboler fra den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Symboler fra den danske modstandsbevægelse skal ikke misbruges til at udskamme minoriteter i vores land
19. december 2018

Holger Danske og de særlige farver for modstandskampen under Anden Verdenskrig bliver misbrugt af organisationen Stop Islamiseringen.

Modstandsbevægelsen i Danmark kæmpede for et frit Danmark, og efter krigen var der tværpolitisk enighed om den grundlov, som vi har i dag.

De frihedsrettigheder, som grundloven giver os, skal vi derfor værne ekstra godt om.

Danmarks grundlov sikrer, at vi har religionsfrihed i vores land. Det var i klar modstrid med, hvad nazisterne stod for. De forfulgte og dræbte mennesker, der havde en anden religion.

Nogle af os kommer fra familier, hvor forældre og bedsteforældre måtte flygte til Sverige for at overleve. Andre deltog i modstandskampen i Danmark og på verdenshavene, nogle fik traumer for livet.

Sverige viste en medmenneskelighed for mennesker på flugt. Det er vi evigt taknemmelige for. Det ville have haft store konsekvenser for vores familier, hvis Sverige havde nægtet dem asyl.

I dag oplever mange mennesker i verden overgreb, forfølgelse og drab. At sige nej til at hjælpe disse mennesker er ikke i den danske frihedskamps ånd. At vende sig imod mennesker, der tilhører et religiøst mindretal i vores land, er heller ikke i frihedskampens ånd.

Mennesker i Danmark skal have ret til at have den religion og den overbevisning, de selv ønsker. Vi er, og vi skal være et land, hvor der er frihed for borgerne, fuldt demokrati, fuld ytringsfrihed og frit valg af tro og religion.

Som efterkommere af danske modstandsfolk opfordrer vi på det kraftigste Stop Islamiseringen til at ophøre med misbruget af symboler fra den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Symboler fra den danske modstandsbevægelse skal ikke misbruges til at udskamme minoriteter i vores land.

Christian Sonne, Jens Rothenborg og Lave K. Broch, efterkommere af danske modstandsfolk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Per Klüver
  • Lillian Larsen
  • Thorkil Søe
  • Hans Larsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Eva Schwanenflügel, Per Klüver, Lillian Larsen, Thorkil Søe, Hans Larsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Jo, men det er måske en del af det at nær sagt hvem som helst kan komme og besmykke sine handlinger med henvisning til "modstand" eller "befrielse" eller "befrielsesbevægelse". Her er jeg ikke helt sikker på om "Venstre" og "Højre" er værre eller bedre. Jeg har da adskillige gange set en eller anden forblommet sammenligning antydet mellem diverse af det man ellers bedst kalder terrorhandlinger og så "modstand" mod "undertrykkelse".Så jeg har en god portion salt parat til at tage det med.